Hvad siger Bibelen?
Er dans noget for kristne?
„JEG kan ikke sidde og se på det her. Jeg må udenfor,“ hviskede den unge mand til sin kone idet han rejste sig for at gå ud i den kølige aftenluft. Han var pinligt berørt.
Sammen med sin kone var han blevet inviteret hen til nogle venner. Værten havde besluttet at der skulle være et underholdende indslag med tre danserinder. De andre tilstedeværende følte sig ikke ilde til mode. Var denne mand lidt for følsom? Gav de dansende kvinder ikke blot udtryk for deres inderste følelser og glæde ved dansen? Lad os nu betragte dans ud fra et kristent synspunkt.
Dans er kommunikation
En af menneskets udtryksformer er gestus eller bevægelser. Mange rejsende har for eksempel oplevet at en bevægelse de betragtede som helt uskyldig, i et andet land har en anden betydning — måske endda en uheldig betydning. En tidligere missionær på Salomonøerne, i Malaysia og Papua Ny Guinea fortæller: „I nogle områder forbindes visse kropsbevægelser med noget seksuelt. Hvis for eksempel en kvinde sidder på gulvet anses det for upassende at en mand træder hen over hendes udstrakte ben. Og det er lige så upassende for en kvinde at gå hen foran en mand der sidder på gulvet. I begge tilfælde opfattes det straks som en seksuel hentydning.“ Så uanset om vi er klar over det eller ej, udsender vore bevægelser et budskab. Det er derfor ikke overraskende at dans op gennem historien har været brugt som en form for kommunikation.
Hele følelsesregisteret kan udtrykkes i dans — lige fra glæde og jubel ved festlige lejligheder til højtidelighed ved religiøse ritualer og traditioner. (2 Samuel 6:14-17; Salme 149:1, 3) I The New Encyclopædia Britannica siges der: „Danseren kommunikerer med tilskuerne på to måder, enten ved at udtrykke sine følelser gennem kroppen og ansigtet eller gennem et kompliceret samspil mellem mimik og gestus.“ Nogle danse udsender et klart og utvetydigt budskab, mens andre former for dans kun kan forstås af en kreds af indviede. I klassisk ballet, for eksempel, betyder en hånd på hjertet kærlighed, og at pege på venstre hånds ringfinger betyder ægteskab. I kinesisk opera betegner dét at vandre i ring en rejse, og hvis man kredser rundt på scenen mens man holder en pisk vandret, skal det forestille at man rider på en hest; et sort flag der trækkes hen over scenen betegner en storm, mens et lyseblåt betegner brise. I dansens bevægelser og gestus udtrykker kroppen altså et budskab. Men er det altid et sobert budskab?
Dans — passende og upassende
Dans kan være en glædebringende form for underholdning og motion. Den kan være en ren og fri udtryksmåde der er en spontan fysisk reaktion på lutter livsglæde eller værdsættelse af Jehovas godhed. (2 Mosebog 15:20; Dommerne 11:34) Visse fællesdanse og folkedanse kan være meget fornøjelige. I Jesu lignelse om den fortabte søn omtalte han endda nogle dansere, sandsynligvis en lejet dansetrup, som medvirkede i festlighederne. (Lukas 15:25) Bibelen fordømmer tydeligvis ikke dans i sig selv. Den advarer imidlertid imod at man stimulerer forkerte tanker og ønsker. I den forbindelse kan visse former for dans være upassende, ja, endda farlige for ens åndelige sundhed. (Kolossenserne 3:5) Fra gammel tid har danse ved visse lejligheder været erotiske og har tjent skadelige formål. — Jævnfør Mattæus 14:3-11.
Vor store modstander, Satan Djævelen, véd at kombinationen af dansebevægelser og urette tanker er et magtfuldt våben i hans hænder. (Jævnfør Jakob 1:14, 15.) Han kender udmærket kropsbevægelsernes sensuelle dragning og véd at de kan sætte erotiske tanker i gang. Apostelen Paulus advarede om at Satan er besluttet på at forføre os så vort „sind . . . på en eller anden måde fordærves og vendes bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på“. (2 Korinther 11:3) Forestil dig blot hvor meget det ville glæde Djævelen hvis vi ved at betragte eller deltage i upassende dans lod os lokke til at tænke nedbrydende umoralske tanker. Han ville glæde sig endnu mere hvis et ukontrolleret begær fik råderum hos os og vi påførte os selv de smertelige følger af en uret adfærd. Han har brugt bevægelser og dans i den hensigt tidligere i historien. — Jævnfør Anden Mosebog 32:6, 17-19.
Passende eller upassende — hvordan man afgør det
Hvis dansen vækker urette følelser i dig — uanset om den udføres i grupper, parvis eller af én person — er den altså skadelig for dig, også selv om den måske ikke er det for andre.
Nogle har imidlertid gjort opmærksom på at i mange af de moderne danse rører parterne ikke engang ved hinanden. Men er det egentlig et spørgsmål om at røre? The New Encyclopædia Britannica konkluderer at „summen er den samme — fysisk velvære ved dansen og et seksuelt indtryk af en partner, uanset om vedkommende berøres eller blot fornemmes“. Er det klogt at få „et seksuelt indtryk af en partner“ når man ikke er gift med vedkommende? Ikke ifølge Jesu udtalelse om at „enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, . . . allerede [har] begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte“. — Mattæus 5:28.
Det er dit valg om du vil danse eller ej. Hvis du tænker nærmere over følgende spørgsmål, har du gode muligheder for at træffe en fornuftig beslutning. Hvad er formålet med denne dans? Hvilket omdømme har den? Hvad lægges der vægt på i bevægelserne? Hvilke tanker og følelser vækker den i mig? Hvilke ønsker vækkes i min dansepartner og dem der betragter os? Uanset hvad andre gør, bør man afgjort ikke negligere sin samvittighed, men reagere ligesom den unge ægtemand der blev nævnt i indledningen.
Bibelen viser at Skaberen ønsker at vi skal nyde godt af gaver som skønhed, rytme og ynde. Ja, nyd dem, men husk at når du danser, taler din krop. Vær opmærksom på Paulus’ vejledning i Filipperbrevet 4:8: „Alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“
[Kildeangivelse på side 26]
Picture Fund/Med tilladelse af Museum of Fine Arts, Boston