Hvordan bør kristne se på dans?

ROCK- og beatmusikken i de senere år har affødt mange nye danse. Ofte er de kun fremme i kort tid og erstattes snart af andre. Nogle foretrækker de hurtige danse, og andre synes godt om de langsomme hvor manden og kvinden holder om hinanden mens de danser sammen. Blandt unge i nogle lande er det blevet populært at danse bestemte rock- og beatdanse hvori parterne ikke rører hinanden men udfører forskellige bevægelser. I betragtning af at der er en sådan forvirrende mængde danse fremme i dag, kan den kristne med god grund spørge: Hvordan bør man, i lyset af Bibelen, se på dans?

I det gamle Israel blev dans for det meste udført i grupper, især af kvinder. Når mænd var med til at danse, var det øjensynlig i grupper for sig. Der nævnes ikke direkte noget om at medlemmer af de to køn dansede sammen.

I Bibelen findes der ingen absolut fordømmelse af selve det at danse. Når Gud fordømte nogle der dansede, som det for eksempel skete da israelitterne dansede foran en guldkalv, var det den afgudsdyrkelse som knyttede sig til dansen der var forkert, skønt en vis løssluppenhed i dansen også kan have spillet ind. En sådan form for afgudsdyrkelse og dans vanærede Jehova. — 2 Mos. 32:1-35.

Blandt fortidens hedenske nationer var frugtbarhedsdanse almindelige. Det var danse hvis formål var at vække kønsdriften både hos deltagerne og iagttagerne. Kana’anæerne udførte ringdanse omkring deres afgudsbilleder og hellige billedstøtter til ære for deres frugtbarhedsguder. Tilbedelsen af Ba’al var forbundet med vilde, tøjlesløse danse.

Går vi længere frem i tiden finder vi at De kristne græske Skrifter nævner dans uden at sige noget ugunstigt derom. Jesus Kristus fortalte en lignelse hvori dans blev nævnt i forbindelse med en glædelig lejlighed. Da den fortabte søn vendte hjem glædede hans fader sig og forberedte en festlighed. I forbindelse med festen var der dans. (Luk. 15:25) Det er tydeligt at Guds søn ikke misbilligede selve det at danse; ellers ville han ikke have nævnt det i forbindelse med en festlighed der var helt på sin plads.

Men hvordan bør kristne betragte moderne dans i alle dens afskygninger? Gud har i sit skrevne ord nedfældet principper der bør lede den kristne i alt hvad han foretager sig. I lyset af disse principper er det vigtigt at overveje sådanne ting som de motiver der ligger bag selve dansene, formålene med dem, de dansendes bevægelser, og de forestillinger disse bevægelser giver deltagerne og tilskuerne.

Når de dansende ikke berører hinanden

I næsten alle de rock- og beatdanse som unge deltager i, rører partnerne ikke hinanden. Mange mener at twist var begyndelsen til denne form for dans. For nogen tid siden skrev en journalist følgende i et interview i bladet Look:

„Den nye, løsslupne tids karakteristiske danse er alle sammen variationer af twist. . . . De dansende rører ikke hinanden, de taler ikke med hinanden. . . . Enhver foretager de symbolske bevægelser som dansens navn foreskriver. . . . De ser ud som om deres legeme skriger.

’Det er en slags frugtbarhedsritual, beregnet til at bekæmpe den moderne tilværelses sterilitet’ siger en ung lægestuderende der blev bedt om at gøre rede for sin generations form for dans. Men dette er en frugtbarhedsmagi uden legemskontakt. . . . En sygeplejeelev . . . siger: ’Det er på en måde sexet . . . alle de kroppe der vrider sig, men aldrig rører hinanden.’“

Der er naturligvis flere forskellige former for rock- og beatdanse, men bevægelserne i nogle af dem minder åbenbart meget om bevægelserne i frugtbarhedsdanse, og de kan have den samme virkning. Hvis en eller anden moderne dans efterligner erotiske bevægelser fra en hedensk dans, da vil Bibelens principper forbyde kristne at tage del i den, for Guds ord advarer mod „skammelig færd“ og det der er „utilbørligt“. (Ef. 5:4) Guds ord giver kristne kvinder det råd at de skal klæde sig med ærbarhed og være „kyske“; disse principper gælder også for mænds adfærd. (1 Pet. 3:1, 2; Tit. 2:4, 5; 1 Tim. 2:9) Men der er mange af de danse hvor deltagerne ikke rører hinanden, som næppe kan kaldes ærbare og kyske.

Det er vigtigt at huske at der ikke nødvendigvis skal fysisk kontakt til før lidenskaberne bliver vakt. Blot det at betragte bevægelserne hos nogle der danser, kan meget let vække lidenskabelige følelser. Især manden bliver stærkt erotisk påvirket af hvad han ser. Derfor er det næsten altid mænd der køber pornografisk materiale. En ung pige er måske ikke klar over at det kan virke umådelig æggende på en ung mand at danse selv om de ikke rører hinanden; men det kan det.

Pigen tror måske at de hurtige danse der samler opmærksomheden om den del af legemet hvor forplantningsorganerne er, er ganske harmløse. Men hun udsætter sig for at komme i vanskeligheder. Hun tror muligvis at der ikke vil ske noget, men den unge mand bliver måske optændt af et seksuelt begær efter pigen.

En pige må derfor overveje hvorfor en ung mand eventuelt føler sig tiltrukket af hende. Tiltrækkes han udelukkende af hende fordi hun virker seksuelt æggende på ham? Denne lystfølelse kan han imidlertid få fra mange andre piger som går i stramt tøj, vugger med hofterne, og foretager forskellige erotiske bevægelser. En pige må derfor stille sig selv dette spørgsmål: Ønsker jeg at tiltrække en mand udelukkende på det grundlag? Eller ønsker jeg en mand som kan lide mig for det jeg er? for det jeg taler om? for det jeg mener er vigtigt i tilværelsen? Er jeg interesseret i en mand som finder glæde i at gøre noget for mig, eller i en der kan lide mig på grund af det han kan hente hos mig?

Nogle kristne finder det måske fornøjeligt at danse; men når en dans er uanstændig eller seksuelt udfordrende (idet den lægger vægt på erotiske bevægelser af bryst og hofter), så vælger de klogeligt at undgå den, i stedet for at mene at de må følge mængden. (Rom. 12:2) Nogle vil måske le ad dig fordi du ikke gør som alle andre, men det vigtigste er at du har en god samvittighed over for Gud. — 1 Pet. 4:3, 4.

Musikkens virkning

Endnu en ting der må tages i betragtning er virkningen at visse former for rock- og beatmusik. Angående denne musik siger bladet High Fidelity:

„Det er ikke så mærkeligt at forældre stejler over rock — sex er en hjørnesten i rockens mystik, . . . The Stones lokker: ’Let’s spend the night together [lad os tilbringe natten sammen],’ og deres manager udtaler kynisk: ’Popmusik drejer sig om sex, og man er nødt til at ramme dem i ansigtet med det.’ Hvilket afføder det foruroligende spørgsmål: Hvor meget af alt dette er bevidst leflen for pubertetens vågnende fysiske begær?“

De der danser til den slags musik siger måske at de ikke lytter til sangenes tekst; de ’danser bare’. Men hvis teksten er uanstændig eller umoralsk, eller grænser til dette, bliver disse tanker alligevel indprentet i de unges sind. Ja, de der danser til denne musik kan faktisk ofte gentage de linjer som de påstår at de ikke lytter til. Men det er ikke blot teksten til denne form for musik der undertiden går ud over anstændighedens grænser; det er også musikkens virkning.

En kvindelig forsker der er tilknyttet den amerikanske præsidents pornografikommission, Patricia Schiller, har for nylig foretaget en undersøgelse af hvad det er der vækker de seksuelle følelser hos unge piger. Hun har fundet at unge piger ofte bliver seksuelt ophidset af pop-, rock- og beatmusik, og især når de er sammen med unge mænd. Hun siger: „Musik kan, ved at spille på pigernes følelser sådan at kærlighed og ømhed vækkes, ofte virke som en katalysator for kærlighed, og derved som en ansporing til seksuel ophidselse hos den halvvoksne pige. . . . Det er musikken der fremkalder denne følelse.“ — Denver-bladet Post, 23. juli 1971.

Kristne unge mennesker må derfor være varsomme med hvilken form for musik de danser til. Eftersom kvinder i højere grad end mænd påvirkes af hvad de hører, er dette særlig vigtigt for dem. Hvis de unge ønsker Guds godkendelse må de træffe den kloge afgørelse at undgå rockmusik og beatmusik der vækker lidenskabelige følelser eller ophidser til vild løssluppenhed.

Andre danse

Hvad så med de langsommere, mere traditionelle danse, hvor partnerne holder om hinanden? I mange af disse danse lægges der mest vægt på at bevægelserne er yndefulde. Mange ægtepar har glæde af denne form for dans. En mand og hustru der danser „selskabsdans“ sammen igennem flere år, kan finde at det er en behagelig afveksling og fornøjelse at anvende deres færdighed til denne form for dans, mens de til stadighed har det fornøjeligt sammen.

Nu opstår spørgsmålet i hvor høj grad ugifte har behov for at være varsomme i forbindelse med disse former for dans, hvor partnerne danser tæt sammen. I bogen Sex Habits of American Women skriver dr. med. Fritz Wittels angående grunden til at der kan være moralsk fare forbundet med denne slags dans:

„Tanken med selskabsdans . . . er at give to af modsat køn lejlighed til for en tid at opholde sig tættere til hinanden end vort samfundsmønster ellers ville tillade. . . . Synkoperet dansemusik har ikke medvirket til bevarelse af jomfrueligheden.“

’Men er det ikke temmelig yderliggående?’ vil nogle måske spørge. Interessant nok nævnte New York Times Magazine den 18. juni 1972 angående de langsomme ’nærdanse’ ved gymnasieballer, at de unge mænd betragter dem som „en lovlig undskyldning for at lægge armene rundt om en pige og holde hende tæt ind til sig“. Ligger nydelsen i dette tilfælde i dansens yndefulde trin og dens præcise bevægelser i øvrigt? Artiklen fortsatte: „Langsomme danse er fem minutter hvor man omfavner hinanden, gnider på hinandens ryg, klapper hinanden på bagen.“

Hvor stor en rolle den sanselige nydelse ofte spiller i mange danse fremgår af at den unge mand der var så ivrig efter at danse før han blev gift, ofte taber interessen efter at han er blevet gift. Nu er hans kone måske ligefrem nødt til at trække ham ud på dansegulvet for at få ham med til de yndefulde danse hun holder så meget af.

En ung mand er måske glad for at danse, skønt han ikke helt forstår hvorfor. Det skyldes at kræfterne i hans eget legeme nu er begyndt at gøre sig gældende, og den unge mand ved at de giver ham en vis behagelig lystfølelse. Men han har aldrig oplevet kulminationen af dette, eftersom han ikke er gift. Så måske er det ikke direkte forkerte hensigter der gør at han holder af at danse. Men hvis han virkelig forstår dette og prøver at leve efter de guddommelige principper, vil han søge at gøre som Bibelen siger: „Så overgiv da til døden de lemmer, der hører jorden til: utugt, urenhed, begær.“ — Kol. 3:5.

De der deltager i selskabsdans bør derfor vise hensyn og tænke på den mulighed at dansepartneren måske kunne føle sig ægget på uret måde, skønt de måske selv føler at de ikke danser tæt nok til at dansen giver dem nogen sanselig glæde. Mange der er gift har besluttet sig til kun at danse med deres ægtefælle, for således at undgå alle vanskeligheder.

Enhver bør ransage sit eget motiv i forbindelse med dans. Nogle glæder sig måske virkelig over selve dansen og har intet uret motiv. Det er ikke al selskabsdans der medfører at de dansende holder hinanden så tæt at der er direkte legemskontakt. Om mange danse gælder det at de både kan udføres på en sømmelig og en usømmelig måde, afhængigt af dem der danser.

Undgå at vække anstød

En kristen mener måske at han med god samvittighed over for Gud kan deltage i en eller anden dans fordi han ikke har noget uret motiv, men der er også noget andet han må tage i betragtning. Han må overveje hvilken virkning det har på tilskuerne. Er der mulighed for at tilskuerne vil synes at den kristne opfører sig uanstændigt? Tilskueren ved hvad hans egne tanker beskæftiger sig med når han ser en sanselig dans, og han formoder at de samme tanker går gennem hovedet på de dansende. Det er ikke nok at sige: „Mine tanker og min samvittighed er i orden,“ for Bibelen taler meget tydeligt om hvor vigtigt det er ’ikke at blive til anstød for nogen’. — 1 Kor. 10:32.

Ingen kristen ønsker at vende andre bort fra Guds sandhed på grund af sin opførsel, selv om der måske ikke i sig selv er noget forkert ved denne opførsel. Omstændighederne spiller ind. Det der er acceptabelt det ene sted, anses måske for at være uantageligt et andet sted. Hvis folk opfatter en bestemt dans som løssluppen, vil de anse alle der danser den for at være ens. Alle kristne gør derfor vel i at efterleve apostelen Paulus’ råd: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry.“ — 2 Kor. 6:3.

En moden kristen vil anlægge Bibelens syn på tingene i forbindelse med enhver ny dans der måtte opstå. Fører denne dans til en hellig adfærd? Guds ord siger: ’Vær hellige i al jeres færd.’ Bibelen fordømmer „trang til sanselig fornøjelse“. Den formaner alle kristne til at opføre sig anstændigt. Og den byder dem at tænke på og praktisere alt hvad der er „rent“. — 1 Pet. 1:15; Jak. 4:1, NW; Ef. 5:4; Fil. 4:8; 1 Tim. 2:9.

Unge såvel som ældre der ønsker at anlægge det kristne syn på dans, kan derfor spørge sig selv: ’Hvordan står den dans jeg tænker på, mål med de bibelske krav?’ Eftersom moralnormerne i denne onde ordning fortsætter deres sammenbrud, vil det ikke være forbavsende hvis du finder at en hel del af vor tids danse ikke sømmer sig for Guds hellige folk. Derfor bør alle kristne uanset alder have apostelen Paulus’ råd i tanke: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ — 1 Kor. 10:31.