Vi blev reddet fra en lahar!

DEN 1. oktober 1995 skulle blive en uforglemmelig dag for familien Garcia. Denne familie, der består af aktive Jehovas vidner, boede i et boligkvarter i byen Cabalantian i kommunen Bacolor i den filippinske provins Pampanga. Selv om deres hus lå i nærheden af de områder der var blevet ramt af laharer fra Mount Pinatubo, var det ikke blevet direkte berørt af dem. Cabalantian var blevet skånet fordi myndighederne havde lavet nogle tværgående diger til at dæmme op for mudderstrømmen. Men situationen skulle snart ændre sig.

Under et voldsomt tropisk uvejr var der faldet 216 millimeter regn på Mount Pinatubo. Tidligt om morgenen ringede telefonen hos familien Garcia. Det var en der havde fået forkert nummer, men vedkommende sagde at et dige var brudt sammen og at familien skulle regne med at der ville komme oversvømmelse.

Ildprøven begynder

Nonato Garcia, faderen i familien og samtidig præsiderende tilsynsmand i Villa Rosemarie-menigheden, fortæller: „Søndag morgen inden klokken fem begyndte vandet at stige omkring vores hus.

Jeg troede der blot var tale om en almindelig oversvømmelse, så vi begyndte at bære vores ting op ovenpå. Men da klokken havde passeret 10 om formiddagen, opdagede jeg at vandet var blandet med lahar-mudder. Mudderstrømmen blev fortsat større og voldsommere indtil den var så massiv at den rev kampesten med sig. Vi klatrede op på taget.

Senere blev også biler og endda huse ført med af strømmen. Et hus der var blevet ramt af en stor kampesten faldt sammen og flød væk. Dets tag blev af strømmen ført hen i nærheden af vores hus. Der var folk på taget. Jeg kaldte på dem og opfordrede dem til at komme over på taget af vores hus. Vi kastede et tov over til dem som de kunne gribe fat i. Jeg havde tovet om livet og trak dem en efter en over til os. Efterhånden kom der flere til fra andre tage som blev overskyllet. Alt imens fortsatte det med at regne.

Om eftermiddagen begyndte helikoptere at flyve hen over området. Men ingen af dem kom ned for at redde os, selv om vi vinkede alt hvad vi kunne. Vi tænkte at der nok var nogle som havde mere brug for hjælp end os, og at de tog dem først. Jeg indstillede mig på at der kunne gå nogen tid inden vi ville blive hentet, for der var mange som var strandet på hustage.

I en sådan situation har bønnen stor betydning. Selv når man befinder sig i stor fare, forsvinder frygten hvis man beder. Vi bad ikke om at Jehova måtte udføre et mirakel, men om at hans vilje måtte ske, i erkendelse af at alle kan blive ramt af en ulykke. Jeg bad også om styrke, mod og visdom. Alt dette hjalp os til at klare den situation vi var i.“

Nonatos kone, Carmen, siger: „Det min mand siger om bøn, er virkelig rigtigt. Jeg bliver helt ude af mig selv når nogle af mine nærmeste er i livsfare. Da jeg så at taget blev fyldt med lahar-mudder og ramt af kampesten, sagde jeg til min mand: ’Det ser ud til at alt håb er ude nu.’ Men han opmuntrede mig ved at sige: ’Lad os bede sammen.’“

Nonato fortsætter: „Klokken fire om eftermiddagen var mudderstrømmen stadig meget voldsom. Huset blev ramt af store klippestykker. Lahar-aflejringer havde dækket hen ved halvdelen af taget. Jeg begyndte at tænke på hvor svært det ville være at komme derfra når mørket inden længe faldt på. Vi besluttede derfor at tage af sted mens det endnu var lyst.

Jeg kastede en stol ud i mudderet for at se om den ville synke, og prøvede endda om den kunne bære mig, og den sank ikke. Så fik jeg fat i en lang træstang til at prikke i mudderet med. Den brugte jeg til at finde de områder der var hårde nok til at kunne bære os. På den måde begyndte vi, sammen med nogle af vore naboer, at begive os gennem mudderet. Vi var 26 i alt.

Vi søgte hen mod et meget højere tag et stykke borte. Med træstangen prikkede vi hele tiden i mudderet for at finde ud af hvor vi kunne gå. De steder hvor det stadig var meget blødt, kravlede vi.“

Med tårer i øjnene fortæller Carmen: „Nogle steder var vi lige ved siden af lahar-strømmen og måtte gå sidelæns ad meget smalle passager. På et tidspunkt sank jeg i til livet og sagde til min mand: ’Jeg kan ikke mere. Jeg dør.’ Men han sagde: ’Nej, du kan godt. Kom op.’ Med Jehovas hjælp fortsatte vi vores vandring.“

Nora Mengullo, en af familiens slægtninge, tilføjer: „Nogle steder var mudderet for blødt til at man kunne kravle. Så lagde vi os på ryggen og skubbede os fremad med fødderne. Nogle gange sank vi for langt ned, men så hjalp vi med at trække hinanden af sted, først og fremmest børnene.“

Reddet til sidst!

Nonato fortsætter: „Mens vi møjsommeligt kravlede langs udkanten af mudderstrømmen, fløj en helikopter ind over os, og besætningen så hvilken stor knibe vi befandt os i — vi var ikke på et tag, men befandt os midt i nogle lahar-aflejringer. En af vore ledsagere holdt sit otte måneder gamle barn højt op, i håb om at redningsfolkene ville lægge mærke til vores nød. De kom ned til os. Vi lod dem først tage børnene og kvinderne, eftersom de ikke kunne have os alle.

Til sidst blev vi også samlet op og bragt til et evakueringscenter. Her havde man ikke noget tøj at give os, så vi kunne ikke få skiftet vores muddertilsølede tøj. Jeg sagde til personalet at jeg selv og min familie ville finde en rigssal i stedet for at gå med de andre ind på evakueringsområdet. Da vi kom hen til rigssalen, fik vi omgående tøj, mad og anden form for hjælp. Der ankom flere brødre fra menigheden, og de hjalp os også.“

Carmen siger: „Nu hvor vi ikke kunne få hjælp fra anden side, følte vi hvor stor en velsignelse vort kristne brodersamfund er.“

Familien Garcias hus blev begravet af mudderstrømmen, men det er glædeligt at forældrene og deres tre børn, Lovely, Charmy og Charly, overlevede ildprøven sammen med alle de andre Jehovas vidner i området.

[Illustrationer på side 23]

Familien Garcias toetages hus delvis udgravet

Nonato Garcias familie foran deres begravede hus