Den dag det regnede med sand
Af Vågn op!-korrespondent i Filippinerne
LØRDAG den 15. juni 1991 er en dag som indbyggerne i det centrale Luzon sent vil glemme. Hvor utroligt det end lyder, regnede det den dag med sand på de frodige grønne bakker og på rismarkerne i de filippinske provinser, Pampanga, Tarlac og Zambales. Det der skete den dag og hvordan det berørte de mere end to millioner indbyggere i området, deriblandt omkring 2900 Jehovas vidner, er både ulykkeligt og fængslende.
De vulkanologer som holder øje med bjerget Mount Pinatubos seismiske aktivitet udsendte advarsler i god tid, og det var derfor kun få der mistede livet. Tusinder af indfødte fra aeta-stammen havde forladt bjergsiden før de store vulkanudbrud indtraf, og alle som boede inden for en afstand af 20 kilometer fra Mount Pinatubo fik kraftige opfordringer til at søge i sikkerhed i andre områder. Kun to dage før det første store udbrud, der fandt sted den 12. juni, evakuerede det amerikanske luftvåben det meste af sit personale fra Clark-luftbasen, som ligger ved foden af Mount Pinatubo, til flådebasen ved byen Olongapo. Det var den største operation af den slags siden Anden Verdenskrig. Værdien af advarslerne blev omtalt af geologen Richard J. Purser i et åbent brev til det filippinske folk idet han skrev: „Hidtil er I blevet godt betjent af Phivolcs [Det Filippinske Institut for Vulkanologi og Seismologi] og dets råd har været tydelige, fornuftige og videnskabeligt korrekte.“
En øjenvidneberetning
Esther Manrique, der er en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere og som bor i byen Subic i provinsen Zambales omkring 30 kilometer fra Mount Pinatubo, fortæller sin beretning om hvordan det var at gennemleve de dage da det regnede med sand: „Det begyndte alt sammen onsdag morgen den 12. juni. Da vi gik ud i forkyndelsen stod de fleste mennesker og stirrede med undren på et forbløffende sceneri. En paddehatteagtig sky, som efter en atombombeeksplosion, dannede sig over Mount Pinatubo. Efter nogle få minutter begyndte det at regne — ikke med vand, men med sand!
Om torsdagen regnede det igen med sand. Omkring klokken to fredag eftermiddag blev det pludselig mørkt, og sand og mudder regnede ned over hele området. Ansatte og skolebørn blev øjeblikkelig sendt hjem. De som gik uden paraply kom til at ligne omvandrende klipper på grund af sandet og mudderet.“
Ved syvtiden lørdag morgen blev himmelen mørk i hen ved en time. Celestino Layug fra byen Porac i Pampanga, fortalte om et usædvanligt fænomen han så den nat: „Lynene lørdag nat lignede ikke noget jeg havde set før. Røde og rosa farver kunne ses ved siden af de sædvanlige hvide og blålige farvetoner. Samtidig var der gentagne jordrystelser.“
Hvad var der sket?
Geologen Richard Purser skriver: „Hvis det havde været på film ville ingen have troet på en handling med ti store vulkanudbrud, tre tektoniske jordskælv og en voldsom tyfon på kun én nat. Virkeligheden overgår til tider vores fantasi.“ Lederen af Phivolcs, Raymundo Punongbayan, sagde i et tv-interview at efter kraterets størrelse at dømme måtte der være blevet spyet omkring to kubikkilometer vulkansk materiale ud i atmosfæren.
Hvor stor en kraft skal der til for at flytte en så uhyre stor mængde materiale? Geologen Richard Purser siger: „Den energi der skal bruges for at flytte to milliarder kubikmeter (fem milliarder tons) gennemsnitlig 17,5 kilometer op i luften, svarer til en atombombe på 25 megaton (1500 gange kraftigere end Hiroshima-bomben).“
Det var naturligvis ikke al asken og sandet som faldt ned over Filippinerne. Der blev rapporteret om mindre askenedfald i Vietnam og Cambodja på den anden side af Det Sydkinesiske Hav, såvel som i Singapore og Malaysia. Selv i Kina blev vejret påvirket. „Meteorologer der blev citeret om onsdagen i de officielle [kinesiske] nyhedsmedier sagde at røg, aske og atmosfæriske gasser havde forstyrret de normale vejrmønstre, hvilket udsatte de frodige sydlige provinser for tørke mens voldsomme regnskyl hærgede de nordlige egne.“
Den 11. juli skulle en længe ventet solformørkelse have været synlig på Hawaii. Men det fine støv der havde ophobet sig i jordens atmosfære som følge af Mount Pinatubos udbrud, førte til at nogle videnskabsmænd blev skuffede. Donald Hall, direktør for Det Astronomiske Institut på Hawaiis universitet, sagde: „Det er næsten ikke til at bære at vulkanen, efter at have været uvirksom i 600 eller 700 år, ikke ventede en uge eller to med at komme i udbrud.“
Virkningerne og den hjælp der blev givet
Mindst 18 byer og 2 storbyer led under vedvarende nedfald af aske og sand. Tusinder af bygninger, deriblandt otte af Jehovas Vidners rigssale, blev svært beskadiget da taget brød sammen under vægten af sand, samt vand fra en tyfon.a I sin tale til folket den 22. juli sagde den filippinske præsident, Corazon Aquino: „Mount Pinatubos udbrud er det største i dette århundrede. . . . Det er så voldsomt at 80.000 hektarer produktiv landbrugsjord er blevet molesteret og handelen i mindst tre provinser ødelagt. . . . Det har udløst så store kræfter at den største militærbase i Stillehavsområdet er blevet tilintetgjort.“
Tusinder, deriblandt hundreder af Jehovas vidner, måtte flygte fra deres hjem og levebrød. Da de første anmodninger om hjælp den 15. juni nåede Vagttårnsselskabets afdelingskontor, oprettede man flygtningecentre i nærliggende rigssale og i to stævnehaller. Mandag morgen, den 17. juni, tog to hold Jehovas vidner fra afdelingskontoret ud for at inspicere de ødelagte områder. Da man den følgende dag modtog deres rapporter, fik de rejsende tilsynsmænd besked på at udvide deres besøg hos de berørte vidner og medbringe ekstra forsyninger af mad, vand og medicin. Samtidig modtog afdelingskontoret nødhjælpsbidrag fra Vidner i Manila og fra andre dele af landet som ikke var blevet berørt af udbruddet. Folk som ikke var Jehovas vidner lagde mærke til den hjælp der blev givet. Der var en som sagde: „I Jehovas vidner viser stor omsorg ved at være så hurtigt ude med hjælpen.“
Lahars — en stadig fare
Befolkningen i det centrale Luzon føjede hurtigt et nyt ord til deres ordforråd, nemlig lahar, der betyder en strøm af mudder og vulkansk materiale. Mindst 13 vandløb og floder har deres udspring på Mount Pinatubo. Selv om det ikke er et særlig højt bjerg, kun 1760 meter, skulle ophobningen af omtrent to milliarder kubikmeter sand og aske på bjergskråningerne vise sig at blive katastrofal for områderne langs floderne. Lørdag den 15. juni, da det største udbrud fandt sted, var strømme af mudder allerede fejet igennem Porac, Guagua, Bacolor og byen Angeles. Den lahar som blev ført med floden Abacan gennem byen Angeles, ødelagde tre broer og lukkede motorvejen, mens Jehovas Vidners rigssal i Bacolor såvel som i hundredvis af andre huse blev fyldt med mudder. Ved slutningen af juli var over 36.000 hjem blevet ødelagt og 61.000 beskadiget — og ødelæggelserne så ikke ud til at ville standse.
Selv om ødelæggelserne i det berørte område er enorme og den potentielle trussel om yderligere ødelæggelser er stor, lægger det filippinske folk en bemærkelsesværdig indstilling for dagen. Under en sådan modgang er det prisværdigt at de bevarer fatningen. Den 29. juni 1991 kunne man læse følgende i en lederartikel i Manila Bulletin: „På trods af at ingen havde ventet Pinatubos udbrud, synes folk i området, myndighederne og offentligheden at have klaret udfordringen. Som ved det sidste jordskælv har vi været vidne til det filippinske folks evne til at klare modgang. Vi kan kun beundre deres mod og sjælsstyrke.“
[Fodnote]
a På Filippinerne blev denne tyfon kaldt Diding. Den havde vindstød på en hastighed af 130 kilometer i timen da den passerede det centrale Luzon den 15. juni 1991.
[Kort på side 15]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
FILIPPINERNE
Kina
[Kort]
FILIPPINERNE
Mount Pinatubo
Olongapo
Manila
Det Sydkinesiske Hav
[Illustrationer på side 16]
Tagene på nogle rigssale brød sammen under vægten af aske, sand og regn