Tsetsefluen — Afrikas forbandelse?
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I NIGERIA
VI VAR lige flyttet på landet til et område i Vestafrika, og var nu omgivet af tropeskov. En eftermiddag var min kone gået hen til garderobeskabet da hun pludselig skreg: „Der er en klæg herinde!“
Fluen fór ud af skabet og ind i badeværelset. Jeg fik hurtigt fat i en dåse insektmiddel, lukkede døren bag mig og satte efter den, men den var intetsteds at se. Pludselig fløj den mod mit ansigt. ’Den angriber mig!’ tænkte jeg. Med fægtende arme forsøgte jeg uden held at få ram på den. Så susede den hen til vinduet. Trådnettet hindrede den i at slippe væk, og den blev siddende dér.
Jeg tog sigte og oversprøjtede fluen med insektgift. Den behandling plejer at få de fleste insekter til at falde døde om med det samme. Det gjaldt bare ikke denne flue. Den gik atter på vingerne og fortsatte med at summe omkring i badeværelset.
Det er en sejlivet fyr! Jeg var sikker på at insektgiften snart ville gøre sin virkning og få fluen til at dratte ned på gulvet, men det gjorde den ikke. Næste gang fluen landede, sprøjtede jeg på den igen, men endnu en gang fløj den op.
Er den mon en slags superflue? Efter at have sprøjtet to gange til fik jeg endelig has på den.
Jeg tog mine briller på og undersøgte den nærmere. Den var større end en stueflue, men ikke så stor som en klæg. Dens vinger var foldet sammen over hinanden på ryggen, så den så mere strømlinet ud end en almindelig flue. En lang nåleagtig snabel stak frem fra dens munddele.
„Det er ikke nogen klæg. Det er en tsetseflue,“ råbte jeg ud til min kone.
Denne oplevelse gav mig en idé om hvor vanskeligt det må være at udrydde tsetsefluen, hvis afrikanske udbredelsesområde er på 11,7 millioner kvadratkilometer, et område der er større end De Forenede Stater. Hvorfor vil man udrydde den? Der er blevet rettet tre anklagepunkter imod den. Det første er:
Den lever af blod
Der er 22 forskellige arter af tsetsefluer. De lever i Afrika syd for Sahara. Både hanner og hunner mæsker sig med blod fra hvirveldyr, idet de med et enkelt bid kan suge så meget blod at det svarer til tre gange deres egen vægt.
De lever af blod fra mange forskellige slags græsædere, både de naturligt hjemmehørende i Afrika og de indførte. De er også ude efter menneskeblod, og deres dybe stik er voldsomt smertende. Det klør samtidig med at det gør ondt, og der kommer en hævelse.
En tsetseflue er dygtig til sit arbejde. Den spilder ikke tiden med at svirre rundt om hovedet på folk. Den kan flyve direkte mod én som et projektil, men kan på en eller anden måde bremse op og lande så blidt på ens ansigt at man ikke mærker det. Den optræder ligesom en tyv; nogle gange bliver man først klar over at den har stjålet blod efter at den er fløjet væk, og da er der ikke andet at gøre end at tage et overblik over den skade den har forvoldt.
Fluerne går mest efter hud som ikke er tildækket. (Det lader til at de kan lide min nakke!) Men undertiden vælger de at kravle op i et bukseben eller et skjorteærme før de tapper et blodkar. De kan også bide gennem tøj — det er ikke noget problem for et insekt hvis snabel kan trænge igennem selv et næsehorns læderhud.
Tsetsefluen beskyldes ikke alene for at være kløgtig, men også udspekuleret. Engang da jeg forsøgte at dræbe en med insektgift, fløj den ind i garderobeskabet og gemte sig i mine badebukser. Da jeg et par dage senere tog badebukserne på, bed den mig to gange. Ved en anden lejlighed skjulte en tsetseflue sig i min kones taske. Hun tog tasken med hen på et kontor, og da hun ville tage noget op af den, bed fluen hende i hånden. Derefter fløj den rundt i rummet og skabte ravage blandt kontorfolkene. Alle standsede deres arbejde og forsøgte at få ram på den.
Det første anklagepunkt mod tsetsefluen er altså at den er en blodsuger med et smertefuldt bid. Her er det andet:
Den dræber dyr
Nogle arter tsetsefluer overfører en sygdom der forårsages af små parasitter kaldet trypanosomer. Når tsetsefluen suger blod fra et dyr som har sygdommen, indtager den derfor også parasitter som udvikler sig og formerer sig i fluen. Når fluen bider et andet dyr, overføres parasitter fra fluen til dyrets blodbane.
Sygdommen kaldes trypanosomiasis. Den type som optræder hos dyr, hedder nagana. Naganaparasitter findes i blodet på mange af Afrikas egne dyr, især hos antiloper, kafferbøfler, kratsvin, dykkerantiloper, rørbukke og vortesvin. Parasitterne dræber dog ikke disse dyr.
Derimod har parasitterne en katastrofal virkning på indførte husdyr, for eksempel kameler, hunde, æsler, geder, heste, muldyr, okser, grise og får. Ifølge tidsskriftet National Geographic dræber naganasygdommen tre millioner stykker kvæg om året.
Kvægvogtere, såsom masaierne i Østafrika, har lært at gå uden om de områder hvor der findes flest tsetsefluer, men på grund af tørke og mangel på græsningsarealer kan dette ikke altid lade sig gøre. For nogle år siden var tsetsefluen skyld i at fire familier der var fælles om at passe deres 600 stykker kvæg, mistede et dyr om dagen. Lesalon, en af familiernes ældste, siger: „Vi masaier er et modigt folk. Vi gennemborer løven og gør front mod den angribende kafferbøffel. Vi slår den sorte mamba til jorden og tager kampen op med den vrede elefant. Men når det drejer sig om orkimbai [tsetsefluen] er vi hjælpeløse.“
Der findes præparater mod nagana, men i nogle lande må de kun anvendes under tilsyn af en dyrlæge. Begrundelsen er at utilstrækkelige doseringer ikke alene kan betyde døden for dyret, men også kan frembringe resistente parasitter. Ude i bushen kan det være vanskeligt for en kvægvogter i tide at finde frem til en dyrlæge som kan behandle hans døende kvægbestand.
At tsetsefluen har gjort sig skyldig i de to første anklagepunkter — at den lever af blod og spreder en sygdom som dræber dyr — er bevist ud over enhver tvivl. Men det er ikke det hele. Her er det tredje anklagepunkt:
Den dræber mennesker
Mennesker bliver ikke inficeret med naganatrypanosomer. Tsetsefluen overfører derimod en anden type trypanosomer fra det ene menneske til det andet. Denne type trypanosomiasis kaldes sovesyge. Men tro ikke at en person med sovesyge blot sover meget. Sygdommen er ikke ensbetydende med en salig søvn. Den begynder med utilpashed, træthed og lidt feber. Derefter kommer der vedvarende døsighed, høj feber, ledsmerter, opsvulmet væv og forstørret lever og milt. I sygdommens sidste stadier har parasitterne spredt sig til centralnervesystemet, og patienten lider af mental svækkelse, krampeanfald, dyb bevidstløshed, for til sidst at sove ind i døden.
I begyndelsen af dette århundrede hærgede udbrud af sovesyge store dele af det afrikanske kontinent. I årene 1902-1905 dræbte sygdommen godt 30.000 mennesker i området omkring Victoriasøen. Sygdommen bredte sig i de følgende årtier til Cameroun, Ghana og Nigeria. I adskillige landsbyer blev en tredjedel af indbyggerne inficeret, og derfor var det nødvendigt at iværksætte en omfattende evakuering af folk fra mange floddale. Hold af sundhedspersonale rejste omkring og behandlede hundredtusinder af patienter. Det var først i slutningen af 1930’erne at epidemien langsomt døde hen.
I dag rammer sygdommen omkring 25.000 mennesker om året. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen er over 50 millioner mennesker i 36 lande syd for Sahara i fare for at blive smittet med sygdommen. Ubehandlet sovesyge er dødelig, men der findes medikamenter mod sygdommen. For første gang i 40 år er der for nylig blevet udviklet et nyt præparat, difluorometylornitin, til behandling af sovesyge.
Mennesker har ført en lang krig mod tsetsefluen og den sygdom den bærer. I 1907 skrev Winston Churchill om en kampagne der var blevet iværksat for at udrydde tsetsefluen: „Et fint net er ubønhørligt ved at blive vævet omkring tsetsefluen.“ Set i bakspejlet var der tydeligvis store huller i det Churchill kaldte „et fint net“. I bogen Foundations of Parasitology siges der: „Indtil nu har 80 års bekæmpelse af tsetsefluen kun haft ringe virkning på dens udbredelse.“
Er der noget at sige til dens forsvar?
Den amerikanske digter Ogden Nash skrev engang: „Gud har i sin visdom skabt fluen, men har glemt at fortælle os hvorfor.“ Det er sandt at Jehova Gud er Skaberen af alle ting, men det er bestemt ikke rigtigt at han er glemsom. Meget har han overladt til os mennesker at finde ud af. Hvad så med tsetsefluen? Er der noget at sige til forsvar for denne skurk?
Den tiltaltes bedste forsvar indtil nu er måske at dens rolle som ødelæggende smittespreder hos kvæg har beskyttet Afrikas oprindeligt hjemmehørende dyr. Afrikas store græsningsområder ligner dem der findes i den vestlige del af USA og egner sig til husdyrbesætninger. Men takket være tsetsefluen er det husdyr der dræbes af trypanosomer og ikke landets indfødte dyr.
Mange mener at uden tsetsefluen ville Afrikas rige dyreliv for længst være blevet fortrængt af kvæghjorde. „Jeg støtter tsetsefluen,“ siger Willie van Niekerk, som er guide i et naturreservat i Botswana. „Udrydder vi tsetsefluen vil landet blive invaderet af kvæg, som vil hærge Afrika og omdanne hele kontinentet til en ødemark.“ Han tilføjer: „Fluen skal være her.“
Det er selvfølgelig ikke alle der går ind for denne opfattelse. Argumenterne er for eksempel svage over for familiefaderen som må se sine børn eller sit kvæg lide af trypanosomiasis. De virker heller ikke særlig overbevisende over for dem som mener at Afrika har brug for kvæg for at ernære sig selv.
Under alle omstændigheder har vi helt sikkert endnu meget at lære om den betydning tsetsefluen har for naturen. Så selv om der er blevet rettet vægtige argumenter imod den, er det måske for tidligt at afsige en kendelse.
Apropos fluer — der er netop fløjet en ind i stuen. Undskyld mig, jeg er lige nødt til at sikre mig at det ikke er en tsetseflue!
[Kildeangivelse på side 11]
Tsetseflue: ©Martin Dohrn, The National Audubon Society Collection/PR