En søgen efter brugbare løsninger

MOTORKØRETØJER er ikke alene om at forurene. Private husholdninger, industrianlæg og kraftværker bærer også en del af skylden. Men motorkøretøjer tegner sig alligevel for en stor del af den globale forurening.

Den ovennævnte bog, 5000 Days to Save the Planet, vover endda at sige: „Hvis der skulle gøres regnskab for alle disse omkostninger, især omkostningerne for klimaet på grund af kulilteudslip, ville man sandsynligvis standse al bilfabrikation.“ Der siges videre: „Men det er en mulighed som hverken bilfabrikanterne, vejbygningsindustrien, myndighederne eller, mindst af alt, offentligheden — hvis tilværelse i stadig højere grad er afhængig af privattransport — er parat til at overveje.“

Men skulle den teknologi der bragte mennesket til månen, ikke kunne frembringe en bil der ikke forurener? Det er lettere sagt end gjort. Jagten på andre brugbare løsninger fortsætter altså indtil hindringerne for en forureningsfri bil er ryddet af vejen.

Skær ned på forureningskilderne!

I 1960’erne blev der i USA vedtaget en lov som krævede at motorkøretøjer blev forsynet med forureningsbegrænsende installationer. Andre lande har siden indført lignende regler.

Katalysatorer, der kræver at man bruger blyfri benzin, bruges nu i vid udstrækning til frafiltrering af skadelige forureningskilder. Mellem 1976 og 1980, efter at mange bilister var begyndt at bruge blyfrit brændstof, faldt blyniveauet i amerikanernes blod med en tredjedel. Og det var godt det samme, for større mængder bly kan påvirke nervesystemet og hæmme indlæringsevnen. Mens blyniveauet er faldet i mange industrilande, er det samme desværre ikke tilfældet i de mindre udviklede lande.

Det er opmuntrende at se den gavnlige effekt af katalysatorer, men brugen af dem diskuteres stadig. I forbindelse med at man holdt op med at bruge bly i benzinen, ændrede man på kulbrinteforholdet i brændstoffet. Dette har medført en stigning i udslippet af andre kræftfremkaldende stoffer, som for eksempel benzen og toluen, der ikke reduceres af katalysatorer.

Desuden kræver katalysatorer platin. Ifølge professor Iain Thornton fra Imperial College i England, har en af katalysatorernes bivirkninger været et højere niveau af platin der lejrer sig i støvet i vejsiden. Han advarer om risikoen for at „opløselige former for platin kan bane sig vej ind i fødekæden“.

Trods det gavnlige i „introduktionen af katalysatorer i Nordamerika, Japan, Sydkorea og adskillige europæiske lande, har den massive vækst i antallet af biler på verdensplan fuldstændig udvisket de fremskridt der er nået med hensyn til luftens kvalitet,“ indrømmes det realistisk i bogen 5000 Days to Save the Planet.

Nedsæt hastigheden!

En anden måde man kan nedsætte udslippet fra biler på, er ved at køre langsommere. Men i USA har nogle stater for nylig hævet fartgrænsen. I Tyskland er det ikke populært at pålægge bilisterne restriktioner. Bilfabrikanter hvis salgsargument er at de kan bygge stærke motorer der let klarer en marchhastighed på over 150 kilometer i timen, er selvfølgelig modstandere af fartbegrænsning, og det samme er mange bilister. Nu lader det imidlertid til at flere og flere tyskere er villige til at acceptere hastighedsbegrænsninger, ikke blot for miljøets skyld, men også for sikkerhedens skyld.

I nogle lande kræves det at bilister sætter farten ned når forureningen kommer op på et vist niveau — eller at de simpelt hen standser bilen. En undersøgelse i 1995 viste at 80 procent af tyskerne var villige til at acceptere hastighedsbegrænsninger når ozonniveauet blev for højt. Adskillige byer rundt om i verden, deriblandt Athen og Rom, har allerede taget skridt til at indføre restriktioner mod kørsel under visse omstændigheder. I andre byer overvejer man det samme.

Brug af cykler

Som et led i at reducere bilismen har nogle byer introduceret særlige buspriser. Andre tilbyder gratis bustransport til de bilister der mod et mindre beløb vil parkere deres bil på tilgængelige parkeringspladser. Andre byer igen har reserveret hele vejbaner til busser og taxaer så de har nemmere ved at komme frem.

En ny måde at angribe problemet på blev for nylig beskrevet i The European: „Inspireret af en kampagne i Holland i slutningen af 1960’erne har de opfindsomme danskere udtænkt en plan for hvordan man kan reducere luftforureningen og trafikpropperne — ved at overtale folk til at bruge to hjul i stedet for fire.“ Der er placeret cykler rundt om i Københavns gader, og når man indkaster en mønt, får man frigjort en cykel til brug. Når man afleverer cyklen på et bekvemt sted, får man pengene tilbage. Om dette tiltag vil slå igennem, må tiden vise.

I nogle tyske byer tillader man cyklister at cykle modsat kørselsretningen i ensrettede gader, for derved at fremme brugen af cykler. Eftersom cirka en tredjedel af alle ture i byen og mere end en tredjedel af turene i landområderne er kortere end tre kilometer, kunne mange let foretage dem enten til fods eller på cykel. Dette ville nedbringe forureningen; og samtidig ville det give sund motion.

Nyskabelser

Arbejdet med at skabe en forureningsfri bil, fortsætter. Man har produceret elbiler som kører på batterier, men de har visse begrænsninger hvad angår køretid og hastighed. Det gælder også biler der drives ved hjælp af solceller.

En anden mulighed som undersøges, er at bruge brint som brændstof. Ved forbrænding af brint er der næsten intet udslip af forurenende stoffer; men brint er uhyre dyrt.

I erkendelse af behovet for at genopfinde bilen erklærede USA’s præsident, Bill Clinton, i 1993 at regeringen og den amerikanske bilindustri ville gå sammen om at designe fremtidens bil. Han sagde: „Vi vil gå i gang med et teknologisk vovestykke som vor nation aldrig har set mage til.“ Om det han talte om — at „skabe et effektivt og miljøvenligt køretøj til det 21. århundrede“ — bliver muligt, må tiden vise. Ifølge planerne skal der bygges en prototype inden for de næste ti år, men det vil koste enorme summer.

Nogle bilfabrikanter arbejder på at fremstille modeller der kan køre på både benzin og elektricitet. I Tyskland kan man allerede få en eldrevet sportsvogn, som ganske vist er meget dyr, men som kan accelerere fra 0-100 kilometer i timen på blot ni sekunder og har en tophastighed på 180 kilometer i timen. Når den har tilbagelagt 200 kilometer, er der dog ikke mere strøm på batterierne, og det tager tre timer at lade dem op. Undersøgelserne fortsætter, og man regner stadig med at gøre yderligere fremskridt.

Kun en del af problemet

Fjernelsen af de forurenende udslip er kun en del af problemet. Biler er også skyld i støjforurening, hvad alle der lever nær befærdede veje, udmærket ved. Eftersom vedvarende trafikstøj kan have en negativ indvirkning på helbredet, er dette også et problem som må løses.

Naturelskere vil desuden pege på at landområdernes naturlige skønhed skæmmes af grimme motorveje, uskønne indkøbscentre og skilte der er placeret langs vejene. Men flere biler kræver flere veje.

Nogle af de biler som i årevis har forurenet mens de har tjent deres ejere, fortsætter forureningen efter at de er „afgået ved døden“. De ses som forladte bilvrag, der blot skæmmer landskabet. Det er blevet så stort et problem at man nogle steder har måttet udstede love for at forhindre det. Vil den ideelle bil, fremstillet af letgenbrugelige materialer, nogen sinde blive bygget? For øjeblikket ser det ikke ud til det.

„De fleste tyskere er meget bekymrede for miljøet, men kun få handler derefter,“ hævdede en avis for nylig. En regeringsembedsmand skulle have sagt: „Ingen opfatter sig selv som synderen, og ingen ønsker at blive krævet til regnskab.“ Ja, det er svært at løse problemer i en verden som er fyldt med folk der er „egenkærlige“ og „uforsonlige“. — 2 Timoteus 3:1-3.

Man søger dog stadig efter brugbare løsninger. Kan man nogen sinde finde den ideelle løsning på problemet med biler og forurening?

[Illustration på side 7]

Kunne forureningen mindskes hvis flere brugte de offentlige transportmidler, kørte sammen eller tog cyklen?