Ytringsfriheden — bliver den misbrugt?

VI BEFINDER os på tærskelen til det 21. århundrede. Med det nye århundrede vil der uden tvivl følge nye håb, idealer og skikke, nye visioner inden for teknologi — og krav om større frihed. Traditionelle holdninger til styreformer, religioner og mennesker er allerede ved at ændre sig i takt med nye ønsker og krav. Mange steder lyder der et vedholdende krav om fjernelse af eksisterende begrænsninger af ytringsfriheden, uanset konsekvenserne.

Hvad der engang var ildeset eller forbudt af massemedier og censorer — for eksempel sjofelt sprog og pornografiske scener — er nu almindeligt i mange lande og beskyttet af retten til talefrihed.

På et par sekunder kan dygtige computerbrugere, både børn og voksne, nu sende udpenslende billeder af sexscener til andre kontinenter og kommunikere med kendte sexforbrydere og børnemishandlere som spørger om navne og adresser på hemmelige samlingssteder. Sangtekster der opfordrer til selvmord eller til at man dræber forældre, politibetjente og embedsmænd, høres nu hver dag i radio, på tv eller på indspilninger som børn lytter til.

De færreste af dem der kræver ubegrænset ytringsfrihed, er uenige med højesteretsdommer Oliver Wendell Holmes, jun., som for mere end et halvt århundrede siden skrev i en skelsættende kendelse angående talefrihed: „Selv den strengeste skærpelse af talefriheden vil ikke beskytte en mand hvis han falskeligt råber ’Ildebrand!’ i et teater og skaber panik.“ Nej, konsekvenserne af en sådan handling er indlysende. Det er derfor ufornuftigt at forkæmperne for ubegrænset talefrihed tillægger en af kendelsens efterfølgende sætninger lidt eller slet ingen værdi og i trods handler selvrådigt mod den. Holmes fortsatte nemlig: „Spørgsmålet i enhver sag er om de ord der benyttes, bliver brugt under sådanne omstændigheder og er af en sådan art at de udgør en tydelig og aktuel fare og vil afstedkomme alvorlige onder som Kongressen har ret til at forhindre.“

Computerpornografi

„Sex findes overalt i dag,“ skriver tidsskriftet Time, „i bøger, i tidsskrifter, på film, i fjernsynet, på musikvideoer og på parfumereklamer ved busstoppesteder. Reklamer for telefoniske sex-linjer bliver trykt og anbragt under vinduesviskerne. . . . De fleste amerikanere er blevet så vant til at se utilslørede erotiske scener — og til at høre argumenterne for at disse nyder særlig status under [forfatningens] første tillægsartikel [talefrihed] — at de faktisk blot passerer ubemærket.“ Kombinationen af åbenlys sex og computere har imidlertid givet ordet „pornografi“ en ny dimension og en ny betydning. Pornografien er blevet populær, omsiggribende og verdensomspændende.

Ifølge en undersøgelse var abonnenter på bulletin boards (elektroniske opslagstavler) „for voksne“ villige til at betale månedlige gebyrer fra 10 til 30 dollars. Abonnenterne kom fra „mere end 2000 byer i alle 50 stater [i USA] og 40 lande, områder og provinser rundt om på jorden — deriblandt for eksempel Kina, hvor der er dødsstraf for at eje pornografisk læsestof“.

Tidsskriftet Time har beskrevet en form for computerpornografi som „en gramsepose fyldt med stof for afvigere — billeder af bondage, sadomasochisme, vandladning, afføring, og seksuelle handlinger med mange forskellige slags dyr“. At noget sådant findes på et offentligt computernetværk, tilgængeligt for mænd, kvinder og børn rundt om på jorden, rejser alvorlige spørgsmål angående misbrug af ytringsfriheden.

En britisk avis skriver: „Når først børnene har koblet sig på nettet, er hård porno ikke begrænset til bladhandlernes øverste hylde, men findes på børnenes eget værelse, blot de trykker på en knap.“ Man mener at 47 procent af alle engelske hjem med computer vil være koblet til computernetværk inden slutningen af 1996. „Mange forældre i England er udelukkede fra den højteknologiske verden deres børn befinder sig i. I de forløbne 18 måneder er ’surfing på nettet’ blevet en af de mest populære fritidsbeskæftigelser for teenagere,“ siger avisen.

Kathleen Mahoney, juraprofessor ved Calgarys universitet i Canada og ekspert i juridiske spørgsmål angående pornografi, har sagt: „Offentligheden bør være opmærksom på at der eksisterer et fuldstændig ukontrolleret medie, hvorigennem børn kan blive misbrugt og udnyttet.“ En canadisk polititalsmand har sagt: „Alt tyder på at vi i nær fremtid vil opleve et boom i antallet af sager om børneporno på computere.“ Mange familierådgivningsgrupper holder på at den indflydelse computerpornografi har på børn, „udgør en tydelig og aktuel fare“.

Modstridende meninger

Borgerrettighedsforkæmpere harmes når Kongressen for eksempel forsøger at begrænse computerpornografi, i overensstemmelse med dommer Holmes og den amerikanske højesteretskendelse. „Det er et frontalangreb på den første tillægsartikel,“ erklærer en juraprofessor fra Harvard. Endog veteraner i jurafaget latterliggør forsøgene, bemærker tidsskriftet Time. „En sådan lov ville end ikke kunne stå sig i den mindste byret,“ siger en erfaren anklager. „Det er statscensur,“ siger en talsmand for et informationscenter ’til beskyttelse af elektronisk privatliv’. „[Forfatningens] første tillæg bør ikke ende hvor Internettet begynder,“ bliver han citeret for at sige i Time. „Det er tydeligvis et indgreb i ytringsfriheden,“ bekendtgjorde et medlem af Kongressen, „og det er en krænkelse af voksnes ret til at kommunikere med hinanden.“

En professor fra New Yorks juridiske fakultet siger at der er visse fordele ved at udtrykke sex på forskellige måder, ud over borgerrettigheder og talefrihed: „Sex på Internettet kan ligefrem gavne unge mennesker,“ mener hun ifølge Time. „[Cyberspace] er et sikkert sted hvor man kan udforske det forbudte og tabubelagte . . . Det giver mulighed for oprigtige, ublu samtaler om virkelige såvel som fiktive billeder af sex,“ siger hun.

Mange unge, især universitetsstuderende, protesterer kraftigt imod begrænsninger af porno på computernetværk. Nogle har deltaget i protestoptog for hvad de betragter som en krænkelse af deres ytringsfrihed. Mange af disse modstandere af at forbyde computerpornografi kan sikkert tilslutte sig et citat i The New York Times, hvor en mand, dog ikke en forsker, siger: „Jeg tror at landets internetbrugere vil få sig et billigt grin over [forslaget om forbud mod computerpornografi] og ignorere det; og hvad angår resten af verdens internetbrugere, vil de gøre grin med De Forenede Stater.“

I gengivelse af en erklæring fra en talsmand for en borgerrettighedsgruppe skriver U.S.News & World Report: „Cyberspace [computernetværk] kan give ytringsfriheden større styrke end [forfatningens] første tillægsartikel. Det er allerede nu ’i bogstavelig forstand blevet umuligt for en regering at lukke munden på folk’.“

I Canada er der stor uenighed om hvad der krænker ytringsfriheden, som er sikret i Erklæringen om Rettigheder og Friheder. Der er foretaget arrestationer af kunstnere hvis malerier har vakt kritikernes og politiets vrede. Man fandt disse malerier „pornografiske“. Kunstnere og forkæmpere for talefrihed har sammen protesteret over og fordømt arrestationerne som en krænkelse af deres ytringsfrihed. Indtil for to år siden blev pornovideofilm rutinemæssigt beslaglagt af politiet i henhold til Canadas pornografilov, hvorefter de forhandlere der solgte dem, blev sagsøgt og oftest erklæret skyldige.

Men tingene ændrede sig i 1992, da Canadas Højesteret i en skelsættende kendelse sagde at sådanne produkter var beskyttet mod sagsanlæg, eftersom Erklæringen om Rettigheder og Friheder garanterer ytringsfrihed. Retskendelsen „har medført synlige forandringer i det canadiske samfund,“ skriver tidsskriftet Maclean’s. „I mange byer er det nu almindeligt at kiosker sælger tidsskrifter og videofilm med hård porno,“ bemærker tidsskriftet. Selv de videofilm som retskendelsen forbød, kan stadig købes.

„Jeg ved at hvis du går ind dér, vil du finde ulovlige ting,“ siger en politibetjent. „Disse ting kunne vi højst sandsynligt beslaglægge og rejse tiltale mod forhandleren for. Men . . . vi har ikke tid til det.“ De har heller ikke nogen garanti for at sigtelserne kan opretholdes. I denne tolerante tidsalder, er den ubegrænsede personlige frihed i højsædet, og ofte er retten påvirket af den offentlige mening. Debatten om talefrihed vil imidlertid fortsætte med at vække dybe og modstridende følelser på begge sider — hos fortalere og modstandere.

På et tidspunkt var tale- og pressefriheden stærkt begrænset i Japan. For eksempel blev oplysninger holdt tilbage om et jordskælv der blev målt til 7,9 på richterskalaen og som havde over tusind ofre. Man kunne ikke indberette tilfælde af korruption eller elskende der sammen havde begået selvmord. Avisredaktører gav efter for regeringstrusler efterhånden som kontrollen blev strammet, selv i forbindelse med ubetydelige sager. Efter den anden verdenskrig blev restriktionerne imidlertid ophævet, og Japan kunne glæde sig over større tale- og pressefrihed.

Men pendulet svingede over til det andet yderpunkt da nogle tidsskrifter og visse børnetegneserier blev fyldt med erotiske og pornografiske tegninger. Den førende Tokyoavis The Daily Yomiuri har skrevet: „Noget af det mest chokerende en nyankommen udlænding i Japan oplever, er forretningsmanden i Tokyos undergrundsbane som læser seksuelt udpenslende tegneserier. Tendensen synes også at have påvirket befolkningens anden halvdel, eftersom der på hylderne i boghandelen og i supermarkedet står tegneserier til kvinder med ’hård porno’.“

I den anerkendte avisen Asahi Shimbun blev Japan i 1995 kaldt et „porno-paradis“. Redaktører og bogforlæggere søgte sammen at finde en frivillig løsning for at undgå de begrænsninger der var lagt op til på baggrund af forældres klager, men de unge læsere protesterede. Intet under at nogle tænker: ’Hvem vil til sidst løbe af med sejren?’

I Frankrig er der i øjeblikket en heftig debat om ytringsfrihed. I sin bog om talefrihed skriver den franske forfatter Jean Morange: „Talefrihedens historie er ikke slut, og den vil fortsætte med at skabe splid. . . . Næsten hvert år offentliggøres der en film, en tv-serie eller en reklamekampagne som udløser en voldsom reaktion, og den gamle og endeløse debat om censur genopvækkes.“

I en artikel i den parisiske avis Le Figaro stod der at rap-gruppen Ministère amer (Bitter tjeneste) havde opfordret sine fans til at slå politifolk ihjel. En af dens tekster lyder: „Der bliver ikke fred medmindre [politiet] hviler i fred.“ Gruppens talsmand har sagt: „På vores indspilning opfordrer vi dem [vore fans] til at sætte ild til politistationer og ofre [politiet]. Hvad kan være mere naturligt?“ Der er ikke blevet grebet ind over for rap-gruppen.

Også rap-grupper i Amerika opfordrer til drab på politifolk og påberåber sig retten til at fremsætte sådanne opfordringer under henvisning til loven om beskyttelse af ytringsfriheden. I England, Frankrig, Italien og andre lande i Europa og rundt om i verden kræver forskellige grupper at man ikke begrænser retten til offentligt at udtrykke sine synspunkter, selv hvis de er „af en sådan art at de udgør en tydelig og aktuel fare“. Hvornår vil denne strid slutte, og hvis side vil vinderen stå på?

[Illustration på side 7]

Computerpornografi er „en gramsepose fyldt med stof for afvigere“