Spillefilm gennem 100 år

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I FRANKRIG

SPILLEFILMEN blev egentlig ikke opfundet, men var snarere et resultat af omkring 75 års international forskning og eksperimenteren. I 1832 opfandt belgieren Joseph Plateau fenakistiskopet, som gjorde det muligt at gengive bevægelse ved hjælp af en serie tegninger. Takket være Joseph Niepce og Louis Daguerre lykkedes det i 1839 i Frankrig at fastholde virkeligheden på billeder ved hjælp af en fotografisk proces. Franskmanden Emile Reynaud videreudviklede idéen og fremviste tegnefilm som i årene 1892 til 1900 blev set af hundredtusinder af mennesker.

For lidt over 100 år siden fik spillefilm deres virkelige gennembrud. I 1890 konstruerede den berømte amerikanske opfinder Thomas Edison og hans engelske assistent, William Dickson, et kamera der havde samme størrelse og vægt som et opretstående klaver. Året efter ansøgte Edison om at få patent på en individuel betragter, et såkaldt kinetoskop. Filmene blev optaget på 35-millimeter perforerede celluloidstrimler i verdens første filmatelier, der fik øgenavnet Sorte Maria, og som lå i West Orange, New Jersey. Disse film indeholdt forskellige varieté- og cirkusforestillinger, wildwestnumre, samt scener fra populære New York-teaterstykker. Den allerførste kinetoskopforretning blev åbnet i New York i 1894, og samme år blev mange maskiner eksporteret til Europa.

I begyndelsen var Edison egentlig ikke interesseret i projektion af levende billeder, men på grund af konkurrencen blev han nødt til at fremstille et forevisningssapparat. I april 1896 fik hans vitaskop sin debut i New York. Den patentkrig han dernæst satte i gang, resulterede i oprettelsen af en trust i den hensigt at opnå monopol på hele filmindustrien.

Det var en kopi af Edisons kinetoskop der inspirerede de to fabrikanter Auguste og Louis Lumière i Lyon i Frankrig til at opfinde et hånddrevet kamera som både kunne optage og fremvise film. I februar 1895 blev deres kinematograf (græsk kinēma, der betyder „bevægelse“, og grafein, der betyder „at tegne, skrive“) patentbeskyttet, og den 28. december „fandt filmforestillingens officielle verdenspremiere sted“ i Paris’ Grand Café på Boulevard des Capucines nr. 14. Næste dag strømmede 2000 parisere til Grand Café for at se denne nye videnskabelige opfindelse.

Snart begyndte brødrene Lumière at åbne biografer og at sende kamerafolk ud i hele verden. Inden for få år producerede de cirka 1500 film der skildrede berømte steder eller store begivenheder, som for eksempel kroningen af zar Nikolaj II af Rusland.

Stumfilmenes tidsalder

Georges Méliès, der var tryllekunstner og ejede et teater i Paris, blev så fascineret af det han så, at han tilbød at købe kinematografen. Det svar han fik var: „Nej, kinematografen er ikke til salg. Og det skal De være glad for, unge mand; der er ingen fremtid i denne opfindelse.“ Méliès begyndte imidlertid ufortrødent at lave film med udstyr fra England. Hans specialeffekter og drejebøger gjorde film til en kunstart. I 1902 opnåede hans film Rejsen til Maanen verdensberømmelse. I sit atelier i Montreuil i udkanten af Paris fremstillede han over 500 film, hvoraf mange var håndkolorerede.

Omkring 1910 var 70 procent af de film der blev eksporteret til hele verden, fra Frankrig. Dette skyldtes hovedsagelig brødrene Pathés industrialisering af spillefilm. Deres målsætning var at gøre biograffilm til „fremtidens teater, avis og skole“.

I 1919 gik Charlie Chaplin, Douglas Fairbanks, David W. Griffith og Mary Pickford sammen om at danne filmselskabet United Artists, i den hensigt at bryde trustens monopol. I 1915 blev filmen En Nations Fødsel, af D. W. Griffith, Hollywoods første kassesucces. Denne meget kontroversielle film handlede om den amerikanske borgerkrig, og på grund af dens racistiske indhold opstod der optøjer, som resulterede i at nogle mistede livet. Den blev ikke desto mindre en enorm succes, og med en publikumsskare på over 100 millioner var den en af historiens mest indbringende film.

Efter den første verdenskrig blev „Amerika [gennem film] præsenteret for en verden af natklubber, country clubs og smugkroer — med al den løssluppenhed der kendetegnede den slags steder“. Mens udenlandske film praktisk taget ikke blev vist på de amerikanske lærreder, udgjorde amerikanske film mellem 60 og 90 procent af biografprogrammerne i resten af verden. Spillefilm blev brugt til at glorificere de amerikanske produkter og den amerikanske livsform. Samtidig bevirkede det nyligt opståede begreb „filmstjerne“, at skuespillere som for eksempel Rudolph Valentino, Mary Pickford og Douglas Fairbanks på det nærmeste blev betragtet som guder.

Lyd og farver

„Hej, mor! Lyt engang!“ Disse ord af Al Jolson fra filmen Jazzsangeren fra 1927 markerede afslutningen på stumfilmenes storhedstid og begyndelsen til talefilm. Lige fra filmens spæde begyndelse havde man foretaget forsøg med synkroniserede grammofonplader; men det var først i 20’erne, i forbindelse med fremkomsten af båndoptagere og rørforstærkere at talefilm blev til virkelighed. Der var dog visse begyndervanskeligheder.

De første farvefilm blev fremstillet ved hjælp af håndkolorering. Senere brugte man stencils. Filmene blev farvelagt fordi man endnu ikke havde fundet en effektiv metode til fremstilling af farvefilm. Forskellige metoder blev benyttet, indtil Technicolor i 1935 slog igennem med et trefarvesystem. Farvefilm fik dog først rigtig succes efter tilløbsstykket Borte med Blæsten i 1939.

Krigspropaganda

Under den store depression i 30’erne fungerede spillefilm som „opium for folket“. Efterhånden som krigen nærmede sig, blev film imidlertid et magtfuldt propagandaredskab. Mussolini kaldte film for „l’arma piu forte“, eller „det stærkeste våben“, mens den under Hitler blev brugt som talerør for nationalsocialismen, hovedsagelig for at indoktrinere de unge. Film som Viljens Triumf og Olympia var en direkte guddommeliggørelse af nazilederne, og filmen Jøden Süss fremmede antisemitismen. I England tjente Laurence Oliviers film Henrik V det formål at styrke kampmoralen, og forberede folk på D-dagen og det tab af menneskeliv den kunne medføre.

Biografdøden

Efter den anden verdenskrig, da fjernsynet vandt indpas, var der mange som valgte at blive hjemme i stedet for at gå i biografen. På blot ti år faldt antallet af biografgængere i USA til det halve, og tusinder af biografer var nødt til at lukke. Trods indførelsen af film på wide screen og stereofonisk lyd i 50’erne faldt filmproduktionen med en tredjedel. I et forsøg på at klare sig i konkurrencen producerede man mammutfilm til flere millioner dollars, som for eksempel Cecil B. de Milles De Ti Bud (1956). Også i Europa skete der et drastisk fald i tilskuerantallet.

Virkningerne på samfundet

Det er blevet sagt om spillefilm at de er en afspejling af samfundet. Mange film i 70’erne genspejlede den tids „uro, utilfredshed, desillusion, bekymring og paranoia“, hvilket fremgik af den voksende interesse for skrækfilm og „en hidtil uset fascination af satanisme og okkultisme“. Katastrofefilm tjente som en „afledningsmanøvre for det virkelig livs katastrofer“. (World Cinema — A Short History) Firserne var til gengæld vidne til dét en fransk journalist kaldte „et bevidst forsøg på at normalisere perversiteter“. Halvdelen af de film der blev vist på filmfestivalen i Cannes i 1983, handlede om homoseksualitet og incest. Vold er blevet ledemotivet, eller hovedtemaet, i vor tids film. I 1992 indeholdt 66 procent af Hollywoodfilmene voldsscener. Og hvor vold tidligere plejede at tjene en hensigt i selve handlingen, er den nu helt umotiveret.

Hvilken virkning har vold haft på tilskuerne? Da et ungt par uden kriminel fortid i oktober 1994 gik amok i Paris og dræbte 4 mennesker, var det under direkte indflydelse af filmen Natural Born Killers, i hvilken et ægtepar dræber 52 mennesker. Sociologer udtrykker større og større bekymring for voldens påvirkning, især af unge for hvem sådanne scener tjener som forbilleder for deres adfærd. Nu er det selvfølgelig ikke alle film der forherliger vold eller umoralitet. Nyere film, eksempelvis Løvernes Konge, har slået alle tidligere billetsalgsrekorder.

En fremtrædende filminstruktør og skuespiller blev af pariseravisen Le Monde spurgt om hvilken indflydelse spillefilm har haft på samfundet gennem de sidste 100 år. Han svarede at på trods af at film har „forherliget krig, kastet et romantisk skær over gangstere, lanceret overforenklede løsninger og fromme floskler, skabt falske forhåbninger, fremmet dyrkelsen af rigdom, besiddelser, intetsigende fysisk skønhed og en række andre urealistiske og værdiløse mål“, har millioner ikke desto mindre benyttet dem som et middel til at flygte fra hverdagens barske realiteter.

Når lysene slukkes og det hvide lærred bliver fyldt med levende billeder, er det i dag stadig muligt at føle den fortryllelse der greb folk for over 100 år siden.

[Ramme/illustration på side 21]

Skabelsens Fotodrama

I slutningen af 1914 havde cirka ni millioner mennesker i Australien, Europa, New Zealand og Nordamerika vederlagsfrit set Vagttårnsselskabets film „Skabelsens Fotodrama“. Den otte timer lange forestilling i fire dele bestod af en kombination af håndkolorerede levende billeder og lysbilleder, synkroniseret med tale og musik. Formålet med filmen var „at opbygge folks værdsættelse af Bibelen og af Guds hensigt ifølge Bibelen“. Ved hjælp af tidsforkortede optagelser fastholdt på film, kunne tilskuerne se en blomst folde sig ud og en kylling komme ud af ægget.

[Illustration på side 19]

Kinematografen, patentbeskyttet i februar 1895

[Kildeangivelse]

Heritiers Lumière. Collection Institut Lumière-Lyon

[Kildeangivelse på side 19]

Heritiers Lumière. Collection Institut Lumière-Lyon