Hvad siger Bibelen?
Skal man frygte de døde?
DØDEN er et emne mange ofte viger uden om. For nogle er tanken om døden ikke blot ubehagelig, men ligefrem skræmmende. Det er derfor ikke usædvanligt at man i mange kulturer verden over kan finde skikke og ritualer der er forbundet med frygten for de døde. Lad os prøve at se nærmere på nogle skikke i afrikanske lande syd for Sahara.
En kvinde i en vestafrikansk by husker tydeligt det der skete da én i hendes familie døde. Hun fortæller: „En slægtning kom regelmæssigt med noget mad og satte den forsigtigt i den afdødes soveværelse. Når vedkommende ikke var i nærheden, gik jeg ind og spiste maden. Da slægtningen kom tilbage, blev hun meget glad, for hun troede at det var den døde der havde spist lækkerierne. Dette fortsatte et stykke tid, men så blev jeg syg. Jeg mistede appetitten og kunne derfor ikke spise noget. Jeg blev grebet af panik! Mange af mine slægtninge drog den slutning at det var det afdøde familiemedlem der havde påført mig min sygdom. Han må være vred på nogen i familien, tænkte de.“
Endnu en skik fra den samme by: Hvis en familie har tvillinger og den ene dør, må ingen tale om den afdøde i hjemmet. Hvis nogen spørger til den tvilling der døde, vil familien som regel sige: „Han/hun gik ud for at købe salt.“ De er fuldstændig overbeviste om at den tvilling der er i live, vil dø hvis de siger sandheden.
Forestil dig følgende: En mand som har tre koner, dør. Dagen efter begravelsen bliver der lavet nogle særlige, hvide klædninger til konerne. Samtidig bygges der i nærheden af huset et vaskerum af træ og strå hvor disse kvinder kan bade sig og tage de hvide klæder på. Det er kun dem selv og en kvinde der udpeges til at gå dem til hånde, der må gå derind. Når kvinderne kommer ud fra dette specielle vaskerum, er deres ansigter tilhyllede. Som „beskyttelse“ bærer de også en sebe, et halsbånd af reb. Kvinderne foretager denne ceremonielle vaskning hver mandag og fredag i 100 dage. I hele denne periode må de ikke direkte modtage noget fra en mand. Hvis en mand vil give dem et eller andet, må han stille det på jorden eller på et bord. Først da må en af kvinderne tage det op. Ingen må sidde på eller sove i kvindernes senge. Når de forlader hjemmet, tager hver enkelt af dem altid en særlig kæp med sig som de mener kan afholde deres afdøde mand fra at angribe dem. De er bange for at den afdøde vil blive vred og skade dem hvis ikke de overholder disse forskrifter.
Sådanne oplevelser er meget almindelige i den del af verden, men man kan også finde lignende skikke andre steder.
Frygten for de døde er almindeligt udbredt
Opslagsværket Encarta har skrevet følgende om hvordan nogle folkeslag betragter deres afdøde forfædre: „Afdøde slægtninge . . . menes at være blevet forvandlet til magtfulde åndevæsener, eller, i sjældnere tilfælde, at have fået status som guder. [Denne opfattelse] skyldes troen på at forfædrene er aktive medlemmer af samfundet og stadig er interesserede i deres families velbefindende. Denne forestilling har man fundet overalt i vestafrikanske samfund . . ., i Polynesien og Melanesien (dobu- og manusfolket), blandt adskillige indoeuropæiske folkeslag (oldtidens skandinavere og tyskere), og især i Kina og Japan. I almindelighed tilskrives forfædrene stor magt og særlige evner til at styre begivenheder eller til at sikre deres families velfærd. Én af deres hovedopgaver er at beskytte familien. De betragtes som et forbindelsesled mellem den højeste gud, eller guderne, og folket, og de menes at kunne kommunikere med de levende gennem drømme og ved at besætte dem. De tilbedes med en blanding af frygt og ærbødighed. Hvis forfædrene forsømmes, kan de forårsage sygdom og andre ulykker. De levende kommunikerer med deres forfædre ved at bede til dem, ofre til dem og i det hele taget ved at søge at formilde dem.“
Frygten for de døde kan desuden være en økonomisk belastning. De der nærer en stærk tro på at de døde skal æres, må udføre omstændelige ceremonier hvor der kræves mad og drikke, dyreofre samt en bekostelig klædedragt.
Men behøver man at frygte og ære afdøde familiemedlemmer eller forfædre? Hvad siger Guds ord, Bibelen?
Kan de døde skade os?
Måske det vil interessere dig at vide at Bibelen omtaler nogle handlinger der har forbindelse med menneskers frygt for de døde. I Femte Mosebog læser vi: „Der må ingen findes hos dig som . . . binder andre med en besværgelse eller som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde. For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“ — 5 Mosebog 18:10-12.
Læg mærke til at Jehova Gud fordømmer sådanne ritualer. Hvorfor? Fordi de bygger på en løgn. Den største løgn angående døden er at sjælen lever videre bagefter. Bladet The Straight Path har for eksempel skrevet følgende om den tilstand de døde befinder sig i: „Døden er intet andet end sjælens afrejse. . . . Det er kun legemet der befinder sig i graven, ikke sjælen.“
Denne opfattelse stemmer ikke med Bibelen. Læs for eksempel Ezekiel 18:4: „Se, alle sjæle er mine; både faderens sjæl og sønnens sjæl er mine; den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Den danske autoriserede oversættelse af 1931) Guds ord har også tydeligt beskrevet de dødes tilstand i Prædikeren 9:5: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.“ Det er forklaringen på hvorfor mad der sættes frem til de døde, ikke bliver rørt medmindre det bliver spist af et levende væsen.
Bibelen indeholder imidlertid et håb for dem der befinder sig i graven. De kan komme til at leve igen! Bibelen taler om en „opstandelse“ der vil finde sted til Guds fastsatte tid. (Johannes 5:28, 29; 11:25; Apostelgerninger 24:15) I mellemtiden opholder de døde sig uden bevidsthed i graven og ’sover’ indtil Guds tid er inde til at „vække“ dem. — Johannes 11:11-14; Salme 13:3.
De fleste er bange for det ukendte. Nøjagtig kundskab kan hjælpe os til ikke at nære ubegrundede, overtroiske forestillinger. Bibelen fortæller sandheden om de dødes tilstand og forsikrer os om at vi ikke skal frygte de døde. — Johannes 8:32.