Hvad siger Bibelen?

Kan kristne deltage i forfædredyrkelse?

SOM bekendt spiller forfædredyrkelse en stor rolle i millioner af menneskers liv, især blandt kungfutsianister, buddhister og shintoister. Men vidste du at forfædredyrkelse også er meget udbredt i Afrika? Ja, faktisk findes der spor af den i næsten alle trosretninger. Det er „et globalt fænomen,“ udtaler en nigeriansk professor i religionsvidenskab.

Hvad er forfædredyrkelse? De fleste forstår det sådan som det fremgår af følgende definition: „Ritualer til formildelse og påkaldelse af afdøde slægtninge baseret på den tro at [de afdødes] ånder påvirker de levendes skæbne.“ — The Concise Columbia Encyclopedia.

Forfædredyrkere — som for eksempel buddhister i Sydøstasien — har ofte i deres hjem et lille alter hvorpå der står et billede af en afdød slægtning. Ved dette alter brænder man røgelse, fremsiger bønner og klapper i hænderne. Ofte bliver der også på alteret stillet mad og blomster til den afdøde.

På det afrikanske kontinent er der mange der „lever med de afdøde“. Syd for Sahara tror de fleste at det er muligt at kommunikere og have samvær med de døde. „Alle vi afrikanere opfatter vore afdøde forældre og andre slægtninge som meget nærværende,“ siger en fremtrædende protestantisk teolog.

I store dele af Afrika betragtes de døde forfædre stadig som overhoveder for de familier og samfund de tilhørte mens de levede. De vedbliver at være „de åndelige overhoveder i familieanliggender,“ skriver professor E. Bo̩laji Idowu i sin bog African Traditional Religion — A Definition. Der er næsten ingen grænser for hvad en afdøds ånd kan blive bedt om at udvirke eller forhindre. Man tror at forfædrene ’fremmer kontinuiteten i det afrikanske samfund’, og ifølge The New Encyclopædia Britannica mener man at ærbødigheden for dem øger „familiernes samhørighedsfølelse“.

I vestlige lande er der kirker, kapeller og altre som er viet til helgener. Der er tavse statuer og forgyldte ikoner som de troende beder til eller knæler for med udstrakte hænder, mens de ofrer gaver til dem. Sandsynligvis vil de fleste såkaldte kristne afvise at deres tro har noget med forfædredyrkelse at gøre, men for mange buddhister, shintoister og afrikanske forfædredyrkere at se ligner disse „kristnes“ ritualer til forveksling deres egne.

Hvad er forfædredyrkelsen baseret på?

Kernen i forfædredyrkelsen er troen på at en del af mennesket lever videre efter legemets død. Det er ifølge den katolske skribent Damian Lwasa fra Uganda „troen på sjælens udødelighed“. Hvor meget grundlag er der for en sådan tro? Teologen Harry Sawyerr fra Sierra Leone indrømmer at afrikanere der hævder „at deres forfædres ånd er i live, ikke kan fremlægge konkrete beviser derfor“.

Ifølge Bibelen er der ingen åndelig del af mennesket der overlever dets fysiske død. Skaberen erklærer selv: „Se, alle sjælene tilhører mig. Såvel faderens sjæl som sønnens sjæl — de tilhører mig. Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) Videnskaben har ikke fundet nogen beviser for at en bevidst del af mennesket lever videre efter legemets død.

Længe før Kungfutses og Buddhas tid skrev en vismand: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting.“ (Prædikeren 9:5) Endnu tidligere sagde Job: „Et jordisk menneske udånder, og hvor er han? Æres hans sønner, ved han det ikke.“ (Job 14:10, 21) De døde kan derfor ikke tjene som ’åndelige overhoveder i familieanliggender’. For når man dør ’kan man slet intet tage med sig’. — Salme 49:10, 17-19.

Man kunne spørge: Spiser de afdøde den mad der sættes frem til dem? Tyder det ikke på at de døde er uden handlekraft når de lader maden stå urørt? Og hvis de døde forfædre ikke lever, kan de heller ikke opfatte at deres efterkommere ærer eller tilbeder dem, og endnu mindre interessere sig for dem og hjælpe dem. Bibelen siger: „De har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen.“ — Prædikeren 9:6.

Er der håb for afdøde slægtninge?

Betyder det at man aldrig vil kunne blive genforenet med sine afdøde kære? Nej, slet ikke! Mennesker der for lang tid siden blev adskilt fra hinanden på grund af døden vil blive genforenet når de døde vækkes til live i opstandelsen. „Den time kommer,“ lover Jesus i Bibelen, „i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29.

Opstandelseshåbet hjalp en kvinde fra Okinawa der tilbad sine forfædre, til at ændre sin tilværelse. Hun forklarer: ’Jeg har forandret livssyn. Efter at jeg er blevet en discipel af Jesus Kristus viser jeg større kærlighed mod mine levende slægtninge og andre.’ Ja, er det ikke netop det fornuftigste at man viser sine levende forældre kærlighed frem for at ære døde forfædre? (Efeserne 6:2, 3) Kvinden fortsætter: ’Når jeg ser hvor ensomme aldrende forældre og bedsteforældre er i vore dage, er jeg meget taknemmelig for at jeg har lært at vise sand hengivenhed og respekt for mine forældre mens de stadig er i live.’

Den vigtigste grund til kristnes afstandtagen fra forfædredyrkelse er dog at den er et udtryk for oprør mod Jehovas klare befaling: „Du må ikke have andre guder i trods mod mig . . . for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ (2 Mosebog 20:3, 5) I stedet for at tilbede afdøde slægtninge bør vi derfor følge Bibelens opfordring til at tjene Jehova, den eneste der har magt til at lade os gense vore afdøde slægtninge. — Åbenbaringen 20:12, 13.

[Tekstcitat på side 18]

„De døde ved slet ingen ting.“ — Prædikeren 9:5