Nye dimensioner i Londons vandforsyning

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ENGLAND

ENGLANDS hovedstad har nu et af verdens mest avancerede systemer til vandforsyning. Det blev færdigt to år før planlagt, og det kom til at koste næsten 2,2 milliarder kroner. Men de erfaringer man indhentede ved dette projekt, kan allerede sælges til andre lande.

Hvorfor var det nødvendigt at ofre så mange penge, og hvad går projektet ud på?

Nyt i stedet for gammelt

Det ældste egentlige anlæg til vandforsyning i London stammer fra 1838. Endnu 40 år senere måtte man i visse af byens fattige kvarterer hente vand ved hjælp af spande fra en offentlig vandpost der kunne låses. „Det var en vigtig begivenhed når der om morgenen kom en mand med en nøgle for at låse op for vandposten, . . . for når den myndige mand med nøglen havde lukket for vandet om aftenen, kunne der ikke hentes en dråbe før næste morgen,“ beretter en skribent.

Victoriatidens ingeniører præsterede et mesterligt arbejde da de fik udvidet vandforsyningen, så der blev lagt rindende vand ind i boligerne. Men siden da er motortrafikken steget; den er blevet tungere og giver flere rystelser, og samtidig er der større pres på pumperne fordi der skal mere og mere vand ud over en distance på op til 30 kilometer — hvilket alt sammen har betydet mange brud på rørledningerne. Når en gade skal spærres fordi en hovedledning skal repareres, kommer der kaos i trafikken. Det anslås at 25 procent af alt det vand der hentes fra reservoirer i England, går tabt på grund af lækager i rørene.

Dertil kommer at Londons behov er steget voldsomt i de seneste 150 år — fra 330 millioner liter til over 2 milliarder liter. Der skal bruges vand til vaskemaskiner, opvaskemaskiner og bilvask, og til havevanding når sommeren er tør. Alt i alt blev behovet for bedre vandforsyning til millionbyen mere og mere påtrængende. Hvad kunne man gøre?

Tænk stort

Der kunne ikke være tale om at udskifte alle de gamle rør under gaderne ved at lægge nye ned samme sted. Både omkostningerne og forstyrrelsen af gadelivet gjorde dette umuligt. Man besluttede sig til i stedet at bygge et nyt hovedvejssystem til vandet, en slags ringvej af rørledninger omkring London som fik navnet Thames Water Ring Main. Dermed ville kapaciteten blive væsentligt forøget. Det drejer sig om en tunnel af 80 kilometers længde og med en bredde af 2,5 meter, begravet i en dybde af gennemsnitlig 40 meter under gadeplan. Gennem disse rør kan der hvert døgn føres en milliard liter vand ind i byen. Det ringformede anlæg er konstrueret sådan at vandet kan strømme i enten den ene eller den anden retning, så man til enhver tid kan lukke for en sektion af anlægget og udføre reparationer. Fra vandrensningsanlæg drives vandet af tyngdekraften ned i de underjordiske rør og pumpes derfra direkte ud i eksisterende forgreninger eller i reservoirer.

Hvorfor måtte tunnelanlægget — det længste i Storbritannien — lægges så dybt ned i jorden? Fordi Londons undergrund er som en hullet ost på grund af byens 12 jernbanetunnel-systemer, foruden de mange andre rør og ledninger der ligger under en storby. Det nye tunnelsystem måtte nødvendigvis undgå at ramme noget af alt dette. Da man et sted ved gravearbejde under en bygning stødte på en pilotering der lå uventet dybt under huset, blev det videre arbejde forsinket i over ti måneder.

Byggearbejdet var inddelt i flere etaper. Man forventede ikke store problemer med gravearbejdet i den jordart der hedder „London clay“ (Londonler). Men i nærheden af udgangspunktet syd for Themsen, ved Tooting Bec, måtte tunnelarbejdet sættes i stå i over et år. Her stødte borearbejderne på et lag sand som indeholdt vand under højt tryk, så boremaskinen efterhånden blev helt omgivet af vand. For at løse dette problem fandt entreprenørfirmaet på at nedfryse hele området. En saltvandsopløsning på minus 28 grader blev cirkuleret rundt omkring borehullerne. Gennem en nærliggende skakt kunne man grave sig igennem isen, befri den indesluttede boremaskine, og fortsætte borearbejdet.

Denne oplevelse overbeviste ingeniørerne om at der måtte findes på et nyt system; tunnelen måtte beklædes indvendig med beton. Det stod også klart at der skulle bruges en ny form for boremaskine til at arbejde i de ustabile omgivelser. Der blev indkøbt tre specialbyggede boremaskiner fra Canada af typen EPBM (earth pressure balance mode) — maskiner med roterende borehoved og „døre“ hvorigennem jorden bliver „slugt“ under boringen. Farten blev øget, så der blev udboret halvanden kilometer pr. måned.

Konstrueret ved brug af computere

Med traditionelt opmålingsudstyr (teodolit) fra tag til tag blev det udmålt hvor de forskellige skakter skulle være, og resultaterne blev checket elektronisk. Det var godt nok til at begynde med; men når selve tunnelen skulle udgraves, hvordan kunne man da sikre sig at målingerne under jorden var korrekte?

Her trådte den moderne teknologi til i skikkelse af det såkaldte Global Positioning System (GPS), et elektronisk system til nøjagtig stedbestemmelse overalt på jorden. En modtagerstation er indstillet til at tage imod signaler fra et GPS-rumfartøj der kredser om jorden, og udstyret sammenligner signaler fra flere forskellige satellitter. Når computerne havde koordineret de forskellige måleresultater, kunne alle 21 skakter og mere end 580 borehuller placeres fuldstændig nøjagtigt på et kort. Væbnet med disse data kunne tunnelborerne udføre deres arbejde med største præcision.

Computerstyring

At imødekomme seks millioner kunders ønsker er ikke så enkelt. Efterspørgselen kan variere, ikke bare fra årstid til årstid, men også fra dag til dag. Det betyder at anlægget må overvåges døgnet rundt, så man kan sikre at vandtrykket og vandets kvalitet er konstant. Hvordan opnår man dette? Ved hjælp af et edb-styret overvågningssystem til 30 millioner kroner.

I hver skakt er der en pumpe som styres af sin egen computer. Prisen for driften holdes nede ved at strømmen bruges når elpriserne er lave. I Hampton i Vestlondon står hovedcomputeren, som regulerer hele netværket. Computerne får deres data gennem fiberoptik-kabler som er indfældet i tunnelvæggene og er forbundet med tv-monitorer i et lukket kredsløb.

Vandkvaliteten kontrolleres efter bestemte forskrifter hver dag, uge og måned. „Der gennemføres obligatoriske prøver for 120 stoffer i vandet. Det undersøges blandt andet om der er nitrater, sporstoffer, pesticider og andre kemiske stoffer,“ oplyser avisen The Times. Disse målinger udføres nu automatisk og registreres af computere, hvorefter der er mulighed for at gribe ind hvis det er nødvendigt. Der er desuden ansat folk til at smage på vandet fra tid til anden for at bedømme kvaliteten.

Fremtiden

Det nye anlæg er en imponerende bedrift. I øjeblikket leverer det hver dag næsten 600 millioner liter drikkevand til Londonområdets befolkning, der bor i et område på 1500 kvadratkilometer. Når det er færdigt, vil det dække omkring 50 procent af behovet, så de eksisterende systemer bliver aflastet.

Men selv dét er ikke nok. I begyndelsen af næste århundrede vil man udvide ringtunnelen, så den bliver 60 kilometer længere. Allerede nu er et stort problem blevet løst på genial måde!

[Diagram på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Tværsnit som viser vandtunnelen under andre ledningsnet i Londons undergrund

S

Ny vandledning med skakter

Themsen

Underjordiske jernbanetunneler

N

[Kildeangivelse]

Efter foto fra Thames Water

[Illustration på side 16]

Maskine til boring af vandtunnel

[Kildeangivelse]

Foto: Thames Water

[Illustration på side 17]

Der arbejdes i vandtunnelen

[Kildeangivelse]

Foto: Thames Water