’De stammendes tunge vil tale’

EFTERMIDDAGENS program var begyndt ved en af Jehovas Vidners særlige stævnedage i Tjekkoslovakiet (nu Den Tjekkiske Republik). Flere hundrede var mødt frem for at modtage bibelsk undervisning. Jeg stod bag scenen og kiggede mit manuskript igennem. Min opgave bestod blot i at lede et programpunkt hvor to forkyndere skulle fortælle nogle oplevelser. Jeg havde været nervøs hele formiddagen, og nu begyndte lampefeberen at stige. Jeg følte mig bogstavelig talt lammet, fortvivlet og ude af stand til at tale.

’Det er kun normalt at være nervøs i en sådan situation,’ tænker du måske. Men det var ikke bare nerver. Lad mig forklare hvorfor.

Min talevanskelighed

Som 12-årig faldt jeg og beskadigede hovedet, nakken og rygsøjlen. Efter den ulykke begyndte jeg af og til at stamme, eller at have svært ved at udtale ord, især ord med begyndelsesbogstaverne p, k, t, d og m. Nogle gange kunne jeg slet ikke tale.

På det tidspunkt bekymrede det mig ikke så meget, men som årene gik, blev jeg efterhånden bange for at tale for en forsamling. Engang besvimede jeg mens jeg holdt foredrag for min klasse i skolen. Og nogle gange når jeg var på indkøb, kunne jeg slet ikke svare når en ekspedient i en butik spurgte om der var noget han eller hun kunne hjælpe mig med. Mens jeg stod der og kæmpede med ordene, blev vedkommende mere og mere irriteret: „Skynd dig nu, jeg har ikke hele dagen til det. Der er andre kunder som står og venter.“ Resultatet blev at jeg ikke fik købt det jeg skulle have haft.

Min skoletid var en kamp. Når jeg for eksempel skulle aflægge en mundtlig rapport, gjorde de andre elever grin med mig. Men jeg fik min gymnasieuddannelse, og i 1979 begyndte jeg at studere ved et universitet i Prag. Da jeg holdt meget af idræt, tog jeg timer i faget for at blive idrætslærer. Men ville det lykkes for mig? Jeg var usikker på mig selv, men samtidig også besluttet på at gøre fremskridt.

Jeg søger hjælp

Der måtte være en eller anden måde hvorpå jeg kunne lære at beherske min stammen. Efter at have afsluttet min universitetsuddannelse opsøgte jeg derfor en klinik i Prag der havde specialiseret sig i at behandle talehandicap. Under den første konsultation udbrød en sygeplejerske: „Det er sandelig noget af en neurose du har!“ Det blev jeg ked af at høre fordi der blandt eksperter er enighed om at stammen ikke er en neurotisk lidelse. Det gik hurtigt op for mig at jeg stod over for en kæmpeudfordring: Jeg var en ung mand på 24 år, og alle de andre patienter var børn.

Inden længe var hele personalet, deriblandt en psykolog, i gang med at hjælpe mig. De forsøgte alt. Engang forbød de mig at tale i fem uger. På et tidspunkt måtte jeg kun tale med en m-e-g-e-t langsom og monoton stemme, og dét hjalp. I denne periode fik jeg øgenavnet slangetæmmeren, for mange faldt i ’trance’ når jeg holdt foredrag.

Kontakt med Jehovas Vidner

En sommerdag i 1984 blev jeg kontaktet af to unge mænd på gaden inde i byen. Det var ikke deres ydre fremtræden, men det de sagde, der gjorde indtryk på mig. De fortalte at Gud havde en regering, et rige, som ville fjerne alle menneskehedens problemer. Jeg fik deres telefonnummer og ringede senere til dem.

På det tidspunkt var Jehovas Vidner ikke et juridisk anerkendt trossamfund i Tjekkoslovakiet. Inden længe blev jeg alligevel så interesseret at jeg begyndte at overvære deres møder. Jeg kunne mærke den kærlighed og omsorg der prægede forkynderne.

Jeg får selvtillid

I Jehovas Vidners menigheder afholdes der hver uge et kursus som kaldes Den Teokratiske Skole. Jeg blev opfordret til at tilmelde mig denne skole, og dér modtog jeg hjælp til at beherske mit talehandicap. Ved at anvende de forslag der bliver givet i en af skolens lærebøger, Håndbog for den teokratiske skole, begyndte jeg at arbejde med min talefærdighed, udtale, betoning og modulation.a

Min første elevopgave var oplæsning fra Bibelen, som jeg hakkede og stammede mig igennem. Jeg var så nervøs at jeg knap nok kunne finde hjem. Et varmt brusebad fik dog nerverne til at falde til ro.

Efter denne opgave viste skoletilsynsmanden mig personlig opmærksomhed. Han gav mig ikke blot praktiske råd, men roste mig også, og det gav mig mod til at fortsætte kampen. Kort efter blev jeg døbt som et af Jehovas vidner. Det var i 1987. Nogle måneder senere flyttede jeg fra Prag til den lille, rolige by Žďár nad Sázavou, hvor jeg fik en varm velkomst af den lille lokale gruppe forkyndere. De accepterede at jeg stammede, og det gav mig selvrespekt.

Med tiden begyndte jeg at lede en mindre bibelstudiegruppe, og senere holdt jeg mit første offentlige foredrag. Da Tjekkoslovakiet fik nyt styre, begyndte jeg at holde sådanne foredrag i nærliggende menigheder. Når jeg befandt mig i fremmede omgivelser, vendte mit talehandicap tilbage. Men jeg gav ikke op.

Stillet over for særlige udfordringer

En kristen ældste bad mig en dag om at mødes med ham på hans arbejdsplads. Han sagde: „Jeg har en god nyhed til dig, Petr. Vi kunne godt tænke os at du deltog på programmet ved det kommende kredsstævne.“ Jeg blev svimmel og måtte sætte mig ned. Til stor skuffelse for min ven sagde jeg nej tak til opgaven.

Det plagede mig at jeg havde sagt nej. Hver gang der ved møderne blev nævnt noget om at man skulle stole på Gud, huskede jeg kun alt for tydeligt hvordan jeg havde undslået mig. Man henviste flere gange til Gideon, som ved Guds ledelse skulle klare sig med 300 mand mod hele den midjanitiske hær. (Dommerne 7:1-25) Gideon stolede virkelig på sin Gud, Jehova. Havde jeg efterlignet Gideons eksempel ved at sige nej til den opgave? Med skam måtte jeg indrømme at det havde jeg ikke.

Mine kristne brødre havde dog ikke opgivet mig. De gav mig endnu en mulighed. Jeg kunne medvirke på programmet ved den særlige stævnedag. Denne gang ville jeg gerne være med. Jeg var taknemmelig for denne forret, men blev samtidig også stiv af skræk ved tanken om at jeg skulle henvende mig til en så stor forsamling. Jeg måtte lære at stole mere på Jehova. Men hvordan?

Når jeg nøje betragtede den tro og tillid andre forkyndere nærede til Gud, følte jeg en indre styrke. Seksårige Verunka, en datter af en af mine venner, var et godt eksempel. Hun skrev: „Jeg skal begynde i skole til september. Jeg ved ikke om det med nationalsangen bliver et problem, men jeg tror at Jehova vil kæmpe for mig på samme måde som han kæmpede for Israel.“

Dette var blot nogle af de begivenheder der ledte frem til eftermiddagens program ved den særlige stævnedag jeg omtalte i begyndelsen. Efter at have bedt inderligt til Jehova tænkte jeg mere på at prise Guds store navn foran denne store tilhørerskare end på min talefærdighed.

Med mikrofonen placeret foran mig så jeg ud over de mange mennesker. Jeg forstod at budskabet var vigtigere end den der skulle overbringe det. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at tale. Bagefter spekulerede jeg på hvordan det var gået. Havde jeg været nervøs? Ja, mon ikke! Jeg havde også stammet et par gange. Men uden Guds hjælp havde jeg slet ikke været i stand til at tale.

Senere kom jeg til at tænke på hvad en broder havde sagt: „Vær glad for at du stammer.“ Først blev jeg noget overrasket. Hvordan kunne han dog sige noget sådant? Men når jeg ser tilbage, forstår jeg hvad han mente. Mit talehandicap har hjulpet mig til at stole mere på Gud end på mig selv.

Der er nu gået nogle år siden den føromtalte særlige stævnedag. I disse år har jeg nydt forskellige privilegier hvor jeg har talt til store tilhørerskarer. Jeg blev udnævnt til kristen ældste og pioner, eller heltidsforkynder, i Žďár nad Sázavou. Tænk! Jeg brugte over hundrede timer hver måned på at tale med andre om Guds rige, for ikke at glemme den tid jeg hver uge brugte på at undervise ved de kristne møder. Nu tjener jeg som kredstilsynsmand og holder foredrag i en ny menighed hver uge.

Mit hjerte gløder af værdsættelse når jeg læser følgende profeti i Esajas’ Bog i Bibelen: „De stammendes tunge vil være hurtig til at tale tydeligt.“ (Esajas 32:4; 2 Mosebog 4:12) Jehova har i sandhed vist at han er med mig. Han har hjulpet mig til at tale tydeligt til hans ære og pris. Jeg er lykkelig over at jeg er i stand til at prise vor store barmhjertige Gud. — Fortalt af Petr Kunc.

[Fodnote]