Min kamp mod et talehandicap

FORTALT AF SVEN SIEVERS

JEG har stammet lige siden jeg var barn. Set i bakspejlet synes jeg det var en god måde mine forældre tacklede problemet på. Når jeg stammede, prøvede de altid at koncentrere sig om det jeg gerne ville sige, frem for at rette min måde at tale på. Ifølge talepædagoger kan forældre som bestandig korrigerer barnet når det stammer, i virkeligheden forværre problemet.a

Min mor blev et Jehovas vidne da jeg var tre år. Som teenager besluttede jeg mig til at følge hendes eksempel, og jeg fik hjælp til at foretage et grundigt studium af Bibelen. Den 24. juli 1982 blev jeg døbt som en indviet tjener for Gud ved et stævne i Neumünster i Tyskland. Senere flyttede jeg til Sydafrika, hvor jeg fortsatte med at tage del i det offentlige forkyndelsesarbejde som alle sande kristne har fået befaling til at udføre. (Mattæus 28:19, 20) Måske spekulerer du på hvordan jeg som stammer kunne klare dette.

Fordelene ved at være positiv

Jeg må indrømme at det til tider kan være svært for mig at bevare en positiv indstilling, men jeg har fundet ud af at dét at være positiv virkelig er en stor hjælp. Sagen er den at jeg altid kan finde en måde at kommunikere med andre på. Hvis jeg ikke kan kommunikere gennem tale, gør jeg det skriftligt eller blot ved at vise den besøgte noget bibelsk læsestof. En positiv indfaldsvinkel hjælper mig til at klare de vanskeligheder der er forbundet med at indlede en samtale. Jeg prøver at gøre min indledning meget enkel. I begyndelsen af samtalen lader jeg så vidt muligt den besøgte tale. Folk kan godt lide at snakke, og det giver mig mulighed for at lære nogle af deres synspunkter at kende. Derefter fortsætter jeg samtalen ved at tale om noget der har deres interesse, og så fokuserer jeg på Bibelens budskab. Når jeg koncentrerer mig om det de siger, hjælper det mig til at glemme mit talehandicap, og så stammer jeg mindre.

En positiv indstilling gør det også nemmere for mig at give kommentarer ved de kristne møder. Jeg har opdaget at jo mere jeg deltager i de bibelske drøftelser ved møderne, jo mere bliver tilhørerne vant til mig, og jo mere lytter de til hvad jeg siger, frem for hvordan jeg siger det.

For at opnå gode resultater er det vigtigt at jeg bliver ved med at kæmpe. Det hindrer mig i at bukke under for selvmedlidenhed og i at blive indadvendt. Det kræver en stadig kamp at beherske følelsen af selvmedlidenhed. Man siger at hvis én er blevet kastet af en hest, er det vigtigt at han sætter sig op på den igen så han ikke mister sin selvtillid. Hvis jeg på grund af min stammen er nødt til at holde op med at tale mens jeg er ved at give en kommentar, prøver jeg så at sige at sætte mig op på hesten igen ved at kommentere så snart den næste lejlighed byder sig.

Hvordan andre kan hjælpe

Når jeg skal ringe til nogen eller bede fremmede om en oplysning, er jeg glad for at få hjælp. Men nogle går over gevind i deres ønske om at være hjælpsomme og behandler mig som et barn der ikke er i stand til selv at træffe beslutninger.

Jeg sætter også stor pris på den støtte jeg får fra min kone, Tracy. Inden hun optræder som mit ’talerør’, drøfter vi sagen igennem i detaljer så hun kender min indstilling. (Jævnfør Anden Mosebog 4:10, 14, 15.) På den måde viser hun mig respekt og lader mig føle at jeg stadig har styr på mit eget liv.

Noget andet jeg har haft stor gavn af, er Den Teokratiske Skole. Ved dette ugentlige møde får de tilmeldte lejlighed til at læse højt fra Bibelen og holde korte indlæg over bibelske emner. Jeg blev overrasket over at opdage at jeg ofte klarer mig ret godt når jeg skal læse op eller tale foran et publikum. Det ville jeg sandsynligvis aldrig have fundet ud af hvis ikke jeg havde tilmeldt mig skolen.

Når jeg har haft opgaver på Den Teokratiske Skole, har det især været opmuntrende når skoletjeneren har fokuseret på det jeg sagde, og ikke på hvordan jeg sagde det. Jeg har haft stor gavn af vejledningen i Håndbog for den teokratiske skole,b selv om visse punkter i bogen udgør en langt større udfordring for dem der stammer, end for dem der taler normalt. Af og til stammer jeg for eksempel så meget at jeg ikke kan fremføre stoffet inden for den tildelte tid. Men så bliver jeg opmuntret når skoletjeneren koncentrerer sin vejledning om de punkter jeg er i stand til at arbejde på.

Større tjenesteforrettigheder

Før i tiden havde jeg ved vores møder den forret at læse op fra de publikationer vi studerede. Når der ikke var andre kvalificerede tjenere til stede, havde jeg også det privilegium at lede studiet, noget jeg i dag gør med regelmæssige mellemrum. Selv om jeg i begyndelsen var nervøs, har Gud hjulpet mig til at udføre disse opgaver.

I mange år var mine muligheder for at læse op eller undervise fra talerstolen imidlertid begrænsede. Det var der ikke noget at sige til, da jeg til tider var for længe om at gøre mig forståelig. Derfor brugte jeg i stedet alle mine kræfter på at varetage andre opgaver. Først assisterede jeg broderen der passede bladbordet. Efter at jeg var blevet udnævnt til menighedstjener, fik jeg så lov at tage mig af menighedens forsyninger af bibler, bøger og andre publikationer. Senere fik jeg til opgave at holde orden i de distriktskort der bruges i vores offentlige forkyndelsesarbejde. Det bragte mig stor glæde at koncentrere mig om disse opgaver og prøve at gøre et godt stykke arbejde.

I de sidste otte år har jeg desuden tjent som heltidsforkynder sammen med Tracy. Også her har jeg virkelig mærket Jehovas velsignelse. Faktisk har jeg undertiden spekuleret på om ikke Jehova i realiteten gør brug af mit talehandicap. Af de fem personer jeg har haft den forret at hjælpe til at blive indviede kristne, er to stammere.

Jeg mindes stadig med glæde den dag jeg blev udnævnt til at tjene som ældste. Min evne til at undervise fra talerstolen er begrænset, så derfor bestræber jeg mig for at hjælpe andre på det mere personlige plan. Stammen begrænser jo ikke mine muligheder for at studere Bibelen så jeg kan hjælpe medlemmer af menigheden som har alvorlige problemer.

I løbet af de sidste fem år har jeg fået lov til at få flere og flere taleopgaver. Ud over at holde indlæg på Den Teokratiske Skole har jeg kunnet fremholde korte meddelelser ved de andre møder. Min talefærdighed var langsomt blevet bedre. Men så fik jeg et slemt tilbagefald. Jeg var bekymret for at jeg så ikke længere ville få tildelt indlæg, men til min overraskelse stod mit navn opført på den næste programoversigt over dem der skulle have opgaver. Den præsiderende tilsynsmand i vores menighed har sagt at hvis jeg skulle gå helt i stå, kan jeg blot se på ham, og så vil han komme op på podiet og fortsætte hvor jeg slap. Jeg har benyttet mig af dette kærlige tilbud et par gange, men i de seneste måneder har det ikke været nødvendigt. Efterhånden som min tale er blevet bedre, har jeg fået tildelt større opgaver, deriblandt offentlige foredrag. Hvor store fremskridt jeg har gjort, gik først helt op for mig da jeg for nylig blev spurgt om jeg ville være med i to demonstrationer ved et af Jehovas Vidners kredsstævner.

Egentlig forstår jeg ikke helt hvorfor min tale er blevet bedre, og det er da også muligt at den på et tidspunkt bliver dårlig igen. Det ser ud til at mens jeg har gjort tydelige fremskridt i forbindelse med at tale til et publikum, har jeg faktisk haft nogle slemme tilbagefald når det drejer sig om at tale med nogen på tomandshånd. Min beretning er derfor ikke en solstrålehistorie i den forstand at jeg har overvundet min stammen. Når jeg får et tilbagefald, prøver jeg at minde mig selv om nødvendigheden af at erkende sine begrænsninger og ’vandre beskedent med Gud’. — Mika 6:8.

Uanset hvordan det går, er jeg besluttet på ikke at give op, idet jeg ved at stammen vil være helt overvundet i Guds kommende nye verden. Bibelen siger: „De stammendes tunge vil være hurtig til at tale tydeligt.“ Jeg har tillid til at dette vil få både en bogstavelig og en åndelig opfyldelse, og at selv ’den stummes tunge vil råbe af glæde’. — Esajas 32:4; 35:6.

[Fodnoter]

[Illustration på side 15]

Min kone, Tracy, og mig