Styrket af Jehova efter tragedie
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I SPANIEN
EN SMUK februardag i år var mange fra Jehovas Vidners menighed i Bailén i Spanien sammen taget på en udflugt til de nærliggende bjerge i Sierra Nevada-kæden. Da de var på vej hjem og befandt sig kun fem kilometer fra deres hjemby, kørte en modgående bil over i den modsatte vejbane, og resultatet blev et frontalt sammenstød med den bus som de kristne brødre og søstre kørte i. Der skete en eksplosion, og bussen blev omspændt af flammer. Nogle af passagererne reddede sig ud af bussen, men mange bagerst i bussen blev overmandet af røgen og døde.
I alt mistede 26 Jehovas vidner livet, deriblandt fire heltidsforkyndere og adskillige børn — næsten en fjerdedel af Bailén-menigheden. Spaniens konge, Juan Carlos, talte på mange spanieres vegne da han i et telegram til borgmesteren i Bailén skrev: „Vi er dybt chokerede over denne tragiske ulykke. Modtag hermed vor oprigtige kondolence. Fortæl venligst ofrenes familier at de har vor dybeste sympati og støtte i denne smertefulde stund.“
En mindehøjtidelighed for de omkomne blev overværet af flere tusind. En del af de tilstedeværende har sikkert spurgt sig selv: ’Hvorfor sker der sådanne tragedier?’ Tjenere for Jehova bliver ligesom alle andre ramt af ulykker der skyldes „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11, 12) Jehova har imidlertid lovet at der snart kommer en tid hvor sådanne tragedier ikke længere vil ske. — Åbenbaringen 21:4, 5.
Mange fra Jehovas Vidners afdelingskontor i Spanien og tusinder af forkyndere fra andre dele af landet rejste til Bailén for at trøste og støtte de lokale brødre. Byens befolkning og de stedlige og regionale myndigheder viste også deres medfølelse med de sørgende familier af Jehovas vidner. Det gjorde dybt indtryk på mange iagttagere at se den styrke de efterladte lagde for dagen.
„Jeg har kendt jer Jehovas vidner i mange år,“ sagde Antonio Gómez, Bailéns borgmester, „og skønt jeg selv er agnostiker, beundrer jeg jeres tro. Da ulykken indtraf, var min første tanke at I var bedre stillet end nogen anden gruppe fordi jeres religiøse og menneskelige samhørighed ville hjælpe jer igennem denne tragedie. Jeg har set hvordan hele byen har støttet de sørgende familier. Inden dette skete, havde folk måske nok nogle fejlagtige opfattelser af hvad I stod for, men jeg er glad for at kunne sige at de er forsvundet. I har en indre styrke der er vanskelig at forstå for en der ikke selv er et af Jehovas vidner.“
Trafikminister José Borrell, der overværede mindehøjtideligheden som repræsentant for den spanske regering, udtalte: „Hvad kan jeg sige til dem der praktisk talt har mistet hele deres familie i denne katastrofe? Ikke noget som de ikke selv kan finde i deres tro. . . . I Jehovas vidner har en fantastisk tro.“
’Bliv ved med at trøste hinanden’
Hvad fandt forkynderne da i deres tro? Frem for alt fandt de trøst fra Jehova, „al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel“. (2 Korinther 1:3, 4) Trods sorgen havde de styrke til at trøste hinanden, idet de efterlevede Paulus’ ord til thessalonikerne: „Bliv derfor ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden.“ — 1 Thessaloniker 5:11.
Det var bevægende at se hvordan kristne brødre og søstre, hvoraf nogle havde mistet helt op til otte slægtninge, besøgte andre sørgende medlemmer af menigheden. „Når vi så hinanden, begyndte vi at græde. Men gennem tårerne mindede vi hinanden om opstandelseshåbet, og vi følte os trøstet,“ forklarer den præsiderende tilsynsmand, Francisco Saez, der havde mistet sine to børn.
„Vi har ikke forsømt vores forkyndelse, og vi har gjort en særlig indsats for at besøge slægtninge til de afdøde, nogle som ikke er Jehovas vidner, og give dem brochuren Når man mister en man holder af.“ Francisco fortsætter: „Personligt ville jeg gerne ud at forkynde, for det vidste jeg at jeg ville få det bedre af. Og det var sikkert at hvis jeg tog grædende af sted, kom jeg trøstet hjem.“
Befolkningen i Bailén reagerede meget positivt på dette forkyndelsesarbejde. En uge efter ulykken besøgte Encarna, der sørgede over tabet af to døtre og fire børnebørn, en dame som hun kort forinden var begyndt at studere Bibelen med. Denne dame havde fire måneder tidligere mistet sin mand, og Encarna havde trøstet hende ud fra Bibelen. „Nu må vi trøste hinanden,“ sagde denne dame da de skulle fortsætte deres gennemgang af brochuren Når man mister en man holder af.
Menigheden mærkede også straks støtte fra det verdensomspændende brodersamfund. „Hele menigheden føler sig opmuntret af de tusinder af breve og telegrammer vi har modtaget,“ fortæller Francisco Capilla, menighedens sekretær. „Postkontoret har hver dag måttet sende en vogn direkte til vores adresse for at aflevere dem alle. Vi er meget taknemmelige for brødrenes kærlige omsorg.“
Tragedien giver håb
Kan der komme noget godt ud af en sådan tragedie? „De vises hjerte er i det hus hvor der sørges,“ skrev kong Salomon engang. (Prædikeren 7:4) I tråd med dette princip har tragedien i Bailén fået nogle til at tænke mere alvorligt over deres forhold til Gud. Faustino, en ikketroende ægtemand som havde mistet to af sine seks børn i ulykken, sagde til sin kone, Dolores: „Jeg har godt nyt at fortælle dig. Jeg vil begynde at studere Bibelen, for jeg vil gerne se mine børn i den nye verden.“
Der vil gå nogen tid inden vore brødre og søstre i Bailén kommer over sorgen, men de trøster hinanden og bliver selv trøstet. Jehova giver dem styrke ved hjælp af sin ånd og gennem den støtte de modtager fra mange kærlige brødre og søstre. Måtte vi huske de efterladte i vore bønner til vor himmelske Fader.
[Illustrationer på side 26]
Fire af dem der mistede livet