Brolgatranen, kasuaren, emuen og den sorthalsede stork — nogle bemærkelsesværdige fugle i Australien

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

KASUAREN, der ikke kan flyve, men som nogle kalder for verdens farligste fugl, er bevæbnet med frygtindgydende tæer, og den kan springe, sparke og flænse med stor kraft. Dens slægtning, emuen, der har samme særpræg og er lige så godt udrustet, har ikke behov for vinger — den løber hurtigt som vinden. Brolgatranens parringsdans forkynder dens Skabers og Koreografs storhed. Og når den sorthalsede stork, høj og slank, vader forbi, er den et mesterligt eksempel i værdighed og balance. Den kilehalede ørn er det udtrykte billede af en jæger, uanset om den er på vingerne eller vogter over et nedlagt bytte. Ja, hver eneste af disse specielle fugle er et skabelsens vidunder. Det vil derfor glæde os — som det første — at fortælle lidt om ...

Den farverige kasuar — regnskovens ven

Den tolappede kasuar der lever i de frodige regnskove i det nordøstlige Australien og på Ny Guinea, er en smuk fugl på mellem 30 og 60 kilo der holder sig for sig selv. Hunnen er med sine cirka 2 meter lidt højere end hannen og har — hvad der er usædvanligt i fugleverdenen — også større farvepragt end hannen. Uden for parringssæsonen holder hannen sig klogeligt nok på afstand af hunnen. Efter parringen lægger hun nogle skinnende grønne æg, men går så sin vej og overlader udrugningen og den videre pleje til hannen. Derefter parrer hun sig med andre hanner som hver får et hold æg at tage sig af.

Skovrydning har vist sig at være en trussel mod kasuarerne. I et forsøg på at øge deres antal har Billabong Dyrereservat, nær Townsville i Queensland, iværksat et yngleprogram med henblik på at sætte fuglene tilbage i naturen når de er gamle nok. Skønt kasuarerne er altædende, spiser de hovedsagelig frugt, som de sluger hel. Frø fra over hundrede plantearter passerer altså ufordøjet gennem fuglens tarmsystem og bliver spredt i skoven i beskyttende og næringsrige gødningsklumper. Ifølge eksperterne gør dette kasuaren til en fugl af vital betydning, eftersom mange plantearter ville uddø hvis den ikke fandtes. Men er fuglen farlig for mennesker?

Nej, kun for dem der er uforsigtige nok til at gå for tæt på. Mennesker udgør i virkeligheden en større fare for kasuaren end kasuaren nogen sinde har udgjort for mennesker. I regnskovens mørke skygger hører man den måske udstøde en dyb, rumlende strubelyd som en advarsel om at den er i nærheden. Da er det klogt ikke at gå tættere på. Sandsynligvis vil den forsvinde ind i underskoven, godt beskyttet af sin hårde hjelm. Men hvis den er trængt op i en krog, er blevet såret, eller måske vil beskytte sine unger, kan den finde på at angribe dem der kommer for tæt på.

Emuen — nomade og nationalsymbol

Næsten overalt i det indre af landet finder man emuen, som er nært beslægtet med og lidt højere end kasuaren. Emuen er den næststørste i fugleverdenen, kun overgået af strudsen. Den nervøse emu har lange, kraftfulde ben som kan bringe den op på 50 kilometer i timen; og ligesom det er tilfældet med kasuaren, har den tre drabelige tæer på hver fod. Ulig sin slægtning, der holder sig til et bestemt territorium, er emuen nomade, og den bliver sjældent aggressiv. Den spiser så at sige alt — larver, kål og endda gamle støvler. Når hunemuen har lagt sine mørkegrønne æg — som regel mellem 7 og 10, men nogle gange helt op til 20 — overlader hun, ligesom kasuaren, udrugningen og opdragelsen til hannen.

Det gik hårdt ud over emuen da europæerne kom til. Nybyggerne udryddede den hurtigt fra Tasmanien. Og da man på fastlandet fandt ud af at den havde smag for hvede, blev den betragtet som et skadedyr og et bytte for dusørjægere. På trods af den uindskrænkede nedslagtning forblev emubestanden nogenlunde uændret, hvilket medførte at man i Western Australia i 1932 erklærede den åben krig. Regeringen satte hæren og to Lewis maskingeværer på sagen. Emuen er ganske vist ikke berømt for sit intellekt, men den vandt krigen, som i øvrigt blev latterliggjort af offentligheden og var en pinlig episode for politikerne. Der blev affyret ti tusind skud og højst dræbt nogle få hundrede fugle. Men i den efterfølgende udmattelseskrig — hvor emuen kom under dobbeltild fra dusørjægere og bønder der fik udleveret gratis ammunition af regeringen — kunne emuen ikke holde stand.

Nu er emuen imidlertid blevet et nationalsymbol. På det australske våbenskjold er den afbildet stolt stående over for en kænguru, og dens sikkerhed trues nu ikke længere i bushen. Tørke er dens værste fjende. Nu er man begyndt at eksperimentere med emuopdræt med henblik på en mængde forskellige produkter: Fedtfrit kød, stærkt og holdbart læder, fjer, og olie som fås fra et fedtdepot på fuglens bryst. Det er dette fedtdepot der gør at kødet er fuldstændig fedtfrit.

Kan du lide at danse?

Måske ikke, men det kan brolgatranerne. I deres „balsal“ ved vandkanten „stiller [disse grå traner] sig op nogenlunde over for hinanden og indleder dansen, uanset om de kun er ét par eller en snes fugle,“ siger bogen The Waterbirds of Australia. „De spankulerer frem på deres styltelignende ben idet de ryster de halvtåbne vinger. De bevæger hovedet rykvis op og ned mens de går frem og tilbage, klukkende og blidt fløjtende. Nu og da standser en fugl op, kaster hovedet tilbage og trompeterer højlydt. Fuglene kan også springe et par meter op i luften for derefter at svæve ned igen på deres brede sorte og grå vinger. Græstotter og kviste slynges rundt i luften, og brolgatranerne forsøger at fange dem eller spidde dem med næbbet.“ En betagende forestilling, især i betragtning af at fuglene er over en meter høje og har et vingefang på cirka to meter.

Mange fuglearter udfører kunstfærdige parringsdanse i ynglesæsonen, men brolgatranen, en af de største af alle traner, er en uforbederlig helårsdanser. Den har faktisk fået sit navn efter en uraustralsk legende om en berømt kvindelig danser ved navn Buralga. Hun afviste en ond troldmands tilnærmelser, hvorefter han forvandlede hende til en yndefuld trane.

Den sorthalsede stork — Australiens eneste

Den sorthalsede stork lever i vådområder, men besøger de fugtigvarme kyster i Nord- og Østaustralien. Den skiller sig ud blandt de andre fugle i vådområderne — slank, et hundrede og tredive centimeter høj og meget farvestrålende. Når den bevæger sig på lavt vand, støder den sit stærke, lange næb så voldsomt i vandet at den må sprede vingerne lidt for at modsvare denne kraftige bevægelse.

Dens vinger er usædvanlig store. Med et vingefang på to meter og håndsvingfjerene bredt ud som fingre svæver den sorthalsede stork i dovne cirkler indtil den blot er en lille prik på himmelen. Ja, den sorthalsede stork er med sin lange hals og sine lange ben og vinger — i silhuet mod en stor, rød nedgående tropesol — et yndet symbol for vådområderne i Nordaustralien.

Den kilehalede ørn — luftens konge

Blot et stenkast fra en bjergtinde i Victoria, i et stormvejr som havde drevet alle andre fugle bort, legede et eksemplar af den kilehalede ørn. Forfatteren David Hollands har været vidne til et helt fantastisk, akrobatisk luftnummer. Han skriver: „Ørnen hang der, nærmest ubevægelig og helt hjemmevant i dette vilde element. . . . Mens jeg så på, samlede den vingerne og indledte et lodret dyk. Den faldt hundrede meter, og da den åbnede vingerne ganske let, blev den med voldsom fart sendt næsten helt op til sit udgangspunkt. . . . Her fladede den ud med en halvrulning, hvorefter den svævede højere op [og] igen og igen foretog dramatiske styrtdyk ned mod dalbunden i et vedvarende og betagende skue.“

Et vingefang på 2,5 meter og en karakteristisk kileformet hale gør det umuligt at forveksle denne elegante og kraftfulde konge med nogen anden fugl på den australske himmel. Dens kløer kan øve et tryk på tre tons. Engang mente man imidlertid at den eneste „rigtige“ måde at betragte den kilehalede ørn på var langs et geværløb. Ligesom dens slægtning, den nordamerikanske havørn, der nådeløst blev skudt for at beskytte lakse- og pelsindustrien, blev denne australske ørn forfulgt fordi den til tider tog et lam. Bogen Birds of Prey fortæller: „Få andre [rovfugle] i verden har været forfulgt lige så ihærdigt som den kilehalede ørn . . . I næsten 100 år anså man den for at være et skadedyr . . . og der blev udbetalt dusør til dem der dræbte den.“

Beskyldningerne mod den blev imidlertid frafaldet i årenes løb. Det viste sig at den hovedsagelig lever af vilde kaniner og, til tider, dyr der er naturligt hjemmehørende, deriblandt kænguruer der vejer op til to gange dens egen vægt. Da man fandt ud af dette, blev der sluttet fred mellem mennesket og ørnen, og den blev beskyttet gennem lovgivningen.

Ja, fugle udgør en meget kompleks, smuk og vital del af et kompliceret økosystem. Det vil vi måske indse med tiden, men ofte kommer erkendelsen for sent — når begærligheden og uvidenheden har krævet sine ofre. Det er dog en trøst at vi med en smule opmærksomhed stadig kan fryde os over at lytte til de klukkende, pippende, fløjtende, truttende, rappende og skræppende fugle der færdes på himmelen, i skovene og i vådområderne på denne skønne planet.

[Illustrationer på side 16]

Kasuar

Brolgatrane

[Kildeangivelse]

Til venstre og nederst: Australian Tourist Commission (ATC); øverst i midten og til højre: Billabong Sanctuary, Townsville, Australien

[Illustrationer på side 17]

Ørn

Emu

Den sorthalsede stork

[Kildeangivelse]

Ørneunger og emuhoved: Graham Robertson/NSW National Parks and Wildlife Service, Australien; flyvende ørn: NSW National Parks and Wildlife Service, Australien; emu med unge og et eksemplar af den sorthalsede stork: Australian Tourist Commission (ATC)

[Kildeangivelser på side 15]

Til venstre: Graham Robertson/NSW National Parks and Wildlife Service, Australien; til højre: Australian Tourist Commission (ATC); øverst: Billabong Sanctuary, Townsville, Australien