Vi var gidsler under et fangeoprør

OMKRING klokken 15.00 lørdag den 30. marts 1996 ankom Edgardo Torres, Rubén Ceibel og jeg til det stærkt bevogtede fængsel Sierra Chica i provinsen Buenos Aires i Argentina. Fængselet var bygget til 800 fanger, men denne overfyldte fæstning husede 1052 kriminelle. Nogle var dømt for røveri, andre for massemord. Vi var der som besøgende.

For Edgardo og Rubén var det en af deres mange lørdagsture ud til dette berygtede fængsel. Som ældste i en af Jehovas Vidners lokale menigheder besøgte de hver uge fængselet for at holde et bibelsk foredrag for omkring 15 indsatte. Det var en særlig begivenhed for mig som rejsende tilsynsmand, eftersom jeg aldrig havde ledet et møde i et fængsel.

Fængselet har 12 celleblokke der er placeret i vifteform. Da vi kom ind i bygningen, så vi på afstand fire fanger der begejstret vinkede til os. Disse indsatte var kommet så langt med deres bibelstudium at de var blevet udøbte forkyndere af den gode nyhed om Guds rige. Vi blev hurtigt fulgt til celleblok 9, hvor mødet skulle holdes. Et rum var blevet malet og pyntet med gardiner, så det udgjorde en værdig ramme om et bibelsk møde.

Oprøret begynder

Men der var et eller andet galt. I stedet for de sædvanlige 15 var der kun 12 fanger til stede. Vi spekulerede alle på hvad grunden mon var. Mødet begyndte som planlagt med sang og bøn. Efter et par minutter fór vi op ved lyden af høje pistolskud der blev efterfulgt af maskingeværsalver. Derefter hørte vi råb og skrig. Et fangeoprør var begyndt.

Adskillige bevæbnede, hætteklædte fanger med hjemmelavede knive stormede ind i mødelokalet. De blev overrasket over at finde tre besøgende. Vi blev hurtigt eskorteret ned gennem en røgfyldt gang. Der var sat ild til madrasser, fanger løb forvirrede rundt, og en såret vagt lå på gulvet. En hjemmelavet bombe havde sat ild til vagttårnet, der lå midt på fængselets område. Vi blev ført udenfor og tvunget til at stå omkring 50 meter fra hegnet. På den anden side af hegnet kunne vi se politimænd og fangevogtere der rettede deres pistoler mod os. En gruppe fanger gemte sig bag os mens de satte en kniv for struben af os. De brugte os som skjolde.

Flere gidsler

Fem timer senere, efter solnedgang, tillod oprørslederne at en læge kom ind i fængselet for at behandle de sårede. Lægen blev også holdt tilbage som gidsel. Omkring klokken ni om aftenen blev vi ført til fængselshospitalet. Her sluttede vi os til en gruppe vagter der også var taget som gidsler. Oprørsstifterne tvang nu alle gidsler til på skift at være skjolde for dem.

Efter et stykke tid fik en dommer og hendes sekretær lov til at mødes med oprørsstifterne i et forsøg på at finde en fredelig løsning på konflikten. Men situationen tilspidsedes da fangerne frækt tog dem begge som gidsler.

Der var sporadiske kampe hele natten igennem. Vi prøvede at sove, men hver gang vi døsede hen, blev vi vækket af høje skrig. I de tidlige morgentimer blev det igen vores tur til at være levende skjolde.

Volden tager til

Søndag den 31. marts, oprørets anden dag, forværredes situationen. Oprørslederne kunne ikke blive enige om deres krav. Det skabte en atmosfære af vrede og vold. Bander af oprørsstiftere gik amok og ødelagde eller satte ild til alt hvad de mødte på deres hærgen. Gamle uoverensstemmelser blev løst med vold og mord. Flere fanger som ikke ville støtte opstanden, blev dræbt. Nogle af de myrdede blev brændt i bageovnen.

Inde i fængselet verserede der forskellige rygter og modstridende oplysninger om vores løsladelse. Vi gidsler kom igennem hele følelsesregisteret. Nogle gange fik vi lov til at se tv-avisen. Vi var forbløffede over hvor langt fra virkeligheden dens beretninger var. Det var nedslående.

Hvordan klarede vi os igennem dette? Vi koncentrerede os om at bede, at læse i Bibelen og at fortælle andre om Bibelens løfte om en lykkelig fremtid. Det var nøglen til vores følelsesmæssige styrke under denne opstand.

Om mandagen indvilligede oprørslederne i at indlede forhandlinger med myndighederne. Det virkede som om oprøret var ved at gå ind i en afsluttende fase. Oprørsstifterne brugte Edgardo og flere fangevogtere som skjolde da det kom til skyderi mellem nogle fanger. I den efterfølgende forvirring greb politiet til våben fordi de troede at gidslerne var blevet skudt. Edgardo overlevede spærreilden, men nogle af de tilfangetagne fangevogtere blev skudt.

Vi så døden i øjnene

Man førte så gidslerne op på taget for at vise myndighederne at vi stadig var i live. Men politiet blev ved med at skyde. Det gjorde oprørsstifterne rasende. Alle begyndte at råbe i kor. Nogle skreg: „Dræb gidslerne! Dræb dem!“ Andre sagde: „Nej, ikke endnu! Lad os vente!“ Vi så døden i øjnene. Rubén og jeg kiggede på hinanden som om vi ville sige: ’Vi ses i den nye verden.’ Derefter bad vi begge en stille bøn. Øjeblikkelig følte vi en indre ro og fred i sindet der, omstændighederne taget i betragtning, kun kunne komme fra Jehova. — Filipperne 4:7.

Pludselig holdt politiet op med at skyde, og en af oprørslederne aflyste vores henrettelse. Den unge fange der holdt mig, blev beordret til at gå frem og tilbage på taget med mig som en advarsel til politiet. Han var skræmt fra vid og sans. Mens vi udførte denne ordre, fik jeg indledt en samtale der beroligede os begge. Jeg forklarede at de lidelser mennesker udsættes for, er anstiftet af Satan og hans dæmoner, og at Jehova Gud snart vil fjerne alle disse lidelser. — Åbenbaringen 12:12.

Da vi kom tilbage til fængselshospitalet, kunne vi se at mange af gidslerne var panikslagne. Vi prøvede at fortælle dem om vores tro på Jehovas løfter og vort bibelbegrundede håb om en fremtid på en paradisisk jord. Nogle af gidslerne begyndte at kalde på Jehova ved at bruge hans navn. Lægen viste særlig interesse og stillede flere specifikke spørgsmål. Dette førte til en længere bibelsk drøftelse over bogen Kundskab der fører til evigt liv.

Fejring af mindehøjtiden

Tirsdag, vores fjerde dag i fangenskab, var den dag hvor millioner af Jehovas vidner og bibelinteresserede verden over plejer at mødes for at fejre Jesu død i lydighed mod hans befaling. (Lukas 22:19) Vi traf også foranstaltninger til at fejre mindehøjtiden.

Vi udvalgte os et hjørne af rummet hvor vi kunne være i fred, men vi havde ikke noget usyret brød eller rødvin vi kunne bruge som symboler. Vi nød at synge lovsange til Jehova, at bede og at genopfriske den bibelske beretning om Jesu sidste aften før sin død og andre begivenheder i den forbindelse. Vi følte os meget nært knyttet til vore familier og vore åndelige brødre og søstre mens de på denne dag fejrede mindehøjtiden rundt om i landet.

Prøvelserne får en ende

I de næste fire dage svævede vi i uvished i en atmosfære af spænding og trøst. Fangerne gav os lov til at modtage adskillige breve fra slægtninge og venner, og det var til stor trøst for os. En enkelt gang fik vi endda lov til at ringe til vore familier. Hvor var det forfriskende at høre deres stemmer og at læse om deres kærlighed og medfølelse.

Om lørdagen, vores ottende dag i fangenskab, nåede oprørsstifterne frem til en aftale med myndighederne. Vi fik at vide at vi ville blive løsladt den næste dag. Søndag den 7. april klokken 14.30 fik vi beskeden: „Gør jer klar til at tage af sted.“ Fangerne udvalgte en ’æresvagt’ der skulle følge os ud i friheden. Da vi forlod hospitalet, henvendte talsmanden for oprørslederne sig til Edgardo og sagde: „Bror, jeg er meget imponeret over jeres opførsel. Jeg lover at jeg fra nu af vil overvære jeres lørdagsmøde i fængselet. I vil da stadig holde møde selv om alt dette er sket, ikke?“ Edgardo smilede og svarede: „Selvfølgelig.“

Udenfor ventede der os en overraskelse. I det øjeblik vi forlod bygningen, begyndte alle de indsatte at klappe ihærdigt til ære for os. På den måde prøvede de at sige undskyld for det der var sket. Det var et bevægende øjeblik. Vor kristne adfærd i de foregående ni dage havde tilsyneladende gjort et stort indtryk på dem, hvilket vi kunne takke Jehova for.

Vore familier og omkring 200 af vore åndelige brødre og søstre tog imod os uden for fængselshegnet. Dybt lettede omfavnede vi hinanden. Vi havde overlevet. Et af gidslerne gik hen til min kone og sagde: „Jeg tror Jehova har talt til mit hjerte, og han ønsker at jeg skal tjene ham.“

Edgardo, Rubén og jeg lærte på en meget særpræget måde at Jehova kan opretholde sine tjenere, selv under den værste modgang. Vi oplevede hvor fantastisk det er at bede til Jehova og blive hørt af ham. Ligesom salmisten kan vi sige: „Jeg ophøjer dig, Jehova, for du har hjulpet mig op, og du har ikke ladet mine fjender fryde sig over mig. Jehova, min Gud, jeg råbte til dig om hjælp, og du helbredte mig. Jehova, fra Sheol har du bragt min sjæl op; du holdt mig i live så jeg ikke gik ned i gravens dyb.“ (Salme 30:1-3) — Fortalt af Darío Martín.

[Illustration på side 18]

De tre forkyndere som besøgte fængselet (fra venstre mod højre): Edgardo Torres, Rubén Ceibel og Darío Martín

[Tekstcitat på side 19]

Adskillige bevæbnede, hætteklædte fanger med hjemmelavede knive stormede ind i mødelokalet

[Tekstcitat på side 20]

Oprørsstifterne brugte Edgardo og nogle af fangevogterne som skjolde

[Tekstcitat på side 21]

Fangerne udvalgte en ’æresvagt’ der skulle følge os ud i friheden