Pilgrimsfædrene og deres kamp for frihed

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I HOLLAND

I JULI 1620 sejlede en gruppe engelske puritanere ud fra Delfshaven i nærheden af Rotterdam i Holland. De havde sat sig for at oprette den første europæiske koloni i New England — Plymouth-kolonien — i det som nu er det sydøstlige Massachusetts i USA. Hvad fik disse dybt religiøse mennesker til at vove sig ud på sådan en lang og vanskelig rejse tværs over det lumske Atlanterhav i det lille skib Mayflower? Hvorfor befandt de sig i Holland? Og hvorfor rejste de senere væk derfra?

Den religiøse situation i England

I det 15. århundrede svækkedes den katolske kirke af Reformationen. Protestantiske kirker skød op i hele Europa, deriblandt i England. Den engelske kirkes endelige brud med Rom kom efter at paven havde nægtet Henrik VIII tilladelse til at få opløst sit første ægteskab. Den engelske kirke skilte sig ud fra Rom, og i 1534 anerkendte det engelske parlament officielt Henrik VIII som „den engelske kirkes jordiske overhoved, stående umiddelbart under Gud“. Hans datter Elizabeth (senere dronning Elizabeth I), født i 1533, blev opdraget til at være protestant, og hun satte et stærkt protestantisk præg på den anglikanske kirke efter sin indsættelse på tronen. Alligevel var der mindre protestantiske grupper som erklærede sig uenige med den dominerende anglikanske kirke. Mange af disse blev med tiden kaldt puritanere fordi de ønskede at rense (engelsk: purify) den anglikanske kirke for ethvert levn fra katolicismen. Én gruppe puritanere blev betragtet som særlig radikale da de tog afstand fra kirkens hierarki af biskopper og præster. De anså deres menighed, som blev ledet af deres egne ældste, for at være fuldstændig uafhængig.

Dronning Elizabeth frygtede at hun ville miste kontrollen over folket hvis ikke hun holdt puritanerne i skak. Hun indførte derfor strenge love der gik imod dem. Trods dette fortsatte de forskellige puritanske grupper med at mødes, nu blot i hemmelighed i private hjem. Puritanerne omdelte også mange religiøse skrifter, hvori de forklarede hvad de troede på. I London udnævnte puritanerne deres eget ældsteråd, som hovedsagelig bestod af suspenderede præster fra den anglikanske kirke. Grupper der opgav at reformere den anglikanske kirke og løsrev sig fra den, blev omtalt som separatister.

Kong Jakob I, Dronning Elizabeths efterfølger, videreførte hendes politiske linje og truede med at „drive [puritanerne] ud af landet“. I samme periode igangsatte han udarbejdelsen af en ny engelsk bibeloversættelse, der efter ham fik navnet King James-oversættelsen, og den blev fuldført i 1611. Denne nye oversættelse gav mange lyst til at undersøge Bibelen. Med hvilket resultat? Endnu flere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved kirkens lære. Hvad ville du have gjort hvis du levede på den tid? Ville du have ændret din religiøse tro under trusler om at blive forfulgt? Eller ville du have holdt fast ved din overbevisning lige meget hvad? Det gjorde mange puritanere — de nægtede at gå på kompromis.

Flugten til Holland

I den lille engelske by Scrooby holdt en af de kompromisløse separatistgrupper til. Gruppen mødtes i al hemmelighed hjemme hos byens postmester, William Brewster, som var deres „ledende ældste“. John Robinson, en forhenværende anglikansk præst, kom også sammen med denne gruppe. Ud over at være fortaler for at kirken burde ledes af ældste i stedet for af præster og biskopper, tog gruppen i Scrooby også afstand fra de gejstliges klædedragt og mange af den anglikanske kirkes ritualer, skønt loven krævede disse ting.

Under stigende pres besluttede denne lille gruppe at flygte til Holland. Dengang var Holland det eneste sted i Europa hvor man tolererede deres meninger og handlinger. Men det var ulovligt at emigrere. Uden at vække alt for megen opsigt solgte de derfor deres hjem og alt hvad de ikke kunne have med på rejsen. I 1608 sejlede de mod Amsterdam. Det var i Holland at separatisterne begyndte at betragte sig selv som pilgrimme.

Året efter deres ankomst, samme år som krigen mellem Spanien og Holland blev afbrudt af en våbenhvile, rejste udvandrerne til Leiden. Våbenstilstanden medførte at de kom til at leve under mere fredelige forhold. Efterhånden ankom der flere flygtninge fra England, og gruppen voksede til cirka 300. På et tidspunkt købte de et stort hus, hvor John Robinson og hans familie boede, for dér at kunne afholde møder.

Da udvandrerne havde opholdt sig ti år i Leiden, begyndte de at blive urolige. Våbenstilstanden mellem Holland og Spanien holdt snart ikke længere, og de frygtede at hvis den spanske inkvisition fik magt i Holland, ville de få det værre end under kong Jakob I. Desuden var de uenige med deres mere liberale hollandske naboer om flere lærepunkter. En anden grund til bekymring for udvandrerne var at deres børn færdedes sammen med de hollandske unge, som i deres øjne var tøjlesløse. Hvad skulle de gøre? De lagde planer om at flytte endnu en gang — denne gang til Amerika!

Mayflower står til søs!

Deres største udfordring var at skaffe penge til denne lange rejse. Et andet stort problem var at kongen af England skulle give tilladelse til en sådan ekspedition — den selv samme konge som de havde forsøgt at undslippe da de flygtede til Holland. Kong Jakobs modvilje blev efterhånden nedbrudt af udvandrernes bønskrifter, og de fik hans tilladelse. Det dristige foretagende blev til sidst finansieret af nogle købmænd i London.

Omsider kunne rejsen begynde. De af pilgrimskirkens medlemmer i Leiden der ønskede at flytte, gik om bord på skibet Speedwell og sejlede den 22. juli 1620 fra Delfshaven mod England, hvor flere medlemmer ville slutte sig til. De såkaldte pilgrimsfædre drog derefter af sted i to skibe, Speedwell og Mayflower. Men alvorlige lækager i Speedwells skrog tvang skibene til at vende tilbage til England, hvor Mayflower overtog Speedwells passagerer og forsyninger. Den 6. september afsejlede det kun 27 meter lange skib Mayflower endelig fra Plymouth i England. Om bord på skibet var der 24 familier — 102 passagerer i alt — og en besætning på 25 mand. Det har krævet stort mod af disse uerfarne rejsende at begive sig ud på den 5000 kilometer lange sørejse. Skibet var overbelastet, og de måtte trodse farligt vejr på Nordatlanten. Det er ikke svært at forestille sig hvordan de ombordværende efter ni lange uger på havet må have følt det da de fik land i sigte!

Kolonien grundlægges

Inden pilgrimsfædrene gik i land, sluttede de en fælles bindende aftale, eller pagt, vedrørende den nye kolonis fremtidige styre. Da de 41 mænd i gruppen underskrev aftalen, blev pilgrimsfædrene „et borgerligt statssamfund“ og påtog sig dermed ansvaret for at indføre og rette sig efter de regler der skulle gælde for deres koloni. Nogle historikere kalder dette dokument Amerikas første forfatning, men Grote Winkler Prins Encyclopedie peger på at de pilgrimsfædre der udfærdigede dokumentet, „tilsigtede at skabe en myndighed af religiøs art“. Hensigten var at forpligte alle medlemmer til hverken bogstaveligt eller i troen at forlade kolonien.

Efter at have undersøgt kysten og foretaget flere ekspeditioner ind i landet bosatte de sig en kold decemberdag et sted de navngav New Plymouth, senere kaldet Plymouth-kolonien. Da de vandrede omkring, stødte de på marker der tidligere var blevet opdyrket af indianere. Men den store indianske befolkning som opdagelsesrejsende havde haft kontakt med blot nogle få år tidligere, var nu hjemsøgt af sygdomme som de opdagelsesrejsende havde medbragt — deriblandt kopper og mæslinger. Ellers ville indianerne nok have modsat sig pilgrimsfædrenes forsøg på at oprette en koloni.

Noget af det første pilgrimsfædrene byggede, var et forsamlingshus og nogle beboelseshuse. De havde det meget svært i begyndelsen, for de var ankommet om vinteren, og skibets forsyninger havde været utilstrækkelige. I løbet af den første vinter døde 52 som følge af sygdom, deriblandt 13 af de 24 ægtemænd og fædre samt 14 af de 18 hustruer og mødre. Blandt ofrene var deres første guvernør, John Carver. Trods denne tragedie besluttede de overlevende at de ville blive i New Plymouth. Deres næste guvernør blev den ivrige William Bradford. Han førte en detaljeret optegnelse over den unge kolonis historie og anses for at være Amerikas første historiker.

Pilgrimsfædrene og indianerne

De første pilgrimsfædre der ankom til New Plymouth, indgik en gensidig fredsaftale med Massasoit, den øverste høvding i den lokale indianerstamme wampanoag. Pilgrimsfædrene og wampanoagerne lovede i fredsaftalen ikke at gøre hinanden fortræd, og de aflagde løfte om at beskytte hinanden i tilfælde af krig. Det er usandsynligt at udvandrerne havde overlevet uden Massasoits venskab. Indianerne gav bosætterne majs som de kunne spise eller plante i jorden, og denne alliance hindrede i høj grad at andre indianerstammer dræbte pilgrimsfædrene.

I de første år modtog kolonisterne megen hjælp fra indianerne. Guvernør William Bradford omtaler en indianer ved navn Tisquantum der lærte kolonisterne „hvordan de skulle sætte majs, hvor de kunne fange fisk, og hvordan de kunne anskaffe sig andre gavnlige sager; og som deres vejviser førte han dem til ukendte steder de kunne få nytte af“. Den første majshøst var god, og pilgrimsfædrene havde gode resultater med at jage fuglevildt. De var Gud taknemmelige og besluttede at afholde en tredages højtid i forbindelse med høsten. Massasoit kom sammen med 90 af sine krigere til højtiden, og med sig havde de fem hjorte som tilskud til festmiddagen.

Denne fejring af høsten havde ligesom selve kolonien stærke religiøse undertoner. Skønt pilgrimsfædrene ikke fejrede høsten året efter på grund af et dårligt udbytte, blev den amerikanske „taksigelsesdag“ (Thanksgiving Day) senere en årlig national og religiøs helligdag i USA, Canada og enkelte andre lande. I anledning af „taksigelsesdagen“ er det almindeligt i Nordamerika at familien samles for at spise et festmåltid bestående af kalkun, tranebærsovs og græskartærte — men dybest set er det stadig „en tid for religiøse overvejelser, gudstjeneste og bøn“. — The World Book Encyclopedia, 1994.a

Senere udvikling

I 1622 ankom der flere udvandrere fra Leiden og England, og senere kom yderligere skibe til kolonien med trosfæller fra Europa. Da de sidste udvandrere fra Leiden ankom i 1630, nåede koloniens indbyggerantal op på cirka 300. Senere blev kolonien forenet med den langt større Massachusetts Bay-koloni, som lå længere mod nord. Denne koloni var også beboet af puritanere. I mellemtiden voksede spændingen mellem kolonister og indianere. Puritanerne mente at Gud havde forudbestemt dem til at beherske det nye land, og de blev stadig mere hovmodige. Da indianerne indså dette, voksede deres vrede. Kun 55 år efter indgåelsen af fredsaftalen med wampanoagerne gik Plymouth-kolonien sammen med tre andre engelske kolonier og nogle andre indianere desværre i krig mod Massasoits søn. Han og cirka tre tusind mænd, kvinder og børn blev dræbt, og puritanerne solgte flere hundrede indianere til slavearbejde, med det resultat at wampanoagstammen uddøde.

Pilgrimsfædrenes arv

I Holland kan man stadig besøge den bydel i Leiden hvor udvandrerne boede, såvel som Delfshaven, havnen hvorfra de drog af sted mod Amerika. I det nutidige Plymouth i Massachusetts, USA, kan man besøge Plymouth-plantagen, hvor det er muligt at se en rekonstruktion af den oprindelige landsby, et museum og en kopi af skibet Mayflower. I landsbyen går skuespillere klædt som de oprindelige indbyggere. De kan fortælle de besøgende at Guds navn er Jehova og at „kirken“ ikke er en bygning af sten, men en forsamling af mennesker. Til spørgsmålet: „Hvor mange ældste er der i jeres kirke?“ vil de svare: „Så mange der opfylder Bibelens krav.“

Pilgrimsfædrene bestræbte sig på at forme deres samfund „så nøje som muligt efter ordningen med Israels tolv stammer under Moses,“ siger bogen The Puritan Heritage — America’s Roots in the Bible. Nogle gange gik puritanerne dog til yderligheder. Deres ry som slidsomme arbejdere udsprang i nogen grad af deres tro på at materiel velstand var et tegn på Guds velsignelse. Og skønt de oprigtigt elskede deres børn, mente mange af de første puritanere at de skulle „skjule . . . overdrevent kærlige følelser“. Derfor er dét at være „puritansk“ blevet synonymt med askese og strenghed. Trods deres mangler havde pilgrimsfædrene et mål af moralsk styrke, de var selvopofrende og gjorde en indsats for at leve efter Bibelen. Det er åbenbart disse egenskaber der holdt sammen på dem og var en støtte for dem gennem mange af deres prøvelser.

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

Wampanoagerne hjalp pilgrimsfædrene

[Kildeangivelse]

Harper’s Encyclopædia of United States History

[Kildeangivelse på side 24]

Øverst: Model af skibet van de Mayflower