Religiøs splittelse i Storbritannien

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Storbritannien

Enhed er noget som religionssamfund i Storbritannien har drøftet i mange år. Ikke sådan at forstå at nogen af dem skulle nedlægges — målet er „enhed uden assimilering“, hvormed menes at hvert af religionssamfundene skulle respektere de andres særlige ritualer i forbindelse med tilbedelse og gudstjeneste. Inden for de senere år har man to gange forsøgt at nå frem til en sådan enhed: Den ene gang mellem den engelske statskirke og den romersk-katolske kirke; den anden gang mellem den engelske statskirke og visse frikirker, også kaldet nonkonformister. I de to følgende artikler vil vi give et billede af hvor stor sandsynligheden er for religiøs enhed i Storbritannien.

FRA de tidligste tider har den religiøse splittelse været åbenbar i Storbritannien. Kristendommen kom dertil i det andet århundrede, men ingen ved hvordan det gik til. Senere opstod der to tydeligt adskilte kirker — den keltiske, der var uafhængig, og den romerske, der var underlagt paven.

I flere hundrede år kom det ikke til noget alvorligt sammenstød, først og fremmest fordi de to kirker havde deres tilhængere i forskellige dele af landet. I det syvende århundrede forårsagede deres missionsvirksomhed imidlertid en konflikt. Det der skilte dem var ceremonielle detaljer, såsom datoen for fejringen af påsken, snarere end lærespørgsmål.

I år 663 indkaldte kongen af Northumbrien begge parter til synoden i Whitby, hvor han førte forsædet. Skønt han selv tilhørte den keltiske tro støttede han Rom, og synodens øvrige deltagere indtog samme holdning. Som følge deraf varede det ikke længe før den keltiske kirkes indflydelse på religionen svandt i størstedelen af Storbritannien. I næsten 900 år dominerede den romerske kirke og øgede bestandig både sit religiøse herredømme og sin politiske indflydelse. Kirkens voksende hovmod vakte voldsom harme blandt de herskende og utilfredshed blandt folket.

Bruddet med Rom

Fjendtligheden mellem kirke og stat nåede et højdepunkt i det sekstende århundrede mens Henrik VIII sad på tronen. Catherine af Aragonien havde ikke skænket ham en levedygtig mandlig arving, og derfor ønskede han brændende at blive skilt fra hende så han kunne gifte sig med Anne Boleyn. Paven nægtede at lade ægteskabet opløse ved en særlig dispensation, skønt dette dengang var en forholdsvis almindelig praksis. Øjensynlig var det i dette tilfælde politiske faktorer der dikterede pavens standpunkt. Henrik VIII fik så parlamentet til at vedtage en række love der overskar alle bånd til Rom og gjorde ham til den engelske kirkes overhoved. I 1534 blev den engelske kirke således uafhængig.

Da Henrik VIII døde blev hans niårige søn, Edward, konge. Det råd der blev udpeget til at regere indtil han blev myndig, gik ind for reformation og var fast besluttet på at fjerne billeddyrkelse og overtro fra gudsdyrkelsen. Edward døde imidlertid seks år senere og blev efterfulgt på tronen af Mary, Henriks datter med sin første hustru. Som ivrig katolik ønskede Mary at føre den engelske kirke tilbage under pavestolen. I 1554 blev de antikatolske love ophævet, og året efter genoprettedes fællesskabet med Rom fuldt ud. Derpå fulgte en grusom forfølgelse af de protestanter der ikke angrede. Omkring 300 af dem døde på bålet.

Mary regerede imidlertid kun i fem år. Hendes halvsøster Elizabeth efterfulgte hende på tronen, og hun bestemte sig for at følge det eksempel hendes fader, Henrik VIII, havde sat. Inden for et år blev to love vedtaget som genindførte den lovgivning der var blevet ophævet under Marys herredømme. Paven reagerede ved at ekskommunicere Elizabeth. Støttet af den spanske armada forsøgte han dernæst at invadere Storbritannien, men det mislykkedes totalt. Alt dette bragte grusom forfølgelse over rekusanterne, som de katolikker der nægtede at deltage i anglikanske gudstjenester dengang blev kaldt. Omkring 250 af dem blev slået ihjel.

Indre splittelse

Englands kirke var endnu en gang blevet frigjort fra Rom — men problemer var der stadig. Der opstod indre splittelse. På den ene side stod anglikanerne, de såkaldt højkirkelige, der ønskede at holde fast ved de romersk-katolske ritualer som havde overlevet bruddet med Rom. På den anden side stod puritanerne, de lavkirkelige, der betragtede disse ritualer som overtroiske, ubibelske og afguderiske. Blandt puritanerne var der nogle hvis modvilje var så stærk at de forlod deres hjem og rejste til Amerika, „den nye verden“. De første sejlede af sted med Mayflower den 16. september 1620.

I 1642 udbrød en borgerkrig som skulle vare i tre år. Charles I, der hævdede at regere med guddommelig ret, havde opløst parlamentet og herskede enevældigt. Han blev støttet af anglikanerne. På den anden side stod parlamentet og puritanerne, som med stor dygtighed blev anført af Oliver Cromwell. I 1649 blev Charles I halshugget på deres foranledning, og landet blev en republik med en rigsforstander i spidsen. I løbet af de følgende ti år nedlagde parlamentet den engelske statskirke og erstattede den anglikanske gudsdyrkelse med den strenge calvinsk-presbyterianske. De kirker og klostre der stadig stod efter krigen, blev lukket eller nedrevet.

Cromwell forbød de anglikanske og romersk-katolske ritualer, men gav ellers religionsfrihed. Det resulterede i at der opstod mange sekter, hvoraf de fleste dog hurtigt gik i sig selv igen. Enkelte voksede imidlertid og blev til religionssamfund som vi kender den dag i dag, deriblandt baptisterne, kvækerne og kongregationalisterne. Metodismen blev i 1738 grundlagt af John Wesley.

Puritanerne og deres presbyterianisme opnåede kun en kort glansperiode. Folk blev hurtigt trætte af den stive og strenge tilbedelsesform. I 1660, ikke længe efter Cromwells død, blev Charles II opfordret til at vende tilbage fra sit eksil og bestige tronen. Han og anglikanerne trådte varsomt men uden vaklen, og på to år fik de parlamentet overtalt til at genoprette den engelske statskirke. Det var dog først i 1829 at katolikkerne genvandt samtlige borgerrettigheder.

De næsten tre hundrede år mellem 1534 og 1829 var altså i Storbritannien en urolig tid med religiøse konflikter og skisma. Tiden var kendetegnet af splittelser, og flere forskellige nye religionssamfund blev dannet. De følgende år var relativt rolige, eftersom hver kirke gik sine egne veje. Nu i det 20. århundrede tales der imidlertid igen om en sammenslutning. Hvordan er udsigterne til dette?

[Illustrationer på side 15]

Protestanter

Henrik VIII 1509-1547a

Elizabeth I 1558-1603

Oliver Cromwell 1653-1658

Katolikker

Mary I 1553-1558

Charles I 1625-1649

Charles II 1660-1685

[Fodnote]