Massakren i Port Arthur — Hvad var årsagen?

Massakren i Port Arthur — hvad var årsagen?

AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

SØNDAG eftermiddag den 28. april 1996 var det et herligt vejr ved Port Arthur Historical Site, der er en populær turistattraktion i Tasmanien i Australien. Caféen „The Broad Arrow“ var fyldt med gæster der spiste frokost. Omkring klokken 13.30 gik en 28-årig lyshåret ung mand som havde spist udenfor ved et af cafébordene, ind i bygningen og begyndte at skyde løs.

De dræbte sad sammensunkne i deres stole, stadig med mad i munden. Politiet sagde at det „lignede en blodig slagmark“. I den tro at alle var døde — 20 var blevet nedslagtet — gik den bevæbnede mand stille og roligt ud af bygningen. På få sekunder havde han begået flere mord end der var sket de foregående fire år i østaten Tasmanien!

I sin afsindige blodrus fortsatte manden systematisk med at meje sine ofre ned. På vej mod stedets udgang fik han for eksempel øje på Nanett Mikac og hendes små døtre. Han dræbte Nanett og hendes treårige pige. Da den anden lille pige på seks år prøvede at undslippe, løb han efter og skød hende da hun skjulte sig bag et træ.

Den bevæbnede mand fortsatte til det sted hvor der var billetsalg. Her dræbte han tre mennesker der sad i en BMW, og stjal derefter deres bil. Lidt længere væk så han to personer i en anden bil. Han tvang manden til at lægge sig i BMW’ens bagagerum, hvorefter han myrdede den kvindelige passager. Efter at have kørt lidt ankom han ved 14-tiden til kroen Seascape Cottage. Dér satte han ild til BMW’en og tog manden han havde kidnappet, og det ældre ægtepar der ejede kroen, som gidsler. Han havde dræbt 12 personer siden han forlod caféen, og antallet af døde var steget til 32. Mange andre var blevet såret.

Forkyndelse søndag eftermiddag

I mellemtiden, klokken 13.30, mødtes Jenny Ziegler og hendes familie som tilhører Jehovas Vidners menighed i Port Arthur, for at forberede sig til at deltage i den kristne forkyndelse. Derefter tog familien af sted og kørte i retning mod Port Arthur Historical Site. Jenny ville gerne aflægge David Martin, den venlige ejer af Seascape Cottage, et besøg. Hun og en anden kristen søster havde tidligere haft en bibelsk samtale med ham.

Da Jenny, hendes mand og deres børn lidt efter klokken 14 nærmede sig kroen, så de røg stige op fra en brændende bil der stod på græsplænen ved kroen. Politiet standsede dem og bad dem om at vende tilbage ad den vej de var kommet. Jenny fortæller: „Så begyndte vi at fornemme at der var noget galt. Vejene var også usædvanlig øde.“

Stadig uvidende om den egentlige fare drejede familien af fra hovedvejen og kørte hen til en lille strand for at fortsætte deres forkyndelse. Dér syntes alt at være normalt: Børn var ude at svømme, folk gik ture langs stranden, og et ældre ægtepar sad i deres bil og læste. „Min mand henvendte sig til ægteparret, og det førte til en behagelig samtale,“ siger Jenny. „Han fortalte ægteparret at der åbenbart var sket noget på hovedvejen, og foreslog at de kørte en anden vej når de skulle hjem. Jeg talte kort med en ung mand, og så kørte vi.“

Familien Ziegler fortsatte på vej mod Port Arthur Historical Site. Jenny fortæller: „Da vi ankom, var indgangen til stedet blokeret af biler. Senere fik vi at vide at de spærrede for udsynet til ligene af dem der var blevet skudt. En mand sagde: ’En fyr med en pistol er gået amok; der er måske 15 døde!’ Vi blev rådet til øjeblikkelig at forlade stedet.“

En grufuld afslutning på historien

Mareridtet var imidlertid langtfra slut. Jenny siger: „Turen hjemad var nerveopslidende fordi vi ikke vidste hvor den bevæbnede mand var. Hver gang vi mødte en modkørende bilist, spekulerede vi på om det mon var ham. Selv efter at vi var nået sikkert hjem, følte vi os ubeskyttede, for vi bor i et isoleret område hvor en med kendskab til egnen let ville kunne skjule sig. Vore kristne brødre og søstre vidste hvor vi skulle hen den eftermiddag, og de begyndte straks at ringe til os for at sikre sig at vi ikke var kommet noget til.

Da vi gav os til at tænke over handlingsforløbet, gik det op for os at hvis vi havde indfundet os hos kroejeren blot få minutter tidligere end det var tilfældet, kunne vi have været blandt de dræbte. Det løber os koldt ned ad ryggen når vi tænker på at morderen måske har sigtet på os da vi stod og talte med politiet!“

Søndag aften blev kroen til sidst omringet af 200 politimænd som holdt sig nede ved jorden for at undgå at blive ramt af pistolmandens skudsalver. Det forlyder at han forlangte at få en helikopter for at kunne slippe bort, men i løbet af natten strandede forhandlingerne. Mandag morgen ved 8-tiden kunne man se røg stige op fra huset. Den bevæbnede mand kom ud med livet i behold, men var blevet forbrændt. De tre gidsler, deriblandt kroejeren som familien Ziegler ville have besøgt, blev senere fundet døde i husets forkullede rester. Antallet af dræbte nåede op på 35.

Hvad var årsagen?

Omkring syv uger tidligere, den 13. marts, var en bevæbnet mand trængt ind i gymnastiksalen på en skole i Dunblane i Skotland og havde mejet 16 små børn og deres lærer ned. Episoden fik international bevågenhed, som det så ofte er tilfældet når blodsudgydelser og vold er involveret. Nogle adfærdseksperter har en teori om at den australske pistolmand forsøgte at dræbe flere end morderen i Dunblane havde gjort. Det er tankevækkende at den såkaldte „Zodiac-morder“, der igennem flere år terroriserede storbyen New York, sagde at han havde prøvet at overgå andre mordere som han havde læst om.

En anden faktor som mange mener bidrager til denne epidemiske drabsbølge, er den sex og vold der vises i fjernsynet og på videofilm. Den australske avis Herald Sun skriver: „Man har konfiskeret 2000 volds- og pornovideofilm i den formodede Port Arthur-massemorder Martin Bryants hjem. . . . Fundet af de skjulte videofilm skete efter at man var begyndt at spekulere på om voldsfilm havde spillet en rolle i forbindelse med massakren i Port Arthur.“ New York-avisen Daily News kunne ligeledes rapportere at „der lå to kasser pornovideofilm på [Zodiac-morderens] seng“.

Da nyheden om massakren i Port Arthur blev kendt, ændrede nogle tv-stationer straks deres planlagte program for dagens udsendelser. Bagefter skrev spalteredaktøren Penelope Layland artiklen „Tv-folkenes hykleriske behandling af vold og sorg“, hvor hun blandt andet skrev: „At man tog disse voldsfilm af programmet, var blot som at holde et minuts stilhed på skrømt. I morgen, om en uge, om en måned, vil alt være som det plejer.“

For at få større klarhed over hvorfor volden er så udbredt i dag, må vi vende os til Bibelen. Den har for længe siden forudsagt: „I de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være . . . uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode.“ (2 Timoteus 3:1-5) Den stigning i voldsepisoder vi i dag er vidne til, er blot endnu et bevis på at vi lever i de sidste dage, og at enden på denne tingenes ordning er nær. — Mattæus 24:3-14.

Som mange måske fornemmer, bidrager dæmoner — onde, usynlige åndemagter — til den barbariske og grusomme adfærd mange lægger for dagen. (Efeserne 6:12) Efter at have beskrevet hvordan Satan Djævelen og hans dæmoner ville blive kastet ud af himmelen, siger Bibelen: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åbenbaringen 12:7-9, 12) Vi lever nu i denne periode med veer, og Satan og hans dæmoner bruger alle til rådighed stående midler i deres forsøg på at få mennesker til at begå voldshandlinger i endnu større omfang.

Satan, hans dæmoner og deres onde verden vil imidlertid snart blive fjernet, hvorefter Guds riges styre vil skabe en ny retfærdig verden. (Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10; 2 Peter 3:13; 1 Johannes 2:17; Åbenbaringen 21:3, 4) Jenny siger: „I øjeblikket ’græder vi med dem der græder’, men det er vores ønske at dele håbet om Riget med dem i samfundet som er blevet dybt rystet over denne tragedie.“ — Romerne 12:15.

[Illustration på side 17]

The Broad Arrow Café, hvor massakren begyndte

[Kildeangivelse på side 16]