Massakren på Luby’s Cafeteria

ONSDAG den 16. oktober 1991 begyndte, for min hustru, Paula, og mig, som enhver anden dag. Men når vi nu ser tilbage har vi aldrig oplevet en dag som denne.

Om eftermiddagen var vi på Luby’s Cafeteria i Killeen i Texas, da en sindssyg mand brasede sin lastvogn ind gennem glasruderne og begyndte at skyde. Han dræbte 22 og sårede 20 andre og begik til sidst selvmord ved at skyde sig i hovedet. Det var det blodigste skuddrama i USA’s historie.

Paula og jeg er heltidsforkyndere for Jehovas Vidner, og vi gik ind på Luby’s efter at vi om formiddagen havde været ude at forkynde. Vi var halvtreds der tidligere var mødtes i vores rigssal, hvor vi havde drøftet formiddagens aktiviteter før vi gik ud. Flere foreslog at vi mødtes på Luby’s og indtog frokosten, men alle ændrede planer — undtagen Maria, Paula og jeg.

Vi mødtes på Luby’s klokken 12.25 og stillede os op i køen ved udleveringsdisken. Eftersom serveringen gik meget langsomt måtte Maria gå, da hun skulle lede et bibelstudium klokken et. Paula gik på toilettet. Lykkeligvis kom hun hurtigt tilbage, for lastbilen brasede ind gennem det vindue hun et par sekunder tidligere havde passeret.

Lyden var som hvis man tabte i tusindvis af tallerkener. Glas, borde og stole fløj rundt i lokalet. Så lød der et brag. Jeg troede at det var tilbagetænding i lastbilen. Nogle antog at chaufføren havde problemer med lastvognen og gik hen for at hjælpe ham. De blev skudt. En eller anden råbte vantro: „Han skyder på folk!“ Han begyndte at skyde endnu før han var steget ud af lastbilen.

Udleveringsdisken havde form som et U. Vi stod lige der hvor U’et buer. Lastbilen stoppede der hvor U’et begyndte, lige ved kasseapparatet. Paula tog min hånd og sagde: „Lad os komme ud herfra.“ Men jeg trak hende ned mod gulvet. Den bevæbnede mand gik ned langs udleveringsdisken samtidig med at han skød omkring sig. Han råbte hele tiden: „Var det så det værd, Bell County?“ (Bell er navnet på et område i Texas) „Var det så det værd, Belton?“ (Belton er en by i Bell County) Det blev afbrudt af bandeord.

Han var kun et par meter fra os, og han skød stadig mens han gik rundt. Vi fik aldrig set hans ansigt, men han var så tæt på os at vi kunne fornemme gulvet vibrere når kuglerne ramte det. Både Paula og jeg bad stille til Jehova. Vi lå helt stille uden at røre os. De der rørte sig blev skudt. Jeg holdt med hænderne om min hustrus ankler uden at vide om hun var i live eller var død.

Så gik han tilbage samtidig med at han skød rundt omkring. Han gik ned langs den anden side af den U-formede udleveringsdisk og standsede ved mine fødder. Han sigtede mod den kvinde der lå bag ved mig. „Her er en til dig,“ sagde han da han affyrede kuglen mod hende. Lige inden han skød havde hun sagt: „Han kommer hen imod os.“ Hun havde sikkert løftet hovedet.

Skuddet var så kraftigt at jeg troede jeg var blevet ramt. Jeg kunne høre at den bevæbnede mand ændrede retning og gik ind i spiseafdelingen, der lå 15-20 meter fra os. Jeg vidste at der, mellem den afdeling og os, var en væg der skjulte os for ham. Jeg rejste mig endelig op for at se om Paula var uskadt, og hun gjorde det samme og sagde: „Lad os komme væk!“

Vi løb ud gennem hoveddøren, og omkring otte eller ti andre fulgte efter. En ældre kvinde der ikke kunne gå så stærkt gik ind foran os. Vi måtte beherske os og være tålmodige selv om vi var bange. Vi løb over et åbent område på størrelse med en fodboldbane og søgte tilflugt i en nærliggende beboelsesejendom. Dér ringede vi til en bekendt og bad hende om at hente os nede på gaden.

Da vi forlod bygningen så vi at politiet nærmede sig fra den anden retning. Der var allerede fløjet helikoptere til for at transportere de sårede. Vi var stadig nervøse, for vi vidste ikke hvor den bevæbnede mand befandt sig. Vores bekendt, der havde hørt om massakren i radioen, græd da hun kom for at hente os.

Eftervirkningerne

Da vi kom hjem var der mange af vores venner der kom for at se til os. Hvor var deres besøg opmuntrende! Den næste dag ville vi som sædvanlig begynde formiddagen med at gå ud at forkynde. På vejen købte jeg en avis, og reportagen deri fik hele episoden til at stå lyslevende for mig. Vi indså at vi følelsesmæssigt endnu ikke var i stand til at opsøge mennesker, så vi tog hjem igen.

I ugevis derefter blev vi nervøse når vi færdedes på offentlige steder. På et tidspunkt var vi inde på en burgerbar, da en ballon sprang. Det fik virkelig vores nerver til at dirre! Traumaspecialister siger at den bedste terapi for nogle der har oplevet en sådan episode er at tale åbent om den. Hvor var vi taknemmelige for at vores venner havde besøgt os i dagene efter hændelsen, hvilket havde gjort dette muligt for os.

En af vores venner sagde til Paula: „Forkyndelsen skal nok gøre dig rask.“ Hun havde ret. Den første uge tøvede Paula med at deltage i den offentlige forkyndelse, men snart efter genoptog hun hus-til-hus-forkyndelsen og ledede igen bibelstudier.

Bibelen har sandelig ret når den advarer imod at man isolerer sig. (Ordsprogene 18:1) Vi erfarede at folk, på grund af det der skete på cafeteriet den dag, havde søgt ensomhed og det endda nogle som ikke engang havde været der. Det resulterede i at de selv flere måneder efter massakren var bange for at gå ud.

Hvad der især har hjulpet os til at komme igennem denne episode, er forståelsen af Bibelens profetier. Den tid vi lever i bliver i Guds ord omtalt som ’kritiske tider som er vanskelige at klare’. (2 Timoteus 3:1) Man vil desværre kunne forvente tragedier som massakren på Luby’s Cafeteria. En meget anerkendt ekspert, dr. James A. Fox, siger faktisk at otte af de ti mest grusomme massemyrderier i USA’s historie er foregået siden 1980.

Jack Levin, der er professor i sociologi og medforfatter til bogen Mass Murder, siger at disse massedrab er et udtryk for at samfundet og økonomien har spillet fallit. „Mange midaldrende mænd føler at livet har løbet dem over ende,“ siger han. „De har mistet deres arbejde eller er blevet skilt. Det sikkerhedssystem der plejede at være der er gået i opløsning, såvel kirken som familien.“ Det var tilsyneladende det der var sket for morderen, den 35-årige George J. Hennard, der kom fra en familie der var gået i opløsning; han havde for nylig fået frataget sin søfartsbog på grund af mistanke om stofmisbrug.

Ja, alle har brug for Bibelens håb om den retfærdige nye verden som Gud lover. (2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4) Vores tillid til at alle de tragedier der er i dag snart vil være noget der hører fortiden til, har hjulpet Paula og mig gennem denne svære tid. Vi er virkelig blevet trøstet af Gud, som han lover i sit ord, Bibelen. (2 Korinther 1:3, 4) — Fortalt af Sully Powers.

[Illustration på side 23]

Politiet gennemsøger det indvendige af Luby’s Cafeteria, hvor en bevæbnet mand kørte igennem indgangspartiet

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Killeen Daily Herald

[Illustration på side 24]

Uidentificerede kvinder foran cafeteriet hvor en bevæbnet mand dræbte 23 mennesker, deriblandt sig selv

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Killeen Daily Herald

[Illustration på side 24]

Sully og Paula Powers