Den rette balance kan give dig et bedre liv

TOLERANCE er som sukker i en kop kaffe. Den rette mængde kan forsøde tilværelsen. Men mens vi måske er gavmilde med sukkeret, er vi ofte nærige med tolerancen. Hvordan kan det være?

„Folk ønsker ikke at være tolerante,“ har Arthur M. Melzer, der er docent ved Michigan State University, skrevet. „Det der falder naturligt, er . . . fordom.“ Intolerance er altså ikke blot en karakterbrist hos en minoritet — den ufuldkomne menneskehed er af natur snæversynet. — Jævnfør Romerbrevet 5:12.

Ønsket om at tvinge andre

I 1991 skrev tidsskriftet Time om den voksende snæversynethed i USA. Artiklen beskrev hvad den kaldte „livsstilsfortalere“, folk som prøver at pånøde andre deres adfærdsnormer. De der falder uden for normen, bliver hængt ud. En kvinde i Boston mistede for eksempel sit job fordi hun nægtede at have makeup på. En mand i Los Angeles blev fyret fordi han var overvægtig. Hvorfor er mange så opsatte på at få andre til at passe ind i en bestemt skabelon?

Mennesker der er snæversynede, er ofte urimelige, selviske, stædige og dogmatiske. Men er vi ikke alle det til en vis grad? Hvis sådanne karaktertræk vinder fodfæste i personligheden, bliver man snæversynet.

Hvad med dig? Ryster du på hovedet ad det som andre kan lide at spise? Vil du som regel gerne have det sidste ord i en samtale? Skal alting gå efter dit hoved når du arbejder sammen med andre? Hvis det er tilfældet, ville det måske gøre godt med lidt mere sukker i kaffen.

Men som det blev nævnt i den foregående artikel, kan intolerance også komme til udtryk i fjendtlig fordom. En af de faktorer der kan give næring til intolerance, er alvorlig ængstelse.

„En dyb følelse af usikkerhed“

Etnologer har gransket i menneskets historie for at finde frem til hvornår og hvor racisme dukker op. De har fundet ud af at denne form for intolerance ikke er til stede til alle tider, og heller ikke i alle lande i samme grad. Det tyske naturvidenskabelige tidsskrift GEO siger at racemæssige gnidninger dukker op i krisetider når „folk har en dyb følelse af usikkerhed og fornemmer at deres identitet trues“.

Er en sådan „dyb følelse af usikkerhed“ fremherskende i dag? Helt afgjort. Menneskeheden oplever som aldrig før den ene krise efter den anden. Arbejdsløshed, stigende leveomkostninger, overbefolkning, ozonlagets nedbrydning, kriminalitet i byerne, forurening af drikkevandet, global opvarmning — en nagende frygt for ethvert af disse forhold skaber ængstelse. Kriser skaber ængstelse, og for megen ængstelse baner vej for intolerance.

Denne intolerance kommer blandt andet til udtryk der hvor forskellige etniske og kulturelle grupper føres sammen, som det er tilfældet i visse lande i Europa. Ifølge en rapport i National Geographic i 1993 var de vesteuropæiske lande på det tidspunkt vært for mere end 22 millioner indvandrere. Mange europæere „følte sig overvældet af strømmen af tilflyttere“ der havde et andet sprog og en anden kultur eller religion. Uviljen mod fremmede er vokset i lande som Belgien, England, Frankrig, Italien, Spanien, Sverige, Tyskland og Østrig.

Hvad med verdenslederne? I 1930’erne og 1940’erne gjorde Hitler intolerance til regeringspolitik. Sørgeligt nok har nogle af vor tids politiske og religiøse ledere brugt intolerance som et middel til at nå deres mål. Det har været tilfældet i lande som Frankrig, Irland, Rusland, Rwanda, USA og Østrig.

Undgå apatiens snare

Når der er for lidt sukker i kaffen, fornemmer vi hurtigt at der mangler noget; når der er for meget sukker i, får vi en vammel smag i munden. Sådan er det også med tolerance. Læs for eksempel følgende betragtninger af en mand som underviser på et universitet i USA.

For nogle år siden fandt David R. Carlin jr. frem til en simpel, men effektiv måde hvorpå han kunne sætte skub i en klassedrøftelse. Han kom med en provokerende udtalelse som han vidste eleverne ville protestere imod. Det resulterede i en livlig drøftelse. I 1989 skrev Carlin imidlertid at metoden ikke længere virkede. Hvorfor ikke? Eleverne gav ham stadig ikke ret i det han sagde, men de havde ikke lyst til at diskutere det. Carlin forklarede at de havde antaget „skeptikerens letkøbte tolerance“ — en sorgløs, ligegyldig holdning.

Er en ligegyldig holdning det samme som tolerance? Hvis ingen tager sig af hvad andre tænker eller gør, er der overhovedet ingen normer. Fravær af normer er apati — fuldstændig mangel på interesse. Hvordan udvikles en sådan holdning?

Ifølge føromtalte professor Melzer spredes apati i et samfund der accepterer mange forskellige former for opførsel. Folk får den opfattelse at alle former for adfærd kan accepteres, og at alt kan overlades til den enkeltes afgørelse. I stedet for at lære at tænke sig om og stille spørgsmål til om noget er acceptabelt eller ej, „lærer [folk] ofte at lade helt være med at tænke“. De mangler den moralske rygrad der får dem til at modstå andres intolerance.

Hvad med dig? Sker det at du tager dig selv i at have en ligegyldig holdning? Griner du ad sjofle eller racistiske vittigheder? Lader du dine teenagebørn se videofilm der fremmer begærlighed eller umoralitet? Giver du dine børn lov til at spille voldelige computerspil?

At tolerere for meget resulterer i at en familie eller et samfund får problemer, eftersom ingen ved — eller bryder sig om — hvad der er rigtigt eller forkert. Den amerikanske senator Dan Coats har advaret mod at ’falde i den snare at forveksle tolerance med apati’. Tolerance kan give én et åbent sind; for meget tolerance — apati — kan føre til at man bliver tomhjernet.

Hvad bør man tolerere, og hvad bør man tage afstand fra? Hvad er hemmeligheden bag det at finde den rette balance? Det vil blive behandlet i næste artikel.

[Illustration på side 5]

Stræb efter at reagere ligevægtigt