Everglades i Florida — Et desperat nødråb fra vildmarken
HVERT år strømmer næsten en million besøgende til dette tropeparadis for at beskue den store Skabers fantastiske undere. Her er ingen kilometerdybe kløfter eller høje bjergtinder at blive duperet af, ingen brusende vandfald at tage billeder af og heller ingen omstrejfende elsdyr eller luntende gråbjørne at betragte fra en sikker udkigspost. Nej, Everglades National Park er den første nationalpark i verden der udelukkende er oprettet på grund af sin biologiske mangfoldighed og ikke på grund af et betagende landskab.
Everglades består dels af halvtørre græsarealer og dels af tropiske sumpe, og den er derfor blevet kaldt en „græsflod“. Her lever dyrene som de har gjort i århundreder. Tre meter lange alligatorer slikker solskin i den fugtige varme mens de holder et øje på klem for at udse sig deres næste måltid. Om natten genlyder sumpene af deres brøl, og jorden ryster under deres parringsritualer. Skildpadder så store som vaskebaljer pløjer sig gennem græsset i deres søgen efter føde. Kvikke, legesyge oddere færdes i samme område. I det bløde mudder kan man se friske spor efter floridapumaen der har været på rov. Den hvidhalede hjort må hele tiden være på vagt for ikke at blive pumaens næste måltid. Vaskebjørnen, der ofte skildres i færd med at vaske sin mad i et vandløb, finder sig godt til rette i Everglades, hvor den kan vælge mellem mange forskellige fødevarer fra det lokale menukort.
Der er også en righoldighed af liv som de besøgende i Everglades næsten ikke bemærker. Frøer af forskellig slags sidder camouflerede på blade på jorden og på åkander og smukke vandhyacinter i de udgravede kanaler. Imellem vandplanterne kommer en sumpsnegl krybende i langsomt tempo. Sumpsneglen er et bløddyr på størrelse med en golfkugle, og den er udstyret med gæller og en simpel form for lunge, så den kan trække vejret både over og under vand. De lavvandede områder vrimler med krabber, krebsdyr og forskellige fisk. Der er slanger, insekter og kryb i massevis, der alle venter på at få noget at æde eller som selv bliver ædt.
Blandt de vingede skabninger ser man de smukke rosa skestorke, hvide ibisser og snehejrer der cirkler på himmelen mens deres mager ruger på æggene. Synet af de eksotiske store blåhejrer, der flyver for hurtigt til at man kan nå at tælle dem, er noget man sent glemmer. Havmåger, pelikaner og eksemplarer af amerikansk sultanhøne deler luftrummet med den majestætiske hvidhovedede havørn, USA’s nationalsymbol.
Så er der den langhalsede totoppede skarv og anhingaen, der også kaldes slangehalsfuglen på grund af den måde hvorpå den bevæger sin lange S-formede hals. Begge fugle er skabt med en glubende appetit, og de kappes om føden i Everglades’ lavvandede områder. Når fuglene er våde, spreder de prangende deres vinger og halefjer ud som om de er stillet op til at blive fotograferet. De flyver kun når fjerene er fuldstændig tørre.
Vi må heller ikke overse riksetranen, der sikkert vil skræmme de besøgende med sine skrig. Denne store, brun- og hvidspættede fugl er blevet kaldt grædefuglen fordi dens skrig lyder som et sørgende menneskes fortvivlede klageråb. Den sjældne og truede snegleglente — hvis overlevelse afhænger af forekomsten af sumpsnegle — er en rovfugl på størrelse med en krage, og den betager mange fuglekiggere. Besøgende der retter blikket opad, vil sikkert i forundring betragte de mange fugle som har slået sig ned i vældige egetræer med skinnende grønt løv og dekorative bånd af spansk mos. Fuglenes farvepragt blander sig med grønne og røde blomster som hænger ned fra sarte slyngplanter der snor sig om træerne. Her kan man fuldstændig glemme tid og sted. Det er en verden helt for sig, et bogstaveligt paradis — naturligt og smukt.
Endelig er der vådområderne og de gyldne sumpplanter — et umiskendeligt træk ved Everglades. Så langt øjet rækker, ligger denne helt flade, funklende og glitrende „græsflod“ der, med et fald på blot fire centimeter pr. kilometer, langsomt bevæger sig sydover. Umærkeligt, uden nogen synlig strøm, flyder vandet dovent ud mod havet. Dette er selve Everglades’ hjerteblod; uden det ville Everglades dø.
I begyndelsen af dette århundrede, før Everglades i den grad blev ødelagt og forstyrret af menneskers indgriben, målte dette græshav hele 80 kilometer i øst-vestlig retning og 500 kilometer fra Kissimmeefloden til Floridabugten. Vandet står så lavt at en mand af gennemsnitshøjde ville kunne tilbagelægge hele denne strækning uden at få våde skuldre. Luftpudebåde stryger af sted hen over vandoverfladen i vådområderne. I høj fart går det gennem de høje, gyldne sumpplanter, og vindblæste turister får sig en uforglemmelig oplevelse. Lystfiskere kommer her for at fange aborrer og andre fersk- og saltvandsfisk, ligesom de har gjort i generationer.
Et råb om hjælp
I begyndelsen af dette århundrede anså Floridas politikere og entreprenører Everglades for at være et morads af uønskede væsener der skulle fjernes så man kunne udstykke området, udvide byen og opdyrke jorden. „Byg dæmninger og diger, dræn området, og lad vandet løbe et andet sted hen,“ lød deres valgsprog. I 1905, før N. B. Broward blev guvernør i Florida, lovede han at vride den sidste dråbe vand ud af den „pestbefængte sump“.
Dette var ikke tomme løfter. Enorme entreprenørmaskiner og en masse dræningsudstyr blev hentet hertil. Under ledelse og tilsyn af de amerikanske ingeniørtropper blev der i alt gravet 90 kilometer kanaler i en dybde af 9 meter, hvorved mere end en million kvadratmeter vådområder blev ødelagt. Der blev bygget store dæmninger, diger og pumpestationer, og flere kanaler og veje krydsede Everglades. Fra dette område der myldrede af liv, ledte man dyrebart, livgivende vand bort for at bruge det til vanding af store, nyopdyrkede landbrugsarealer. Byerne langs kysten voksede mod vest og opslugte endnu mere af Everglades. Man anlagde store boligområder, hovedveje, indkøbscentre og golfbaner.
Skønt en del af Everglades blev gjort til nationalpark i 1947, fortsatte man i et ødelæggende tempo med at dræne og bortlede vandet. Miljøforkæmpere er enige om at dræningen af Everglades — og dét at man brugte millioner af dollars på det — var en stor bommert. Kun få forstod at en afbrydelse af vandgennemstrømningen ville have en ødelæggende effekt på livet i Everglades. Der gik årtier før skaderne viste sig.
I midten af 1980’erne slog miljøforkæmpere og biologer imidlertid alarm og meddelte at Everglades var ved at dø. Det var som om alt levende i området klagede sig og råbte om hjælp. Alligatorernes vandhuller begyndte at tørre ud i tørkeperioderne. Når regntiden så kom og områderne blev oversvømmet, skyllede æggene og rederne væk. Nu svinder alligatorernes antal hastigt ind. Der er rapporter om alligatorer der spiser deres egne unger. Fremmedartede vadefugle som tidligere talte over en million i dette område, er blevet reduceret til nogle tusind, en tilbagegang i antallet på 90 procent. De smukke rosa skestorke som tidligere formørkede himmelen når de vendte tilbage til deres kolonier, er svundet i tal så de nu kun tæller nogle ganske få i sammenligning. Siden 1960’erne er antallet af den amerikanske skovstork faldet fra 6000 ynglende fugle til blot 500, og arten er nu truet. Yngledammene i Floridabugten som hører under statens skaldyrsindustri, er også truet. Antallet af alle andre hvirveldyr, fra hjorte til skildpadder, er ifølge en kilde faldet mellem 75 og 95 procent.
Med den stadige udbygning af landbruget og andre menneskeskabte virksomheder begyndte gødnings- og ukrudtsmidler snart at forurene land og vand. Man har opdaget høje forekomster af kviksølv i alle led af fødekæden, fra fiskene i sumpen til vaskebjørnene, alligatorerne og skildpadderne. Fiskere er blevet rådet til ikke at spise aborrer og maller der er fanget bestemte steder, da de er forgiftet med kviksølv udvasket fra jorden. Panteren er også blevet offer for menneskets indtrængen, idet den ikke blot er blevet dræbt af kviksølvforgiftning, men også af krybskytter. Dyret er alvorligt truet; man mener at der er færre end 30 tilbage i hele staten, og kun 10 i Everglades. Mange af de planter der er naturligt hjemmehørende i Everglades, er også i fare for at blive udryddet.
Nogle naturiagttagere og miljøforkæmpere mener at det måske er for sent at redde Everglades. Myndighederne, parkopsynsmændene og mange miljøforkæmpere har dog den mening at man med en hurtig indgriben kan redde Everglades, men det kræver at staten og forbundsinstanserne støtter indsatsen, også økonomisk. En embedsmand siger: „Ingen ved med sikkerhed hvornår noget der er så stort og komplekst, ikke længere står til at redde. Måske er det for sent.“ Biologen John Ogden indrømmer at det ikke ser alt for lyst ud med hensyn til at genetablere Everglades, men han er optimistisk. „Det er jeg nødt til at være,“ siger han. „Alternativet er en biologisk ørken hvor der kun er en rest af parken tilbage med nogle få alligatorer her og nogle fuglereder dér samt et fint museum med en udstoppet panter som hovedattraktion.“
Biologers, miljøforkæmperes og lokale embedsmænds ramaskrig er blevet hørt af politikere og embedsmænd i Washington, også af præsidenten og vicepræsidenten. Opgaven er igen havnet på tegnebordet hos de amerikanske ingeniørtropper, hvis forgængere sjuskede med det job de indledte for mange år siden. Den nye vision er at redde Everglades og livet dér, i stedet for at dræne det, bygge dæmninger og lede vandet andre steder hen.
Det vigtigste er vandet. „Forudsætningen for et vellykket resultat er renere vand, og dét i store mængder,“ skriver U.S.News & World Report, og „det kan vi kun få på bekostning af landbruget og byområder. Det sydlige Floridas sukkerplantager og gartnerier står sandsynligvis først for skud.“ „Denne ’vandkage’ bliver svær at skære, men vi har givet nok og kan ikke give mere,“ siger Everglades’ tilsynsførende, Robert Chandler. „Nu må de der ønsker at stedet skal bevares, virkelig gøre noget,“ tilføjer han. De der står bag genoplivningen af Everglades, frygter at den største modstand vil komme fra sukkerrørsdyrkerne i Florida samt fra de landmænd der har store landbrug i Everglades. På bekostning af livet i Everglades bliver store mængder vand ledt ud til disse landbrug.
Hvis Everglades skal reddes og genoprettes, vil det være den største og dyreste miljøplan i historien. „Vi taler om mange penge, vi taler om meget store arealer, og vi taler om genoprettelsen af et økosystem i en målestok som verden aldrig før har set,“ udtaler den embedsmand der har ansvar for Evergladesprojektet under Verdensnaturfonden. Tidsskriftet Science forklarer: „I løbet af de næste 15-20 år, og til en pris af cirka 2 milliarder dollars, vil de amerikanske ingeniørtropper samt stats- og forbundsinstanser søge at genoprette hele Everglades’ økosystem, hvilket indbefatter 14.000 kvadratkilometer vådområder og anlagte sejlløb.“
I planen indgår yderligere opkøb af 40.000 hektarer landbrugsjord nær Okeechobeesøen. Dette område skal omdannes til marsk der kan filtrere de giftstoffer fra som udvaskes af den tilbageværende landbrugsjord. Sukkerrørsdyrkerne protesterer højlydt mod et forslag om at nedskære deres statsstøtte (cirka 10 øre pr. kilo) og i stedet bruge pengene på at rense Everglades. „Genopbygningen bør betales af dem der har haft størst gavn af at Everglades blev ødelagt: dem der er beskæftiget i Floridas sukkerproduktion,“ stod der i en leder i avisen USA Today. Man anslår at nedskæringen i statsstøtten vil kunne frigøre 35 millioner dollars om året.
Det forventes at kampen som landmænd og sukkerrørsdyrkere kæmper mod biologer, miljøforkæmpere og naturelskere, vil fortsætte — sådan som det også har været tilfældet i andre dele af USA hvor de samme faktioner har haft sammenstød. Vicepræsident Al Gore har opfordret til samarbejdsvilje. „Ved at samarbejde,“ siger han, „kan vi bilægge striden og sikre et sundt miljø og en blomstrende økonomi. Men tiden er inde til at handle nu. Der findes ikke noget andet Everglades i hele verden.“
[Illustration på side 13]
Alligator
[Kildeangivelse]
USDA Forest Service
[Illustration på side 14]
Hvidhovedet havørn
[Illustration på side 15]
Hvid ibis
[Illustration på side 15]
Et par anhingaer (slangehalsfugle) på rede
[Illustration på side 16]
En vaskebjørnetrio
[Illustration på side 16]
Hejre
[Illustration på side 17]
Riksetrane (eller grædefuglen)
[Illustration på side 17]
Stor blåhejre
[Illustration på side 17]
Unger af totoppet skarv