„Når jeg er svag, så er jeg stærk“
JEG er vokset op i Petaluma, en lille by nord for San Francisco i Californien. Min mor var religiøs, mens min far ikke havde meget tilovers for religion. Jeg har altid selv troet på en skaber — uden dog at have noget kendskab til ham.
Jeg havde en lykkelig barndom og voksede op som en glad pige. Jeg nyder at tænke tilbage på denne sorgløse tid. Dengang var jeg imidlertid ikke klar over at der skete ting i min krop som senere ville begrænse min frihed meget. Jeg kan huske at jeg i 1960, under mit sidste år i highschool, fortalte min bedste veninde om de smerter jeg havde i et par af fingrene.
Kort efter fik jeg så stærke smerter i fødderne at min mor fik mig indlagt på et hospital i San Francisco, hvor jeg var i en lille uge. Jeg var på det tidspunkt 18 år, og nogle prøver viste at jeg havde reumatoid artritis (kronisk leddegigt). Først fik jeg indsprøjtninger med guldnatriumthiosulfat, så prednison og derefter en anden form for kortison. Alt i alt tog jeg disse medikamenter i 18 år. Hvert af dem dulmede smerten i nogle år, men blev efterhånden virkningsløst, og så måtte jeg skifte til et nyt præparat. Jeg kunne ikke ignorere den konstante smerte, og desperat begyndte jeg at søge efter forskellige former for medicinske løsninger. Jeg har fundet et par alternative behandlingsformer der i nogen grad har hjulpet. Lykkeligvis har jeg ikke så store smerter nu som da sygdommen var på et mere aggressivt stadium.
En dag i 1975 fandt min søn tilfældigvis en optegnelsesbog som min mor havde ført over mig da jeg var spæd. Jeg opdagede at en læge havde påbegyndt strålebehandling af mig for en forstørret brissel da jeg var et halvt år gammel. Jeg tror at dét måske er grunden til min sygdom i dag. I så fald var det en frygtelig fejl der var begået!
Jeg blev gift i 1962. I 1968, i sygdommens tidlige stadier, arbejdede min mand, Lynn, og jeg sammen i vores bageri. Vi stod op ved firetiden om morgenen. Min mand lavede dejen, og mens brødet var i ovnen, tog han sig måske en lur på melsækkene. Vi skar brødet i skiver og pakkede det, hvorefter Lynn bragte det ud. En gang imellem besøgte en forsikringsmand os i bageriet og fortalte om Guds lovede rige. Vi syntes om det vi hørte, men havde meget travlt. Vi fik flere og flere kunder og dermed mere og mere arbejde. Til vores store glæde købte et andet bageri os ud. Lynn begyndte at arbejde for det, og jeg fik job i en skønhedssalon. Efterhånden som min sygdom forværredes, kunne jeg kun arbejde tre dage om ugen, og til sidst måtte jeg helt holde op.
I denne periode kom et af Jehovas vidner regelmæssigt og besøgte mig med bladene Vagttårnet og Vågn op! Jeg gav hende altid et bidrag og tog imod bladene idet jeg tænkte at jeg gjorde hende en tjeneste. Når hun var gået, fik bladene lov til at ligge på en hylde i nogle dage, hvorefter en af os altid smed dem ud. Nu hvor vi er kommet til at værdsætte bladenes åndelige værdi, kan vi se at det ikke var særlig klogt. Men på det tidspunkt interesserede religion os ikke.
Et åndeligt behov
En aften talte min mand og jeg om at livet måtte være andet end blot at spise, sove og arbejde hårdt. Vi begyndte at søge efter det åndelige aspekt, som vi følte manglede i vores tilværelse. Vi vendte vores opmærksomhed mod en lille kirke der lå på den vej hvor vi boede, men vi fik ikke det åndelige skub som vi havde håbet på. Kirkemedlemmerne talte hovedsagelig om deres lokale problemer.
I omkring et år var forkynderen kommet med bladene til os, men min indstilling til bladene ændrede sig ikke før jeg læste et nummer af Vågn op! fra oktober 1968 (på dansk 22. april 1969) med titlen „Er det senere end du tror?“ Jeg syntes om det jeg læste, og lykkeligvis appellerede det også til min mand. Vi begyndte at studere Bibelen, og vi sugede straks alle de skønne ting vi lærte, til os. I 1969 blev vi døbt.
Som tiden gik, blev det vanskeligt for mig at rejse mig op og sætte mig ned, for ikke at tale om hvor svært det blev for mig at gå. Jeg skulle tvinge mine knæ til at bøje sig for at jeg kunne komme ind og ud af bilen. Jeg havde lært at leve med begrænsninger og med smerter der ofte fik mig til at græde. Så når jeg havde rettet på makeuppen, tog vi af sted til møder eller ud i forkyndelsen. Jeg gik fra dør til dør så længe jeg kunne. Jeg prøvede at komme ud at forkynde en eller to gange om ugen, indtil stivheden og smerterne i mine knæ og fødder satte en stopper for det. Ofte var jeg bange for at falde og ikke kunne rejse mig igen, men det hjalp når jeg talte med Jehova. Nogle gange græd jeg mens jeg bad til ham.
Det var dog ikke altid gråd med tårer. En person der lider af reumatoid artritis, kan også plages af tørre øjne. Jeg har haft perioder hvor mine øjne har været så tørre at jeg havde svært ved at læse. I disse perioder lyttede jeg til oplæsning af Bibelen på kassettebånd. Jeg gik ofte rundt med lukkede øjne fordi hornhinden ville blive ridset hvis jeg bevægede øjenlågene. Jeg kunne lige så godt have været blind. Til tider var jeg nødt til at dryppe mine øjne hvert 5. minut. Det værste var dog da jeg måtte smøre mine øjne ind i salve og gå med bandage i fem eller seks dage indtil de var i bedring. Det er ikke nemt at bevare en taknemmelig indstilling når man kæmper med en langvarig sygdom der ikke kan forventes at gå i sig selv i denne verden.
I 1978 var jeg nødt til at få en kørestol — men det var en svær beslutning. Jeg havde udskudt det så længe jeg kunne, men nu havde jeg ikke længere noget valg. Jeg vidste godt at det ville blive nødvendigt en dag, men jeg havde håbet at Guds nye verden var kommet inden da. Lynn købte en høj, drejelig stol der havde en bred, femhjulet sokkel. Ved hjælp af den kunne jeg skubbe mig selv rundt i huset.
Det var frustrerende for mig når jeg skulle række ud efter noget eftersom min arm ikke kunne rettes helt ud og mine bøjede og krumme fingre ikke kunne gribe fat. Jeg fik derfor anskaffet mig en slags gribetang; med den kunne jeg samle ting op fra gulvet, åbne et skab eller tage varer ud af køleskabet. Efterhånden som jeg er blevet bedre til at håndtere denne gribetang, kan jeg passe nogle huslige gøremål. Jeg kan lave mad, tage opvasken, vaske gulvet og stryge og lægge tøj sammen. Jeg er lidt stolt over at kunne klare disse ting, og jeg er glad for at jeg stadig kan gøre mig lidt nyttig derhjemme. Men det der før tog mig et par minutter, tager nu timer.
Telefonforkyndelse
Det tog sin tid inden jeg fik samlet mod til at prøve at forkynde over telefonen. Jeg troede ikke at jeg kunne finde ud af det, men nu nyder jeg det virkelig og har haft gode resultater med det. Til min overraskelse minder det meget om at forkynde fra dør til dør; det er blot en anden måde at fortælle folk om Jehova og hans hensigter på.
En af de indledninger jeg bruger, lyder: „Goddag, er det hr. ——? Mit navn er fru Maass. Jeg taler ganske kort med folk, og hvis De har et par minutter, vil jeg også gerne tale med Dem. (Et almindeligt svar er: „Hvad drejer det sig om?“) Vil De ikke give mig ret i at det godt kan skræmme en når man hører hvad der foregår i verden i dag? (Jeg lader den besøgte svare.) Lyt engang til denne tanke fra Bibelen der giver os et solidt håb for fremtiden.“ Derefter læser jeg mønsterbønnen og eventuelt Andet Petersbrev 3:13. Jeg har overdraget nogle genbesøg til andre kristne søstre eller til Lynn, som de så må følge op for mig.
I årenes løb har jeg haft mange gode samtaler og sendt brochurer, blade og bøger til dem der har vist interesse. Nogle er begyndt at studere Bibelen via telefonen. En dame jeg talte med, sagde at hun bare kunne studere på egen hånd, og at det var nok for hende. Men efter flere drøftelser indvilligede hun i et bibelstudium hjemme hos mig grundet den situation jeg befandt mig i.
En anden gang ringede jeg til et nummer hvor en telefonsvarer henviste til et nyt nummer. Selv om jeg altid kun ringer på lokalnumre, og dette var et udenbysnummer, fik jeg alligevel lyst til at ringe op. En dame tog telefonen. Efter at vi havde talt sammen i et stykke tid, sagde hun at både hun og hendes mand gerne ville i kontakt med sande kristne. De boede cirka en times kørsel fra vores hjem, så Lynn og jeg besøgte dem og påbegyndte et bibelstudium.
Jeg finder stadig stor glæde ved at fortælle andre om Jehova og om hans løfte om ’nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo’. For nylig sagde en dame som jeg i adskillige måneder har talt med: „Hver gang jeg taler med dig, føler jeg at jeg får større kundskab.“ Jeg ved at den kundskab som jeg giver videre til andre, fører til evigt liv og giver en glæde som selv jeg kan udstråle til trods for min vanskabte krop. Nogle gange kan jeg gøre mere i forkyndelsen end andre gange, men jeg ville ønske at jeg kunne gøre meget, meget mere hele tiden! Jeg ved at Jehova kender hver enkelts situation, og at han værdsætter det vi kan gøre, uanset hvor lidt det måske synes at være. Ofte tænker jeg på Ordsprogene 27:11: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ Jeg vil gerne være med til at bevise at Satan er en løgner.
Det er altid opmuntrende at komme til møderne, selv om det er vanskeligt for mig at komme derhen. Jehova har tilvejebragt mange skønne foranstaltninger for at vi kan få åndelig føde i rigelige mængder. Det tilbud vil jeg bestemt fortsat benytte mig af. Vi er meget glade for at vore to børn har gjort sandheden til deres egen. Vores datter, Terri, er gift med en god broder, og de har fire børn som jeg elsker meget højt. Det varmer os om hjertet at vore børnebørn også elsker Jehova! Vores søn, James, og hans kone, Tuesday, har valgt at tjene Jehova på Betel i Brooklyn, Jehovas Vidners hovedkontor i New York.
Et jordisk paradis ved Jehovas kraft
Jeg forsøger at holde mig Jehovas vidunderlige løfte om et jordisk paradis for øje. Selv i dag kan man begejstres over hans skaberværk. Jeg nyder at betragte en smuk solnedgang og fryder mig over det store udvalg af blomster med forskellige dufte. Jeg elsker roser! Da jeg ikke kan komme så meget ud af huset mere, nyder jeg i fulde drag at mærke de varme solstråler når jeg endelig er ude. Jeg lukker øjnene og forestiller mig et smukt bjerglandskab hvor vi som familie hygger os på en åben eng fyldt med vilde blomster. Der er en klukkende bæk og rigeligt med saftig, sød vandmelon til alle. Når jeg magter det, maler jeg billeder der kan hjælpe mig til at tænke på det lovede jordiske paradis. Mens jeg maler, forestiller jeg mig at jeg selv er der. Jeg ved at Jehova kan gøre de værdifulde fantasiforestillinger jeg i dag glæder mig over, til virkelighed.
Jeg kan godt lide at tænke på et skriftsted som Jakob 1:12. Her står der: „Lykkelig er den mand som holder ud under prøvelse, for når han er godkendt vil han få livets krone, som Jehova har lovet dem der fortsat elsker ham.“ Paulus sammenlignede sin lidelse med ’en Satans engel der til stadighed slog ham’. Han bad Jehova om at fjerne hans „torn i kødet“, men fik at vide at Guds kraft blev gjort fuldkommen i svaghed. At Paulus klarede sig trods denne svaghed, var et bevis på at Guds kraft var over ham. Paulus sagde: „Når jeg er svag, så er jeg stærk.“ (2 Korinther 12:7-10) Jeg føler at den smule jeg kan udrette nu trods mine begrænsninger, kun kan lade sig gøre ved hjælp af Guds kraft.
Apostelen Johannes har nedskrevet en beretning der er til stor opmuntring for mig. Den handler om en mand som på grund af sin sygdom havde ligget på en båre i 38 år. Han havde, sammen med andre syge, håbefuldt ligget ved en dam idet han havde et stort ønske om at forfriske sig i den. Han kunne ikke komme ned til vandet, som han håbede kunne helbrede ham. En dag så Jesus ham og sagde til ham: „Vil du gerne være rask?“ I mit tilfælde ville en strøm af glædestårer have kunnet besvare det spørgsmål! Jesus sagde til ham: „Stå op, tag din båre og gå.“ (Johannes 5:2-9) Vi er mange som ivrigt venter på at høre en sådan opfordring! — Fortalt af Luretta Maass.
[Illustration på side 24]
Jeg tænkte på et barn som elskede andre, og her går hun glad og fro på en eng
[Illustration på side 25]
Jeg var i godt humør og forestillede mig en eventyrlysten dreng på stylter som havde en hund der løb mellem benene på ham
[Illustrationer på side 26]
Jeg finder telefonnumre på dem jeg vil forkynde for
Jeg taster et telefonnummer