Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g97 8/2 s. 14-17
  • Frugtbar jord der bliver til ørken

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Frugtbar jord der bliver til ørken
  • Vågn op! – 1997
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Ørkener bevæger sig, og definitioner ændres
  • Ørkendannelse
  • Årsag og virkning
  • Ingen hurtige løsninger
  • ’Ørkenen skal glæde sig’
  • Kan jorden overleve?
    Vågn op! – 1980
  • Vi betragter verden
    Vågn op! – 2001
  • De ’sagde det med blomster’ i Japan
    Vågn op! – 1991
  • Vi betragter verden
    Vågn op! – 1998
Se mere
Vågn op! – 1997
g97 8/2 s. 14-17

Frugtbar jord der bliver til ørken

DET siges at frugtbar jord i næsten 100 lande er ved at blive til ørken. Dette vil berøre 900 millioner mennesker og betyde et årligt indkomsttab på 42 milliarder dollars på verdensplan. Skønt de fattige lande er hårdest ramt (81 af landene er udviklingslande), truer ørkendannelse lande på alle kontinenterne.

FN’s Miljøprogram (UNEP) kalder ørkendannelse for „et af de alvorligste globale miljøproblemer“. Samtidig siger nogle forskere at „ørkenerne ikke breder sig“. Hvordan skal det forstås?

Ørkener bevæger sig, og definitioner ændres

Efter den lange tørke i Sahel-området i Afrika (1968-73) stod billedet af ørkener der indtog landbrugsjord, prentet i folks bevidsthed. Men de „dystre og dommedagsagtige scenarier“ som forskerne dengang skildrede, var „baseret på sparsomme oplysninger indsamlet over en relativt kort periode, og de gav et unøjagtigt billede,“ siger Donald A. Wilhite, leder af Det Internationale Tørkeinformationscenter ved Nebraska-universitetet i USA.

Avancerede satellitbilleder der afslører mængden af biomasse, eller levende stof, viser at vegetationsmængden svinger i takt med om det er tørke eller regntid. Disse udsving giver ifølge eksperterne „det indtryk at ørkenerne enten udvider sig eller trækker sig sammen“. Ørkenerne ’bevæger’ sig altså uden nødvendigvis at brede sig. Dr. Wilhite understreger dog at „ørkendannelse forekommer“. Men hvad betyder det egentlig?

Ørkendannelse

„Ørkendannelse“ forveksles ofte med det at en ørken udvider sig eller trækker sig sammen. Men ørkendannelse er ifølge en gruppe forskere et andet fænomen. Mens ørkenernes udvidelse og sammentrækning finder sted på grænsen af eksisterende ørkener, opstår ørkendannelse i ekstremt tørre egne, hvoraf nogle måske befinder sig langt væk fra allerede eksisterende ørkener. Store arealer af en sådan tør landbrugsjord, som udgør 35 procent af jordens landareal, er langsomt ved at blive til ørken. Det er dette forhold der betragtes som ørkendannelse.

Trods dette mere nuancerede syn på hvor ørkendannelse finder sted, hersker der stadig forvirring om de to fænomener. Hvorfor? Panos, en informationsorganisation i London med speciale i udviklingsspørgsmål, peger på en af grundene. Politikere holder til tider liv i billedet af en fremrykkende ørken fordi „det er nemmere at mobilisere politisk støtte til dette end til den mere komplekse ’ørkendannelsesproces’“.

„Ny viden har fremkaldt megen diskussion om hvad ’ørkendannelse’ egentlig er,“ påpeger Panos. Hvad er det man debatterer? Jo, om det er mennesket eller klimaet der er den skyldige. Først foreslog FN at man definerede ørkendannelse som „en forringelse af jordkvaliteten i tørre eller halvtørre zoner eller i de tørre områder af halvfugtige zoner forårsaget af menneskelige aktiviteter med negativ virkning“. (Kursiveret af os.) Men denne definition vakte modstand i mange lande, oplyser Camilla Toulmin, leder af „Drylands“-projektet ved Det Internationale Institut for Miljø og Udvikling. Definitionen gav jo menneskene skylden for ørkendannelsen. Derfor blev den sidste del af definitionen for nylig ændret til: „Forårsaget af klimatiske variationer og menneskelig aktivitet.“ (Kursiveret af os.) Denne nye definition giver både mennesket og klimaet skylden for ørkendannelsen, men dermed er debatten ikke overstået. Hvorfor ikke?

Panos siger: „Nogle eksperter mener at de forskellige definitioner og den efterfølgende debat i virkeligheden er et forsøg på at opnå mere økonomisk støtte til et større antal lande som vurderes til at være i fare.“ Resultaterne af den fortsatte strid er at „udtrykket i sig selv nærmest har mistet sin betydning“. Der findes dem der mener at man helt skal gå bort fra udtrykket „ørkendannelse“. Men at finde på et nyt ord vil selvfølgelig hverken løse problemet eller fjerne dets årsager. Hvad er årsagerne til ørkendannelse?

Årsag og virkning

Bogen Desertification af Alan Grainger siger at de grundlæggende årsager er intensiv dyrkning, overgræsning, skovrydning og dårlige vandingsmetoder. Når to eller flere af disse forhold er til stede samtidig, forårsager det som regel ørkendannelse. Faktorer som forandringer i befolkningen, i klimaet og i samfundsøkonomiske forhold gør desuden problemet mere akut.

Et indlysende resultat af ørkendannelse er at den tørre jord ikke kan bruges til fødevareproduktion. Dette sker i hele verden, men især i Afrika, hvor 66 procent af kontinentet er ørken eller tørre områder. Ørkendannelsen fører imidlertid også andre dårlige ting med sig. Den fører til krig. Bogen Greenwar — Environment and Conflict siger: „I de sammensatte årsager til social og politisk uro, blodsudgydelser og krig spiller nedbrydningen af miljøet en stadig større rolle.“

Selv bestræbelserne for at forhindre krige virker ødelæggende på miljøet, hvilket igen forværrer fattigdommen. Hvordan det? Panos forklarer: „Stillet over for politisk ustabilitet der skyldes svindende ressourcer på grund af ødelæggelse af muldjorden, reagerer myndighederne ofte ved at bruge militære foranstaltninger til at undertrykke volden. Det får myndighederne til at bruge deres penge på militærbudgettet og ikke på at bekæmpe fattigdommen.“ Hvordan kan man bekæmpe årsagerne til ørkendannelse frem for kun at bekæmpe dens følger?

Ingen hurtige løsninger

Efter at have overvejet dette spørgsmål i 13 måneder valgte repræsentanter for mere end 100 lande at tiltræde „FN’s konvention om at bekæmpe ørkendannelse“, en plan der ifølge FN er „et vigtigt skridt“ i kampen mod ørkendannelse. Konventionen drejer sig blandt andet om at overføre teknologier mod ørkendannelse fra de industrialiserede lande til udviklingslandene, at forske og uddanne og især gøre bedre brug af lokalbefolkningens viden. (UN Chronicle) Vil denne nye aftale bremse ødelæggelsen af landbrugsjorden?

Hvis det skal nytte noget, siger Panos, er der behov for både ord og håndgribelig støtte. Hama Arba Diallo, en af hovedmændene bag konventionen, rapporterer at der mellem 1977 og 1988 årligt er blevet brugt én milliard dollars på forholdsregler mod ørkendannelse. Men ifølge UNEP er de 81 udviklingslande nødt til at bruge mellem fire og otte gange så mange penge hvis der virkelig skal ske fremskridt.

Hvem vil betale den regning? „Der vil ikke komme mange nye tilskud fra de industrialiserede lande til arbejdet med at bekæmpe ørkendannelse,“ advarer Panos og tilføjer at det er „urealistisk hvis de fattige lande der er ramt af ørkendannelse, forventer en let eller hurtig løsning som følge af konventionen“. Panos drager dog den positive konklusion at dét at ørkendannelse nu bliver drøftet i hele verden, skaber opmærksomhed om problemet, „hvilket i sig selv er et resultat“.

’Ørkenen skal glæde sig’

I de seneste årtier er det lykkedes for mange mænd og kvinder at gøre menneskeheden mere opmærksom på den katastrofe den fortsatte ørkendannelse vil medføre. Slogans som „Før mennesket var skoven, efter mennesket er ørkenen“ har tvunget folk til at ændre kurs.

Oplyste mennesker erkender dog at ørkendannelse er et sammensat problem. De er realistiske nok til at indse at uanset hvor gode intentioner man har, er det begrænset hvad man kan gøre ved årsagerne til vore dages globale problemer.

Samtidig er det trøstende for folk der bekymrer sig om planetens fremtid, at vide at jordens Skaber har lovet at løse dette og andre miljøproblemer. Og eftersom Guds løfter, der findes i Bibelen, altid er blevet indfriet, er det realistisk at se frem til opfyldelsen af det Jehova inspirerede profeten Esajas til at skrive om ørkeners og ødelagte landområders fremtid: „Ørkenen og det udtørrede land skal glæde sig, og ørkensletten juble og blomstre som krokusen. . . . For i ørkenen er vand brudt frem, og regnfloder på ørkensletten. Og den afsvedne jord er blevet som rørbevoksede damme, og den tørstige jord som vandkilder.“ (Esajas 35:1-7; 42:8, 9; 46:8-10) Det vil være en stor glæde når vi i nær fremtid kan blive vidne til at ørkendannelsesprocessen bremses og begynder at gå den modsatte vej.

[Ramme på side 16]

Procentdel af jord der er ørken eller tørkeramt

Afrika 66%

Asien 46%

Australien 75%

Europa 32%

Nordamerika 34%

Sydamerika 31%

Hele verden 41%

[Ramme på side 17]

Skaber kunstvanding ørkener?

Kan kunstvanding skabe ørkener? Ja, hvis den ikke gribes rigtigt an. For eksempel i de tilfælde hvor den overrislede jord ikke er ordentligt drænet. Først bliver jorden mættet med vand, derefter bliver den saltholdig, og senere formes der en saltskorpe på jorden. „Forkert vanding,“ siger Panos, „omdanner landbrugsjord til ørkener lige så hurtigt som der bliver sat gang i nye kunstvandingssystemer.“

[Kort på side 16, 17]

ØRKEN

I FARE

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1995 Digital Wisdom, Inc.

[Illustrationer på side 15]

Landbrugsjord der langsomt er ved at blive til ørken

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del