Myldretid ved højvande

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ENGLAND

HVERT år overvintrer omkring ti millioner fugle i Nordvesteuropa. De kommer ikke kun fra de arktiske ynglepladser, men også fra så fjerne steder som Canada og det centrale Sibirien. Mange andre mødes på den østatlantiske trækrute på deres vej mod Afrika, en rute der krydser De Britiske Øer.

Mere end 30 store flodmundinger på den britiske kystlinje udgør spise- og rasteplads for disse fugle. Hver flodmunding er levested for mere end 20.000 fugle. Den vigtigste er The Wash på Englands østkyst, som er vinterkvarter for mere end en kvart million fugle — deriblandt stor regnspove, ryle, kobbersneppe, islandsk ryle, strandskade, hjejle, rødben og stenvender. Hvilken føde kan flodmundingerne byde på, og hvorfor er de så vigtige?

Flodmundingernes betydning

Flodmundinger er delvis indelukkede kystområder hvor havvand blandes med ferskvand. Disse forholdsvis varme vande, rige på både mineralske og organiske næringsstoffer, er levegrundlag for halvdelen af alt liv i verdenshavene. Kystrejer, sandhoppere og andre livsformer findes i sandet, men mudderet i flodmundingerne opretholder liv i endnu højere grad.

Mudderet er forskelligt alt efter partikelstørrelsen af den aflejring det kommer fra. Hver type mudder indeholder sine særegne typer havdyr, den føde som vadefuglene lever af. For eksempel kan der på en kvadratmeter af én slags mudder befinde sig millioner af bittesmå snegle der er mindre end 3 millimeter lange. Desuden lever der bløddyr, sandorm og børsteorm samt andre hvirvelløse dyr i mudderet.

Springfloder

Skønt der kan være flere tusind vadefugle i en flodmunding, kan det være svært at se dem fordi de sædvanligvis er spredt over et stort område. Men når der er springflod, ændrer situationen sig drastisk. Bølgerne oversvømmer sand- og mudderbankerne og tvinger vadefuglene op på saltengea og andre højere beliggende steder. Da er det meget lettere at betragte dem mens de stimler sammen i store blandede flokke.

I dag, en klar, solrig formiddag i april, vil der komme en springflod. Der blæser en kold nordøstenvind mens vi kører ud til mundingen af den lille, maleriske flod Alde, der bugter sig gennem det engelske grevskab Suffolk og ud i Nordsøen. Her når bestanden af vadefugle om vinteren op på lidt over 11.000, og det er meget let for os at betragte dem fordi flodmundingen er mindre end en kilometer bred.

En usammenhængende række diger følger flodens løb. Nogle steder er skrænterne dækkede af rør, andre steder af hjælme. Ind imellem ser man blotlagt bjælkeværk og sten. Lidt længere oppe ad floden, mellem en samling bemærkelsesværdige victorianske bygninger, ligger Snape Maltings Concert Hall, hvor Aldeburgh-festivalen holdes. Men vi går ned langs floden mod et sted hvor vi kan finde læ. Den skarpe vind er bidende kold og får snart vore øjne til at løbe i vand.

Så snart vi når frem til vandkanten (se billedet, punkt A), hilses vi af et klydepars klare kalden. De står ikke mere end 40 meter fra os, på vores side af flodmundingen, og er optaget af at pudse sig. Hver fugl nipper siderne på den øverste del af brystet med det yderste af sit slanke, let opadbuede næb. Det er et smukt syn, men vi må videre, for der er meget mere at se.

Tidevandet

Tidevandet stiger hurtigt nu, så vi skynder os hen til det udvalgte udkigspunkt. (Se billedet, punkt B.) Undervejs ser vi en rødben der lever op til sit ry som flodmundingens skildvagt, idet den letter fra saltengen mens den afgiver sit varselsskrig: „Tuhuhu-tuhuhu!“ Dens røde ben står i kontrast til dens kridhvide vingebagkant, som glimter i sollyset. Da vi når frem til udkigspunktet, afsøger vi hurtigt de hastigt skrumpende sand- og mudderbanker.

I det fjerne fouragerer en snes rødben i ro og mag idet de undersøger mudderet, mens andre søger efter føde i vige hvor der er mere læ. Ryler, med deres karakteristisk nedadbuede næb, holder sig tættere sammen i små grupper. På en uregelmæssig række tripper de hen over mudderet og forsøger at holde sig så nær til vandkanten som muligt. Her og der kommer en stor regnspove luntende mens den omhyggeligt undersøger det bløde og slimede slam. Længere oppe ad floden søger et par stenvendere efter føde; de bruger deres korte, let opadbuede næb til at vende de materialer som ligger i tidevandslinjen på den gamle strandbred.

Pludselig fyldes luften af strandhjejlens henførende, vemodige, tredelte kald: „Tli-u-i.“ Mens den flyver hen over os, kan vi tydeligt se fuglens sorte armhulefjer mod dens i øvrigt grålighvide bug. Omkring fire hundrede hjejler står tæt pakket op mod vinden i oval formation, med hovedet under vingen. Indimellem kæmpes der lidt for at fastslå hakkeordenen. De fleste bærer stadig deres spættede vinterdragt — med gyldne og mørke farver på oversiden, blege farver omkring øjnene, i hovedet og på undersiden, samt sort næb. Gennem kikkerten kan vi desuden se nogle eksemplarer af stor præstekrave.

Med ét lander omkring 1000 eksemplarer af stor europæisk vibe. Fuglene ankommer i skødesløs formation, baskende gennem luften på deres særegne måde. Viberne og hjejlerne har opholdt sig på pløjemarkerne mod vest, hvor de foretrækker at finde føden. Når de kommer til flodmundingen, er det ikke blot for at finde føde, men også for at pudse sig.

Baggrundslydene udgøres hovedsagelig af den store regnspoves kåde kalden samt af den roligere melodiske fløjten fra rødben og af hættemågernes skrig. To eksemplarer af lille kobbersneppe borer dybt i mudderet. Et par strandskader bruger deres kraftige orangerøde næb til at trække et par sandorm op. En enlig strandhjejle tager nogle få statelige skridt, stopper op, ryster højre fod og spankulerer derefter hen mod sit bytte for til sidst at sluge det. Men snart indhentes de alle af tidevandet.

Myldretiden begynder

Pludselig stiger fuglene til vejrs og danner flokke, hovedsagelig efter deres art. Det er et betagende syn, for de mange vadefugle flyver i formation. Som de flyver i forskellige retninger, skifter de farve efter hvordan solens stråler rammer dem — fra mørkebrunt til skinnende sølvhvidt, det ene øjeblik klart synlige og det næste øjeblik nærmest i ét med baggrunden, det mudrede, stigende tidevand. Fra mørkebrunt til sølv og igen til mørkebrunt i perfekt rytme og samtidig i konstant ny formation — fra nærmest oval til rund, så i spiral og til sidst i lodret linje. De fleste lander på mudderbanker som endnu ikke er oversvømmet af tidevandet.

Snart vil sand- og mudderbankerne omkring os være oversvømmet, så vi skynder os længere op ad floden, ledsaget af stadig flere vadefugle. Først flyver små flokke af ryler forbi med deres rappe vingeslag; de holder kontakt med hinanden ved indimellem at udstøde et kort, skingert fløjt. Så kommer de større rødben i mere spredt og statelig flok. Store regnspover på størrelse med store måger flyver forbi mens de dæmpet slår deres indtagende, fuldtonende og muntre triller. Derefter følger klyderne i samlet flok og skaber en sort og hvid kontrast mod den blå himmel. De slår sig ned inderst i flodmundingen, og man kan netop ane deres skiferblå ben over vandet.

Trængsel og leben

Vi sætter farten op for at nå hen til et højdepunkt hvor flodmundingen snævrer ind. (Se billedet, punkt C.) Artsfællerne har en tendens til at holde sammen, skønt dette bestemt ikke er en ufravigelig regel. Efterhånden som tidevandet stiger hastigt, kommer flere fugle til. Det skaber pladsmangel og forårsager en konstant vrimmel på bankerne.

Tidevandet er nu på sit højeste. Viberne og hjejlerne er fløjet tilbage til pløjemarkerne. Alle de tilbageværende fugle er blevet tvunget væk fra mudderet og må slå sig ned på de gamle flodbredder. Lyden af strandskadernes trillen står slet ikke i forhold til deres antal. Rødben og stor regnspove bidrager til baggrundsstøjen, der nu overdøves af en sanglærke der svæver over os — en vidunderlig atmosfære!

Vi drager af sted mens vadefuglene nyder en velfortjent eftermiddagslur, idet de venter på at tidevandet skal trække sig tilbage. Trods det at nogle af fuglene befinder sig bag digerne og ikke kan se vandet, ved de hvornår de kan vende tilbage til mudderbankerne og sandstranden. De forstår med deres instinktive visdom tidevandets rytme og kan derfor holde tiden.

Ja, den myldretid som tidevandet fremkalder, er et betagende skue, især hvis man aldrig har set det før.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 26]

Oplev myldretiden

For at opleve myldretiden ved tidevandet skal man først udse sig en velegnet flodmunding. Man må dernæst indhente oplysninger om området, som for eksempel hvor vadefuglene er, og hvorfra de kan betragtes. I en tidevandstabel kan man se hvornår en springflod optræder umiddelbart efter fuldmåne eller nymåne. Ud over køretiden må man beregne tre timer til iagttagelse af fuglene, og det er vigtigt at være på stedet mindst to timer før tidevandet er på sit højeste.

[Ramme/illustration på side 27]

De vigtigste flodmundinger

Vadehavet i Holland er det vigtigste tidevandsområde i Europa, og dér findes til tider hen ved fire millioner vadefugle. Dette hav strækker sig mod nord til det sydvestlige Jylland. Tre gode steder at besøge på denne strækning er Rømødæmningen i Danmark; Weserflodens udmunding i Tyskland (et stort tidevandshvilested) og Lauwers Zee nær Groningen i Holland. På Den Iberiske Halvø er Tejoflodmundingen i Portugal den betydeligste.

Flodmundinger langs Stillehavskysten i Nord- og Sydamerika er spisekammer for mellem seks og otte millioner vadefugle på træk. De største steder er San Franciscobugten og Humboldtbugten i Californien; de 200 kvadratkilometer i Canada fra Vancouver Boundary Bay rundt om Iona Island i British Columbia samt Stikineflodmundingen og Copperflodens delta i Alaska.

[Illustration på side 24]

Fem strandskader

[Illustration på side 25]

Islandske ryler der flyver væk fra hvilestedet

[Illustration på side 25]

Alde-flodmundingen i Suffolk

Udkigspunkt B

Punkt C

Første udkigspunkt, A

Snape Maltings Concert Hall

[Kildeangivelse]

Snape Maltings Riverside Centre

[Illustration på side 26]

Rødben

Stor regnspove