„Armero er forsvundet fra landkortet!“

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Colombia

COLOMBIANERNE vågnede op til en ny dag. Det var torsdag den 14. november 1985. Jeg tændte radioen for at høre nyhederne. Jeg kunne næppe tro mine egne ører da speakeren sagde: „Armero er forsvundet fra landkortet! . . . En del af Chinchiná er skyllet bort i en mudderstrøm!“

Jeg lyttede vantro til resten af nyhedsudsendelsen. Armero, en by med bomulds- og risdyrkning og 28.000 indbyggere, 90 kilometer nordvest for hovedstaden Bogotá, var praktisk talt blevet slettet af landkortet af en lavine af mudder, is og lava. Antallet af døde og savnede blev anslået til mere end 21.000. Chinchiná, et vigtigt center for kaffedyrkning på den anden side af bjergene, var det ikke gået lige så hårdt ud over. Omkring 2000 dér var døde. Men hvad skyldtes denne totale ødelæggelse?

Nevado del Ruiz i udbrud

Aftenen før, omkring klokken ni, var den nordøstlige del af den 5400 meter høje, snedækkede vulkanske bjergtinde Nevado del Ruiz eksploderet og havde udspyet store mængder svovlholdig vulkanaske. Den voldsomme varme fra krateret havde desuden smeltet store snemasser på toppen af bjerget. Det bevirkede at de normalt krystalklare og rolige smeltevandsstrømme blev omdannet til en dødbringende lavine af mudder og smeltende is. En stor del af denne rutschende masse styrtede ud i floden Lagunilla, rullede og bugtede sig fremad og rev træer og kampesten med sig. Hastigheden øgedes mere og mere på den 52 kilometer lange strækning ned mod Armero.

Kun godt en time efter udbruddet havde lavinen dannet en mur af mudder der var mindst 12 meter høj (én beretning siger over 27 meter). Den kom nu væltende frem fra den snævre floddal og ud på dalbunden, hvor den spredtes som en dødbringende kost der fejede alt med sig. Også byen Armero, der lå på dens vej, blev fejet bort. Kun nogle få højereliggende huse blev ladt tilbage.

Ingen klar advarsel

Jeg talte med flere overlevende som fortalte at der onsdag eftermiddag havde været en stærk lugt af svovl i luften. Omkring klokken fire var asken stille begyndt at falde ned over byen. Men det blev man ikke særlig urolig over, for vulkanen havde i næsten et år været aktiv på denne måde.

Jorge Castilla fra Bogotá, som besøgte Armero den onsdag eftermiddag, fortalte mig at en eller anden over kirkens højttaleranlæg havde rådet byens indbyggere til at forholde sig i ro, blive inden døre og gå med fugtige lommetørklæder for ansigtet. Ifølge oplysninger fra kirken var det et medlem af civilforsvarets katastrofeudvalg. De der overværede den tidlige aftenmesse blev også forsikret om at der ikke var nogen grund til uro.

Omkring klokken 19.30 kom der et voldsomt regnskyl. Pludselig standsede det og blev efterfulgt af et mærkeligt nedfald — fint, varmt sand som snart dækkede tage og gader. Det var noget nyt. Folk blev mere og mere betænkelige. Nogle få låste deres huse og flygtede til højereliggende områder. De fleste blev.

Nogen tid senere blev der højt oppe fra skråningerne sendt radiotelefonisk besked ned til Armero med advarsler om at der var sket en voldsom eksplosion på siden af vulkanen og at byen skulle evakueres. Klokken 22.13 afbrød Armeros borgmester, Ramón Antonio Rodríguez, pludselig en radioudsendelse med en repræsentant fra Røde Kors og udbrød: „Vandet er her!“ På kun fem kvarter havde lavinen tilbagelagt 52 kilometer!

„Vulkanen kommer!“

Overlevende fortalte mig omtrent det samme. Nogle blev vækket af den voldsomme regn af sand på taget. Andre hørte støj og råb udenfor. Forfærdede fik de deres børn og andre familiemedlemmer ud af sengene. Lyset gik pludselig ud. Folk hamrede og sparkede på dørene mens de råbte: „Lagunilla kommer! Løb! Løb!“ „Vandet er over os!“ „Vulkanen kommer!“

Tusinder styrtede ud af deres huse. Folk kørte som vanvittige gennem gaderne med biler, motorcykler og lastvogne mens de dyttede i hornene uden at ænse nogen på deres vej. Mange blev kørt ned før muddermuren ramte dem. Alt var panik.

I det uhyggelige mørke lavede den fremstormende lavine en frygtindgydende larm. Ifølge Jorge Castilla fra Bogotá lød det som to jumbojetmaskiner der gik lavt ind over byen. Den frådende masse steg op over flodbredderne, op over husene, og fejede lige ned gennem byens midte. Huse, kirker, forretninger og andre bygninger blev opslugt og hastigt ført bort. Børn blev revet ud af forældrenes arme og begravet i mudderet eller ført hjælpeløse af sted i døden.

„Det er ude med os!“

Obdulia Arce Murillo, moder til ni og tilsluttet Jehovas Vidner i Armero, blev fuldstændig begravet under lavinen — alligevel er hun i live og kan fortælle sin beretning: „Jeg flygtede ud på gaden med mine børn og prøvede at klatre op på en tankvogn. Så kom vandet. Jeg kastede mig til jorden. Som en frygtindgydende mur kom vandet . . . tordnende imod mig. Jeg råbte: ’Jehova! Jehova! Det er ude med os! Det er enden!’ Så kom en masse pæle og stolper farende gennem vandet. Én ramte mig i venstre side, så jeg mistede taget i min lille datter.

Jeg blev, sammen med en pæl, viklet ind i nogle elektriske ledninger. Så råbte en af mine døtre som var klatret op på nogle kaffesække: ’Duk dig!’ Da jeg dukkede mig følte jeg det som om et tog kørte hen over mig. Det var mudderet. Jeg kunne intet se, for jeg var begravet under mudder. Jeg var fuldstændig dækket.

Jeg følte kraften i mudderet som trak mig af sted. Jeg prøvede at råbe, og min mund fyldtes med slam. Jeg var ved at blive kvalt . . . Jeg svømmede og kæmpede indtil jeg til sidst fik ansigtet fri. Med hånden rensede jeg munden for dynd og mudder med en sådan kraft at jeg nær havde sprættet mit ansigt op. Jeg var sikker på at jeg ville drukne. Til sidst kunne jeg dog trække vejret og skrige. Hvor var jeg lettet over at få ansigtet fri af dyndet!“ Men der skulle gå mange timer endnu før hun blev reddet.

Et andet Jehovas vidne, Elena de Valdez, og hendes familie var nået op til et højereliggende område bag byen. Hun fortæller: „Vi var netop nået hen til foden af bjerget da vi bag os hørte oversvømmelsens ofre råbe og skrige. Inden længe begyndte der at komme andre som var fuldstændig dækket af mudder. Vi kunne høre den forfærdelige buldren der steg op fra byen. Det var frygteligt! Især folks skrig: ’Hjælp! Hjælp! Red os! Lad os ikke dø!’“

Endelig var det hele forbi. Tilbage blev kun den uhyggelige stilhed og det sorte mørke. Jorge Castilla, der var i sikkerhed på en gård i udkanten af Armero, sagde at han følte det som om „selve døden var i natten“. Han tilføjede: „Overlevende, både gamle og unge, kom ud af dyndet, mange af dem tilskadekomne. De gik omkring som i søvne. De stirrede tomt på én. De bad om vand, intet andet. Det var grufuldt!“

Imens kæmpede Obdulia Arce stadig for at holde hovedet fri af mudderet. For hende og tusinder af andre overlevende vil den nat altid blive husket som den længste i deres liv.

Mumier dækket af mudder

Da morgenen gryede kom en ensom flyver der skulle sprøjte marker, ind over området. Han skuede ud over de frodige, dyrkede marker i dalen under sig og havde svært ved at tro sine egne øjne. Nær den bjergside hvor den blomstrende by Armero skulle have ligget, var der kun en uhyre stor flade af gråt mudder med hundredvis af menneske- og dyrekroppe der flød i overfladen. Han fortalte: „Byen er ikke andet end én stor strand med nogle få huse. Man kan se mennesker i trætoppene, på murene og på bjergskråningerne.“

I udkanten af katastrofeområdet så man overlevende der lignede mumier dækket af gråt, klæbrigt mudder, vandre fortumlede omkring mens de søgte efter deres familiemedlemmer. Børn og gamle råbte i fortvivlelse, mødre skreg trøstesløst mens de ledte efter deres børn. Andre som lige var kommet ud af dyndet stod som statuer, kun iført undertøj. Nogle havde under lavinens rasen fået deres nattøj revet fuldstændig af. Men andre igen var mindre heldige.

Det var dem der stod begravet til halsen i mudder, ude af stand til at bevæge sig, mens de råbte om hjælp. Nogle der opholdt sig i kanten af det sumpede område prøvede desperat at nå dem. Ved hjælp af planker lykkedes det dem at redde nogle få. Nogle vovede sig ud i dyndet for at hjælpe, men måtte søge tilbage da de begyndte at blive suget ned. En redningsmand forsøgte at komme til undsætning med en traktor. Efter at have kørt blot tre meter var traktoren suget ned!

Obdulia Arce værdsatte varmen i mudderet, for natten var kold. Flere gange døsede hun hen, kun for at vågne op og gispe efter vejret når ansigtet faldt ned i dyndet. Morgenen kom, men ingen så hende.

’Der stikker arme frem de mest usandsynlige steder’

Over hele landet var reaktionen spontan og helhjertet. Institutioner og enkeltpersoner tog initiativ til at hjælpe. Redningshold fra de væbnede styrker, civilforsvaret, politiet og Røde Kors blev i hast sendt til området. Tusinder af frivillige — læger, kirurger, ingeniører og andre sagkyndige — tilbød deres assistance. Jehovas Vidner sendte tre vogne med hjælp og forsyninger fra Bogotá.

Redningshold blev fløjet til fra andre lande. Snart var omkring 30 lokale og udenlandske helikoptere i gang med at finkæmme området for overlevende. Redningsarbejdet foregik næsten udelukkende fra luften, da så godt som alle forsøg på at forcere det tykke dække af mudder mislykkedes.

Ødelæggelsens kolossale omfang sinkede eftersøgningen efter de få levende og udgravningen af de mange døde. Efter at have bragt i hundredvis af overlevende i sikkerhed, rapporterede redningsfolkene at der stadig var mange som ventede på at blive reddet. En redningsmand sagde: „Man tror ikke at der er nogen dernede, men når helikopteren nærmer sig, stikker der arme frem de mest usandsynlige steder, og en overlevende vinker for at blive samlet op.“

Blandt dem der vinkede til helikopterne hver gang de kom forbi, var Obdulia, hvis hoved var overtrukket med tørret mudder. Hun kunne kun vinke ganske svagt med hånden, og hele dagen prøvede hun at tiltrække sig deres opmærksomhed. Ingen bemærkede hende. Hun opgav håbet om nogen sinde at blive fundet. Hun bad uafbrudt. Den næste endeløse og pinefulde nat begyndte. Hun var låst fast i mudderet og havde voldsomme smerter i den kvæstede side.

Da det blev fredag morgen opbød hun alle sine kræfter på at råbe og råbe — indtil redningsfolkene som gennemsøgte området omsider fik øje på hende dernede. Klokken elleve blev hun, skrigende af smerte, trukket fri og hejst op i helikopteren. Hun blev overført til et førstehjælpscenter og derefter til et hospital. I 35 timer havde hun siddet fast i mudderet.

Hvad var der sket med hendes børn? To af dem var omkommet. De andre var blevet skyllet bort til kanten af det sumpede område hvor de til sidst var blevet reddet.

Skuffelse og glæde

Under den varme tropiske sol begyndte mudderet at størkne, og det tog længere og længere tid at befri folk. Ynkværdige tilfælde viste sig stadig — hoveder der stak op over overfladen og råbte om hjælp, eller læber som blot bevægede sig og dermed viste at der stadig var liv tilbage. Nogle var klemt fast under sammenstyrtede murbrokker langt nede i det tykke dynd. De måtte overlades til døden.

Hovedpersonen i et af de hjertegribende tilfælde var den 12-årige skolepige Omayra Sánchez, som blev beundret af både redningsfolk og pressefolk for sin tapperhed og optimisme. Hun var klemt fast mellem sin døde tante og en stor betonplade. Redningsfolk kæmpede i omkring 60 timer for at få hende fri. Til sidst, tre dage efter lavinen, døde hun af et hjerteslag, mens hun stadig stod i mudder og vand op til halsen. Redningsmandskabet og journalisterne — ja, faktisk hele nationen — græd.

Et lykkeligere udfald fik tilfældet med den ubevægelige og nøgne Guillermo Páez på fire år, der blev opdaget 60 timer efter tragedien. Næppe synlig på den øde grå flade lå han som død. Men han sov bare! Støjen fra en helikopter vækkede ham, og han satte sig usikkert op. Helikopteren gik ned over ham, og han blev løftet om bord. Det var en stor og glædelig begivenhed for de uselviske redningsfolk.

Tiden og tilfældet

Det anslås at 21.000 mennesker mistede livet ved tragedien i Armero, og at 2000 mistede livet i Chinchiná. Omkring 5400 blev reddet i Armero, og af disse blev 2000 behandlet på hospitaler over hele landet. Mange havde fået alvorlige kvæstelser i arme og ben under de fremstormende vandmasser, og måtte igennem amputationer på grund af begyndende koldbrand. Epifania Campos, et af Jehovas vidner og bankassistent i Armero, var blandt disse. Hun fik koldbrand og døde.

Af de 59 som var tilsluttet Jehovas Vidners menighed i Armero er 40 af dem der boede i de mest ødelagte dele af byen, sporløst forsvundet. Tre af dem der var tilsluttet menigheden i Chinchiná mistede livet, og omkring 30 andre mistede deres hjem og ejendele.

Seks uger efter tragedien besøgte jeg igen området sammen med Gervasio Macea, som havde boet otte år i Armero. Han kunne ikke med bestemthed udpege stedet hvor rigssalen havde ligget — så fuldstændigt var byen ødelagt. Hvor der før var en by, var der nu en grå, vidtstrakt, stenfyldt sandslette af form som en kæmpemæssig vifte.

Jehovas vidner er ligesom alle andre udsat for ulykker og elementernes luner. I tider som disse forstår vi at princippet i Prædikeren 9:11, 12 gælder alle uden undtagelse: „Jeg vendte tilbage og så under solen at løbet ikke tilhører de hurtige, og at kampen ikke tilhører de vældige krigere, . . . eller yndesten dem der har kundskab; for tiden og tilfældet berører dem alle. For heller ikke mennesket kender sin tid. . . . sådan falder menneskesønnerne i snaren på et ulykkeligt tidspunkt som pludselig rammer dem.“

Lykkeligvis lærer Bibelen klart „at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. Jesus sagde: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ Bibelen viser at tiden for Guds riges herredømme og genoprettelsen af paradisiske forhold på jorden er nær. Da vil de døde få livet igen og få tilbudt det virkelige liv, det evige liv. — Apostelgerninger 24:15; Johannes 5:28, 29; 11:25; 17:3.

[Diagram/​illustration på side 11]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NEVADO DEL RUIZ

ARMERO

[Illustrationer på side 12]

Lavinen ødelagde det psykiatriske hospital og viklede bærebjælker ud og ind mellem disse ruiner

[Illustrationer på side 13]

Et eksamensbevis ligger i mudderet på denne gade — et tragisk spor efter en udslettet familie

[Illustrationer på side 14]

Mudder begravede dette træ i en højde af 7,5 meter og viklede 2,5 centimeter tykke jernstænger omkring det. I baggrunden ligger Armeros forretningscenter øde hen

Obdulia Arce Murillo overlevede 35 timer i mudderet