Fra vore læsere
Kulturforskelle Vi vil gerne sige tak for artikelserien „Behøver vi at være splittede fordi vi er forskellige?“ (8. juli 1996) Vi har i et års tid arbejdet som en del af et hold internationale frivillige her i Mexico. Selv efter at have været her i flere måneder havde vi svært ved at falde til, og vi kunne ikke forstå hvorfor. Artiklerne hjalp os til at se at problemet skyldtes kulturchokket. Vi har taget sætningen om at ’forståelse af andres kultur vil berige vort liv’ til os, og vi finder allerede nu større glæde i vores opgave.
C. H. og J. H., Mexico
Jeg synes vældig godt om den måde dette aktuelle emne blev fremlagt og uddybet på. Kulturelle forskelle har sandelig fremkaldt meget had op gennem historien. Artiklerne vil hjælpe mig til at betragte andre kulturer med større forståelse. Bare alle ville læse disse artikler og holde op med at have et negativt syn på andre!
G. O., Nigeria
Artiklerne rørte mig til tårer. Jeg har en veninde som jeg det meste af tiden kommer godt ud af det med. Jeg har dog altid følt at der var en usynlig barriere mellem os. Nu ved jeg at det er fordi vi kommer fra meget forskellige kulturer. Med dette i tanke vil jeg fremover behandle hende helt anderledes.
A. F., USA
Mens jeg forskede i forbindelse med min afhandling om antropologi, tilbragte jeg flere uger i et afrikansk land. Jeg fik lejlighed til at lære mange af de lokale Jehovas vidner at kende og at overvære deres møder. Det var en meget spændende oplevelse! Som der stod i artiklen, kan det være meget berigende at lære folk fra andre kulturer at kende. Jeg har knyttet nye og meningsfyldte venskaber.
S. B., Italien
Habu Artiklen „Habu — en slange man bør have respekt for“ (8. juli 1996) gjorde et stort indtryk på mig. Den var skrevet på en fængende måde, og illustrationerne var pragtfulde.
E. P., Ukraine
Artiklen var oplysende og humoristisk. Men der stod noget i den som ikke stemmer med hvad jeg har lært. I citerede fra en bog der anbefaler at man suger giften ud af bidsåret. Er det ikke farligt?
C. D., Nigeria
Det lader til at de fleste lægelige autoriteter er uenige med den kilde vi citerede i vores artikel. Nogle læger mener at det kan være farligt for den der yder førstehjælp, at forsøge at suge giften ud, og at det kun er til lidt gavn for den der er blevet bidt. Mange læger er enige om at det vigtigste er at få offeret på hospitalet så hurtigt som muligt. — RED.
Ufoer Tak for artiklen „Hvad siger Bibelen? Er UFO’er budbringere fra Gud?“ (8. juli 1996) I vores område er der nogle der tager beretninger om rumvæsener for gode varer. De tror ikke at Bibelen har noget at sige om dette emne, og derfor tvivler de på den. Artiklen hjalp os til at se at Satan og hans dæmoner prøver at vildlede folk, og at det er uklogt at tro på usaglige rapporter om rumvæsener.
A. W., Taiwan
Tulipaner Tak for den dejlige artikel „Tulipanen — en blomst med en stormfuld historie“. (8. juli 1996) Oplysningerne om tulipanens historie og de gode råd om hvordan man dyrker tulipaner, var meget interessante.
D. G., USA