Didgeridooen og dens fascinerende rytmer
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
KOM med os til en uraustralsk corroboree (sammenkomst med sang og dans) i Australiens Northern Territory blot nogle få timers kørsel fra Darwin, hovedstaden i delstaten. Førhen dannede disse stammedanse optakten til krigsførelse, men i dag opføres de især til ære for turister. Det er en sådan corroboree vi nu skal overvære.
Danserne, hvis kroppe er malet i stærke farver, står og venter på at musikken skal begynde. Pludselig begynder den, og skumringens stilhed i denne afsidesliggende del af landet bliver brudt af kraftige pulserende rytmer. Som yderligere akkompagnement bruges klappestave, to korte stykker træ man slår mod hinanden i takt med lyden fra en didgeridoo.
Det er ikke mange uden for Australien der har hørt didgeridooen, et musikinstrument som er noget helt særegent for uraustraliere. En didgeridoo fremstilles som regel af en hul gren fra et eukalyptustræ, og den foretrukne længde er fra 1 til 1,5 meter. Musikeren sidder på jorden ved siden af dansepladsen og blæser ind i sin didgeridoo — et tilsyneladende simpelt, men fascinerende instrument.
En særpræget lyd
Skønt didgeridooen frembringer en relativ konstant tone — den er meget rammende blevet kaldt en „brummetrompet“ — kan man også få den til at frembringe komplekse rytmer og triller. Det ene øjeblik lyder den som et soloinstrument, det næste øjeblik som et helt orkester, fuld af kraft og stemning.
Før europæerne kom til Australien for cirka 200 år siden, var didgeridooen kun kendt af de indfødte der strejfede om i de nordlige dele af ø-kontinentet. Ved corroboree’er leverede instrumentet akkompagnement til danse som skildrede uraustralske skabelseslegender. Dengang nød de der var gode til at spille på didgeridoo, stor agtelse, og selv i dag er en dygtig musiker et højt respekteret medlem af stammen.
Øvede musikere kan efterligne dyre- og fuglelyde ved at bruge didgeridooens grundtoner. De er eminente til at parodiere latterfuglens larmende latter, den australske vildhunds tuden, duens stille kalden og en række andre lyde.
The New Grove Dictionary of Music and Musicians siger om didgeridoomusikeren: „Der kræves af musikeren at han bruger tungen præcist og behændigt, at han har god kontrol over sin vejrtrækning, og at hans læber slutter tæt om rørets munding. Han skal desuden have en god musikhukommelse. . . . Skønt han mangler teknisk viden samt materialer og er uvant med at bruge mundstykke og blad, ventilsløjfer og huller, har [uraustralieren] formået at omdanne et simpelt redskab til et fremragende musikinstrument ved at gøre dygtigt brug af sin musikalske fantasi og sine fysiske evner.“
Det mest bemærkelsesværdige aspekt ved didgeridoomusik er uden tvivl instrumentets kontinuerlige bastone. Det virker som om musikeren har en næsten uendelig lungekapacitet, for somme tider går der op til ti minutter hvor der intet ophold er i musikken.
Fremstillingen af en didgeridoo
Når den øvede indfødte instrumentmager i bushen skal lave en didgeridoo, spejder han først efter en hård træsort, helst et eukalyptustræ. Han kan også bruge en blød træsort, men den hårde er at foretrække da den giver en bedre klang. Træet skal helst vokse i nærheden af et termitbo, da termitter spiller en vigtig rolle i forbindelse med forarbejdningen af en didgeridoo. De udhuler nemlig de grene som anvendes til dette musikinstrument.
Efter at håndværkeren har udvalgt sig en gren, bliver den skåret af i den ønskede længde. Længden er bestemmende for hvilken tone det færdige instrument får. Derefter fjerner han barken, høvler splintveddet af for at forhindre at grenen flækker, og fjerner grenens kerne helt. Hvis termitterne har udhulet grenen tilstrækkeligt, skulle det være muligt at lade en forholdsvis stor mønt trille gennem grenen. Det næste skridt er dekoreringen, som kan gøre instrumentet meget smukt. Didgeridooen er imidlertid endnu ikke klar til brug.
Huden omkring spillerens mund kunne let blive irriteret af hele tiden at være i berøring med træet, og derfor overtrækker man mundingens kant med bivoks så den får en glat overflade. I dag bliver mange didgeridooer lavet på fabrik, ofte af bløde træsorter. De fabriksfremstillede instrumenter er imidlertid sjældent så klangfulde som dem der laves i hårdt naturtræ.
Da corroboree’en og den tropiske aften under stjernerne efterhånden ebber ud, betragter vi ikke længere didgeridooen blot som en kuriositet. Dens uforglemmelige toner tjener afgjort til ære for Australiens musikglade indfødte.
[Illustration på side 24]
Nogle didgeridooer er malet i stærke farver
[Illustration på side 25]
En uraustralsk corroboree
[Kildeangivelse]
Side 24 og 25, uraustraliere: Med tilladelse af Australian Northern Territory Tourist Commission