Vi er uadskillelige venner

TRACY, en tiårig sort labrador, er min førerhund. Takket være hende kan jeg komme omkring på nogenlunde normal vis. Hun holder mig også med selskab og giver mig tryghed. Det er intet under at jeg er kommet til at holde meget af hende, og at vi er blevet uadskillelige venner.

Somme tider sker det, uden at det er tilsigtet, at mennesker kommer til kort på en måde som Tracy aldrig gør. En dag lod jeg for eksempel hunden være hjemme og gik en tur med en veninde. Bedst som vi gik og talte fornøjet sammen, snublede jeg og faldt. Min veninde havde glemt at jeg var blind og havde derfor ikke gjort mig opmærksom på at jeg skulle tage mig i agt for kantstenen. Det ville ikke være sket hvis jeg havde haft Tracy ved min side.

Tracy reddede faktisk mit liv engang. Jeg gik hen ad gaden da en lastbil som kom kørende i retning mod mig, pludselig begyndte at slingre fra side til side. Jeg kunne høre motorlarmen, men kunne selvfølgelig ikke se hvor lastbilen var på vej hen. Tracy opdagede og forstod faren og trak mig hurtigt i sikkerhed.

Jeg er blind, men ser

Jeg har været blind siden jeg blev født i 1944 i Sydsverige. Jeg blev sendt på en kostskole for blinde børn hvor jeg lærte at læse og skrive blindeskrift. Musik, især klaverspil, blev en vigtig del af mit liv. Da jeg gik ud af gymnasiet, fortsatte jeg med at studere sprog og musik på Göteborgs universitet.

Mit liv blev imidlertid fuldstændig forandret da to Jehovas vidner besøgte mig på universitetets kollegium. Snart begyndte jeg at overvære deres møder og endog at fortælle andre om det jeg havde lært. I 1977 symboliserede jeg min indvielse til Jehova Gud ved vanddåben. Fysisk er jeg blind, men studium af Guds ord har givet mig noget som er uvurderligt — et åndeligt syn.

I dag føler jeg mig bedre stillet end dem der fysisk kan se, men som er åndeligt blinde. (Jævnfør Johannes 9:39-41.) Jeg glæder mig over at jeg for mit indre blik allerede nu klart kan se Guds nye verden hvor de blinde ifølge hans løfte vil få deres syn igen, hvor alle sygdomme vil blive kureret, og hvor selv de døde vil blive oprejst! — Salme 146:8; Esajas 35:5, 6; Apostelgerninger 24:15.

Skønt jeg er ugift og blind, klarer jeg mig ret godt med Tracy som min tro følgesvend. Lad mig beskrive hvordan hun hjælper mig med at komme til og fra mit verdslige arbejde og at udføre de teokratiske aktiviteter jeg har som et af Jehovas vidner. (Mattæus 24:14; Apostelgerninger 20:20; Hebræerne 10:25) Men først vil jeg fortælle lidt mere om Tracy.

Udvalgt til særlig træning

Kun otte måneder gammel blev Tracy underkastet en prøve hvor man skulle se om hun ville egne sig som førerhund. Det viste sig at hun var rolig og lærenem og ikke let lod sig skræmme af pludselige høje lyde. Hun kom i pleje hos en familie i et stykke tid for at lære hvordan et normalt familieliv er. Da hun var moden til det, blev hun sendt til en særlig skole for førerhunde.

På denne skole lærte Tracy at gøre det der kræves af en førerhund, nemlig at hjælpe sin herre til at finde døre, trapper, låger og stier. Hun lærte at gå på trafikerede fortove og at krydse gaden. Desuden lærte hun at være opmærksom på fortovskanter, adlyde trafiksignaler og gå uden om farlige forhindringer. Efter fem måneders træning var hun klar til at arbejde. Det var på det tidspunkt at jeg blev præsenteret for Tracy.

Hvad Tracy gør for mig

Hver morgen vækker Tracy mig så jeg kan fodre hende. Derefter gør vi os klar til at gå på arbejde. Det kontor jeg arbejder på, ligger omkring 20 minutters gang fra min bopæl. Jeg kender selvfølgelig vejen, men det er Tracys opgave at sørge for at jeg ikke støder ind i køretøjer, mennesker, lygtepæle og hvad der ellers kan være. På kontoret ligger hun under mit skrivebord mens jeg arbejder. I frokostpausen går vi som regel en tur.

Den bedste del af dagen begynder når jeg om eftermiddagen kommer hjem fra arbejde. Så fører Tracy mig ud i hus-til-hus-forkyndelsen og hen til de hjem hvor jeg leder bibelstudier. De fleste vi træffer, er venlige mod Tracy. De klapper og krammer hende og giver hende somme tider en lille godbid. Vi overværer også de kristne møder hver uge. Efter møderne kan børnene godt lide at hilse på Tracy, og hun elsker når de kæler med hende.

Jeg er godt klar over at Tracy kun er en hund, og at hun dør en dag, hvilket vil betyde at jeg må have en anden førerhund. Indtil videre arbejder vi imidlertid tæt sammen og kan ikke undvære hinanden. Når Tracy ikke er i nærheden, bliver jeg usikker på mig selv, og hun bliver nervøs og urolig når hun ikke kan vise vej for mig.

Behov for større forståelse

Mærkeligt nok prøver folk undertiden at skille os fra hinanden. De betragter Tracy som et ganske almindeligt kæledyr og forstår ikke det nære forhold der er mellem os. De bør i stedet forstå at Tracy er for mig hvad en kørestol er for en der er lam. At skille os fra hinanden er det samme som at fjerne mine øjne.

Jo bedre mine omgivelser forstår forholdet mellem Tracy og mig, jo færre problemer giver det. En kørestol accepteres for eksempel uden videre, men sådan er det desværre ikke altid med en førerhund. Nogle er bange for hunde, andre bryder sig bare ikke om dem.

De oplysninger om førerhunde der findes i en folder som er udgivet af den svenske Landsforening for Synshandicappede, er meget gavnlige. Der siges blandt andet: „Førerhunden er ikke alene et hjælpemiddel den synshandicappede kan bruge for at komme rundt. Den er et levende hjælpemiddel. . . . Den er en ven som aldrig svigter.“

Ja, Tracy fungerer som mine øjne i mørket, og hun hjælper mig til under de forhåndenværende omstændigheder at leve så normalt et liv som muligt. Jeg er imidlertid overbevist om at jeg snart, i Guds lovede nye verden, vil være i stand til at se skaberværkets ærefrygtindgydende undere. Jeg er derfor fast besluttet på at bevare mit åndelige syn.

Mens Tracy hviler med hovedet i mit skød, er vi nu klar til at lytte til en båndoptagelse af den sidste udgave af Vagttårnet. — Fortalt af Anne-Marie Evaldsson.