Operatoner i junglen

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

GENNEM flyets vindue kan vi se to floder der løber mod hinanden — den sandfarvede Solimõesflod og den brungrumsede Negroflod. Der hvor de mødes, løber vandene først helt sammen ti kilometer længere nede ad floden. Vores fly lander i den nærliggende by, Manaus, hovedstaden i den brasilianske delstat Amazonas.

„Her er der to årstider, sommer og vinter,“ siger man i Manaus. „Om sommeren regner det hver dag. Om vinteren regner det hele dagen.“ Regnen hindrer dog ikke byens 1,5 millioner indbyggere i at være travlt beskæftigede i denne kontrasternes by. Efter at have passeret højteknologiske industrier på brede boulevarder og huse og boligblokke på stejle gader befinder vi os snart midt i storbyens trafikmylder hvor vi ser imponerende skyskrabere og palæagtige monumenter. Vi kan godt forstå hvorfor Manaus engang blev kaldt junglens Paris. Der er dog én bygning som er særlig iøjnefaldende, og det er operahuset.

„Der er operahuse mange steder,“ siger teatrets direktør, Inês Lima Daou, „men Teatro Amazonas er anderledes, for det ligger utrolig afsides.“ Hvorfor er dette elegante operahus blevet bygget midt ude i verdens største regnskov?

Gummiproduktionen

I 1669 byggede den portugisiske kaptajn Francisco da Mota Falcão en fæstning i junglen der blev kaldt Fortaleza de São José do Rio Negro. Efter adskillige navneforandringer blev stedet i 1856 kaldt Manaus, efter den lokale indianerstamme, Manáos. I år 1900 var befolkningstallet i Manaus steget til 50.000. Hvad var det der havde tiltrukket disse skarer? Det havde Hevea brasiliensis, eller kautsjuktræet, som er naturligt hjemmehørende i Amazonbækkenet.

Portugisiske kolonister lagde mærke til at indianerne legede med tunge bolde der var lavet af latex som blev tappet fra træerne. Med tiden fandt kolonisterne ud af at den mælkeagtige væske havde en anden anvendelsesmulighed. I 1750 begyndte kong Dom José af Portugal at sende sine støvler til Brasilien for at få dem gjort vandtætte. I år 1800 eksporterede Brasilien sko af gummi til New England i Nordamerika. Charles Goodyears opdagelse af vulkanisering i 1839 og John Dunlops patentering af det pneumatiske dæk i 1888 gav stødet til ’gummifeberen’. Nu ville verden have gummi.

Snart arbejdede næsten 200.000 brasilianere som seringueiros, eller gummiaftappere. De tappede 80 millioner kautsjuktræer der var spredt rundt i regnskoven omkring Manaus.

Som følge af en sorgløs velstandsperiode fik Manaus elektricitet, telefoner og endda en sporvognslinje — den første i Sydamerika. Gummibaroner byggede palæer og brugte dækketøj som var importeret fra Irland, og deres familier var ofte på rejse til Europa for at nyde den europæiske kultur, deriblandt opera. Snart ville de have et operahus som dem der fandtes i Europa.

Byggematerialer fra Europa

Drømmen begyndte at gå i opfyldelse i 1881 da bystyret valgte en grund som lå ved siden af kirken på en skovbevokset bakke mellem to bifloder. Skibe lastet med byggematerialer krydsede Atlanterhavet og sejlede derefter 1300 kilometer op ad Amazonfloden til Manaus.

Men stop et øjeblik. Hvorfor er der en kuppel på denne nyklassicistiske bygning? Kuplen var ikke oprindelig en del af projektet, men en af ingeniørerne så den på en udstilling i Frankrig og blev så begejstret at han købte den. Kuplen blev dækket af cirka 36.000 grønne og gule tyske tagsten.

Der var plads til 700 spanskrørsstole i den hesteskoformede koncertsal i stueetagen, 12 stole i logen for prominente personer og 5 stole i hver af de 90 privatloger der var på de tre øverste balkoner. For at sikre sig privatloger skænkede velhavende familier operahuset 22 græske masker som blev anbragt over søjlerne til ære for europæiske komponister, musikere og skuespilforfattere.

Operahusets belysning vækker stor beundring. I midten af koncertsalen hænger en kæmpemæssig bronzelysekrone som er fremstillet i Frankrig og prydet med italienske prismer. Lysekronen kan sænkes når man skal skifte pærer eller gøre den ren. Vægmalerierne oplyses af 166 bronzelamper med 1630 tulipanformede lampeskærme af glas.

Crispim do Amaral, en brasiliansk maler fra det 19. århundrede som levede i Paris og blev uddannet i Italien, malede fire scenerier i loftet med temaerne opera, dans, musik og tragedie. Det lykkedes ham at illudere at man står neden for Eiffeltårnet. På fortæppet af lærred malede han et usædvanligt motiv — mødet mellem de to floder som danner Amazonfloden. For at skåne maleriet ruller man ikke det 100 år gamle fortæppe op, men hejser det direkte op i kuplen.

På første etage ligger balsalen. I hver ende af rummet hænger et højt spejl af fransk krystalglas som reflekterer de 32 lysekroner importeret fra Italien. Stråleglansen illuminerer malerier af Amazonlandets dyre- og planteliv, malet af den italienske maler Domenico de Angelis. For at bygningen kunne tage sig endnu prægtigere ud, blev støbejernssøjler gipset og malet så de lignede marmor. Balustraderne ser ud som om de er lavet af marmor, men banker man let på dem, vil man opdage at de er af træ. Det polerede gulv som består af 12.000 stykker træ, blev lagt efter den franske teknik hvor træstykkerne sættes sammen uden brug af søm eller lim. Det eneste brasilianske indslag er det træ der blev brugt til gulvene, skrankerne og bordene. Publikum har uden tvivl følt sig godt tilpas i den kølige sal. Hvorfor kølige?

Stenhuggere brolagde meget kløgtigt gaderne rundt om teatret i en latexbaseret substans, hvilket dæmpede larmen fra de hestetrukne vogne når folk kom efter at forestillingen var begyndt. Af samme grund kunne man også lade dørene stå åbne så brisen kunne slippe ind mellem spanskrørsstolene og på den måde gøre varmen lettere at udholde.

Fra mousserende champagne til ildevarslende skyer

Da foyerdørene blev åbnet ved premieren i 1896, flød der champagne fra springvandene foran operahuset. Projektet havde varet 15 år og kostet 10 millioner dollars. Det var et prægtigt operahus skabt til sublime stemmer. I de følgende år kom solister og orkestergrupper fra Italien, Frankrig, Portugal og Spanien for at opføre Puccinis La Bohème samt Verdis Rigoletto og Trubaduren. Tropesygdomme såsom kolera, malaria og gul feber fik dog nogle kunstnere til at betakke sig, men teatret var også truet fra en anden kant — enden på gummiboomet. Ildevarslende skyer hang over Manaus. — Se rammen „Udsmuglingen som standsede operaen og efterspørgselen efter brasiliansk gummi“.

I 1923 blev Brasiliens monopol på gummi brudt. Matadorer, spekulanter, købmænd og prostituerede pakkede lynhurtigt deres kufferter, og byen Manaus blev affolket og efterhånden helt tilgroet med ukrudt. Hvad skete der med operahuset? Teatrets tilbygninger blev brugt til oplagring af gummi, og scenen blev brugt som en indendørs fodboldbane!

Storhedstid igen

Derefter blev Manaus et udgangspunkt for turister der interesserede sig for økologi, og som kom for at udforske regnskovens mysterier. Andre blev kun i få dage for at opleve hvordan det er at holde en slange, fodre en papegøje eller kæle for et dovendyr. Hvis operahuset kunne restaureres, ville Manaus blive en attraktion af en helt anden slags.

I 1974 udførte man derfor et kostbart restaureringsarbejde på teatret for at genindføre den oprindelige stil og lave tekniske forbedringer. Lysene, spejlene og møblerne blev gjort rene. Teknikere installerede et hydraulisk system så orkestergraven kunne flyttes op og ned. Scenegulvet blev skiftet ud, og området bag scenen fik nyt lydanlæg, lys og videoudstyr. Man installerede også aircondition under stolene i stueetagen.

Symfoniorkesteret fra Rio de Janeiro bragte kulturen tilbage til teatret. Senere beærede den berømte balletdanserinde Margot Fonteyn teatret ved sin dans i Svanesøen, og sine balletsko skænkede hun til teatrets museum.

Man ønskede imidlertid at gøre teatret smukkere og mere komfortabelt samt at forbedre sikkerheden. Efter grundig forskning og omhyggelig planlægning myldrede en arbejderstab på 600 foruden 30 teknikere omkring i teatret i fire år. Under otte lag maling fandt man til sidst den originale rosa farve. Kuplen trængte til nye tegl. De gamle tegl blev derfor fjernet og erstattet med nogle brasilianske tegl der lignede de gamle. Stolene blev ombetrukket med rødt, fransk fløjl. Skalpel og malerpensel blev brugt for at friske op på de sarte kunstgenstande og malerier. Kunstværkerne i korridorerne var desværre blevet beskadiget af fugt, så man valgte at dække væggene med en jadegrøn kinesisk brokade. Træsøjlerne og balustraderne var desuden blevet angrebet af termitter. For at fjerne dem sprøjtede man 13.780 liter insektgift ind i træværket.

I 1990 genlød det prægtige teater atter af skønne toner. Arier sunget af den brasilianske sopran Celine Imbert og solokoncerter på klaver spillet af Nelson Freires var med til at forskønne teatret.

Var det ikke lyden af en klokke? Jo, og det er for at fortælle at programmet begynder om fem minutter.

Teaterdirektøren, Inês Daou, fortæller: „I forbindelse med fejringen af Teatro Amazonas’ 100 års jubilæum inviterede vi den berømte tenor José Carreras. Han bedømte akustikken til at være perfekt.“ Aftenen sluttede med dans i balsalen. Festivitasen fortsatte med besøget af dirigenten Zubin Mehta, tenoren Luciano Pavarotti og en argentinsk orkestergruppe der fremførte den fængslende opera Carmen.

Nu kimer klokken igen. Programmet begynder om tre minutter så vi må hellere indtage vore pladser.

Hele dagen har 60 ansatte haft travlt med forberedelserne til forestillingen. Og der kommer flere forestillinger, deriblandt jazzkoncerter, folkloreopvisninger og teaterstykker. Men i aften er det ballet der står på programmet.

Der er kun ét minut tilbage, og nu bliver der helt stille i salen.

Hvornår kommer du og besøger operahuset i junglen?

[Ramme/illustration på side 17]

Udsmuglingen som standsede operaen og efterspørgselen efter brasiliansk gummi

I 1876 udtænkte Henry Wickham, en ung engelsk eventyrer, en plan der satte en stopper for det brasilianske gummiboom. Med indianeres hjælp udsmuglede han 70.000 førsteklasses Hevea brasiliensis-frøplanter fra Amazonskoven, læssede dem på en damper og smuglede dem gennem den brasilianske told under påskud af at de var „sjældne planteprøver til dronning Victoria“. Han hægede om dem på sejladsen over Atlanten og sendte dem derefter omgående i et specialchartret tog til drivhuse i De Kongelige Botaniske Haver i Kew i England. Få uger senere begyndte frøplanterne at spire. Derfra blev de fragtet til Asien og plantet i Ceylons og Malaysiahalvøens sumpede jord. I 1912 var de udsmuglede frøplanter blevet til sygdomsfri gummiplantager, og en kilde siger at da træerne begyndte at producere mælkesaft, „oplevede Brasiliens gummieksport en varig nedtur“.

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Manaus

[Illustration på side 15]

De to floders vande løber sammen

[Illustration på side 15]

Teatrets kuppel — et praktisk orienteringspunkt

[Illustration på side 16]

Elegance i regnskoven

[Illustration på side 17]

Operahuset genoplever sin storhedstid

[Kildeangivelse på side 14]

Mountain High Maps® Copyright © 1995 Digital Wisdom, Inc.