En aften i operaen
Af Vågn op!-korrespondent i Italien
DEN karakteristiske disharmoniske lyd af et orkester der stemmer instrumenter hører pludselig op, og lyset dæmpes. Et kort bifald byder dirigenten velkommen mens han iler hen til dirigentpulten, hvorfra han med et buk kvitterer for publikums applaus. Under dyb tavshed løfter han armene, og med myndige taktslag leder han orkesteret gennem ouverturens indledende strofer. Har du nogen sinde overværet dette betagende øjeblik — indledningen til en opera? Kunne du tænke dig at overvære en? Hvad er en opera, og hvorfra har den sit udspring?
Opera er den højtidelige opførelse af et drama (opera seria) eller af en komedie (opera buffa) til orkesterakkompagnement. Den er inddelt i en eller flere akter, og de medvirkende synger eller reciterer teksten. En opera består af flere elementer: dramaets tekst eller libretto (en skribent eller digters værk), musik skrevet af en komponist, sang, dans, scenografi og kostumer. En musical minder om en opera, men har en flygtigere stil. Hvis du har set West Side Story eller Oklahoma, ved du at en musical er et teaterstykke med indlagte sange.
Der er en stor variation inden for operagenren. Mozarts og Rossinis operaer er blevet beskrevet som klangfulde, Verdis som intense og gribende, Wagners som komplekse, dvælende og dunkle, Bizets som farvestrålende og livfulde, og Puccinis som sentimentale.
Bibelens første omtale af sang og musik gælder tiden kort efter menneskehedens tilblivelse. (1 Mosebog 4:21; 31:27) Mennesker har op igennem historien fremstillet talrige musikinstrumenter, og omkring det 11. århundrede indførte man et nodesystem. Opslagsværker siger at operaen opstod i Firenze i slutningen af det 16. århundrede. Det bekræftes af at man på mange sprog anvender italienske ord (opera, libretto, sopran, tenor) til at beskrive denne kompositionsform. Efterhånden som genren nåede ud til forskellige dele af Europa, undergik operaen mange forandringer. I dag findes der operahuse rundt om i hele verden.
Lad os lytte til en oplysende samtale mellem Antonello, der bor i Milano, og hans ven Max, der er på besøg fra Schweiz. Antonello og Max tilbringer en uforglemmelig og betagende aften i Scala-operaen i Milano, der er en af verdens førende operascener.
I operaen
Max: Jeg læste i operaføreren som du gav mig at Scala-operaen blev åbnet i 1778, og at den efter næsten total bombeskade under den anden verdenskrig blev genopbygget og åbnet på ny i 1946. Bogen siger også at den har over 2000 siddepladser.
Antonello: Det er sandt. Og som du kan se blev den bygget i den klassiske hesteskoform der kendetegner de fleste operahuse fra det 17. til det 19. århundrede. Der er seks etager med loger hele vejen rundt, og orkestergraven er placeret dernede, lige foran scenen. Scala-operaen er hverken verdens ældste eller verdens største operahus, men dens berømmelse skyldes at adskillige operastykker har haft deres uropførelse her og at mange kendte dirigenter og sangere har optrådt på dens scene. En af dem var for eksempel den berømte dirigent Arturo Toscanini, der kunne dirigere uden partitur. Det siges at akustikken i Scala-operaen er perfekt, hvilket er fundamentalt for et operahus, eftersom hverken musikken eller stemmerne bliver forstærket af mikrofoner eller højttalere.
Max: Kan du fortælle mig noget om operasangerne?
Antonello: Der er seks stemmetyper. Tre mandsstemmer — bas, baryton og tenor — og tilsvarende tre kvindestemmer — kontraalt, mezzosopran og sopran. Bas- og kontraaltstemmen er de dybeste, mens tenor og sopran er de højeste. Midt imellem disse to grupper ligger stemmelejet for baryton og mezzosopran.
For at blive en dygtig operasanger må man være begavet med en god stemme og i mange år studere på konservatoriet. Uden denne undervisning, som lærer eleven at bruge sin stemme fuldt ud, bliver man aldrig operasanger. Om lidt kommer solisterne ind på scenen. Du vil bemærke at selv om de nogle gange spiller rollen som en ung mand eller kvinde der er forelsket, er de alle, med nogle få undtagelser, af moden alder og temmelig godt i stand. Ved du hvorfor?
Max: Nej, jeg vil meget gerne høre grunden.
Antonello: Det er fordi de først når deres karrieres højdepunkt i en moden alder. De er også nødt til at have en stærk fysik for at kunne synge opera. Det er sin sag at tage høje toner med god stemmefylde gentagne gange over et længere tidsrum. Det siges at den berømte sopran Maria Callas, der i 1950’erne ofte sang her i Scala-operaen, fik en dårligere stemme efter at have været på en streng slankekur. Så lad dig ikke distrahere af solisternes udseende, Max, men glæd dig hellere over deres stemmer. Se! Dirigenten kommer ind. Tag teaterkikkerten, så kan du bedre se sangerne og hele opførelsen. Hvis du vil have mest muligt ud af operaen, vil jeg råde dig til at du koncentrerer dig om musikken og sangen ligesom vi gjorde i første akt.
Hvad foregår der bag scenen?
Max: Sikke et langt bifald! Sangerne synger virkelig smukt. Hvor lang tid varer pausen?
Antonello: Cirka 20 minutter. Ved du hvad der foregår bag tæppet i pausen?
Max: Nej, det gør jeg ikke.
Antonello: Der er hektisk aktivitet. Under ledelse af en scenemester skifter dygtige scenefolk, maskinpassere, elektrikere, tømrere og andre hjælpere kulisser i perfekt synkronisering og opsætter de nye dekorationer. I dag er operahuse udstyret med moderne teknologi til hurtigt sceneskift; nogle gange foregår det endda under opførelsen. Med hydrauliske platforme, mekaniske lifte og andet maskineri løfter eller sænker man dele af scenen. Alle operahuse har apparatur til specielle effekter eller sceniske overraskelser — det kan være udstyr der fremstiller damp til skyer eller tågedis, røgeffekter, lyden af regn eller blæst, eller braget fra et lynnedslag. Spotlights med forskellig styrke kan skabe sceniske effekter og striber af farvet lys der altid virker betagende.
Max: Vi sidder her og kan se og høre operaen. Men hvad foregår der bag scenen under forestillingen?
Antonello: Det er et godt spørgsmål, Max. Mens vi sidder behageligt og nyder forestillingen, arbejder en lille hær bag scenen og i kulisserne. Forestil dig hvad der ville ske hvis en sanger, koret eller danserne ikke bevægede sig på det rigtige tidspunkt. Bag scenen følger scenemesterens assistent eller andre medhjælpere med i orkesterets partitur og giver signal til sangerne når de skal ind på scenen. Korlederen gør det samme med sit kor.
Lige dér midt på scenen sidder suffløren i sin kasse, skjult for publikum. Han (eller hun) følger dirigentens bevægelser på en lille fjernsynsskærm og hvisker sætningerne fra librettoen. Han er hele tiden et par ord foran solisten i tilfælde af at en sanger glemmer en linje.
Endelig overvåger instruktøren sceneskiftene og masseoptrinnenes entré på scenen. Han holder også øje med lysfolkene så strålen fra det farvede lys bliver rettet mod den aftalte del af scenen på det rigtige tidspunkt. Man har planer om at udstyre Scala-operaen med to drejescener der kan hæves. Det har andre operahuse fordi det letter regissørarbejdet og gør det muligt at arbejde med mere end én forestilling ad gangen.
Max: Alle disse mennesker og alt det arbejde for at opsætte en opera. Dét overrasker mig!
Antonello: Ja, og de store operahuse har endda et fast orkester, kor og danserkorps der tilsammen tæller flere hundrede kunstnere. Derudover udføres andre opgaver af håndværkere, skræddere, skomagere, tømrere, sminkører, elektrikere og en eller flere scenografer der fremstiller og maler dekorationerne. Så er der selvfølgelig også personalet der tager sig af sikkerheden, administrationen og andre fagområder.
Operaer med et bibelsk tema
Max: Er der nogen operaer som har et bibelsk tema?
Antonello: Ja, der er adskillige. Operaer omhandler mange emner, for eksempel beretninger om fortidens folk, mytologi, legender fra middelalderen, samt William Shakespeares og andre skribenters værker. Nabucco, en forkortelse af „Nebukadnezar“, af den italienske komponist Giuseppe Verdi beretter om de jøder der blev taget som slaver i Jerusalem og ført i fangenskab i Babylon. Gioacchino Rossini, en anden italiensk komponist, satte musik til operaen Mosè (Moses), og den franske musiker Charles-Camille Saint-Saëns komponerede Samson et Dalila (Samson og Dalila). Handlingen i disse dramaer holder sig ikke strengt til Bibelen, men det er interessant at disse tre operaer indeholder Guds navn, Jehova.
Max: Er det virkelig sandt? Jeg ved at det bliver nævnt i Händels og Bachs værker, men jeg vidste ikke at det også forekommer i lyriske operaer.
Antonello: I slutningen af Nabucco synger koret: ’Ophøjede Jehova,’ og ypperstepræsten Zakarias nævner Guds navn. I Rossinis opera påkalder Moses Jehova, og i Samson et Dalila bliver Jehova nævnt en hel del gange.
Max: Det er interessant.
Antonello: Der er også adskillige andre operaer hvor handlingen er hentet fra Bibelen. Der er for eksempel Salome af Richard Strauss, Moses und Aron (Moses og Aron) af Arnold Schönberg, og Debora e Jaele (Debora og Jael) af Ildebrando Pizzetti. Men se, nu går tæppet for sidste akt.
En uforglemmelig aften
Antonello: Nå, Max, hvad syntes du så om at være i operaen?
Max: Det syntes jeg godt om. Jeg har nydt det, måske især fordi jeg fulgte dit forslag om at læse librettoen inden forestillingen. Ellers ville det nok have været svært at følge med i handlingen.
Antonello: Det er faktisk umuligt at forstå alle de ord solisterne og koret synger, eftersom musikken til tider overdøver stemmerne, og i de høje toner er det nogle gange svært at skelne ordene. I dag har man i mange operahuse et overtekstanlæg der giver en komprimeret oversættelse så publikum bedre kan følge med i handlingen.
Max: Jeg syntes det var en fremragende forestilling, Antonello. Pragtfuld musik og sang får virkelig én til at værdsætte Skaberen, for det er jo ham der har givet mennesket stemmens gave og evnen til at komponere, spille og glæde sig over musik. Du skal have tak fordi du tog mig med til en så velgørende og betagende aften.
[Illustration på side 24]
Scala-operaen
[Kildeangivelse]
Lelli & Masotti/Teatro alla Scala
[Illustration på side 25]
Scala-operaen i Milano
[Kildeangivelse på side 25]
Lelli & Masotti/Teatro alla Scala
[Illustrationer på side 26]
Herover: Scene fra operaen „Samson og Dalila“
[Kildeangivelse]
Winnie Klotz