Biavl — en „sød“ historie
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I GRÆKENLAND
DAGGRYET illuminerer langsomt himmelen med sine pastelfarver. I den tidlige morgenkulde og tågedis kører en åben lastbil stille ind til siden ved foden af en bjergskråning. To utydelige skikkelser stiger ud; de er iført handsker, støvler, bomuldsoveralls og bredskyggede hatte med slør. Ivrigt, men forsigtigt, læsser de en masse trækasser op på vognladet. To tyve der er ved at stikke af med et nemt bytte? Nej, det er to biavlere der omsorgsfuldt tager sig af deres lille hær af dyrebare bier, og som nu gør klar til at køre videre til et andet sted hvor der findes vegetation som producerer nektar.
Biavlere er et særligt folkefærd. De praler lidt af deres nære samarbejde med et specielt insekt. Den ene part i dette samarbejde er honningbien; set ud fra et økonomisk synspunkt måske det mest værdifulde insekt af alle. Den producerer honning og bivoks og bestøver en stor variation af afgrøder. Den anden part er de mennesker som møjsommeligt tjener til livets ophold ved at holde bier, og som samtidig elsker disse små skabninger og „ved hvad der skal til for at få dem til at trives“, som en af dem udtrykker det.
Som at føre tilsyn med „hverdagens små mirakler“
At blive biavler kan synes nemt. Få fat i nogle bistader fyldt med bifamilier, anbring dem et sted hvor vegetationen frembringer nektar, og vend tilbage et par måneder senere for at bjærge høsten. Men så let er det nu ikke. For mere præcist at finde ud af hvad biavl indebærer, talte vi med John og Maria, et par professionelle biavlere der elsker deres arbejde. De var glade for at fortælle os om deres erhverv.
„Biavl er et eksempel på hverdagens små mirakler,“ siger John idet han bøjer sig ind over et åbent bistade. „Der er stadig ingen der til fulde forstår honningbiernes højt udviklede samfundsliv, avancerede kommunikationsevner og særdeles gode arbejdsvaner.“
John fortæller os om den professionelle biavls historie og nævner at man i gamle dage når man høstede honningen, ødelagde boet, som befandt sig i hule træer eller tilsvarende hulrum. I 1851 fandt Lorenzo Lorraine Langstroth, en amerikansk biavler, imidlertid ud af at bierne producerer deres vokstavler med en indbyrdes afstand på cirka seks millimeter. Man kunne derfor bruge bistader af træ, fremstillet af mennesker, hvis man sørgede for at indrette dem med en tilsvarende afstand mellem tavlerne. Nu blev det muligt at fjerne de enkelte tavler i et bistade uden at ødelægge boet.
„For at få succes som biavler må man elske sine bier,“ fortsætter John. „Man er som en far for dem, og det tror jeg de kan mærke. De reagerer på den omsorg man viser dem. Samtidig er man deres læge, deres vicevært og deres fodermester i den strenge vintertid.“
Maria tilføjer: „En dygtig biavler kan med blot et enkelt blik få mange oplysninger om et bistade der normalt indeholder mellem 8000 og 80.000 bier. Når en erfaren biavler åbner et stade, kan han ud fra biernes summen afgøre om boet trives, om bierne er ’glade’, om de er sultne, og om de producerer noget. Han kan høre om boet er ’forældreløst’ fordi dronningen er død, om bierne er urolige over et eller andet ubehageligt og meget, meget mere.“
Vigtige forudsætninger for succes som biavler
„Det er afgørende at man er omhyggelig når man udvælger stedet hvor man vil placere sine bistader,“ forklarer John. „Vi gør os store anstrengelser for at finde blomstrende græsmarker hvor bierne kan finde føden.
En biavler kan være på udkig efter områder med appelsin- eller lindetræer i blomst for at holde sine bier beskæftiget. Om sommeren og efteråret kan et område med fyrre- eller grantræer være grundlaget for en kvalitetshonning med en rødlig farve som sælger godt. Marker med vilde timian i blomst giver den bedste honning. Biavlere kalder den ’honningens konge’. Bierne henter også føde fra hvid stenkløver, mark-stenkløver og lucerne.“
Det er også vigtigt at bruge sin sunde fornuft. Maria forklarer: „Når vi anbringer staderne i et bjergområde, er det en fordel at placere dem ved bjergets fod. Så kan bierne flyve op og besøge de blomstrende træer på bjergskråningen og bagefter — fuldt lastede — få en nem tur nedad, tilbage til bistadet. Hvis staderne var anbragt langt oppe ad bjergsiden, højere oppe end træerne, ville det udmatte bierne og forringe produktionen.“
„Enhver biavler véd at dronningen spiller en vital rolle for biernes trivsel og produktivitet,“ siger John, mens han forsigtigt holder en af tavlerne fra boet, med en dronning i midten, op for os. „I bistader hvor produktionen af yngel og honning er sparsom, må man slå dronningen ihjel og erstatte hende med en anden. Bifamilier med en ung dronning producerer mest honning. Når vi gerne vil have etableret en ny familie, tager vi et opstablingsstade fyldt med sunde bier og adskiller den øverste del af stadet fra den nederste. Den ene halvdel af stadet beholder den gamle dronning, og der anbringes en ung, befrugtet dronning i den anden halvdel. Når blomstringstiden kommer, lægger den nye dronning æg og fylder på den måde bistadet op med unge arbejderbier.“
Hvor længe lever en bi? Man siger at arbejderbiens levetid er omvendt proportional med dens produktivitet. De bier der lever om sommeren, henter føde fra blomsterne i cirka femten timer om dagen og flyver med en hastighed på omkring 21 km i timen, og de lever kun seks uger. Vinteren er ikke så fysisk belastende for bierne. I den periode arbejder de kun mellem to og tre timer daglig og kan derfor leve i adskillige måneder.
Diverse produkter
Når man taler om biavl, er honning selvfølgelig det første man kommer til at tænke på. Denne søde, tyktflydende masse danner bierne af den nektar de indsamler. I gennemsnit kan et bistade der drives erhvervsmæssigt, give 29 kg honning om året. Bivoks er et andet værdifuldt produkt af biavl. En honningtavle kan bruges op til mellem fem og seks år. Da er den efterhånden blevet mørkere i farven fordi forskellige mikrober og parasitter har slået sig ned på den, og så må den udskiftes. Man fremstiller ny bivoks af de kasserede honningtavler. For hvert ton honning man udvinder i erhvervsmæssig biavl, vil den gennemsnitlige tilsvarende produktion af bivoks ligge på mellem 9 og 18 kilo.
Pollen, som både hvad angår proteiner, vitaminer, mineraler og fedt er den primære næringskilde for dronning, arbejderbi og drone, prises af nogle som velegnet naturmedicin imod en række mindre alvorlige, fysiske sygdomme. Et bistade kan give cirka fem kilo pollen om året. Bierne isolerer deres stader med propolis, et materiale som også bruges til indkapsling af ubudne gæster der er så store at bierne ikke kan fjerne dem.
Produktionen af omkring en fjerdedel af den mad vi mennesker konsumerer, er direkte eller indirekte afhængig af honningbiens evne til at bestøve afgrøder. Bestøvning er en betingelse for frembringelsen af æbler, mandler, vandmeloner, blommer, pærer, agurker og forskellige slags bær. Det samme gælder adskillige frøplanter, inklusive gulerødder, løg og solsikker. Eftersom bier bestøver lucerne der bruges som foder for husdyrbesætninger, har de også indflydelse på produktionen af kød og mejeriprodukter.
’Instinktivt vise’
„De fleste biavlere tror nok på Gud,“ siger Maria og minder os om vores manglende evne til at forklare bikubens indviklede sociale opbygning, den fascinerende udvikling af et kompliceret samfundsliv og biernes perfekte evne til at orientere sig og kommunikere indbyrdes. Mange der studerer bier eller beskæftiger sig med bier, vil beredvilligt tilskrive alt dette det faktum at bierne er ’instinktivt vise’ — og dette instinkt har vor store Skaber, Jehova Gud, gavmildt skænket dem. — Jævnfør Ordsprogene 30:24.
[Ramme/illustrationer på side 26]
Fra blomsten til dit bord
1. En trækbi indsamler nektar fra en blomst
Når bierne besøger blomsterne, samler de nektar i deres honningblære som er en udvidet del af deres spiserør. Bien skal besøge mellem 1000 og 1500 blomster for at fylde denne blære
2. Nektar oplagres i honningtavlen hjemme i bistadet
Når den kommer tilbage til bistadet, gylper trækbien honningblærens indhold over i munden på en ung arbejderbi. Arbejderbien anbringer nektaren i en celle og sørger derefter for at nektaren omdannes til honning
3. Biavleren høster honning
Med en opvarmet kniv fjerner han den voks der dækker cellerne på hver enkelt honningtavle. Derefter anbringer han rammerne i en slynge som fjerner honningen ved hjælp af centrifugalkraft
4. Honning emballeres i krukker
Etiketter oplyser hvilke planter bierne har hentet nektar fra. Er emballagen gennemsigtig, kan man måske vurdere kvaliteten ved hjælp af honningens farve
5. Honning er sundt!
Honning optages nemt af kroppen og omdannes hurtigt til energi. Rapporter viser at honning kan anvendes i behandlingen af brandsår og forskellige former for kødsår