Vores søgen efter retfærdighed

FORTALT AF ANTONIO VILLA

I 1836 blev alle de texanere der forsvarede Alamo-fortet i Texas — færre end 200 — dræbt af en mexicansk hær på omkring 4000. Bagefter blev kampråbet „Husk Alamo“ brugt til at opflamme kampen for den uafhængighed der blev opnået senere samme år. I 1845 blev en del af Mexico til en del af USA, og mexicanerne befandt sig i fjendtligsindet territorium. De etniske stridigheder er ikke glemt.

JEG blev født i 1937, ikke langt fra San Antonio i Texas hvor Fort Alamo ligger. Dengang var toiletter, drikkekummer og andre offentlige faciliteter mærket med skilte hvor der stod: „Kun for hvide“ og „Andre“. Jeg lærte hurtigt at: „Andre“ indbefattede dem der ligesom jeg var af mexicansk afstamning.

I biografen måtte mexicanere og sorte kun sidde på balkonen, ikke nede i salen. Mange restauranter og forretninger ville ikke ekspedere mexicanere. Da min kone, Velia, og hendes søster engang kom ind hos en frisør, følte ejerne åbenbart at det var under deres værdighed at sige: „Mexicanere er ikke velkomne her.“ I stedet grinede de hånligt ad dem indtil Velia og hendes søster blev skamfulde og forlod salonen.

Det skete at hvide mænd — som regel når de var berusede — var på udkig efter mexicanske kvinder, fordi mange mente at de var helt igennem umoralske. Jeg tænkte: ’De vil ikke bruge samme toilet eller drikkekumme som os, men de har ikke noget imod at dele seng med mexicanske kvinder.’ Disse uretfærdigheder gjorde mig til at begynde med usikker og senere trodsig.

Problemer med kirkerne

Religionens hykleri gjorde mig endnu mere bitter. Hvide, sorte og mexicanere kom i hver deres kirke. Da jeg forberedte mig til min første kommunion som katolik, gav præsten mig nogle foruddaterede konvolutter som jeg skulle give til min far. Det var så meningen at vi hver uge skulle aflevere en konvolut med et bidrag. Kort efter sagde præsten til mig: „Du må hellere sige til din far at jeg endnu ikke har modtaget nogen konvolutter.“ Det blev min far vred over, og hans reaktion gjorde et stort indtryk på mig: „Det er det eneste de er interesserede i — penge!“

Det var almindeligt at høre om skandaler hvor prædikanter var løbet bort med kvinder i deres menighed. Sådanne episoder fik mig ofte til at sige: „Religiøse folk er kun interesserede i to ting — enten at få fingrene i dine penge eller at stjæle din kvinde.“ Når Jehovas vidner kom på besøg, afviste jeg dem derfor med ordene: „Hvis jeg får lyst til at undersøge en religion, skal jeg nok selv klare det.“

Militæret og ægteskab

I 1955 gik jeg ind i det amerikanske luftvåben hvor jeg håbede at jeg ved at udmærke mig gennem mit arbejde kunne vinde den respekt som jeg ellers ikke havde fået som mexicaner. Ved at anstrenge mig opnåede jeg anerkendelse og fik med tiden ansvaret for kvalitetskontrollen. Det betød at jeg skulle vurdere andre afdelinger i de væbnede styrker.

I 1959 blev jeg gift med Velia der altid havde været religiøs. Men de forskellige kirker hun var kommet i, havde skuffet hende. En dag i 1960, da hun følte sig meget nedtrykt, bad hun: „Gud, hvis du er til så fortæl mig det, for jeg vil gerne lære dig at kende.“ Samme dag fik hun besøg af Jehovas vidner i vores hjem i Petaluma, Californien.

Kort efter mistede Velia imidlertid kontakten med forkynderne fordi jeg blev forflyttet. Det var først i 1966, mens jeg opholdt mig i Vietnam, at hun igen begyndte at studere Bibelen i Seminole i Texas. Da jeg vendte hjem fra Vietnam i begyndelsen af 1967, var jeg ikke glad for at opdage at hun igen studerede Bibelen med Jehovas vidner.

Min hårdnakkede modstand

Jeg var sikker på at Velia var ved at blive bondefanget, og at hun igen ville blive skuffet. Jeg overværede derfor studiet i den hensigt at afsløre den mindste antydning af hykleri. Da damen sagde at Jehovas vidner forholder sig politisk neutrale, afbrød jeg: „Hvad arbejder din mand med?“

„Han dyrker bomuld,“ svarede hun.

„Nå, ser man det,“ svarede jeg arrogant. „Militæruniformer er lavet af bomuld. Så I støtter altså krigsbestræbelserne.“ Jeg blev højrøstet og urimelig.

I juni 1967 fik jeg igen en ny arbejdstildeling, og vi flyttede langt væk til Minot i North Dakota. Her kontaktede Jehovas vidner Velia, og hun genoptog sit bibelstudium. Jeg begyndte at modsætte mig det på en barnlig måde. Med fuldt overlæg kom jeg hjem lige når studiet begyndte. Jeg smækkede med dørene, trampede op ad trappen, kastede mine støvler mod gulvet med et brag og skyllede ud i toilettet flere gange.

Velia er en blid og underdanig hustru der aldrig har gjort noget uden min tilladelse. Modstræbende havde jeg tilladt at hun studerede Bibelen, men hun vidste at det ville blive et større problem at overvære Jehovas Vidners møder. Når hun blev tilskyndet til det, svarede hun altid: „Det må jeg hellere lade være med. Jeg vil ikke have ballade med Tony.“

Men en dag læste Velia følgende i Bibelen: „Bedrøv ikke Guds hellige ånd.“ (Efeserne 4:30) „Hvad betyder det?“ spurgte hun. Forkynderen der ledede studiet, forklarede: „Det var Guds hellige ånd der stod bag nedskrivningen af Bibelen. Så hvis vi ikke følger det der står i Bibelen, bedrøver vi Guds hellige ånd. For eksempel er der nogle som ikke overværer møderne, skønt de ved at Guds ord siger at vi bør gøre det.“ (Hebræerne 10:24, 25) Det var alt hvad der skulle til for at motivere Velia til handling. Fra da af kom hun til alle møderne, trods min modstand.

Jeg snerrede: „Hvordan kan du forlade hjemmet når min aftensmad ikke står på bordet?“ Inden længe havde Velia altid min varme aftensmad parat. Jeg måtte derfor bruge andre undskyldninger: „Du elsker hverken mig eller børnene. Du svigter os til fordel for dine møder.“ Når jeg angreb Jehovas Vidners læresætninger og Velia mildt forsøgte at forsvare dem, kaldte jeg hende en respektløs bocona der ikke ville underordne sig. (Bocona er spansk og betyder „stor mund“.)

På trods af dette fortsatte Velia med at overvære møderne, men ofte forlod hun hjemmet grædende på grund af min verbale vold. Der var dog nogle principper som jeg fulgte i mit liv. Jeg slog aldrig min kone eller blot tænkte på at forlade hende på grund af hendes nyfundne tro. Men jeg var nervøs for at en flot mand ved disse møder måske ville blive interesseret i hende. Jeg var stadig af den opfattelse at når det kom til religion var ’man enten interesseret i pengene eller i kvinden’. Jeg brokkede mig tit når Velia klædte sig om til møderne: „Du kan godt smukkesere dig for andre, men aldrig for mig.“ Da jeg endelig besluttede mig for at overvære et møde, sagde jeg derfor: „Jeg tager med — men kun for at holde øje med dig.“

Mit egentlige motiv var imidlertid at finde noget jeg kunne kritisere Jehovas Vidner for. Ved et af de første møder jeg overværede, blev der holdt et foredrag om at man kun måtte ’gifte sig i Herren’. (1 Korinther 7:39) Da vi kom hjem, sagde jeg bebrejdende: „Der kan du se! De er ikke et hak bedre end alle andre — fulde af fordomme over for alle der ikke har deres tro.“ Velia svarede udglattende: „Men det vigtigste er ikke hvad de siger, det vigtigste er hvad Bibelen siger.“ Jeg svarede straks igen ved at hamre min næve mod væggen og råbe: „Nu er du igen en bocona!“ Rent faktisk var jeg frustreret fordi jeg vidste at hun havde ret.

Jeg fortsatte med at overvære møderne og læse Jehovas Vidners publikationer, men mit motiv var at prøve at finde fejl hos dem. Jeg begyndte endda at svare ved møderne — men kun for at vise de andre at jeg ikke var en ’stupid mexicaner’.

Min søgen efter retfærdighed tilfredsstilles

I 1971 rejste vi på grund af mit arbejde inden for hæren til Arkansas. Jeg fortsatte med at overvære møderne med Velia, der i december 1969 var blevet døbt som et symbol på sin indvielse til Jehova. Jeg modarbejdede hende ikke mere, men jeg ville ikke have at nogen skulle studere Bibelen med mig. Jeg havde efterhånden fået et omfattende kendskab til Bibelen gennem de bibelske publikationer jeg havde læst. Men det var kun en intellektuel viden — et produkt af mit ønske om altid at ville være den bedste. Lidt efter lidt begyndte samværet med Jehovas vidner imidlertid at påvirke mit hjerte.

Jeg lagde for eksempel mærke til at også sorte underviste ved møderne. I begyndelsen tænkte jeg dog ved mig selv: ’Ja, de gør det selvfølgelig kun her bag lukkede døre.’ Da vi overværede et stævne der blev holdt på et stort baseballstadion, blev jeg imidlertid chokeret over at sorte også her deltog på programmet. Jeg måtte indrømme at der ikke var racediskrimination blandt Jehovas vidner. De praktiserer sand retfærdighed.

Med tiden indså jeg også at Jehovas vidner virkelig viser hinanden ægte kærlighed. (Johannes 13:34, 35) Og da jeg arbejdede sammen med dem på opførelsen af en rigssal, fik jeg bevis for at de er helt almindelige mennesker. Jeg så dem blive trætte, begå fejl og endda sige nogle få uvenlige ord når tingene ikke helt lykkedes. I stedet for at tage afstand fra dem på grund af disse ufuldkommenheder begyndte jeg at føle mig mere tryg blandt dem. Måske fik det mig til at indse at der også var håb for mig trods mine mange ufuldkommenheder.

Mit hjerte påvirkes

Det var først i 1973 at jeg opdagede at jeg var ved at opdyrke et forhold til Jehova. Dette år forklarede Vagttårnet at rygning var en ’besmittelse af kødet’, og at det var udstødelsesgrund. (2 Korinther 7:1) Jeg røg på det tidspunkt mellem en og to pakker cigaretter om dagen. Jeg havde prøvet at holde op mange gange, men uden held. Hver gang jeg fik en stærk trang til at ryge en cigaret, bad jeg nu en stille bøn til Jehova om hjælp til at aflægge denne urene vane. Til alles overraskelse begyndte jeg aldrig at ryge igen.

Den 1. juli 1975 kunne jeg gå på pension fra militæret. Jeg indså at hvis jeg ønskede at leve efter det Bibelen lærer, måtte jeg indvi mit liv til Jehova. Jeg havde aldrig haft et personligt bibelstudium, og det kom derfor som et chok for de ældste i menigheden da jeg i juni 1975 fortalte dem at jeg ønskede at blive døbt så snart min karriere inden for militæret var slut. De forklarede at jeg først måtte opfylde Jesu bud om at deltage i forkyndelsen. (Mattæus 28:19, 20) Det gjorde jeg den første lørdag i juli. Samme dag mødtes jeg med en ældste og gennemgik spørgsmålene til dåbskandidater. Tre uger senere blev jeg døbt.

Efter at vore tre børn — Vito, Venelda og Veronica — havde overværet min dåb, begyndte de hurtigt at gøre åndelige fremskridt. I løbet af de næste to år blev de to ældste døbt, og fire år senere fulgte den yngste trop. Når jeg taler med forældre som kender sandheden fra Bibelen, men som ikke gør noget ved det, fortæller jeg dem ofte om konsekvenserne ved ikke at handle nu. Jeg siger til dem at selv om deres børn måske ikke siger det, tænker de: ’Hvis sandheden ikke er vigtigere for far, behøver jeg heller ikke at gøre noget ved det.’

Heltidstjenesten

Hele vores familie begyndte i heltidstjenesten som pionerer i Marshall i Arkansas. Velia og jeg begyndte i 1979, og børnene sluttede sig til os i løbet af de følgende år, efterhånden som de tog afgangseksamen fra highschool.

I begyndelsen af 1980’erne hørte vi rapporter om hvordan folk i Ecuador i Sydamerika tørstede efter at få kundskab om Bibelen. Vi gjorde det derfor til vores mål at flytte dertil. I 1989 var vores børn blevet voksne og kunne klare sig selv. Samme år tog vi på et kort besøg til Ecuador for at ’udspejde landet’. — Jævnfør 4 Mosebog 13:1, 2.

I april 1990 ankom vi til Ecuador, vores nye hjem. Eftersom vi ikke havde så mange penge — vi levede af min pension fra militæret — måtte vi lægge et detaljeret budget. Men glæderne ved heltidstjenesten i dette åndeligt frugtbare land har langt opvejet de økonomiske ofre. Først forkyndte vi i havnebyen Manta, hvor vi hver ledte mellem 10 og 12 bibelstudier om ugen. I 1992 begyndte jeg sammen med min kone i rejsetjenesten, hvor vi besøger en ny menighed hver uge.

Når retfærdigheden sker fyldest

Når Velia og jeg ser tilbage på vores liv, kan vi se at de uretfærdigheder vi har oplevet under vores opvækst, nu er en hjælp for os i forkyndelsen. Vi er især opmærksomme på aldrig at se ned på nogen som måske er fattigere end os eller har en lavere uddannelse, eller som har en anden etnisk baggrund. Vi oplever også at mange af vore kristne brødre og søstre udsættes for sociale uretfærdigheder der er langt værre end det vi har oplevet. Men de beklager sig ikke. De holder blikket rettet mod Guds kommende rige, og det har vi også lært at gøre. Vi er for længst holdt op med at prøve at finde retfærdighed i den nuværende verdensorden; i stedet bruger vi vores liv på at fortælle folk om den eneste holdbare løsning på uretfærdighederne — Guds rige. — Mattæus 24:14.

Vi har også lært at når man er meget følsom over for uretfærdigheder, skal man passe på ikke at forvente fuldkommen retfærdighed blandt Guds folk. Vi er nemlig alle ufuldkomne og tilbøjelige til at gøre det forkerte. (Romerne 7:18-20) Ja, vi kan ærligt sige at vi har fundet en kærlig, international familie af brødre som bestræber sig for at gøre det rette. Det er vores håb at vi sammen med Guds folk på hele jorden vil komme ind i Guds nye verden hvori retfærdighed vil bo. — 2 Peter 3:13.

[Tekstcitat på side 20]

Jeg svarede hurtigt igen ved at hamre min næve mod væggen

[Illustration på side 21]

Velia og mig, da jeg gik ind i luftvåbnet

[Illustration på side 23]

Sammen med Velia i 1996