Hvorfor så meget had?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I TYSKLAND

„HVORFOR?“ — Et enkelt ord som kræver svar. Ordet stod at læse på en lille papirlap vedhæftet en af buketterne i en dynge af blomster og teddybjørne der var blevet lagt uden for en skole i Dunblane i Skotland i marts 1996. Få dage tidligere var en mand trængt ind på skolens område, hvor han havde skudt 16 børn og deres lærer. Flere andre var blevet såret, og til sidst havde gerningsmanden skudt sig selv. Han var tydeligvis gennemsyret af had. Had til sig selv, til andre og til samfundet i almindelighed. De sørgende forældre og venner står, ligesom millioner af andre jorden over, tilbage med spørgsmålet: ’Hvorfor? Hvorfor dør uskyldige børn på denne måde?’

Det er sikkert ikke undgået din opmærksomhed at verden er fyldt med blindt, uforklarligt had. Muligvis har du endda selv været genstand for had af en eller anden grund. Sandsynligvis har du mere end én gang stillet dig selv spørgsmålet: ’Hvorfor?’

Positive og negative former for had

„Had“ kan defineres som „inderlig fjendtlighed og modvilje“. Selvfølgelig er det kun godt at nære „inderlig fjendtlighed og modvilje“ mod det der er skadeligt, eller det der kan ødelægge det personlige forhold mennesker imellem. Hvis alle nærede denne form for had, ville det i høj grad gøre verden bedre at leve i. Men sørgeligt nok har ufuldkomne mennesker tendens til at hade det forkerte af forkerte grunde.

Destruktivt had er baseret på fordom, uvidenhed eller forkerte oplysninger. Ifølge en definition udløses had normalt af „frygt, vrede eller følelsen af at være blevet krænket“. Et sådant had, som ikke har noget fornuftigt grundlag, resulterer i noget ondt og i at man gang på gang må spørge: ’Hvorfor?’

Vi kender alle sammen nogle hvis karakter og vaner indimellem kan irritere os, og som vi har svært ved at omgås. Men én ting er at blive irriteret. Noget ganske andet er at ønske at volde andre fysisk skade. Det kan derfor være svært at forstå hvordan nogle kan hade en hel gruppe mennesker, ofte nogle de ikke engang kender. Måske tilhører de en anden etnisk gruppe. Måske har de andre politiske synspunkter eller tilhører en anden religion. Men bør det give anledning til at man hader dem?

Ikke desto mindre eksisterer denne form for had. I Afrika førte had til at hutuer og tutsier i Rwanda nedslagtede hinanden i 1994. En journalist skrev i den forbindelse: „Hvordan kan så meget had ophobe sig i så lille et land?“ I Mellemøsten har had forårsaget at fanatiske arabere og israelere har rettet terrorangreb mod hinanden. I Europa førte had til det tidligere Jugoslaviens sammenbrud. Og ifølge en avis er der alene i USA „rundt regnet 250 forskellige grupper der fremmer had“ og udbreder racistiske idéer. Hvorfor er hadet så udbredt? Hvad er grunden?

Had er så indgroet at det bliver tilbage selv efter at den konflikt det forårsagede, er løst. Hvorfor skulle det ellers være så vanskeligt at opretholde fred og våbenhvile i de krigshærgede og terroristplagede lande? På hvilken anden måde skulle vi kunne forklare det der skete efter underskrivelsen af fredstraktaten i Paris i slutningen af 1995? Traktaten fastslog at byen Sarajevo skulle genforenes under en føderation mellem Bosnien-Hercegovina og Kroatien. De fleste af de serbiske indbyggere i byen og dens forstæder flygtede af frygt for repressalier. I en rapport om de flygtendes plyndring og nedbrænding af de bygninger de forlod, konkluderede tidsskriftet Time: „Sarajevo er blevet genforenet, men det gælder ikke dens befolkning.“

Fred mellem mennesker der hader hinanden, er i bedste fald en falsk fred, lige så værdiløs som falske penge. Da den ikke har noget reelt grundlag, kan den bryde sammen når som helst. Men hvorfor er der så meget had og så lidt kærlighed i verden?

[Tekstcitat på side 4]

Destruktivt had er baseret på fordom, uvidenhed eller forkerte oplysninger