Vil hadet nogen sinde ophøre?

ENHVER der har set nyhedsudsendelser kender til begrebet had. Had må siges at være fællesnævner for de massakrer der næsten daglig trækker et blodigt spor efter sig. Overalt i verden, fra Belfast til Bosnien og fra Jerusalem til Johannesburg, bliver ulykkelige civile dræbt.

Overfaldsmændene kender som regel ikke deres ofre, hvis eneste „fejl“ er at de hører til „den anden side“. I en makaber byttehandel kan sådanne dødsfald måske være en gengældelsesaktion for en tidligere ugerning, eller det kan være en form for „etnisk udrensning“. Hver voldsepisode forstærker det had der består mellem de fjendtlige grupper.

Disse forfærdende bølger af had synes at forekomme med stadig kortere mellemrum, idet der udbryder blodfejder mellem stammer, racer og etniske eller religiøse grupper. Bliver vi nogen sinde fri for had? For at kunne finde svaret må vi kende årsagerne til had, eftersom vi ikke er født til at hade.

Hadets sædekorn bliver sået

Zlata Filipovic, en ung bosnisk pige fra Sarajevo, har endnu ikke lært at hade. I sin dagbog skriver hun rammende om den etniske vold: „Jeg bliver ved med at spørge: ’Hvorfor? Hvad er grunden? Hvis skyld er det?’ Men der er ikke noget svar. . . . Blandt mine veninder, blandt vore venner, i vores familie, er der serbere, kroatere og muslimer. . . . Vi kommer sammen med gode mennesker, ikke med dårlige. Og blandt de gode er der serbere, kroatere og muslimer, ligesom der er blandt de dårlige.“

Mange voksne har imidlertid et andet syn på sagen. De mener at de har gode grunde til at hade. Hvorfor?

Uretfærdighed. Det der sikkert i første række giver næring til had, er uretfærdighed og undertrykkelse. Som Bibelen siger: „Undertrykkelse kan få den vise til at handle forrykt.“ (Prædikeren 7:7) Når folk bliver forulempet eller udsat for overgreb kommer de nemt til at opdyrke had til ugerningsmændene. Og selv om det måske er ufornuftigt, eller „forrykt“, rettes hadet ofte imod en hel gruppe af mennesker.

Skønt uretfærdighed — virkelig eller indbildt — måske er den største årsag til had, er det bestemt ikke den eneste. En anden årsag er fordom.

Fordom. Fordom har ofte sit udspring i manglende kendskab til en bestemt etnisk eller national gruppe. På grund af rygter, traditionsbestemt had eller dårlig erfaring med en eller to enkeltpersoner, tillægger nogle måske en hel race eller nation dårlige egenskaber. Når først en fordom har slået rod, kan den gøre mennesker blinde for sandheden. Den engelske skribent Charles Caleb Colton har skrevet: „Vi hader folk fordi vi ikke kender dem; og vi ønsker ikke at kende dem fordi vi hader dem.“

På den anden side vælger politikere og historikere måske bevidst at fremme fordomme af politiske eller nationale årsager. Her var Hitler et skoleeksempel. Georg, der er tidligere medlem af Hitlerjugend, siger: „Nazisternes propaganda lærte os først had til jøderne, derefter til russerne og endelig til ’alle fjender af Das Reich’. Som teenager troede jeg på det der blev fortalt mig. Senere fandt jeg ud af at jeg var blevet bedraget.“ Både i Nazityskland og andre steder er racemæssige og etniske fordomme blevet retfærdiggjort ved at appellere til nationalisme, der er en anden kilde til had.

Nationalisme, stammefølelse og racisme. Historikeren Peter Gay beskriver i sin bog The Cultivation of Hatred hvad der skete ved udbruddet af den første verdenskrig: „Nationalismen gik af med sejren i den store loyalitetskonflikt. Kærlighed til fædrelandet og had til dets fjender viste sig at være det vægtigste argument for fredsbrud som det lange nittende århundrede kunne frembringe.“ Den tyske nationalfølelse gjorde at krigssangen „Hadsang mod England“ blev populær. Peter Gay forklarer at der i England og Frankrig var nogle som søgte at fremme en hadefuld stemning ved at opfinde historier om at tyske soldater voldtog kvinder og myrdede spædbørn. Siegfried Sassoon, en engelsk digter og soldat, beskriver idéen i den engelske krigspropaganda på denne måde: „Det lod til at mennesket var blevet skabt for at det skulle dræbe tyskerne.“

Ligesom nationalisme kan en urimelig ophøjelse af én etnisk gruppe eller race skabe et had til andre etniske grupper eller racer. Stammefølelse er stadig årsag til vold i mange afrikanske lande, mens racisme fortsat plager Vesteuropa og Nordamerika. Endnu et splittende element som til tider blander sig med nationalisme, er religion.

Religion. Mange af de mest hårdnakkede konflikter i verden er stærkt religiøst betingede. I Nordirland, Mellemøsten og andre steder lægges folk for had på grund af den tro de bekender sig til. For over to hundrede år siden sagde den engelske forfatter Jonathan Swift: „Vi er tilpas religiøse til at hade, men ikke til at elske hinanden.“

I 1933 sagde Hitler til biskoppen i Osnabrück: ’Med hensyn til jøderne, fortsætter jeg blot den samme politik som den katolske kirke har haft i 1500 år.’ De fleste tyske kirkeledere fordømte aldrig Hitlers afskyelige pogromer. I sin bog A History of Christianity nævner Paul Johnson at „kirken ekskommunikerede katolikker som i deres testamente bestemte at de gerne ville brændes, . . . men den forbød dem ikke at arbejde i koncentrations- eller dødslejre.“

Nogle religiøse ledere har ikke blot tolereret had — de har endda helliget det. Da den spanske borgerkrig brød ud i 1936, fordømte pave Pius XI republikanernes ’virkelig sataniske had til Gud’ — men der var også katolske præster på den republikanske side. Kardinal Gomá, der var Spaniens primas under borgerkrigen, hævdede ligeledes at ’pacificering var umulig uden væbnet kamp’.

Det religiøse had synes ikke at være på tilbagetog. I 1992 rettede tidsskriftet Human Rights Without Frontiers en skarp anklage mod den måde hvorpå den græsk-ortodokse kirkes gejstlige forsøgte at rejse en hadsk stemning mod Jehovas vidner. Der blev blandt andet henvist til en sag hvor en græsk-ortodoks præst havde indbragt to 14-årige forkyndere for retten. Hvad lød anklagen på? Han beskyldte dem for at ’prøve at få ham til at skifte tro’.

Hadets følgevirkninger

Overalt i verden er hadets sædekorn blevet sået og vandet gennem uretfærdighed, fordom, nationalisme og religion. Den uundgåelige følge er vrede, overfald, krig og ødelæggelse. Bibelens udtalelse i Første Johannesbrev 3:15 hjælper os til at se alvoren i dette: „Enhver der hader sin broder er en manddraber.“ Ja, hvor hadet trives, er freden — hvis den overhovedet findes — meget skrøbelig.

Elie Wiesel, der er nobelpristager og overlevende efter Holocaust, skriver: „Det er den overlevendes ansvar at vidne om det der er sket . . . Man er nødt til at advare folk om at sådanne ting kan ske, at det onde kan slippes løs. Racehad, vold og afgudsdyrkelse florerer stadig.“ Det 20. århundredes historie viser tydeligt at hadets ild ikke vil brænde ud af sig selv.

Vil hadet nogen sinde forsvinde fra menneskets hjerte? Er had altid nedbrydende, eller har det også en positiv side? Lad os se nærmere på det.