Træskærerarbejde — en gammel afrikansk kunst
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I NIGERIA
TRÆSKÆRERE har i mange år været travlt beskæftiget i Benin City, der ligger i den sydlige del af det nuværende Nigeria. For fire hundrede år siden var Benin City hovedstaden i et magtfuldt og velorganiseret skovrige. Besøgende fra Europa forundredes over byens brede, lige gader, dens tiltalende huse og dens fornemme og lovlydige borgere. I århundreder var Benin City et af Vestafrikas vigtigste handels- og kulturcentre.
Riget Benin blev styret af en række konger som blev kaldt obaer. Disse konger var aktivt interesseret i kunst. Deres prægtige palads i Benin City var udsmykket med træhoveder, meget fine, udsøgte bronzevægtavler og mesterværker af fint udskåret elfenben. Ganske vist har de gamle trærelieffer ikke overlevet tidens og termitternes hærgen, men det er tydeligt at træskærerne var aktive i riget. Martins Akanbiemu, tidligere konservator ved Nationalmuseet i Lagos, skriver: „Træskærernes lav synes at være det ældste som arbejdede for obaen.“
I 1897 plyndrede engelske soldater Benin City og bragte dens nu uvurderlige kunstskatte — over 2000 genstande — med sig til Europa. Den største samling af gammel beninsk kunst er nu udstillet, ikke i Nigeria, men på museer i London og Berlin.
Træskærerkunsten i dag
Som så mange andre byer i Nigeria er Benin City i dag en travl by. Men man kan stadig finde spor af dens tidligere storhed. Paladset er blevet genopbygget, og den nuværende oba residerer her. Man kan se rester af den dybe voldgrav som omkransede den gamle by; og hvis man lytter opmærksomt, kan man høre den blide lyd af mejselen der arbejder i træet.
Johnson har i 20 år udskåret træskulpturer i Benin City. I de forgange århundreder var træ- og messinghoveder et minde om de afdøde; de smykkede altrene til forfædredyrkelsen. Men de hoveder som Johnson skærer ud i dag, ligner ikke dem der tidligere blev benyttet i religiøst øjemed. Han laver nemlig kun pyntegenstande.
Johnson arbejder i ibenholt, en hård, men sart træsort der er ideel til træskærerarbejde. Han bruger hovedsagelig træets kerneved, dets inderste del. I det nigerianske ibenholt er kerneveddet ofte blankt og dybsort, skønt kerneveddet i nogle træer er stribet eller gråsort. Han bruger også splintved, træets yderste lag, i sit arbejde; det tilføjer en smuk rød farve der står godt til den sorte. Både rød og sort ibenholt kan blive meget glansfuldt ved polering.
Der findes rigelige mængder ibenholt i Nigeria. Når træet er fældet, ligger det ofte i bushen i nogle måneder for at tørre. Selv efter at ibenholtstammerne er ankommet til Johnsons værksted, lader han træet tørre i adskillige måneder inden han bruger det. Dette er vigtigt, for træ der ikke er tørt, kan slå sig og revne.
Når Johnson er klar til at påbegynde udskæringsarbejdet, tager han en håndsav og deler stammerne i stykker på knap 40 centimeter. Han lader træet ligge i endnu en uge for at sikre sig at stykkerne ikke revner. Derefter markerer han med et stykke kridt konturen til det hoved han ønsker at skære ud. Nu kan det egentlige træskærerarbejde begynde.
Han begynder med at bruge et stemmejern, så en mejsel med buet skær og til sidst en spinkel mejsel. Derefter filer han med en rasp og bruger en kniv til at udskære detaljer. Johnson arbejder meget koncentreret. Hvis han er uopmærksom, kan det resultere i en skulptur med et mærkeligt smil eller et øje der kigger i den forkerte retning.
Når træskærerarbejdet er færdigt, sliber Johnsons lærlinge figuren med finere og finere sandpapir. Til sidst bruger de møbelpolish eller skosværte og polerer den med en skobørste for at få den til at skinne. Det tager to dage at udskære et træhoved som det på billederne og yderligere tre dage at slibe og polere det.
Johnson sætter derefter skulpturen til side i et par måneder for at sikre sig at den ikke revner. Hvis træet er gennemtørret inden træskærerarbejdet begynder, vil den ikke revne. Det er som regel tilfældet. Men hvis der viser sig en revne, tager man skulpturen med hen til værkstedet, hvor man fylder revnen ud og sliber og polerer overfladen.
Oplæring i træskærerkunsten
Johnson har seks lærlinge i alderen 10 til 18 år. De lærer alle træskærerkunstens mange faser i omvendt rækkefølge. Det første lærlingen lærer, er derfor at polere. Derefter lærer han at slibe, og senere får han vist hvordan man bruger en rasp. Endelig oprinder den dag hvor han tager et stemmejern og foretager de første udskæringer på en ny træblok.
„Det er ikke enhver der kan blive træskærer,“ siger Johnson. „Man skal være lærenem og have evnen til at koncentrere sig. Man må også lære at være tålmodig med sine fremskridt og ikke lade sig slå ud af de fejl man begår. Man må være udholdende, da det tager mindst tre år at blive en god træskærer. Men det er ikke alt — man må være villig til hele tiden at lære, for øvelse gør mester.“
[Ramme på side 20]
Myren og træskæreren
Nogle siger at den afrikanske kunst står i gæld til den hvide myre, en termit. Træskæreren skaber en skulptur, men den hvide myre kan (delvis hjulpet af det tropiske klima) hurtigt ødelægge den, nogle gange i løbet af et par dage. I århundreder har den hvide myre holdt træskæreren travlt beskæftiget. Det har været et endeløst, men dog konstruktivt kredsløb: Myren ødelægger, og træskæreren begynder på en frisk — med muligheder for at dygtiggøre sig og udvikle nye, fantasifulde stilarter.
Bogen African Kingdoms siger: „Mug og den flittige hvide myre har i betydelig grad medvirket til at detaljer på ældre værker er forsvundet og ikke har kunnet videreføres til efterfølgende nye værker. Dette faktum, samt det tilbagevendende behov for nye værker, har givet større mulighed for variation i designet; der er blevet langt færre efterligninger, og den enkelte har i langt større udstrækning kunnet gøre brug af sin dygtighed og fantasi.“
Nogle siger at dette forhold mellem myren og træskæreren er en del af forklaringen på den kunstneriske dygtighed der har gjort afrikansk kunst så populær. I sin bog Nigerian Images skriver den sagkyndige William Fagg: „Lad os . . . hylde den hvide myre, som, hvor uønskede de fleste af dens aktiviteter end har været for menneskene, i århundreder og årtusinder har været involveret i en vedvarende og umådelig produktiv ’magtkamp’ med træskæreren i troperne.“
[Kildeangivelse]
Med tilladelse af dr. Richard Bagine
[Illustrationer på side 19]
Arbejdsprocessen:
1. Det bedste stykke træ udvælges.
2. Konturen til hovedet markeres.
3. Mejslen tages i brug.
4. Slibning.
5. Polering