Hørelsen — en gave vi bør værdsætte

EN STILLE aften på landet, borte fra civilisationens larm, giver én mulighed for at opfatte og glæde sig over nattens behagelige lyde. En let brise giver en svag susen i træerne. Lydene af insekter, fugle og dyr høres på afstand. Det er en forunderlig oplevelse at lytte til sådanne blide lyde. Kan du høre dem?

Den menneskelige hørelses kapacitet er forbløffende. Tilbring en halv time i et ekkofrit rum (et lydisoleret lokale med vægge der absorberer al lyd), og din hørelse vil have ’skruet så meget op for styrken’ at du begynder at høre lyde du ikke kender, selv om de stammer fra din egen krop. Videnskabsmanden F. Alton Everest, der forsker i akustik, beskriver denne oplevelse i The Master Handbook of Acoustics. Det første man kan høre tydeligt, er ens eget hjerteslag. Efter cirka en times forløb kan man høre blodet strømme rundt i årerne. Til sidst kan man, hvis man er i besiddelse af en skarp hørelse, få „sin tålmodighed belønnet ved at høre en underlig hvislen mellem hjerteslagene og over lyden af sit pulserende blod. Hvor stammer den fra? Det er lyden af luftmolekyler der hamrer løs på ens trommehinder,“ forklarer Everest. „Den bevægelse af trommehinden som luftmolekylerne forårsager, er utrolig lille. Den er kun på 10 nanometer!“ En bevægelse af trommehinden i den størrelsesorden udgør samtidig „hørelsens tærskel“, den nedre grænse for den menneskelige hørelses evne til at opfatte lyd. En større lydfølsomhed ville ikke gavne os eftersom svagere lyde ville drukne i den støj luftmolekylernes hamren mod trommehinden forårsager.

Det der gør det muligt for os at høre, er samarbejdet mellem det ydre øre, mellemøret og det indre øre, kombineret med den evne til at opfatte og fortolke lyd som nervesystemet og hjernen besidder. Lyd forplanter sig igennem luften som trykbølger. Disse lydbølger får vores trommehinde til at svinge frem og tilbage, og denne bevægelse føres af mellemøret videre til det indre øre. Her bliver bevægelserne omdannet til nerveimpulser som hjernen opfatter som lyd.a

Det ydre øre

Det bøjelige, krøllede ydre øre kaldes øremuslingen. Øremuslingen indfanger lydbølger, men den gør meget mere end det. Har du nogen sinde undret dig over at dit øre har så mange folder? Lydbølgernes tilbagekastning fra øremuslingens forskellige overflader er nøje tilpasset deres indfaldsvinkel. Hjernen er i stand til at dechifrere disse ganske små variationer og fastslå hvor lydkilden befinder sig. Dette gør den samtidig med at den sammenligner tidspunktet for hvornår — og intensiteten hvormed — lyden når hvert af et menneskes ører.

For at anskueliggøre det kan du prøve at knipse med fingrene, mens du bevæger din hånd op og ned foran en der står med lukkede øjne. Selv om dine fingres afstand fra den pågældendes ører er den samme, vil han være i stand til at afgøre om lyden kommer oppefra, nedefra eller fra et sted midt imellem. Selv de der kun hører godt på det ene øre, kan lokalisere en lydkilde temmelig præcist.

Mellemøret — et teknisk vidunder

Mellemørets hovedopgave er at overføre trommehindens bevægelser til væsken i det indre øre. Denne væskes massefylde er langt større end luftens. Ligesom det er tilfældet med en cykelrytter der skal op ad en stejl bakke, må der derfor skiftes til det ’gear’ der på den mest effektive måde fører energien fra disse bevægelser videre til det indre øre. Mellemøret viderefører energien ved hjælp af tre små knogler, som på grund af deres form kaldes henholdsvis hammeren (malleus), ambolten (incus) og stigbøjlen (stapes). Ved hjælp af det lille mekaniske forbindelsesled disse tre knogler tilsammen udgør, opnås en ’gearing’ der passer næsten perfekt til det indre øre. Uden den ville 97 procent af lydenergien gå tabt undervejs.

To fintmærkende små muskler er påhæftet mellemørets mekaniske forbindelsesled. Når øret udsættes for en kraftig lavfrekvent lyd, vil disse muskler automatisk, på mindre end en hundrededel sekund, trække sig sammen og derved indskrænke forbindelsesleddets bevægelsesmuligheder så meget at eventuelle høreskader forebygges. Refleksen er hurtig nok til at beskytte en mod stort set alle de høje lyde der forekommer i naturen, men ikke mod lyde fra maskiner og elektronisk udstyr. Desuden kan disse små muskler kun bibeholde den beskyttende stilling i op til ti minutter, men det er nok til at man kan slippe væk fra generende støj. Interessant nok giver hjernen også disse muskler besked på at nedsætte hørelsens følsomhed mens man taler, så ens egen stemmestyrke ikke bliver for kraftig.

Det indre øre — et forbavsende organ

Den del af det indre øre der er involveret i hørelsen, befinder sig inden i cochlea, eller sneglen, som den kaldes på grund af sin karakteristiske sneglehusform. Den knogle der omgiver denne fintfølende mekanisme, er legemets hårdeste. I cochleas labyrint findes basalmembranen, en af flere membraner som på langs deler cochlea i kanaler. Langs denne membran ligger det cortiske organ, som understøtter tusinder af hårceller — nerveceller med hårlignende udløbere der strækker sig ind i den væske der fylder cochlea.

Når mellemørets knogler bevæger sig, sættes det ovale vindue i cochlea i svingninger. Svingningerne sætter væsken i cochlea i bevægelse, og disse bølgebevægelser får membranerne til at bevæge sig på samme måde som blade der hæves og sænkes af små bølger på en sø. Afhængig af lydfrekvensen vil bølgebevægelserne påvirke basalmembranen forskellige steder. Hårcellerne på disse steder strejfer så den overliggende dækmembran (membrana tectoria). Denne kontakt stimulerer de pågældende hårceller til at sende impulser til hjernen. Jo kraftigere lyden er, jo flere hårceller involveres, og jo hurtigere sker stimulationen. Det er på den måde hjernen opfatter høje lyde.

Hjernen og hørelsen

Hjernen er den vigtigste del af ens hørelse. Den er i besiddelse af de helt ekstraordinære evner der skal til for at omdanne den strøm af nerveimpulser den modtager, til en mental opfattelse af lyd. Hjernens store rolle i dette fremhæver den særlige forbindelse der er mellem tanke og hørelse, en forbindelse der inden for faget psykoakustik forskes meget i. I et stuvende fyldt rum sætter hjernen for eksempel en person i stand til at høre én bestemt samtale ud af mange. Det kan en mikrofon ikke. Derfor kan en båndoptagelse af lyden i et sådant rum være næsten uforståelig.

Den irritation uønsket støj kan forårsage, viser noget andet om forbindelsen mellem tanke og hørelse. Hvis man ikke ønsker at høre en bestemt lyd og alligevel hører den, kan det være meget irriterende. Og det gælder uanset hvor svag denne lyd måtte være. Lyden af en dryppende vandhane er for eksempel meget svag. Alligevel kan den være yderst generende hvis den forstyrrer ens nattesøvn.

Følelserne er nært knyttet til hørelsen. Tænk bare på hvor smittende en hjertelig latter kan virke. Eller på hvordan det varmer en om hjertet når andre med en venlig bemærkning giver udtryk for kærlighed eller ros. En stor del af det vi lærer rent intellektuelt, tilegner vi os også via ørerne.

En gave vi bør værdsætte

Mange af de fascinerende hemmeligheder ved hørelsen mangler vi stadig forklaring på. Men den videnskabelige forståelse man allerede har opnået, øger vores værdsættelse af den intelligens og kærlighed der kommer til udtryk i høresansens opbygning. Lydforskeren F. Alton Everest har sagt: „Når man tænker på den menneskelige hørelses kvalitet på alle områder, bliver man tvunget til at konkludere at dens indviklede funktion og opbygning viser at en eller anden kærlig hånd har haft indflydelse på konstruktionen.“

Kong David i det gamle Israel sad ikke inde med den videnskabelige viden om det indre øres funktion som er tilgængelig i dag. Alligevel sang han for sin Skaber, idet han betragtede sit legeme og de mange evner det var i besiddelse af: „Jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker.“ (Sl. 139:14) Den videnskabelige forskning vedrørende menneskelegemets underværker og hemmeligheder, hørelsen indbefattet, øger beviset for at David havde ret. Vi blev underfuldt skabt af en vís og kærlig Skaber!

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 24]

Hjælp til de høreskadede

Hvis man gennem længere tid bliver udsat for kraftig lyd, vil man få en permanent høreskade. Den pris er ikke værd at betale blot for at kunne lytte til meget høj musik eller for at kunne arbejde i nærheden af støjende udstyr uden beskyttelse. Et høreapparat kan være til nogen hjælp for hørehæmmede, selv for nogle der har været døve fra fødselen. Mange der får et sådant apparat, føler at de igen får adgang til en hel verden af oplevelser. Efter at have fået tilpasset et høreapparat for første gang lagde en kvinde mærke til en underlig lyd uden for sit køkkenvindue. „Det var fuglene!“ fortæller hun. „Jeg havde ikke hørt fuglene i årevis!“

Selv uden alvorlige høreskader vil evnen til at høre lyde i det høje toneleje normalt blive ringere med alderen. Desværre omfatter det konsonanternes frekvensområde, og konsonantlydene er som regel meget afgørende når det drejer sig om at forstå tale. Ældre kan derfor føle at deres kommunikation med andre forstyrres af normale lyde fra husholdningen, som for eksempel lyden af rindende vand eller af papir der krølles sammen, idet disse lyde indeholder frekvenser i samme toneleje som konsonanterne. Høreapparater kan være til nogen hjælp, men de har også ulemper. Apparater af god kvalitet kan være meget dyre, så dyre at almindelige mennesker i mange lande slet ikke har råd til at købe dem. Og under alle omstændigheder findes der ingen høreapparater der kan give en høreskadet den fulde hørelse tilbage. Hvad kan der gøres?

Det er til stor hjælp for den hørehæmmede at man viser hensyn. Før man taler til en hørehæmmet, bør man sikre sig at den pågældende ved at der er noget man gerne vil sige ham eller hende. Prøv at stå ansigt til ansigt med vedkommende. På den måde giver du den hørehæmmede lejlighed til at se de bevægelser du gør med kroppen og læberne, og til helt at forstå konsonanterne i dine ord. Gå tættere på hvis det er muligt, og tal langsomt og tydeligt, uden at råbe. Kraftige lyde er i virkeligheden ubehagelige for mange hørehæmmede. Er der noget den pågældende ikke har forstået, er det bedre at forklare det med andre ord, frem for blot at gentage hvad man sagde. Hvis din egen hørelse heller ikke længere er hvad den har været, kan du på samme måde gøre det lettere for andre at kommunikere med dig ved at gå tættere på den der taler, og være tålmodig. Sådanne ekstra anstrengelser kan bevirke at man får et bedre forhold til andre, og at man hele tiden føler sig på bølgelængde med sine omgivelser.

[Illustration]

Henvend dig ansigt til ansigt med den hørehæmmede, og tal langsomt og tydeligt

[Diagram på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Øret

Hammeren (malleus)

Ambolten (incus)

Stigbøjlen (stapes)

Det ovale vindue

Øremuslingen

Øregangen

Trommehinden

Det runde vindue

Cochlea

Hørenerven

Hørenerven

Det cortiske organ

Dækmembranen (membrana tectoria)

Hårceller

Nervefibre

Basalmembranen