Krigenes unge ofre
BARNDOMMEN regnes for en lykkelig tid. En tid hvor man bliver passet, plejet og beskyttet. En uskyldig tid. Børn skal lege, lære og opdyrke egenskaber og færdigheder der vil hjælpe dem til at udvikle sig til ansvarsbevidste voksne. Man forventer ikke at børn bliver slået ihjel, og man forventer bestemt heller ikke at de slår andre ihjel. Men i krigstid sker der mange uventede ting.
Sørgeligt nok forekommer krige i globalt omfang, og de kræver deres unge ofre når de sønderlemmer børn og ødelægger deres barndom. I 1993 rasede der større konflikter i 42 lande, og i 37 andre udbrød der politiske uroligheder. I alle disse 79 lande boede der børn.
Mange unge har aldrig oplevet fred. I slutningen af 1995 havde der været kamphandlinger i Angola i over 30 år, i Afghanistan i 17 år, på Sri Lanka i 11 år og i Somalia i 7 år. Det ene sted efter det andet har politikerne talt om „den igangværende fredsproces“, men krigshandlinger ødelægger fortsat ubarmhjertigt menneskers tilværelse.
Krig har altid voldt børn skade, men den store forandring der i nyere tid er sket med hensyn til måden at føre krig på, har medført at flere og flere civile, deriblandt børn, bliver dræbt. Under krigene i det attende, nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede var cirka halvdelen af ofrene civile. I den anden verdenskrig der varede fra 1939 til 1945, kom antallet af civile ofre op på to tredjedele af det samlede antal der blev dræbt under krigen. Dette skyldtes til dels den intensive bombning af byerne.
I slutningen af 1980’erne var tabet af civile steget til næsten 90 procent af det samlede antal dræbte. En af forklaringerne er at krigsførelse er blevet mere kompliceret. Der er ikke længere blot tale om to hære der står over for hinanden på en slagmark. De fleste af nutidens krige er borgerkrige, ikke krige mellem to eller flere nationer. Desuden foregår kampene i byer eller landsbyer, og dér, i en atmosfære af grusomhed og mistænksomhed, skelnes der stort set ikke mellem fjendtlige soldater og den uskyldige civilbefolkning.
Børnene har måttet betale en høj pris. FN’s Børnefond anslår at krig alene i de sidste ti år har kostet to millioner børn livet og invalideret mellem fire og fem millioner andre. Krig har gjort mere end en million børn forældreløse, og tolv millioner er blevet hjemløse. Omkring ti millioner børn har fået psykiske traumer som følge af krig.
Bibliotekerne bugner af bøger om krig. De handler om hvordan og hvorfor forskellige slag er blevet udkæmpet. De beskriver våbnene og den strategi der blev anvendt. De mindes de generaler der førte an i myrderierne. I spillefilm om krig bliver spændingen fremhævet og lidelserne bagatelliseret. Disse bøger og film fortæller meget lidt om de uskyldige ofre. De følgende artikler handler om hvordan børn er blevet udnyttet som soldater, hvordan de har været de mest sårbare af alle ofre, og hvorfor vi mener at nutidens børn kan opnå en lys og lykkelig fremtid.