Støj — vor tids plage
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I ENGLAND
„En af livets store stressfaktorer.“ — Makis Tsapogas, rådgiver for Verdenssundhedsorganisationen.
„Amerikas mest omsiggribende forurening.“ — The Boston Sunday Globe, USA.
„Vor tids værste forureningsfaktor.“ — Daily Express, London, England.
MAN kan hverken se, lugte, smage eller røre den. Støjen, det moderne bylivs forbandelse, forurener nu også landområderne.
En amerikansk naturforsker der har brugt 16 år på at optage naturens lyde, har opdaget at dette bliver stadig mere vanskeligt. I 1984 fandt han 21 steder i staten Washington, USA, der var støjfri i et kvarter eller mere. Fem år senere var kun tre af disse steder støjfri.
Mange af verdens indbyggere vil have svært ved at finde selv tre støjfri områder. Af en landsdækkende rapport i Japan fra 1991 fremgår det at støj resulterer i flere klager end nogen anden form for forurening. Londonavisen The Times siger meget rammende at støj er „den største svøbe i nyere tid“. Forekomsten af støj er blevet regelen snarere end undtagelsen hvad enten det drejer sig om enerverende hundegøen, naboens drønende stereoanlæg, en skinger bilalarm eller en larmende bilradio. Støjforurening er dog ikke noget nyt fænomen. Den har en lang historie.
Ikke noget nyt problem
For at hindre trafikpropper forbød Julius Cæsar al kørende trafik i Roms centrum om dagen. Desværre medførte dette at han og hans romerske medborgere måtte affinde sig med en betydelig støjforurening om natten „når de træ- eller jernbeklædte vognhjul skrumplede hen over brolægningen“. (The City in History, af Lewis Mumford) Over et århundrede senere klagede digteren Juvenal over at støjen dømte romerne til evig søvnløshed.
I det 16. århundrede var London blevet en travl storby. I sin bog Elizabethan England skriver Alison Plowden: „Larmen må have været det første der slog de fleste besøgende: tusinder af værksteders hamren og banken, vognhjulenes rumlen og knirken, kvægets brølen når det blev drevet til marked og gadehandlernes højrøstede faldbyden.“
I det 18. århundrede oplevede man den industrielle revolution. Resultaterne af den mekaniske støj blev åbenbar da fabriksarbejderne fik høreskader. Men selv byboere som ikke boede i nærheden af fabrikker, klagede over den tiltagende støj. Historikeren Thomas Carlyle søgte tilflugt i et „godt lydisoleret rum“ på taget af sit hus i London for at slippe for lyden af galende haner, naboernes klaverspil og gadetrafikken. The Times skriver: „Det virkede ikke.“ Hvorfor? „Han blev drevet til vanvid af et helt batteri af nye støjkilder, deriblandt skibenes tågehorn og lokomotivernes fløjter.“
En udbredt forurening i dag
I dag protesterer man mod støjen fra lufthavne, samtidig med at flyselskaber ihærdigt modsætter sig forsøg på at lovgive mod støjforurening. Hjalp det at lufthavnen i Manchester i England pålagde overlydsflyet Concorden bøder hver gang det lettede? Nej. En flykaptajn vedgik at flyet støjede, men sagde at hvis det skulle medtage mindre brændstof for at nedbringe støjniveauet, ville det ikke kunne flyve nonstop til Toronto eller New York.
Det er lige så problematisk at hindre trafikstøjen på jorden. I Tyskland viser undersøgelser for eksempel at denne form for støj forstyrrer 64 procent af befolkningen. Og det er et voksende problem — efter sigende tusind gange større nu end før samfundet blev motoriseret. I en rapport fra Grækenland hedder det at „Athen er en af de mest støjplagede byer i Europa; larmen er så infernalsk at det skader athenernes helbred“. Japans Miljøagentur har ligeledes bemærket en tendens til forværring af trafikstøjen, hvilket tilskrives den øgede biltrafik. Ved lave hastigheder er det hovedsagelig bilens motor der støjer, men når man kører over 60 kilometer i timen er det dækkene der frembringer mest støj.
Den største årsag til støjklager i England er dog støj fra naboer. I 1996 bemærkede Britain’s Chartered Institute of Environmental Health at antallet af klager over støjende naboer var steget med ti procent. En talsmand for instituttet siger: „Det er svært at forklare [årsagen]. Det kan blandt andet skyldes at folk er så pressede på deres arbejde at de i højere grad kræver fred og ro i hjemmet.“ To tredjedele af alle klagerne i England i 1994 drejede sig om støjende bilmotorer, bilalarmer og bilhorn og at der blev spillet for højt sent om aftenen. Dertil kommer de 70 procent der menes at være udsat for støjforurening, men som ikke klager af frygt for repressalier. Der er afgjort tale om et omfattende problem.
Som følge af den udbredte støjplage forsøger miljøorganisationer at mindske støjforureningen. I USA har man for eksempel visse steder ved lov søgt at begrænse brugen af motoriserede haveredskaber. I England har man vedtaget en ny støjlov rettet mod støjende naboer. Hvis loven overtrædes mellem klokken 23.00 og klokken 7.00, kan man nu opkræve bøder på stedet. De lokale myndigheder har sågar bemyndigelse til at konfiskere larmende stereoanlæg. Men støjen fortsætter.
Eftersom støjforureningen er et voksende problem, spekulerer man måske på hvad man skal gøre, hvis man selv er offer for den. Hvad kan man gøre for ikke selv at støje? Vil der nogen sinde blive varig fred og ro? Læs svarene i de følgende artikler.