Fra vore læsere

Pleje af syge — en udfordring Denne fortræffelige artikelserie (8. februar 1997) var til stor opmuntring for mig. Jeg er 17 år og passer både min bedstefar som har haft et slagtilfælde, og min mor som har haft et nervesammenbrud. Det var en trøst at læse at det ikke er unormalt indimellem at blive irriteret på patienten og spørge sig selv: ’Hvorfor skete det for mig?’ Jeg var også glad for artiklen om hvordan man yder praktisk hjælp til dem der plejer syge.

P. T., Italien

Jeres beskrivelse af hvordan det føles at tage sig af sygdomsramte venner, var meget nøjagtig og fuld af forståelse. Jeg takker Jehova for at han fik jer til at skrive disse skønne artikler. De vil uden tvivl hjælpe alle os plejere til at affinde os med situationen og fortsat tjene Jehova med glæde og nidkærhed.

B. V., Tjekkiet

Jeg er for nylig blevet skilt og er mor til to teenagere hvoraf den ene i alvorlig grad lider af ADHD (en lidelse karakteriseret af koncentrationsbesvær og hyperaktivitet). Jeg er udsat for et meget stort pres i den forbindelse. Artiklerne om pleje satte mig i stand til at forstå hvorfor jeg føler mig forlegen, vred, nedtrykt og hjælpeløs. Som en positiv ting kan jeg nævne at ældre brødre i menigheden har taget sig af min hyperaktive søn. Det er en stor glæde at se kærligheden i virksomhed.

C. C., USA

Min mand lider af demens og er afhængig af min pleje. Jeg frygtede at jeg ikke kunne magte det, men Jeanny, der er nævnt i artiklerne, gav mig mod med ordene: „Frygten for hvad der kunne ske, er ofte værre end virkeligheden.“

A. P., Slovakiet

Jeg har også på et tidspunkt skullet pleje en anden, og jeg har haft mange af de følelser der er beskrevet i artiklerne. Ofte syntes jeg ikke at jeg kunne tale med andre om mine frustrationer og min skyldfølelse. Artiklerne har hjulpet mig på dette punkt.

F. F., Nigeria

Jeg havde aldrig troet at der ville blive udgivet sådanne specialartikler. Min mor har været sengeliggende siden 1989, og som eneste søn, uden søskende eller far, har det været mit ansvar at sørge for hende. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig tanken i den sidste paragraf, nemlig at Jehova og hans søn, Jesus Kristus, er dem der har vist den allerstørste omsorg. I mange situationer har jeg været desperat og tænkt at jeg ikke kunne klare mere, men så har jeg henvendt mig til Jehova i bøn. Blot det at vide at han lytter, har givet mig ny styrke.

M. A. M., Peru

Min mand er syg, og jeg har været igennem praktisk talt alt det der er omtalt i bladet. Mange gange har brødre og søstre spurgt til min mand. Nogle gange blev jeg irriteret og tænkte: ’Hvorfor spørger de altid til ham? Hvad med mig?’ Nu forstår jeg at det kun er naturligt at føle sådan.

M. A. I. I., Spanien

Indlæringsvanskeligheder Jeg har en søn på ti år som lider af ADHD i svær grad. Det er glædeligt at kunne fortælle jer at efter udgivelsen af artikelserien „Når børn har vanskeligheder med indlæring“ (22. februar 1997) har adskillige venner fortalt mig at selv om de prøvede at forstå sygdommen og hjælpe mig, havde de aldrig til fulde forstået hvordan min søn og jeg havde det. De fleste sagde at de nu var endnu mere villige til at give en hjælpende hånd. En søster i menigheden tog sig tid til at gennemgå artiklen med min søn og opmuntre ham. Han kom senere til mig og spurgte om vi skulle læse den igen.

L. A. D., USA