„Kunden har altid ret“

FORTALT AF WEI TUNG CHIN

Min mand plejede at sige til mig at jeg skulle holde mig fra „de religiøse mennesker som går og stemmer dørklokker“. Når jeg fik besøg af Jehovas vidner, sagde jeg derfor at vi ikke var interesseret. Men han havde også fortalt mig at ’kunden altid har ret’, så da et af Jehovas vidner kom ind på vores restaurant, Red Dragon, og ville fortælle mig om sin tro, var jeg nødt til at lytte.

MIN MAND, Tong Y., ejede den kinesiske restaurant Red Dragon på St. Clair Avenue i Cleveland, Ohio. Det var her at han efter vores bryllup lærte mig talemåden: „Kunden har altid ret.“

T.Y. var kommet til Amerika for at studere på New York University. Efter endt eksamen i 1927 begyndte han at arbejde i en restaurant på Times Square i New York. Han lagde mærke til at folk stod og spiste ved disken i en isbar/kiosk, hvor køkkenfaciliteterne var begrænsede. Han fik derfor den idé at sælge varm chow mein (kinesisk sammenkogt ret med nudler).

Inden længe var den lille restaurant han havde åbnet i Greenwich Village, en blomstrende forretning. I 1932 flyttede han sin forretning til Cleveland i Ohio og åbnede restauranten Red Dragon med plads til 200. I september 1932 skrev en lokalavis: „Efter at have koncentreret sig om at stille appetitten hos millioner i øst har Tong Y. Chin nu invaderet området ved De Store Søer og bragt sin første midtvestlige forpost af den friske chow mein-industri til Cleveland som han på fem år har gjort til en forretning med en årsomsætning på en million dollars.“

Inden jeg forklarer hvordan jeg mødte T.Y., vil jeg fortælle om min opvækst i Kina som har præget mit liv meget.

En opvækst under fattige kår

For mit indre blik kan jeg stadig se min mor forlade vores lille by i Kina for at lede efter mad. Mine forældre var så fattige at de måtte adoptere nogle af deres børn væk. En dag da jeg kun var omkring to eller tre år gammel, kom far hjem med et bestemt udtryk i øjnene. Jeg tænkte at nu ville der ske mig noget slemt.

Kort efter tog mor mig i hånden, og vi gik gennem rismarkerne ad en smal, mudret sti med vand på begge sider. Vi gik forsigtigt så vi ikke faldt i vandet. Vi stoppede foran et hus hvor mor talte med en smilende pige, dernæst ved et andet hus hvor den unge pige havde et barskt og mut ansigtsudtryk. Jeg mindedes ikke at jeg havde set disse piger før. Det var mine storesøstre. Da de sagde farvel til mig, havde jeg en fornemmelse af at vi aldrig ville komme til at se hinanden igen.

Undervejs snakkede mor hele tiden. Hun fortalte mig om sig selv, min far og mine brødre og søstre. Jeg kan stadig se mors venlige og bedrøvede øjne for mig. Da vi kom til vores bestemmelsessted, var der et eller andet som virkede forkert. Huset var uhyggeligt og trist. Det var mit nye hjem. Jeg havde ikke lyst til at tage en lur, men min mor og mine adoptivforældre overtalte mig. Inden længe sov jeg, og da jeg vågnede, var mor gået. Jeg så hende aldrig igen.

En trist barndom

Jeg fik nok at spise, men mit nye hjem var kærlighedskoldt, og mit hjerte var fyldt med tårer. Hver morgen vågnede jeg og græd. Jeg savnede min mor og min storebror, som var blevet hos hende. Ofte havde jeg selvmordstanker. Da jeg blev ældre, længtes jeg efter at komme i skole, men mine adoptivforældre holdt mig hjemme for at arbejde.

Da jeg var ni år, flyttede vi til det fjerntliggende Shanghai. „Nu er du stor nok til at gå i byen og handle og lave mad,“ fik jeg at vide. Disse ting blev føjet til mine andre daglige pligter. Hver dag gav mine adoptivforældre mig penge til at købe ind til tre måltider. På vej til markedspladsen passerede jeg nogle tiggere, og jeg fik ondt af dem fordi de var sultne. Jeg gav dem derfor lidt penge, men havde stadig nok til at købe de nødvendige fødevarer.

Jeg ønskede inderligt at gå i skole og blive undervist. „Om et halvt år vil vi melde dig ind i en skole,“ lovede mine adoptivforældre. Da tiden var gået, fik jeg at vide: „Et halvt år fra nu.“ Jeg indså snart at jeg aldrig ville komme i skole. Mit hjerte var knust. Jeg begyndte at hade alle i huset. Ofte låste jeg mig inde på toilettet og bad til Gud. Selv om vi troede på mange guder, vidste jeg på en eller anden måde at der var én Gud som var mægtigere end alle de andre. I mange år bad jeg til ham: „Hvorfor er der så megen smerte og sorg?“

Ægteskab ændrer mit liv

Dengang var det almindeligt med arrangerede ægteskaber i Kina. En af T.Y.’s studiekammerater som var vendt tilbage til Kina, skrev til ham: „Du har passeret de 30 og er stadig ugift.“ Dernæst omtalte han mig og tilføjede: „Hun er 18 år, har et smukt ansigt og en lige så smuk personlighed. . . . Jeg ville alvorligt overveje det, Tong Y. Chin.“ Hans ven sendte et fotografi med.

T.Y. skrev til mine adoptivforældre: „Jeg har set et billede af jeres retskafne datter. Jeg vil gerne giftes med hende hvis vi, når vi mødes og har tilbragt nogen tid sammen, opdager at kærligheden blomstrer i vore hjerter.“ T.Y. kom til Shanghai, og vi mødtes. Selv om jeg følte at han var for gammel til mig, bestemte jeg mig for at et ægteskab i det mindste ville sætte mig i stand til at komme væk. Vi blev gift i 1935 og sejlede straks efter til Amerika. På den måde kom jeg til Cleveland.

Alvorlige problemer trods velstand

Til at begynde med havde jeg svært ved at kommunikere med min mand. Han talte den kinesiske dialekt kantonesisk, og jeg talte shanghai-dialekt. Det var som om vi talte to forskellige sprog. Jeg måtte også lære nye skikke og at tale engelsk. Og mit nye job? Jeg skulle være en charmerende, imødekommende værtinde i restauranten og altid søge at behage gæsterne. Ja, jeg skulle huske at ’kunden altid har ret’.

Sammen med min mand arbejdede jeg mindst 16 timer om dagen; det var lange og hårde timer, og en stor del af tiden var jeg gravid. Vores første datter, Gloria, blev født i 1936. Derefter fødte jeg i løbet af ni år seks børn — først tre drenge og derefter tre piger, hvoraf den ene døde som etårig.

I mellemtiden havde T.Y. åbnet mange restauranter og natklubber. Nogle af de entertainere som begyndte deres karriere med at optræde på disse steder, er Keye Luke, Jack Soo og Kaye Ballard, som senere blev berømtheder. Vore kinesiske fødevareprodukter blev markedsført i stor udstrækning og blev meget populære.

I midten af 1930’erne blev T.Y. kendt som chow mein-kongen. Han var også præsident for Det Kinesiske Handelsforbund og holdt foredrag om Kina. Jeg blev involveret i en hel del velgørenhedsarbejde og i sociale, samfundsmæssige og lokale aktiviteter. Offentlig fremtræden og deltagelse i processioner blev en del af mit liv. Vores billede og vore navne forekom jævnlig i Cleveland-aviserne; alt hvad vi foretog os eller sagde, syntes at blive bemærket — fra forretningseventyr til ferier, ja, selv min skostørrelse.

I 1941 da det japanske flyvevåben bombede Pearl Harbor, erklærede USA Japan krig. Eftersom vi var østerlændinge, blev vi ofre for fordomme. Selv inden krigens udbrud modtog vi skriftlige dødstrusler da vi byggede et stort hus i et respektabelt kvarter. Men det blev bygget færdigt, og det var her vore børn voksede op.

Jeg havde således et skønt, rummeligt hus, en respekteret mand og en agtet familie, ja, selv flot tøj og smykker. Men jeg var ikke lykkelig. Det skyldtes blandt andet at vi ikke brugte megen tid sammen som familie. Jeg stod op hver morgen for at sende børnene i skole, men vi var som regel på arbejde når de blev lagt i seng. En husholderske sørgede for dem hver dag.

Vi var buddhister, men guderne i vores religion bragte mig ingen trøst. T.Y. og vores ældste søn gik gennem huset og tændte levende lys og satte mad frem for gudebillederne så guderne kunne spise. Men de spiste aldrig maden, og børnene havde bagefter stor fornøjelse af at gå og spise den.

Til sidst var jeg så udmattet og fortvivlet at jeg følte at min familie var bedre stillet uden mig. Jeg fik et nervesammenbrud og forsøgte at begå selvmord. Heldigvis blev jeg i hast bragt til hospitalet, hvor jeg kom mig.

Et svar på mine bønner

Nogen tid senere, i 1950, kom en dame med et smukt hvidt hår ind i restauranten sammen med sin mand. Mens jeg bød dem velkommen og viste dem til rette, fortalte hun mig om Gud. Jeg var ikke interesseret. Jehovas vidner havde besøgt os derhjemme og forsøgt at indlede en samtale med mig, men jeg afviste dem altid straks. I restauranten var situationen en helt anden, for „kunden har altid ret“.

Damen, Helen Winters, spurgte om jeg troede på Bibelen. „Hvilken bibel?“ svarede jeg. „Der findes jo så mange!“ Hver gang hun kom ind i restauranten, tænkte jeg: ’Nu kommer den plageånd igen!’ Men hun var venlig og vedholdende. Og det hun fortalte om et paradis på jorden hvor der ikke ville være smerte eller lidelser, lød godt. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4.

Under et af hendes besøg gav hun mig en indbydelse til møderne i rigssalen og fremhævede det kortfattede budskab på bagsiden der beskrev velsignelserne i Guds rige. Jeg husker at jeg senere kiggede på den og tænkte: ’Hvis bare det var sandt!’ Da hun tilbød at studere Bibelen med mig i mit hjem, sagde jeg til sidst ja tak.

Hver uge samledes vi rundt om bordet for at studere — Helen, mig selv og mine seks børn i alderen fra 5 til 14 år. Jeg havde tit ondt af hende fordi det somme tider virkede som om børnene havde mistet interessen. I 1951 begyndte vi at overvære møderne i rigssalen. Jeg indså snart at det vi lærte, var svaret på mine bønner. Jeg besluttede at jeg måtte se at blive bedre til at læse engelsk, hvilket var en stor udfordring.

Oplever ægte lykke

Jeg begyndte snart at gøre hurtige fremskridt i kundskab og indviede mit liv til Jehova Gud. Den 13. oktober 1951 blev jeg døbt sammen med mine to ældste børn, Gloria og Tom, ved et stort stævne i Washington D.C. For første gang følte jeg at der var en mening med livet. Det var begyndelsen til mine lykkeligste år.

I hele min tilværelse havde jeg tjent andre mennesker, men nu var jeg besluttet på frem for alt at tjene Skaberen. Jeg begyndte at forkynde budskabet om Riget for alle som ville lytte. Jeg forsøgte også at indprente mine børn nødvendigheden af at overvære de kristne møder og vigtigheden af at fortælle andre om de vidunderlige ting i Guds ord.

I 1953 begyndte vi at have menighedsbogstudium i vores hjem. I dag, omkring 45 år senere, bliver det stadig holdt her. Igennem årene har det været en stor åndelig ballast for vores familie.

Det var en stor udfordring at holde sig åndeligt aktiv og stadig drive restauranten. Alligevel formåede jeg at studere Bibelen med mange. Nogle af disse mennesker har taget imod sandheden fra Bibelen og er senere blevet pionerer, som heltidsforkyndere kaldes. I løbet af 1950’erne indviede vore fire yngste børn sig til Jehova og blev døbt. T.Y. var ikke interesseret i Bibelen, men kørte os til og fra møderne. Vi blev enige om at vi ikke ville forkynde for ham, men blot på hjemturen tale sammen om et eller to punkter fra mødet som vi havde været glade for.

På det tidspunkt foretog T.Y. mange og hyppige forretningsrejser til byer rundt om i USA. Jeg ringede til Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn og forklarede vores situation. Grant Suiter, Selskabets daværende sekretær og kasserer, inviterede os på en rundvisning i bygningerne når vi kom til New York. T.Y. var meget imponeret, især over renligheden i køkkenet, som på det tidspunkt bespiste 500 mennesker.

Under vores besøg mødte vi Russell Kurzen, der senere sendte T.Y. en bibel som han læste i hver aften indtil han havde læst den til ende. Ved Jehovas Vidners internationale stævne i New York i 1958 blev min mand døbt. Til vores overraskelse havde vores ældste søn, som på det tidspunkt var medlem af betelfamilien, et lille indlæg på programmet.

Trofast til sin død

T.Y. og jeg gik ofte ud og forkyndte sammen fra hus til hus. Da hans syn begyndte at svigte, deltog vi regelmæssigt i gadearbejdet. The Cleveland Press bragte overskriften „Konvertering i Red Dragon“ sammen med et billede der viste os mens vi tilbød Vagttårnet og Vågn op! til en forbipasserende. Artiklen fortalte hvordan vi var blevet Jehovas vidner. For øvrigt gav vi Red Dragon et nyt navn, nemlig Chins Restaurant.

I årenes løb har min mand og jeg beværtet mange kristne brødre og søstre fra hele verden i vores restaurant. Jeg husker tydeligt det råd vi fik af broder Fred Franz, som dengang var Vagttårnsselskabets præsident. Når han besøgte os, sagde han: „Vær trofaste, og hold jer nær til Jehovas organisation.“

I begyndelsen af 70’erne fik T.Y. flere slagtilfælde og døde den 20. august 1975. En lokalavis bragte en længere nekrolog sammen med et billede hvor han i forkyndelsen tilbyder Vagttårnet. De sidste år vi havde sammen, var de bedste. Efter at have betjent kunder i over 60 år lukkede Chins restaurant definitivt i april 1995. For nogle virkede det som om en æra var slut.

Stadig åndelige mål

På et tidspunkt var det vores ønske at vore tre sønner skulle overtage familieforretningen. Men dette ønske ændrede sig; vi ville gerne have at de skulle følge i Jesu fodspor og blive heltidstjenere. Vi spurgte hver enkelt om han eller hun kunne tænke sig at blive pioner i Hongkong og oplære andre kinesere i det vi havde lært. Vi tilbød at støtte dem økonomisk. Selv om ingen af dem kunne tale flydende kinesisk, valgte Winifred, Victoria og Richard at flytte til Hongkong.

Vores datter Winifred har været pioner i Hongkong i over 34 år. Victoria giftede sig med Marcus Gum, og de vendte senere tilbage til USA. De har opdraget tre børn — Stephanie og Seraiah, som er pionerer i Cleveland, og Symeon, der tjener sammen med sin kone, Morfydd, på Watchtower Farms i Wallkill, New York. Victoria og Marcus bor nu i nærheden af mig og hjælper med at drage omsorg for mig. Marcus er præsiderende tilsynsmand i Coventry menighed i Cleveland.

Vores ældste datter, Gloria, har været bundet til en kørestol siden hun blev ramt af polio i 1955. Sammen med sin mand, Ben, bor hun i Escondido i Californien, hvor hun regelmæssigt deltager i forkyndelsesarbejdet. Tom har været i heltidstjenesten i over 22 år. For tiden arbejder han og hans kone, Esther, på Vagttårnets uddannelsescenter i Patterson, New York. Richard og hans kone, Amy, forlod Hongkong for at hjælpe med at pleje T.Y. inden han døde. Nu tjener de også i Patterson. Vores yngste, Walden, har brugt over 30 år i heltidstjenesten. I de sidste 22 år har han sammen med sin kone, Mary Lou, betjent menigheder i USA som kreds- og områdetilsynsmand.

Tro ikke at vore børn aldrig har voldt os problemer. Da en af vore sønner nåede teenagealderen, stak han af hjemmefra og gav ikke en lyd fra sig i tre måneder. I en periode var en anden søn mere interesseret i sport end i åndelige anliggender, og han svigtede vores ugentlige familiestudium for at deltage i konkurrencesport. Han blev endda tilbudt sportsstipendier. Det var en kolossal lettelse for mig da han i stedet besluttede sig til at blive heltidstjener.

Taknemmelig for at jeg lyttede

Selv om mine børn bogstavelig talt bor spredt rundt om i verden, glæder det mit hjerte at vide at de trofast tjener Jehova. Jeg er nu 81 år og lider af artritis og andre sygdomme som gør at jeg har svært ved at gå, men min nidkærhed for Jehova er ikke blevet mindre. Jeg forsøger at klare mig selv så ingen af mine børn må forlade heltidstjenesten for at tage sig af mig.

Jeg ser ivrigt frem til at Guds løfter vil få deres fulde opfyldelse, og at jeg vil gense dem af mine kære der nu er døde, deriblandt min mand, mine biologiske forældre og Helen Winters, som studerede med os. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Hvor er jeg glad for at jeg lyttede til denne kærlige hvidhårede dame for over 46 år siden! Ja, denne kunde havde bestemt ret!

[Illustration på side 21]

Vores bryllupsbillede

[Illustration på side 23]

Vores familie i 1961. Fra venstre mod højre: Victoria, Wei, Richard, Walden, Tom, T.Y., Winifred og, forrest, Gloria

[Illustration på side 24]

Wei Chin i dag