Syv år i kinesisk fængsel — uden at miste troen!

SYV ÅR er lang tid at tilbringe i enecelle. Er der noget du tror så meget på at du for dets skyld ville kunne bestå en sådan ildprøve, med den baggrund at du kunne blive løsladt hvis du gik på kompromis? En mand der er villig til at udholde år i fængsel fremfor at fornægte sin religion må i sandhed være stærk i troen. Men hvad kunne han gøre for at beskæftige sit sind og bevare en stærk tro i sådanne lange og ensomme år i en betoncelle?

Det var dybfølt interesse for en mand som havde gennemgået dette, der klokken 10 om formiddagen den 30. oktober 1965 samlede 34.708 på Yankee Stadium i New York. De havde tidligst hørt om mødet fire dage før, og alligevel mødte de op fra hele den nordøstlige del af De forenede Stater, ja, nogle kom endog fra Canada, Californien og Florida.

De kom for at lytte til en mand som kun få af dem kendte undtagen af navn, Stanley Ernest Jones. De kom fordi han var deres kristne broder og han netop var blevet løsladt fra et fængsel i Kommunistkina. De var af den opfattelse at det han kunne fortælle dem ville give dem åndelig styrke, en styrke som de selv ville behøve for at kunne bevare deres uangribelighed ind for Gud i de vanskelige tider der er i vente. De kom også fordi det gav dem mulighed for at vise den inderlige kærlighed de følte for et af Jehovas vidner der havde udholdt en så lang fængselsstraf.

Om formiddagen lørdag den 30. oktober var vejret klart og koldt idet temperaturen kun var tre grader over frysepunktet. Tilhørerskaren, der fyldte hele den nederste og mellemste etage på Yankee Stadium, havde taget tæpper og termoflasker med for at holde kulden ude. Det var en meget rolig og alvorlig forsamling der lyttede til taleren. Hans første ord gik dem lige til hjertet:

„Brødre! I betragtning af at jeg har tilbragt syv år i enecelle og i al den tid ikke har været i stand til at tale med nogen af Jehovas vidner, virker det lidt overvældende på mig at være her og tale til så mange denne formiddag. Sidste gang jeg var sammen med så mange brødre var i 1946 da jeg overværede stævnet i Cleveland.“

Missionærtjeneste i Shang-hai

Med sin beretning tog broder Jones nu tilhørerne ud til Shang-hai i Kina, hvortil han og hans medarbejder, Harold King, blev sendt som missionærer i 1947 efter at de var blevet uddannet på Vagttårnets bibelskole Gilead. Kineserne var venlige og lydhøre over for budskabet. Men Kina befandt sig midt i en borgerkrig, og ved slutningen af 1949 havde de kommunistiske styrker nået kystbyen Shang-hai. En nat mens de to missionærer lå i deres senge, hørte de skyderiet nærme sig og derpå dø bort. Da de næste morgen kiggede ud ad vinduet så de at der var kommunistiske soldater i gaderne. De befandt sig bag „bambustæppet“!

I hundredvis af missionærer fra andre trossamfund forlod Kina. Hvad skulle Jehovas vidner gøre? ’Ja, hvad ville vi gøre i en sådan situation?’ tænkte forsamlingen mens den lyttede til hvad broder Jones videre fortalte.

„Ja, vi måtte beslutte os til hvad vi ville gøre. Ville vi blive og hjælpe brødrene eller ville vi løbe vores vej som så mange andre udlændinge gjorde? Vi tøvede ikke med at træffe vor beslutning. Vi ville blive, for vi var kommet til at holde af disse brødre. Vi vidste at mange af dem var umodne, og vi følte at hvis vi rejste bort, ville vi være ligesom hyrder der løb bort fra hjorden ved det første tegn på fare.

Vort arbejde havde fortsat fremgang og kunne foregå frit i omkring tolv måneder. I 1951 blev vi kaldt op på politistationen og fik følgende besked: ’I må ikke gå fra hus til hus og forkynde!’ Vi kunne stadig forkynde i rigssalen og lede bibelstudier med folk, men måtte intet hus-til-hus-arbejde udføre. Vi fortalte vore kinesiske brødre herom og blev glade over at se hvordan de reagerede. De svarede: ’Denne ordre gælder kun jer der er udlændige; den gælder ikke os. Vi vil blive ved med at forkynde, og når vi finder nogen som er interesseret kan I måske holde bibelstudium med dem.’ Og det var netop hvad vi gjorde. Arbejdet sygnede ikke hen men fortsatte på grund af brødrenes nidkærhed, og det voksede, hvilket i høj grad overraskede myndighederne.“

Vanskelighederne tager til

I 1955, fortalte broder Jones, var deres lille mødesal blevet alt for overfyldt, og der blev lejet en større bygning til at holde møderne i. Men den første søndag de prøvede at bruge den spærrede politiet dem vejen og sagde: „I har en sal; den må I blive i.“ Regeringen var tydeligvis besluttet på at standse yderligere vækst.

Overalt, i fabrikker, kontorer, skoler, hospitaler, husblokke og gader, blev der lagt vægt på kommunistisk indoktrinering. Politiske komiteer arrangerede ugentlige møder for at undervise i den kommunistiske ideologi. Der blev indledt en „ensretningskampagne“ der havde til hensigt at korrigere al uret tankegang og adfærd. Dette havde ikke blot til hensigt at få folk til at tænke progressivt og forbedre deres arbejdsmetoder, men tog især sigte på at udrense deres gamle politiske opfattelse, så de i stedet kunne antage det kommunistiske systems ideer. Arbejderne fik at vide at de skulle kritisere såvel hinanden som sig selv. Enhver tidligere udtalelse der ikke var til gunst for det kommunistiske regime måtte åbent bekendes. Man lagde pres på arbejderne for at få dem til at afsløre hinanden, og de der blev udleveret på denne måde, blev chikaneret indtil de indrømmede at de havde sagt noget forkert og gav udtryk for anger.

Men hvordan forholdt det sig med dem der hævdede at være kristne? Mange kirker fik ordre til at afbryde deres forbindelse med udlandet. For præsternes vedkommende blev nogle udrenset af kirkerne og andre fik ordre til at overvære specielle møder hvor de blev undervist i den kommunistiske ideologi. Der udvikledes således en „patriotisk“ kirkebevægelse og kirkeorganisation.

„Men vi Jehovas vidner kunne ikke være med til det skønt vi levede midt i det. Vore brødre vidste dette og holdt sig adskilt fra de andre. Som Jesus Kristus sagde til os er vi ’ikke af verden’ ligesom han ikke var af verden. Den der gør sig til ’verdens ven’ bliver nemlig ’Guds fjende’. — Joh. 17:16; Jak. 4:4.

Det blev stadig vanskeligere for os at forkynde, og brødrene der gik fra hus til hus blev ofte bragt til politistationen af medlemmerne af disse politiske komiteer. I begyndelsen blev de løsladt efter en time eller to, men engang blev tre af vore kristne søstre tilbageholdt i fire døgn. Vi var spændt på hvordan vore kinesiske søstre ville reagere, og vi blev lykkelige da de kom ud, glade over at de var ’agtet værdige til at vanæres for navnets skyld’. (Ap. G. 5:41) De var besluttet på at fortsætte og at forkynde som før. Vi formanede dem til at passe på og om muligt undgå vanskeligheder, men de var overbevist om at de kunne udholde hvad som helst der måtte ske.

Så blev søster Nancy Yuan arresteret under hus-til-hus-arbejdet og ført til politistationen, hvor hun blev holdt i forvaring. Hun havde fire børn hvoraf den mindste kun var ét år. Jeg henvendte mig til en sagfører for at få hjælp, og han sagde: ’Vi kan intet som helst gøre. Hvis sagen er i politiets hænder kan vi intet stille op.’ Hendes mor sendte hende en bibel, men den blev returneret. Denne søster blev holdt i forvaring i fire år før hun omsider blev stillet for retten og dømt. Hvor meget hendes straf lød på, ved jeg ikke. En anden søster, der var lærerinde og ligeledes mor til fire børn, blev også arresteret.“

Disse beretninger udløste et dybt, medfølende suk hos hele den forsamlede tilhørerskare.

Broder Jones fortalte om sine bestræbelser for at komme med til Jehovas vidners internationale stævne i New York i 1958, og om hvordan den kinesiske regering afslog hans ansøgning om udrejsetilladelse uden forklaring. Efter stævnet rejste en broder fra Hong Kong til Shang-hai, men han fik ikke tilladelse til at gå i land. Brødrene kunne blot passere nær forbi hans båd i en lille færge, vinke til ham og råbe en hilsen. Det var alt. Han var den sidste broder uden for Kina de skulle se i mange år.

Missionærerne arresteres

„En morgen mens vi sad og spiste morgenmad,“ fortsatte Stanley Jones, „så broder King ud ad vinduet og fik øje på nogle politibetjente der løb hen ad gaden. Han sagde: ’Hvor mon de skal hen?’ Det var vi imidlertid ikke længe om at finde ud af, for et øjeblik senere dundrede de på vores dør. Da vi åbnede døren stod de med skydevåben klar på ’gangstermaner’ og befalede os at række hænderne op. Vi fik håndjern på, og derpå gennemsøgte de hele vores lejlighed, lagde Vagttårnsselskabets litteratur i sække og kørte os i personbiler til arresthuset. Der blev jeg anbragt i en celle hvor jeg sad alene hele tiden.“

Nu begyndte en tid med forhør for broder Jones, der sammen med Harold King blev anklaget for at have ’taget del i reaktionær virksomhed mod Den kinesiske Folkerepublik’. Der var tale om to særlige anklagepunkter. For det første: deres lære og forkyndervirksomhed. For det andet: deres personlige udtalelser, ting de havde sagt i samtaler med folk i løbet af de sidste ni år. Politiet havde øjensynlig samlet en hel liste af anklager imod dem. Broder Jones fortalte om myndighedernes metoder:

„De var imod forkyndelsen af Guds rige som det eneste håb. De sagde at de havde udrenset de gamle imperialister af Kina og at landet nu lå i folkets hænder. Folket skulle nu enigt stå sammen om at opbygge et nyt Kina og en ’ny verden’. De hævdede derfor at hver eneste måtte være med til det, ’hvis man forkyndte neutralitet var man imod regeringen’. De sagde at det var oprørsk at forkynde Riget. Jeg ved ikke om de mente at de ved at arrestere os kunne standse Rigets budskab og forhindre Gud i at oprette sit rige overalt på jorden; men vi ved at ingen regering, lige meget hvad den gør mod Guds tjenere, kan hindre Guds rige i at nå ud over hele jorden, og i at opsluge alle dets fjender. Vi ved at den dag da det vil ske, nu er nær for hånden. Hvor latterligt synes det ikke at en stor nation på 650 millioner skulle mene at halvtreds Jehovas vidner var en trussel mod den, og føle det nødvendigt at gribe ind over for dem!“

Det tåbelige i den kinesiske kommunistregerings holdning fik tilhørerskaren til at bryde ud i latter. Broder Jones beskrev derefter de bestræbelser der var blevet gjort for at få en tilståelse ud af ham, mod at han blev tilbudt en mildere straf.

„Deres metoder havde til hensigt at udvirke en tilståelse. Jeg fortalte dem at jeg ikke var mig nogen overtrædelse bevidst. Men de sagde: ’Tænk på Deres tidligere forbrydelser.’ Meningen var at jeg skulle begynde at tænke: ’Har jeg virkelig gjort noget forkert? Har jeg overtrådt loven?’ Deres hensigt er at få fangen til at føle sig skyldig på et eller andet punkt og få ham til at tale om det, så de på den måde kan få noget at vide som de ikke vidste før. Derfor giver de ham tid til at tænke. Hvis han ikke kommer med noget, siger de muligvis et eller andet. I mit tilfælde sagde de: ’De har bagvasket de kinesiske aviser.’ Men hvornår? hvordan? Det sagde de ikke. De ønskede at jeg skulle tænke på et eller andet. Efter nogen tid måtte de så frem med anklagen. De sagde at jeg havde bagvasket de kinesiske aviser da disse berettede at amerikanske tropper brugte bakteriologisk krigsførelse i Korea.

Jeg kan huske at det for år tilbage blev berettet at man i Nordkorea havde fundet en rotte der var inficeret med bakterier. Det blev dengang sagt at dette var et bevis på at amerikanerne havde nedkastet denne rotte i Nordkorea for at sprede bakterier blandt befolkningen. Da nogle fortalte mig dette, har jeg sandsynligvis sagt: ’Det lyder nu som propaganda i mine øren.’ Men nu ønskede de at jeg skulle indrømme at det jeg havde sagt var bagvaskelse og en forbrydelse.

Jeg havde også haft et bibelstudium med en dame, og engang lige før studiet spurgte damen om jeg nogen sinde havde været i Hong Kong. Jeg sagde at det havde jeg ikke. Hun sagde: ’Jeg har hørt at det skal være en meget smuk by. Måske tager jeg dertil engang i min ferie.’ På grundlag af disse få uskyldige ord hævdede politiet nu at vedkommende dame var utilfreds med livet på fastlandet, var utilfreds med regeringen, ønskede at rejse bort og derfor var imod regeringen. I et frit land ville man afgjort ikke blive fængslet for noget sådant; dér ville det komme ind under begrebet ’talefrihed’.

Men de måtte have en grund til at arrestere vore kinesiske brødre og til at forbyde vor organisation. De kom derfor med anklager mod Selskabet. De sagde at Vagttårnsselskabet ikke var en religiøs organisation men at det var ’agent for De forenede Staters regering’; at Selskabets præsident var en ’imperialistisk agent’ og at jeg ikke var blevet sendt til Kina for at forkynde men for at modarbejde kommunismen. De udfærdigede alt dette i form af spørgsmål og svar, idet de skrev nogle af mine svar og nogle som de ønskede jeg skulle bekræfte, hvorpå de læste dem op for mig. Jeg var naturligvis ikke indstillet på at underskrive dette. De sagde til mig: ’Gå tilbage til Deres celle og tænk over det.’ En uge senere blev jeg vækket om natten og ført tilbage til forhørslokalet, og så begyndte de atter at læse op af dette ark. Men jeg gjorde dem klart at Vagttårnsselskabet er en religiøs organisation der forkynder den gode nyhed om Guds rige. De sendte mig tilbage til min celle for at jeg atter kunne gennemtænke sagen, og gav mig et ark papir hvorpå de befalede mig at skrive min tilståelse. I stedet udfærdigede jeg en skrivelse der forsvarede Selskabet og vort arbejde i Shang-hai, og gav dem den. De blev meget vrede, men de bad mig aldrig mere om at underskrive det papir.“

Efter fire måneder fik broder Jones at vide at han de næste seks måneder skulle anbringes i et „dejligt hjem“ i en „smuk have“ så han kunne få lejlighed til at tænke. Men det viste sig at dér hvor han kom hen kunne man hver morgen fra klokken fem høre en gjaldende højttaler udsende musik, foredrag og instruktioner til de landmænd der boede omkring fængselet. Dette varede ved til klokken ni om aftenen. Efter seks måneders forløb begyndte hans helbred at lide under det, og han var glad for at vende tilbage til det ellers temmelig skumle arresthus i Shang-hai. Nu begyndte et år med indgående „politisk undervisning“ hvor hans „lærer“ understregede de fejl og onder der kendetegnede de kapitalistiske lande, og fremholdt kommunismen som løsningen på menneskehedens problemer. Hvad tænkte broder Jones mens alt dette stod på?

„Mens jeg lyttede til dette plejede jeg at tænke: Ja, I ser fejlene og manglerne og nødvendigheden af en forandring, men I har ikke løsningen. Jeg kan se at I også har fejl. I begår forbrydelser på jeres egen måde, og menneskeheden trænger til udfrielse fra jer såvel som fra ethvert andet system. Så mens han talte, plejede jeg at tænke på Riget som det virkelige håb. En sådan indoktrinering trængte derfor slet ikke ind i mit sind. Fordi jeg var udrustet med kundskab om Guds rige, nærede en absolut tillid til det og ikke et øjeblik tvivlede på det, kunne jeg ikke rokkes, og jeg er sikker på at det kunne I heller ikke, selv om det sker med verdslige mennesker.

Under alt dette prøvede jeg nogle gange på at forkynde. Man følte hele tiden trang til at gøre det. Men når som helst jeg prøvede at tale med nogen om Bibelen standsede de mig øjeblikkelig. En mand sagde at han havde forstand på religion og Bibelen. Jeg tænkte at jeg bedre ville kunne forklare ham noget, og at han måske rummede nogen godhed i sit hjerte. Men han slog øjeblikkelig om og sagde: ’Prøv ikke på at forkynde for mig!’ og blev ganske ophidset. Jeg kunne altså ikke forkynde for kommunisterne dér hvor jeg opholdt mig, men jeg forsøgte. Og jeg havde altid den tilfredsstillelse at jeg kunne sige til mig selv: ’Jeg er stadig et vidne, jeg forkynder stadig eller prøver på det,’ og tanken herom gjorde mig godt. Jeg ved at når I går fra hus til hus og forkynder og ingen vil lytte, føler I det på samme måde bagefter: I har prøvet; I er stadig vidner.

En kommunistisk retssag

Efter to års fængselsophold og lige før jeg skulle stilles for retten sagde de til mig: ’De kan få en sagfører til at hjælpe Dem; men han har ikke tilladelse til at forsvare Dem.’ ’Han kan bede retten om at vise mildhed, og retten vil lytte til ham.’ Først blev jeg taget i et forundersøgelsesforhør. Der var ingen tilhørere til stede, og min sagfører var heller ikke i retten. Næste morgen blev jeg ført ind i retssalen, og dér sad omkring firs mennesker. Jeg blev ikke spurgt om jeg mente mig skyldig eller ikke-skyldig. Jeg blev blot udspurgt af dommeren. Han stillede mig spørgsmål som: ’Blev De sendt til Kina af imperialisten Nathan Knorr? Organiserede De grupper der skulle fortsætte en underjordisk virksomhed dersom Deres kirke blev forbudt? Sendte De en liste over navne på folk til Hong Kong for at disse folk kunne modtage bladet Vagttårnet?’

Jeg svarede blot ved at fremholde kendsgerningerne. Jeg var parat til at tage en hvilken som helst straf de idømte mig. Jeg vidste at sagen lå helt og holdent i Jehova Guds hånd; så jeg bekymrede mig ikke. Jeg følte mig fri. Jeg følte at Jehova Gud var med i det og at sagens udfald ville blive efter hans vilje.

Næste morgen blev vi ført tilbage til retssalen, og dommeren oplæste dommen. Harold King blev idømt fem års fængsel, hvorefter han skulle udvises af landet. Jeg blev idømt syv år og skulle så ligeledes udvises.

Lange fængselsår

Shang-hai-fængselet er et stort kompleks. Det består af ni store bygninger der hver kan rumme mindst tusind fanger. Jeg blev slået af den store trøstesløshed der hvilede over fængselet. Fangerne var ikke i fangedragter men havde deres egne klæder på, og i løbet af årene var disse blevet lappet så meget at den oprindelige klædedragt for manges vedkommende helt var forsvundet. De gik omkring i lapper. Det var et meget ynkeligt og nedslående syn, især når vejret var varmt og fangerne marcherede, eller rettere sjokkede rundt på gårdtur. De var blot skind og ben.

Der gik en korridor igennem fængselet, og langs korridoren var der en masse døre, gitterdøre af jern, ind til cellerne. Cellerne lignede store skabe. Der var ingen vinduer eller huller, bortset fra jerndøren ud til korridoren. Cellen var to og en halv meter lang, halvanden meter bred og cirka to og en halv meter høj. Det meste af gulvet var dækket af en træforhøjning. Der var kun levnet tilstrækkelig plads til at døren kunne åbnes. Om natten bredte jeg mine tæpper ud på dette hævede trægulv og sov dér. Skønt jeg ikke brød mig om cellen i begyndelsen, vænnede jeg mig til den efterhånden. Jeg kom til at kende hver revne i muren og hver ujævnhed på gulvet. Jeg begyndte at føle mig hjemme, og da de senere flyttede mig til en anden celle følte jeg det næsten som om jeg var blevet fordrevet fra mit hjem og skulle vænne mig til et nyt.

Om sommeren var der meget, meget varmt i cellen, og i de første fire år i fængselet var jeg plaget af utøj så det var svært at sove. Der var tider hvor jeg på grund af prøvelserne og manglende søvn begyndte at føle mig svimmel og måtte under lægebehandling. Men jeg kom over det. Om vinteren var der bitterlig koldt. Der var ingen opvarmning, og jeg måtte tage masser af tøj på — nøjagtig som I har måttet her i formiddag. Jeg plejede at tage mit tykke uldne undertøj på, desuden tog jeg fire uldne sweatere, en vatteret vest og en vatteret jakke på, og alligevel frøs jeg.

Det største problem: tiden

Jeg havde så megen tid til rådighed. Jeg bad arrestforvareren om en bibel. Han blev forvirret; han ville ikke sige ja og han ville ikke sige nej. Omkring dette tidspunkt fik jeg netop besøg af en repræsentant fra den engelske regering, og jeg bad ham om at sende mig en bibel. Det gjorde han, men jeg fik den aldrig.

Mange skriftsteder begyndte at dukke op i min hukommelse, og jeg skrev dem ned. Jeg husker at jeg plejede at tænke på Første Petersbrev 4:12, 13: ’I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det var noget mærkeligt, der hændte jer. Nej, jo mere I får del i Kristus-lidelser, des mere skal I glæde jer.’ Dette skriftsted var en opmuntring for mig, for somme tider kunne man synes at det var mærkeligt man skulle komme ud for så mange vanskeligheder og blive anklaget for noget i forbindelse med den gode nyhed og for noget personligt. Alle disse anklager kunne underminere ens tillid. Men Bibelen gav mig vished og sagde: Betragt det ikke som noget mærkeligt, glæd dig blot derover.

Der var også et andet skriftsted, Åbenbaringen 2:10: ’Frygt ikke for det, du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, . . . og I skal have trængsel i ti dage. Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.’ Dette skriftsted gav mig mod. For det første forvissede det mig om at det ikke er Gud der er utilfreds med os; det er Djævelen. Det er ham der kaster Herrens folk i fængsel, og vi skal ikke være bange for noget af det han kan gøre. Når alt kommer til alt skal vi kun have trængsel i ’ti dage’. Med andre ord: det får en ende. Alt får en ende når tiden er inde. Vi skal derfor blot holde ud; så vil Gud føre os frelst igennem.

Jeg plejede også at tænke på Første Petersbrev 1:7, der taler om vor prøvede tro som er mere værd end guld. Og der i fængselet bliver troen prøvet. Vil Gud altid være med os? Vil vi stå prøven sejrrigt igennem? Jo, med disse skriftsteder i tanke havde jeg tillid til at jeg kunne. Og jeg ved at enhver der ville komme i den samme situation, ville finde trøst og vished i disse skriftsteder.

Dagstekst, bøn og læsning

Da jeg havde skrevet tilstrækkelig mange skriftsteder op kunne jeg udvælge et til dagens tekst, afskrive det og have det på et let tilgængeligt sted så jeg kunne læse det flere gange om dagen.

På det tidspunkt var jeg i stand til at få numre af den kinesiske avis, og den indeholdt månekalenderen så jeg kunne se hvornår det var nymåne. Herudfra kunne jeg så udregne hvornår det var tid at fejre Kristi død. Når jeg mente at mindehøjtiden måtte begynde rundt omkring i menighederne, satte jeg mig i cellen, bad til Gud og gennemgik i tankerne alle de skriftsteder der havde med mindehøjtiden at gøre. Jeg plejede at tænke på hvordan brødrene nu var forsamlede, og jeg forestillede mig hvordan menighederne i løbet af de næste fireogtyve timer ville fejre mindehøjtiden. Alt dette hjalp mig til at tænke på Riget og på brødrene så jeg følte samhørighed med dem, for en af de ting jeg savnede mest var en broder — en jeg kunne tale med og som kunne give mig lidt friske impulser fra Guds ord.

Jeg modtog også nogle aviser fra min søster i England, og disse aviser indeholdt somme tider et skriftsted fra Bibelen. En af dem plejede at indeholde en prædiken der var skrevet af en præst. Jeg læste altid denne prædiken i håb om at finde nogle skriftsteder. Men det var forbløffende så ofte denne mand kunne skrive en hel prædiken uden at citere et eneste skriftsted.

Et skriftsted som jeg fandt i en avis gav mig trøst i mange, mange måneder. Det var Romerne 12:12, som lyder: ’Vær glade i håbet, tålmodige i trængselen, udholdende i bønnen!’ Det var lige hvad jeg trængte til. Endskønt min situation til tider syntes håbløs — med de mange, mange år der skulle gå — lå der dog et håb forude, håbet om Riget. Hvis jeg døde var der håbet om en opstandelse. Så der var ingen grund til at være ked af det. Skriftstedet sagde jo: Vær glade i håbet. Jo mere jeg tænkte på håbet desto lykkeligere blev jeg. Jeg følte mig stærkere, og vanskelighederne forsvandt. På denne måde blev jeg også i stand til at følge det næste råd i skriftstedet: Vær tålmodige i trængselen.

Jeg kunne være blevet løsladt tidligere hvis jeg havde forsøgt at behage mennesker og var gået på kompromis her og der. De sagde altid at de ville nedsætte straffen hvis jeg ville gøre indrømmelser. Men jeg var klar over at disse indrømmelser kunne jeg ikke gøre. Gør man bare én lille indrømmelse, ønsker de endnu en, og til sidst taler man imod sine brødre. Men sådan kan vi ikke handle og derfor er det bedst slet ikke at begynde. Lad dem blot være misfornøjede. Jeg måtte stå fast og vente på Jehovas udfrielse. Dette kunne jeg gøre hvis jeg fulgte det næste råd og var ’udholdende i bønnen’.

I begyndelsen af mit fængselsophold kunne jeg bede inderligt til Jehova Gud. Men når man ingen impulser får fra andre brødre, kommer der efterhånden en fornemmelse af at bønnen er ensformig og derfor uden virkning. Så bliver man tilbøjelig til at ignorere den. Dette kan ske over en længere årrække. Men her sagde skriftstedet: ’Vær udholdende i bønnen, bliv ved, dine bønner er virkningsfulde og de kan styrke dig.’ Og det gjorde de. De hjalp mig til at holde ud når jeg var ved at tabe modet.

Det var stadig et stort problem hvordan jeg skulle udfylde tiden. Når jeg stod op klokken halv seks om morgenen havde jeg hele dagen for mig. De gav mig nogle blade at læse, men de var fulde af politik. Dem læste jeg ikke. Jeg besluttede derfor at spørge efter lærebøger som jeg kunne studere. Jeg fik nogle om matematik og elektricitet og begyndte at fordybe mig i dem. Bibelen formaner os til at tænke på det der er godt, sundt, opbyggende og retskaffent. (Fil. 4:8) Dermed hentydes naturligvis til åndelige ting. Men i princippet fandt jeg også at studiet af disse bøger var godt og gavnligt. Det hjalp mig til ikke at tænke på noget der ikke var sundt og opbyggende. Og selv om jeg ikke senere hen ville få brug for den viden jeg tilegnede mig, holdt jeg i det mindste min hjerne beskæftiget. Så jeg fordybede mig i studiet, kæmpede for at forstå det, og det var god hjernegymnastik. Jeg nød det ligefrem, ja jeg blev endda så opslugt af dette studium at jeg blev klar over at jeg ikke måtte forsømme mit bibelstudium. Så måtte jeg til at se på mine skriftsteder. Somme tider prøvede jeg at oversætte skriftstederne til kinesisk, blot for at øve mig og ikke forsømme studiet af Guds ord.

Jeg kunne få breve hjemmefra en gang om måneden. Jeg plejede at fortælle mine forældre hvad jeg havde fået, og de fortalte mig hvad de havde sendt, og på denne måde vidste vi om alt var kommet igennem eller om det var blevet tilbageholdt.“

Kinesiske Jehovas vidner

Over hele verden har Jehovas vidner spekuleret på hvad der var sket med deres kinesiske brødre og søstre efter at missionærerne var blevet arresteret. Broder Jones overbragte nu forsamlingen de oplysninger han havde.

„Jeg vidste at nogle af brødrene var blevet arresteret. Jeg var altid på udkig efter om jeg kunne se nogle af dem, og engang da jeg skulle fotograferes, så jeg tre af vore søstre, blandt dem den søster der var blevet arresteret fire år før. Søsteren var blevet holdt i forvaring i fire år og i stedet for at hun da var blevet løsladt, som man kunne forvente, var hun blevet stillet for retten og dømt, og hun befandt sig stadig i fængselet. Det var godt at se disse søstre. Vi kunne ikke tale sammen, men vi kunne i det mindste smile til hinanden. Jeg var opmuntret over at vide at de var sammen og at de havde hinanden at tale med. Jeg fik også på forskellige måder at vide at der var fem af vore brødre der sad i fængsel sammen, og at de stadig var fulde af håb og glæde, og at de var meget interesseret i at vide hvordan det var gået mig og broder King. Jeg er sikker på at de den dag i dag står faste i troen og bevarer deres uangribelighed.“

Disse opmuntrende nyheder blev hilst med kraftige klapsalver fra tilhørerskaren, og endnu en beretning fremkaldte yderligere bifald. Broder Jones fortalte:

„Fra min celle kunne jeg gennem et vindue i korridoren se ned i fængselsgården. Når fangerne blev ført ind og ud af fængselet kunne jeg ofte se dem. En dag så jeg tilfældigvis ud gennem dette vindue og fik øje på en fange der gik med en stor kasse på skulderen. Efter ham kom der en anden fange og derpå endnu en, og jeg tænkte: ’Jeg har set de kasser før; dem kender jeg, de tilhører Harold King.’ Og dér, efter fangerne med kasserne, kom Harold King, på vej ud til friheden!

Det glædede mig meget. Jeg begyndte naturligvis at tænke ’Hvordan skal det gå mig? Vil de løslade mig før tiden?’“

De sidste to år

Fængselsmyndighederne begyndte atter at anvende psykologisk pres. Først blev broder Jones flyttet over i den celle som Harold King havde været i, i en anden fængselsblok. De begyndte at vise ham opmærksomhed og sørgede endog for at han kunne tale med en af fangevogterne. Men det varede ikke længe før de blandede politik ind i samtalen, og når broder Jones nægtede at drøfte det, holdt de op med at tale. Men de opmuntrede ham til at tro at han snart ville blive løsladt. Da hans fængselsophold nåede sit sjette år gav de ham al grund til at tro at han ville blive løsladt. Så ignorerede de ham på ny, og han vidste at han måtte blive der mindst et år til. Han sagde:

„Jeg ved hvad der var sket. Fængselsmyndighederne havde skrevet et brev til domstolen hvori de gav udtryk for at de var tilfredse med min opførsel og anbefalede min løsladelse, men domstolen var ikke indstillet på at give mig fri. Jeg havde nemlig aldrig i brevene til mine forældre omtalt kommunismen. Mange kinesiske fanger søgte at behage myndighederne når de skrev. De begyndte for eksempel et brev på denne måde:

’Det vil glæde jer at høre at jeg nu er ved at blive reformeret. Jeg følger nu vor store fører, Mao Tse-tungs eksempel og lære. Jeg støtter den kommunistiske regering og jeg ønsker at arbejde for folkets interesser.’

Alt dette skrev fangerne før de berørte noget angående familien. Sådan lærte de naturligvis at udtrykke sig ved deres møder. Fangerne kendte udmærket den kommunistiske ideologi, men den havde ikke nogen virkning på deres hjerte; deres opførsel forandrede sig ikke. Det vidste jeg, for det så jeg daglig, og det gjorde fangevogterne også. Skønt fangevogterne gerne ville have fangerne til at skrive sådan, blev det dem somme tider for meget, og jeg hørte dem sige til fangerne: ’Lad være at skrive sådan i jeres breve, for I mener det jo ikke!’ Men jeg skrev aldrig den slags. Jeg gav altid udtryk for at jeg var taknemmelig for hvad jeg fik; jeg viste respekt, men jeg lå ikke på maven for dem eller søgte at behage dem. Derfor måtte jeg blive lige til det sidste.“

Omkring tre uger før de syv år var udløbet tog fængselsmyndighederne omsider broder Jones ud på fem ture, til en fabrik, en kommune, en industriudstilling, et kunstcenter og en arbejderby. Hans kommentar herom lød:

„Jeg så at der intet usædvanligt var ved det. De bygger meget, men de har ikke udrettet noget som andre lande ikke udretter.

Så kom den 13. oktober 1965, den dag jeg skulle løslades. Jeg troede jeg ville blive løsladt om morgenen, men de beholdt mig lige til klokken halv ni om aftenen. Det vil sige at jeg afsonede min straf på syv år næsten på timen, idet de blot eftergav mig ti og en halv time.“

Efter at broder Jones havde forladt fængselet blev han af en politibetjent ført til et hotel og den følgende dag taget med på en to-dages togrejse til Canton, hvor han atter blev indlogeret på et hotel — alt sammen på egen regning. Næste morgen blev han eskorteret til grænsen mellem Kina og Hong Kong. Han fortalte hvad der skete her:

„Jeg stod lige ved den hvide streg. Det engelske politi stod på den anden side. Jeg så også en englænder komme hen til stregen og kigge over på mig. Han begyndte tøvende at vinke. Jeg vinkede tøvende igen. Jeg kendte ham ikke. Han forsvandt og kom derpå tilbage med broder Charles, som jeg straks genkendte. De britiske myndigheder sagde til brødrene: ’Kom og tag imod hr. Jones, men træd ikke over den hvide streg!’ Det gjorde de heller ikke.

På den anden side „bambustæppet“

Jeg blev ført over grænsen og var ude af mig selv af glæde over atter at være blandt brødrene. Det var en overvældende oplevelse efter at have tilbragt så lang tid i ensomt fængsel. Da jeg fik at vide at nogle journalister gerne ville tale med mig blev jeg dog straks grebet af en vis ængstelse. I alle de syv år i fængselet havde jeg aldrig et øjeblik tænkt på at der kunne være noget særligt ved mit tilfælde. Jeg vidste naturligvis at brødrene var interesseret, og jeg er glad for at I har næret denne interesse, for jeg ved at jeres bønner har hjulpet mig.

Men I kan forestille jer hvordan jeg følte ved tanken om nu at skulle stå over for pressen. Syv års fængselsophold, hvor man skal passe på hvad man siger fordi uskyldige ord fordrejes og gøres til en forbrydelse, har den virkning at man bliver indesluttet, lukker sig inde i sig selv og tier. Nu befandt jeg mig midt blandt frie mennesker, men det var ikke let straks at åbne sig og nyde friheden. Brødrene i Hong Kong var mig en stor hjælp. Jeg havde lejlighed til at være med dem i hus-til-hus-arbejdet. Det var første gang i fjorten år jeg havde været fra hus til hus.“

De mere end 34.000 vidner på Yankee Stadium genoplevede sammen med broder Jones dagene efter hans løsladelse og den glæde han havde følt, og de lod deres glæde komme til udtryk i begejstrede klapsalver. Han fortalte om den vidunderlige tid han havde haft i Japan, hvor han talte til 230 i byen Nagoya og til cirka tusind i Tokyo. Hans første mellemlanding i De forenede Stater var i Honolulu på Hawaii, hvor der også mødte tusind brødre op for at høre ham. Som han sagde:

„De havde aldrig set mig før, og jeg havde aldrig set dem før. Alligevel åbnede de deres hjerter for mig og hilste mig velkommen, og jeg følte at jeg var kommet ud af Kina til en stor familie af brødre og søstre. Hvilken lykke og velsignelse er det ikke at være i den nye verdens samfund!“

Efter et to timers ophold i San Francisco, hvor to hundrede brødre kom ud for at hilse på ham, ankom broder Jones til New York. Det gjorde et dybt indtryk på ham at se de forandringer der var sket siden han for tyve år siden arbejdede fire måneder som heltidstjener på Manhattan og desuden et par måneder på Vagttårnsselskabets trykkeri. Men tilhørerskaren på Yankee Stadium var næppe forberedt på broder Jones’ ydmyge udtalelse angående hans reaktion på alt det han havde set.

„Når det gør et sådant indtryk på mig,“ sagde han, „er det fordi jeg i syv år intet har udrettet. I disse syv år var jeg næppe i stand til at forkynde. Og her kommer jeg så ud og ser at I alle har haft meget travlt i disse syv år. I har forkyndt dag efter dag. Herren har velsignet jer og givet jer vækst. Det er en vidunderlig inspiration for mig at komme ud og se alt dette, og det ansporer mig til også at få travlt med at udrette noget.

Først af alt må jeg naturligvis se at få studeret en masse. Jeg skal have læst bøgerne helt tilbage til Paradis-bogen. Jeg ved at jeg ikke kan læse meget så længe jeg rejser rundt, men jeg skal tilbage til England, og når jeg har besøgt mine forældre for første gang i nitten og et halvt år, skal jeg til at gøre noget ved mit studium.

God vejledning til alle

Jeg håber ikke at I på nogen måde er blevet ængstelige på grund af det jeg har fortalt, så I føler at I aldrig kunne klare det hvis I kom ud for noget lignende. Da jeg var i Hong Kong sagde en journalist til mig: ’Jeg ville aldrig have kunnet holde ud at være alene. Hvis jeg skulle være alene i syv år ville jeg miste forstanden.’ Men sådan er det ikke med Jehovas vidner, for vi har noget at tænke på. Vi har et forråd af åndelig føde i os som vi henter styrke fra, og vi kan stå faste i troen. Vi må naturligvis studere først. Vi har ingen indre styrke hvis vi ikke studerer. Det bedste vi derfor kan gøre er fortsat at studere Bibelen, overvære møderne og opbygge os selv. Når vanskelighederne så kommer, hvis de da kommer, vil vi også kunne stå fast.

I kender nu de oplevelser jeg har haft og som jeg her har fortalt om. Der er intet særligt, intet heroisk ved dem. Det var blot et spørgsmål om at holde ud og bevare troen på Gud. Og det er jeg overbevist om at I også ville gøre.

I Honolulu kom en søster stilfærdigt hen til mig og sagde: ’Bliv ikke fornærmet over mit spørgsmål, men der er noget jeg gerne vil spørge dig om. Var du nogen sinde deprimeret og nedtrykt i de syv år?’ Jeg sagde til hende: ’Ja, jeg var!’ Der var tider hvor jeg i særlig grad følte kedsomheden, det fuldstændig nytteløse i min situation og den spildte tid. Sindet trænger til at arbejde og studere, og man kan i lang tid glæde sig over at studere, for i den tid tænker man på noget godt. Men efter en tid trænger hjernen til hvile, og så opstår der et problem med hensyn til hvad sindet skal beskæftige sig med, og så kan man godt blive nedslået over den situation man befinder sig i.

Men under de omstændigheder følte jeg aldrig at jeg ønskede at finde en anden udvej. Jeg følte aldrig at jeg ønskede at ændre min adfærd og gå på kompromis. Jeg vidste at der ville komme en udfrielse. Og sådan er det: efter en tid kan sindet pludselig igen blive optaget af noget, og jeg blev atter lykkelig, og travlt beskæftiget. Når jeg var nedkørt og træt vidste jeg at jeg ville komme over det, live op igen og atter få det bedre.

Så jeg vil sige: Vi er mennesker. Vi har menneskelige følelser, menneskelige skrøbeligheder. Det er ingen synd hvis vi somme tider føler os nedtrykte, for selv om vi er mismodige berører det ikke vor indstilling til sandheden. Vi har stadig det samme håb. Vi skal blot holde ud, og så vil vi ved Guds hjælp live op igen og atter føle os godt tilpas.

Nogle brødre har spurgt mig om de indtryk jeg har fået efter at jeg er blevet løsladt. Hvad mener jeg om forandringerne i den vestlige verden? Hvordan tager tilværelsen her sig ud i forhold til livet i Kina?

Der er en meget stor forskel. I Kina bliver folk i dag opfordret til at bringe ofre, for at det nye Kina kan blive opbygget, så der er tilværelsen barsk og trist, og der bliver holdt nøje kontrol med alt. Nu er jeg kommet til en friere verden hvor folk er smukt og farverigt klædt. Her er der liv, energi, handlefrihed og alle tegn på velstand. Det er som at komme fra en verden til en anden. Jeg er begyndt at tænke: Disse flotte biler — kunne det ikke være rart at have en af dem? Disse smukke hjem — det kunne også være rart at have et sådant — og pæne klæder, et godt fjernsynsapparat, en radio med fin musikgengivelse, og så videre. Jeg har lagt mærke til al denne materielle velstand, og jeg er klar over at disse ting kunne blive en snare.

Det er tydeligt at verdslige menneskers lykke afhænger af alle de materielle ting de ejer. Dersom disse ting pludselig blev taget fra dem, ville deres lykke også være borte, og de kunne simpelt hen ikke leve.

Men vi må naturligvis ikke ligne dem. Det er ikke forkert at have en pæn bil og at nyde livets goder. Dem kan man glæde sig over og de er fuldstændig uskadelige, når blot vi aldrig gør dem til den vigtigste kilde til vor glæde og lykke. Og jeg ved at det vil vi ikke gøre hvis vi sætter de åndelige ting på deres rette plads, det vil sige først.

Mit indtryk efter at jeg er kommet til en anden verden er derfor at der her er velstand, men at vi også må passe på at denne velstand ikke bliver en snublesten der får os til at falde.“

Hjerteligt bifald fra de titusinder der var til stede viste at de værdsatte denne betimelige vejledning og forstod at den var på sin plads. De var også lykkelige over at få de kærlige hilsener som broder Jones bragte dem fra brødrene i Hong Kong, Japan og Honolulu, men hans afsluttende bemærkninger gjorde især indtryk på dem:

„Til sidst vil jeg gerne sige: Jeg er sikker på at hvis de få brødre der endnu findes i Kina vidste at jeg stod her og talte til jer i dag, ville de også gerne sende jer deres kærligste hilsener og gode ønsker.“

Det to timer lange møde sluttede med et langvarigt bifald, og efter en sang og en bøn begyndte mængden at spredes og brødrene begav sig til deres hjem. De havde lært meget, og de vil sammen med tusinder andre bede for deres brødre og søstre som stadig befinder sig i Kommunistkina og som kæmper for at bevare en stærk tro.

[Illustration på side 137]

Stanley Jones taler til 34.708 på Yankee Stadium