Moskvas betagende undergrundspaladser

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I RUSLAND

DET er ikke svært at gætte hvor undergrundsbanen, eller metroen, ligger. En endeløs strøm af mennesker styrer mod en indgang der fører ned til undergrundsbanen. Over indgangen står bogstavet M i rødt neon. De automatiske indgangsdøre åbner sig for mig. Indenfor bliver jeg mødt af det mærkelige syn af folk der i hast bevæger sig ned og forsvinder som i en afgrund. I begyndelsen tøver jeg lidt. Men så hanker jeg op i mig selv og følger efter.

For første gang i mit liv befinder jeg mig i en undergrundsbane. Det er ikke en helt almindelig én — nej, det er Moskvas metro! Men i en verden hvor mennesket kan rejse ud i rummet, spalte atomer og endda udføre kompliceret hjernekirurgi, hvad specielt er der da ved en undergrundsbane?

Det er for eksempel blevet mig fortalt at Moskvas metro sandsynligvis er verdens flotteste. Som et russisk ordsprog siger: „At høre hundrede gange er ikke så godt som at se én gang.“ Da jeg i juli 1993 overværede Jehovas Vidners internationale stævne i Moskva, var jeg derfor opsat på at prøve metroen.

Metroens historie

I 1902 foreslog en russisk videnskabsmand og ingeniør ved navn Bolinskij at man anlagde et transportsystem på gadeniveau, et der skulle løbe langs Kremls ringmur og i en kreds om bymidten. Men på det tidspunkt afviste Moskvas byråd forslaget. Ti år senere tog rådet idéen op til fornyet overvejelse — transportsystemet skulle være det første af sin slags i Rusland — men den første verdenskrigs udbrud i 1914 forhalede yderligere udvikling. Først i 1931 kom der for alvor skred i projektet. Dengang vedtog Kommunistpartiets Centralkomité at landets første underjordiske jernbane skulle bygges i Moskva. Rusland blev derved det 11. land og Moskva den 17. by der gik i gang med et sådant gigantisk byggeprojekt.

Moskvas undergrundsbane åbnede sin første linje på omkring 11 kilometer klokken syv om morgenen den 15. maj 1935 — kun tre år efter at byggeriet var blevet påbegyndt. Fire tog kørte mellem 13 stationer og kunne dagligt transportere omkring 200.000 passagerer. Moskovitter og udenlandske gæster var imponerede. Metroen var så ny og så anderledes! Om aftenen stod folk i kø for at være blandt de første passagerer. Metroen var en seværdighed — og det er den stadig.

Siden 1935 er nettet blevet udvidet til ni linjer, der i alt dækker omkring 200 kilometer og har 149 stationer. Så godt som alle former for offentlige transportmidler i Moskva, deriblandt lufthavnen og flodvejene, er på en eller anden måde forbundet med metroen. Moskovitterne kunne faktisk ikke forestille sig et liv uden metroen. Det er forståeligt eftersom den hver dag gennemsnitlig transporterer ni millioner passagerer, næsten det dobbelte af Finlands befolkningstal. Til sammenligning befordrer undergrundsbanerne i London og New York City sammenlagt kun det halve antal.

Metroen på nært hold

Er du nysgerrig efter at se hvad der ligger 20 etager under jorden? En hurtiggående rulletrappe fører os derned. Det er en af de omkring 500 eskalatorer der findes i det samlede undergrundsnet og som i forlængelse af hinanden ville spænde over en strækning på mere end 50 kilometer. Det er en oplevelse at køre ned ad en trappe med 30 graders hældning og med en fart på omkring en meter i sekundet — det er næsten dobbelt så hurtigt som eskalatorerne i mange andre lande!

Vi er på Majakovskaja-banegården. Dens arkitektur får os til at føle at vi er i et palads og ikke på en metrostation. Jeg kan næsten ikke tro at vi befinder os under jorden. Sjældent har jeg set så smuk en arkitektur på jordens flade — og da slet ikke under jorden. Man forstår hvorfor fem metrostationer i Moskva, deriblandt Majakovskaja-banegården, fik tilkendt priser ved en international arkitekturudstilling der blev holdt fra 1937 til 1939. Selvfølgelig er ikke alle 149 stationer lige så prægtige som Majakovskaja-banegården; de fleste af de nyere stationer er mere beskedne — men alligevel imponerende — med hver sin særegne stil og udsmykning.

De fleste stationer fortæller noget om Ruslands historie. Marmor, keramik og granit til brug i udsmykningen kom fra 20 forskellige egne af Rusland. En fotoguide siger: „Hele landet var med til at bygge metroen i Moskva.“ Der blev hovedsagelig benyttet granit til gulvudsmykningen på grund af dens slidstyrke. Det er en vigtig faktor i betragtning af hvor store menneskemasser der daglig trænges på stationerne.

Mens vi nyder den smukke udsmykning i dette palads under jorden, lægger vi mærke til togene der i høj fart kører til og fra. Cirka 90 sekunder efter at et tog har forladt stationen kan man allerede se lyset på det næste der nærmer sig. Kører togene altid med så korte intervaller? I myldretiden gør de. Ellers er der omkring tre til fem minutter mellem togene.

Vi har knap nok nået at tage plads i togets komfortable sæder før vi oplever hvor hurtigt toget accelererer til tophastighed. Det suser af sted med en fart af op mod 100 kilometer i timen, igennem en tunnel der kun er 6 meter bred. Med den hastighed kunne man derfor i teorien køre hele undergrundsnettets samlede rute igennem på seks timer! Moskovitterne foretrækker metroen, ikke kun fordi det er det hurtigste, men fordi det er billigt og komfortabelt. I juli 1993, under Jehovas Vidners internationale stævne, kostede det ti rubler at køre med metroen — uanset hvor langt man skulle.

Der er meget små intervaller mellem togene, og man undrer sig over hvordan de kan køre med så høj hastighed. Forklaringen er enkel. Et system med automatisk hastighedskontrol forhindrer ulykker. Dette system sørger for at afstanden mellem togene aldrig bliver mindre end det er nødvendigt for at toget kan stoppe med den aktuelle hastighed. Med andre ord, hvis et tog der kører 90 kilometer i timen er ved at komme under den nødvendige bremselængde til toget foran, bliver hastigheden automatisk sænket. Desuden bliver togføreren i det forreste tog advaret af et alarmsignal. Dette system øger selvfølgelig passagerernes sikkerhed. Er det mon derfor moskovitterne virker så rolige og afslappede når de sidder i togene? De fleste sidder upåvirkede og læser, tydeligvis overbeviste om at de vil nå sikkert frem til deres bestemmelsessted.

Lys og luft

Tidligt om morgenen begynder tusinder af elektromotorer at summe og i tusindvis af lys at stråle. Samtidig begiver millioner af mennesker sig på vej gennem mylderet i undergrundspaladserne, hvor omkring 3200 vogne skiftevis vil åbne og lukke deres døre i løbet af dagen. Alt dette er muligt ved hjælp af en enorm mængde elektricitet.

Denne aktivitet udvikler megen varme, der til dels bliver absorberet af jorden. Med hvad med den overskudsvarme som kunne overophede tunnelerne og stationerne? Som det sig hør og bør i paladser, betjenes hver station af et ventilationsanlæg der sørger for at luften fornys fire gange i timen. Luften er altid frisk uanset hvor mange mennesker der er i metroen. Ventilationsanlægget i Moskvas metro bliver af mange betragtet som verdens bedste.

Om vinteren er varmen imidlertid velkommen. Det er kun nødvendigt med opvarmning i bygningerne og i indgangene, der ligger på gadeplan. Togene, menneskemasserne og jorden har oplagret varme i løbet af foråret og sommeren, og afgiver rigelig varme til at holde en behagelig temperatur i undergrundspaladserne.

Lovprist fra alle sider

Som man kunne forvente er fotoguiden til metroen fyldt med lovprisningsord: „Metroen i Moskva bliver med rette betragtet som en af verdens smukkeste. Dens prægtige stationer med deres indviklede netværk af spor, ledninger, rør og kabler repræsenterer en fængslende forening af kunstnerisk udfoldelse og ingeniørsnilde. Det er ikke blot stationer men snarere arkitektoniske mesterværker, uforlignelige i stil og charme. Stationerne er smagfuldt udsmykket med marmor, granit, stål og tegl der fremhæves af en belysning i nytænkt design, foruden skulpturer, mosaik, gesimser, træbeklædning, glasmaleri og drevet arbejde. Landets dygtigste arkitekter og kunstnere, [deriblandt billedhuggere] har medvirket til indretningen og udsmykningen.“

Nu hvor jeg selv har besøgt Moskva og set metroen, kan jeg kun give dem ret. Mange af de andre delegerede ved stævnet var også imponerede. En tysk broder sagde til mig: „Jeg følte det som om jeg var i en koncertsal med smukke lysekroner. Jeg var fuld af beundring.“ En gæst fra De Forenede Stater var forbløffet over metroens præcision, renhed og effektivitet. Og en delegeret fra det fjerntliggende Sibirien var betaget af de enorme størrelsesforhold under jorden.

Hvis du nogen sinde kommer til Moskva kan jeg varmt anbefale dig at besøge disse betagende undergrundspaladser. Husk ordsproget: „At høre hundrede gange er ikke så godt som at se én gang.“

[Illustrationer på side 16 og 17]

Nogle få af Moskvas smukke metrostationer

[Kildeangivelse]

Foto (med uret fra øverste venstre hjørne): Laski/Sipa Press; Sovfoto/Eastfoto; Sovfoto/Eastfoto; Laski/Sipa Press; Laski/Sipa Press; Sovfoto/Eastfoto

[Kildeangivelse på side 15]

Sovfoto/Eastfoto