Hvordan inkaerne mistede deres gyldne rige

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I PERU

Solopgang. Morgensolens stråler gav de sneklædte Andesbjerge et svagt lyserødt skær. De indianere der var tidligt oppe, nød at mærke hvordan varmen efterhånden fortrængte nattens kulde i dette område, der ligger i 4300 meters højde. Lidt efter lidt nåede lysstrålerne også soltemplet i midten af Inkarigets hovedstad, Cuzco (som betyder „Verdens navle“). Gyldne mure reflekterede solens stråler. Lamaer, vikunjaer og kondorer i massivt guld funklede i inkaensa have foran templet. De forbipasserende sendte håndkys som udtryk for tilbedelse af solen, deres gud. Hvor var de taknemmelige for at være i live og blive velsignet af solen, som ifølge deres tro gav dem deres udkomme.

I PERIODEN mellem det 14. og det 16. århundrede sad et stort gyldent rige inde med herredømmet over Sydamerikas vestkyst. Under ledelse af fremragende arkitekter og teknikere var inkaerne et folk der havde gode muligheder for sociale fremskridt. Inkarigets grænser strakte sig fra den sydlige del af det nuværende Colombia og næsten 5000 kilometer sydpå til Argentina. I virkeligheden „troede inkaerne at de kontrollerede stort set hele verden“. (National Geographic) De mente ikke at der uden for Inkarigets grænser fandtes noget der var værd at erobre. Og dog kendte resten af verden slet ikke noget til dette riges eksistens.

Hvem var inkaerne? Hvor kom de fra?

Hvem kom før inkaerne?

Arkæologiske fund viser at inkaerne ikke var kontinentets oprindelige indbyggere. Andre veludviklede kulturer havde eksisteret adskillige hundrede, ja flere tusind år før. Arkæologer har inddelt dem i Lambayaque-kulturen, Chavín-kulturen, Mochica-kulturen, Chimú-kulturen og Tiahuanaco-kulturen.

Befolkningen i disse tidlige kulturer tilbad forskellige dyr — jaguarer, pumaer, ja selv fisk. Ærefrygt for bjergguder var almindeligt udbredt. Deres lertøj viser at nogle stammer praktiserede sexdyrkelse. Nær Titicacasøen, højt oppe ved grænsen mellem Peru og Bolivia, har en indianerstamme bygget et tempel indeholdende fallossymboler som blev tilbedt ved forskellige frugtbarhedsritualer for at sikre en god høst fra Pacha-Mama, der betyder „Moder Jord“.

Myten og virkeligheden

Inkaerne gjorde deres entré omkring år 1200. Ifølge historieskriveren Garcilaso de la Vega, søn af en inkaprinsesse og en spansk ridder og jordbesidder, siger myten at den første inka, Manco Capac, sammen med sin søster (som også var hans brud) blev sendt ned til Jorden, nærmere betegnet Titicacasøen, af sin fader, solguden, for at få alle folkeslag til at tilbede solen. Børnene får stadig denne legende fortalt i nogle skoler.

Men hvis man ser bort fra myten, kommer inkaerne sandsynligvis fra en af stammerne ved Titicacasøen, nemlig Tiahuanaco-stammen. Med tiden overtog det voksende rige mange af de besejrede stammers velorganiserede bygningsværker idet man udvidede og forbedrede kanaler og terrasser som allerede var anlagt. Inkaerne excellerede i at konstruere enorme bygningsværker. Der er mange teorier om hvordan deres arkitekter var i stand til at bygge templet og fæstningen Sacsahuamán, bygninger som fra et højtliggende plateau dominerer byen Cuzco. Kolossale monolitter på 100 tons er føjet sammen uden mørtel. Jordskælv har kun haft ringe indflydelse på de nøje tilpassede sten i det gamle Cuzcos mure.

Det skinnende soltempel

I kongebyen Cuzco indsatte inkaerne et præsteskab som skulle varetage tilbedelsen af solen i et blankpoleret tempel af sten. Indervæggene var beklædt med rent guld og sølv. Ud over at etablere et præsteskab opførte man klostre som det man har rekonstrueret ved soltemplet i Pachacamac, lige uden for Lima. Særligt smukke jomfruer blev fra otteårsalderen oplært til at blive ’Solens jomfruer’. Arkæologiske vidnesbyrd tyder på at inkaerne også bragte menneskeofre. De ofrede børn til apus, eller bjergguderne. Man har fundet frosne børnelig på Andesbjergenes tinder.

Inkaerne og de stammer der kom før dem, havde ikke noget skriftsprog, men de udviklede et system (knudeskrift) som satte dem i stand til at holde regnskab med forskellige ting ved hjælp af det de kaldte en quipu. En quipu bestod af „en hovedsnor hvortil der var knyttet mindre, forskelligfarvede snore fyldt med knuder“, og de gamle peruanere brugte denne anordning som en hjælp for hukommelsen når de skulle føre optegnelser over lagerbeholdninger og lignende. — Webster’s Ninth New Collegiate Dictionary.

Hvordan holdt man sammen på riget?

Ved hjælp af strenge love og en veltilrettelagt strategi kunne man opretholde en stabil, central regering. Et af de første krav man stillede, var at alle skulle lære at tale quechua, inkaernes sprog. I bogen El Quechua al Alcance de Todos (Quechua som alle kan lære) står der: „Quechua [anses for at være] den mest omfattende, den mest varierede og den mest elegante af alle de sydamerikanske dialekter.“ Sproget tales stadig af omkring fem millioner mennesker i Perus bjergegne og af millioner af andre i fem lande der engang har været en del af Inkariget. En gruppe mennesker sydøst for Titicacasøen taler stadig aymará, et andet sprog der stammer fra quechua, som det blev talt i perioden før Inkarigets tid.

Brugen af quechua virkede forenende på de næsten 100 stammer som inkaerne havde besejret, og det var en hjælp for landsbyens curaca (herre), som var leder af den lokale gruppe. Hver familie fik tildelt et stykke jord som den kunne opdyrke. Efter besejringen tillod inkaen at man fortsat afholdt lokale stammefester og dansede de lokale danse. Han sørgede også for at der blev tilrettelagt amatørteaterforestillinger og lege som kunne stille de undertvungne befolkningsgrupper tilfreds.

Mitaskatten

Man havde ingen fælles møntenhed i Inkariget, og det betød at guld ikke i sig selv havde nogen værdi for den enkelte. Det tiltrækkende ved guld var at det reflekterede solens lys. Den eneste skat det var pålagt folket at betale, var mitaen (quechua, „en tørn“). Alle undersåtter var forpligtede til at udføre tvungen tjeneste i forbindelse med inkaernes mange vej- og byggeprojekter. Tusinder af indianske arbejdere blev på denne måde hvervet på lovlig vis.

Ved hjælp af mita-arbejdere anlagde inkaernes bygherrer et vejnet på over 24.000 kilometer! Med Cuzco som udgangspunkt byggede de veje af sten for at forbinde de fjerneste dele af riget med hinanden. Trænede budbringere kaldet chasquis, løb ad disse veje. De var udstationeret i hytter langs vejen med én til tre kilometers mellemrum. Når en chasqui ankom med en besked, gav den næste chasqui sig til at løbe ved siden af ham som en stafetløber. Ved hjælp af dette system kunne løberne tilbagelægge 240 kilometer om dagen. Den herskende inka kunne på kort tid modtage rapporter fra alle dele af sit rige.

Langs vejene anlagde inkaen store forrådshuse. Disse forsyningsposter blev hele tiden fyldt op med mad og tøj til brug for inkaherskerens hære under erobringstogter. Inkaen undgik så vidt muligt krig. Som led i strategien sendte man et bud af sted som tilbød stammen at underlægge sig inkaens herredømme. Det var en betingelse at stammens medlemmer var villige til at antage soldyrkelsen. Hvis de indvilligede, fik de lov til at fortsætte i deres egen stamme under ledelse af særligt uddannede inkainstruktører. Hvis de afslog, blev de udsat for inkaernes skånselsløse erobring. Inkaerne brugte de dræbte fjenders hovedskaller som drikkebægre til deres chicha, en berusende form for øl fremstillet af majs.

Under den niende inka, Pachacuti (som herskede i perioden fra år 1438 og frem), hans søn Topa Inca Yupanqui og den sejrrige statsmand Huayna Capac nåede Inkariget sin største udbredelse fra nord til syd. Men tiderne skulle skifte.

Invasion nordfra

Omkring år 1530 drog den spanske erobrer Francisco Pizarro med sine soldater sydpå fra Panama, fristet af forlydender om at der fandtes guld i dette ukendte land som i den periode var splittet af borgerkrig. Den legale tronarving, prins Huascar, var blevet besejret og kastet i fængsel af sin halvbroder Atahuallpa, som var på vej mod hovedstaden.

Efter en besværlig march til den indre del af byen Cajamarca blev Pizarro og hans mænd vel modtaget af tronraneren Atahuallpa. Ved hjælp af forræderi lykkedes det alligevel denne spanier at vælte Atahuallpa fra tronen, og mens han blev holdt fanget, slagtede spanierne tusinder af mænd i hans forbløffede og helt uforberedte hær.

Atahuallpa fortsatte imidlertid borgerkrigen selv under sit fangenskab. Han sendte bud til Cuzco med ordre til at dræbe hans halvbroder Inca Huascar og hundreder af andre i kongefamilien. Derved kom han uforvarende til at gøre det lettere for Pizarro at gennemføre sin plan om at erobre Inkariget.

Da Atahuallpa blev opmærksom på spanierens grådighed efter guld og sølv, lovede han at fylde et stort rum med guld- og sølvstatuetter som løsesum for sin frigivelse, men til ingen nytte. Endnu en gang blev han forrådt. Efter at den lovede løsesum var blevet opstablet i rummet, blev Atahuallpa, den trettende inka, der af munkene blev betragtet som en afgudsdyrker, først døbt som katolik og derefter stranguleret.

Begyndelsen til enden

Tilfangetagelsen af og mordet på Atahuallpa blev dødsstødet for Inkariget. Men den indianske befolkning modstod den indtrængende fjende i endnu 40 år.

Så snart forstærkninger nåede frem, var Pizarro og hans soldater opsatte på at tage til Cuzco for at få fingre i mere af inkaernes guld. I deres jagt efter guld holdt de sig ikke tilbage fra at gøre brug af grusomheder og tortur for at få oplysninger om inkaernes skatte. De der gjorde modstand, blev truet og slået ned med hård hånd.

Ledsaget af Huascars broder prins Manco II, som var den næste tronfølger i Inkariget (Manco Inka Yupanqui), skyndte Pizarro sig til Cuzco og endevendte byen for at få fat i dens umådelige guldskatte. De fleste af guldstatuerne blev smeltet om til guldbarrer, som blev sendt til Spanien. Intet under at engelske sørøvere var opsatte på at få fat i spanske galeoner lastet med Perus rigdomme. Tynget af forræderi tog Pizarro af sted mod kysten, hvor han i 1535 grundlagde byen Lima som sit regeringssæde.

Manco Inca Yupanqui, som på dette tidspunkt var fuldt ud informeret om erobrernes grådighed og forræderi, organiserede en opstand. Også andre gjorde oprør mod spanierne, men til sidst måtte indianerne trække sig tilbage til afsidesliggende steder for at forsvare sig så godt de kunne. Et af disse sikre tilflugtssteder kan have omfattet den hellige by Machu Picchu, som lå gemt i bjergene.

Den sidste inka

I sidste akt blev Tupac Amaru, en søn af Manco Inca Yupanqui, inka. Det var i år 1572. Det var nu spanske vicekonger der regerede Peru. Vicekong Toledos mål var at udrydde inkaerne. Han gik ind i Vilcabambaområdet med en stor hær. Tupac Amaru blev taget til fange i junglen. Han og hans gravide hustru blev ført til Cuzco for at blive henrettet. En cañari-indianer løftede henrettelsesvåbnets blad over Tupac Amarus hoved. De mange tusind indianere der var samlet på pladsen, gav med hørlig jamren udtryk for sorg over deres inka, som blev halshugget med et enkelt hug. De ledende af hans mænd blev tortureret til døde eller hængt. På denne grusomme måde blev der gjort ende på inkaernes herredømme.

Både god og dårlig indflydelse fra de udnævnte vicekonger og mange katolske munke og præster bredte sig til og påvirkede indianerne, der i lang tid blot blev betragtet som slaver. Mange blev tvunget til at arbejde i guld- eller sølvminer. En af minerne lå i Potosí i Bolivia ved et bjerg med en rig forekomst af sølvmalm. For at kunne klare disse umenneskelige forhold tyede de dårligt behandlede indianere til kokablade på grund af deres berusende virkning. Først i begyndelsen af det 19. århundrede opnåede Peru uafhængighed af Spanien.

Nutidens efterkommere af inkaerne

Hvordan går det nutidens efterkommere af inkaerne i vort moderne samfund? I Perus hovedstad, Lima, er der, som i så mange andre moderne byer, millioner af mennesker. Men ude i provinserne kan det undertiden virke som om tiden har stået stille i hundrede år. Mange isolerede landsbyer domineres stadig af katolske præster. For den indianske landmand er den katolske kirke midt på byens torv det centrale samlingspunkt. De mange statuer af prægtigt klædte helgener, de mange lys i forskellige farver, det gyldne alter, de brændende kærter, de mystiske ceremonier ledsaget af præstens messen og især dansene og festerne — alt dette appellerer til den indianske landmands behov for at koble af. Men den slags iøjnefaldende adspredelser har aldrig kunnet eliminere fortidens religiøse opfattelser. Brugen af kokablade, som anses for at besidde mystiske kræfter, har stadig indflydelse på mange indianeres liv.

Ved hjælp af deres ukuelige viljestyrke er det lykkedes disse efterkommere af inkaerne, hvoraf mange nu er af blandet race, at bevare deres farverige danse og typiske huaino-musik. Selv om de i begyndelsen kan være lidt reserverede over for fremmede, kommer deres dybt rodfæstede gæstfrihed klart til udtryk. For dem der har personligt kendskab til disse efterkommere af inkaerne — dem der er vidne til deres daglige kamp for at overleve, og som bestræber sig på at vise dem opmærksomhed og omsorg — er inkaernes historie ulykkelig og sørgelig.

Uddannelse har ændret situationen

Valentin Arizaca, en efterkommer af aymará-talende indianere fra landsbyen Socca ved Titicacasøen, har i et interview med Vågn op! fortalt: „Før jeg blev et af Jehovas vidner, var jeg kun katolik af navn. Jeg deltog stadig i mange hedenske skikke sammen med nogle af mine venner. Jeg tyggede også kokablade, men nu har jeg lagt al den slags bag mig.“

Petronila Mamani på 89 år husker udmærket de mange former for overtro som altid gjorde hende bange for at mishage apus. „Jeg bragte regelmæssigt ofre til bjergguderne for at stille dem tilfreds og sikre mit udkomme,“ siger hun. „Jeg ønskede på ingen måde at mishage dem og derved risikere at pådrage mig de forskellige plager det kunne medføre. I min alderdom har jeg lært at se anderledes på tingene. Takket være Bibelen og Jehovas vidner har jeg kunnet frigøre mig for sådanne tanker.“

Jehovas vidner lærer mange quechua- og aymará-talende indianere at læse. Bagefter underviser disse indianere så andre i Bibelens ord. På denne måde bliver tusinder af inkaer og spanske indianere oplært til en bedre livsform. De lærer også om hvordan Gud i Bibelen lover at der snart vil blive oprettet en retfærdig og fredelig ny verden her på jorden. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4.

[Fodnote]

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Inkaernes gyldne rige

MEXICANSKE GOLF

COLOMBIA

ECUADOR

PERU

Cajamarca

Lima

Pachacamac

Vilcabamba

Machu Picchu

Cuzco

Titicacasøen

BOLIVIA

CHILE

ARGENTINA

STILLEHAVET

ANDES

SYDAMERIKA

INKARIGET

Potosí

Cuzco

[Illustration på side 16]

Øverst: Det oprindelige soltempel udgør i dag fundamentet til denne katolske kirke i Cuzco

[Illustration på side 16]

Til venstre: Fallossymbol fra perioden før Inkariget i et tempel i Chucuito

[Illustration på side 16]

Til højre: Blodet fra de ofre inkaerne bragte, løb ned over disse udhuggede sten

[Illustration på side 17]

Til højre: Overrislede terrasser ved Machu Picchu, nær Cuzco

[Illustration på side 17]

Nederst: Udsigt gennem en gammel døråbning ved Machu Picchu

[Illustration på side 17]

Nederst til højre: Blokke på 100 tons fra tempelfæstningen Sacsahuamán