I inkaernes fodspor
„IMPONERENDE!“ „Storslået!“ „Det er som om man med ét er blevet ført tilbage i tiden.“ Ja, synet af inkaernes legendariske forsvundne by, Machu Picchu i Peru, var ganske overvældende.
Skønt jeg tidligere havde besøgt byen, blev det en uforglemmelig oplevelse at se den igen, denne gang sammen med min kone, Elizabeth, og vore gode venner Baltasar og Heidi.
Turen til Machu Picchu begyndte i det gamle inkariges tidligere hovedstad, den fascinerende by Cuzco, der ligger i en højde af omkring 3400 meter over havet. Denne by, hvis grundplan har form som en puma, er bygget af inkaherskeren Pachacuti og kan stadig fremvise enestående skønne arkitektoniske værker fra inkatiden. Mange af bygningerne ved det store torv står solidt på gamle stenfundamenter som inkaerne har lagt med stor omhu uden brug af bindemiddel. Mange af stenene måler halvanden meter eller mere i højden og vejer adskillige tons. Som den spanske krønikeskriver Cieza har skrevet: „Det er et mysterium . . . hvordan stenene er blevet transporteret og sat på plads.“ Og så havde vi fået at vide at Machu Picchu langt ville overgå det vi hidtil havde set.
En snørklet rejse
Vi stod tidligt op den fredag morgen. Klokken syv var der afgang med toget fra San Pedro-stationen i Cuzco til Machu Picchu. Toget så ud til at have kendt bedre dage, men det klarede turen ad den snoede bjergbane uden problemer, skønt højdeforskellen fra Cuzco ned til udkanten af Amazonjunglen var på mere end 1200 meter. Under den fire timer lange rejse til Machu Picchu (der betyder „Gamle Tinde“) langs Urubambaflodens løb, skiftede sceneriet ustandselig. Efterhånden som vi bevægede os nedad fra de ufrugtbare bjergområder og højsletten, blev landskabet mere og mere grønt. Til sidst var vi helt omgivet af frodige bjergsider.
Under togrejsen drøftede vi hvad vi havde læst om Machu Picchu og hvad vi vidste om den forsvundne bys historie. Ført af en dreng havde den amerikanske opdagelsesrejsende Hiram Bingham fundet frem til byen i juli 1911. Drengen skulle vise Bingham „nogle ruiner“ i nærheden i den tropiske skov på bjerget Machu Picchu. „Pludselig, uden varsel,“ beretter Bingham, „viste drengen mig under et kæmpemæssigt fremspring en hule, smukt beklædt med de fineste udskårne sten.“ Da drengen viste ham en mur, „forekom det som en utrolig drøm. Langsomt begyndte jeg at indse at denne mur og det tilhørende halvcirkelformede tempel over hulen var i klasse med verdens fineste bygningsværker i sten,“ siger Bingham. Tænk at vi også ville få disse bygningsværker at se!
Man ved stadig ikke hvorfor denne afsidesliggende by blev opført, muligvis for omkring 500 år siden. Én teori går ud på at det var et tilflugtssted for „solens jomfruer“, fordi de fleste af de værelser Bingham afdækkede indeholdt rester af døde kvinder. En anden teori går ud på at byen tjente som militær forpost. Nogle har foreslået at det kan have været et tilflugtssted hvor inkaerne skjulte sig for den spanske erobrer Pizarros hånd. Eller det kan have været hovedstaden i Vilcabamba, et nyt inkarige der blev oprettet af Manco Inca i den uigennemtrængelige Amazonjungle. Uanset hvad der er den rigtige forklaring, glædede vi os til at se disse betagende ruiner, der ligger i en højde af omkring 2060 meter over havet.
Da vi ankom til foden af Machu Picchu vidste vi at den forsvundne by lå oven over os, men vi kunne intet se af byen da vi stod af toget. Vi skyndte os hen i køen til bussen. Denne del af turen, der tog 20 minutter, gik op ad bjerget gennem adskillige hårnålesving. Men selv om vi anstrengte os for at få et glimt af ruinerne mens vi snoede os op ad bjerget kunne vi stadig ikke se dem.
Endeløse trin og sten
Efter at vi havde indskrevet os på hotellet (den eneste moderne bygning på bjerget), nåede vi endelig indgangen til ruinerne. Det syn der mødte os da vi rundede hjørnet tog fuldstændig vejret fra os. Det var utroligt. Som Elizabeth sagde: „Jeg har set fotografier, men intet billede kan yde dette sted fuld retfærdighed.“ I dalbunden, seks hundrede meter under os, flød Urubambafloden. Hele vejen rundt så vi grønklædte bjerge af majestætisk skønhed, og vi følte os meget ubetydelige. Midt i dette ærefrygtindgydende landskab lå selve den forsvundne by, som et tilflugtssted, urørt af erobrerne, og indgød en sælsom følelse af undren.
Ruinerne viste konturerne af en by der var bygget helt af sten, en mesterlig kombination af granit, geometri og optimal udnyttelse af det usædvanlige terræn. De fleste af bygningerne er étplanshuse og er, ifølge moderne historikere, fra den sene inkaperiode. Der er et væld af nicher indvendig i værelserne. Døre, vinduer og nicher er trapezformede og bliver smallere opefter — et karakteristisk træk ved den sene inkaarkitektur. Midt i byen er der en stor åben plads omgivet af terrasser, templer, boliger og stejle trapper. På nogle af murene kan man se det smukke stenarbejde der repræsenterer inkaernes ypperste bygningskunst.
Det var først da vi gik fra den ene ende af ruinbyen til den anden at vi rigtig fik indtryk af hvor stor den egentlig er — det tog os over en time, foruden den tid det tog at klatre op på toppen af Huayna Picchu. På grund af det stejle terræn er der trappetrin alle vegne — mere end 3000. Selv mellem de omliggende terrasser, der blev brugt til afgrøder og græsningsarealer, stikker der sten frem som trin fra det ene plateau til det næste. Man anslår at byen dækker et areal på tretten kvadratkilometer!
Ruinernes velbevarede tilstand imponerede os. Da Bingham opdagede dem så det ikke ud til at der nogen sinde havde foregået kamphandlinger på dette sted. Og vi fik indtryk af at byen var blevet forladt snarere end indtaget. Det er stadig en gåde hvordan inkaerne har kunnet flytte så store stenblokke, eftersom de ikke kendte noget som helst til hjulet. Stenene var blevet skåret nøjagtigt til og sat på deres rette plads. Ruinerne bærer præg af gennemført byplanlægning og viser at der var tale om en højt organiseret civilisation.
Alene med lamaerne og stjernerne
Hen på eftermiddagen, efterhånden som endagsturisterne forsvandt, fik de få overnattende hotelgæster Machu Picchu for sig selv. Vi slentrede tankefuldt rundt i ensomheden mellem ruinerne mens vi betragtede solnedgangen. Pludselig fik Heidi og Elizabeth øje på en lamaunge og dens mor i et hjørne. I Peru benyttes lamaerne i vid udstrækning som lastdyr. De kan bære omkring 35 kilo, men er for spinkle til at bære et menneske. I første omgang virkede lamaerne urolige ved vores tilsynekomst, men Heidi og Elizabeth ville absolut have et nærbillede af de smukke dyr, der passede storartet ind i disse omgivelser, mellem ruinerne. De nærmede sig forsigtigt dyrene for ikke at gøre dem alt for bange, eftersom lamaer forsvarer sig ved at spytte, og deres spyt indeholder syre. Det endte endda med at Heidi fik lov til at fodre den voksne lama med græs.
Senere på aftenen tog vi vores sweatere på og gik ud i den stjerneklare nat, så langt bort fra det kunstige lys omkring hotellet at kun himmelens stjerner lyste for os. Da tænkte vi på Jehovas storhed og på de mennesker der for fire-fem hundrede år siden havde levet på dette bjerg og set op på de samme stjerner.
Inkaerne og conquistadorerne
Tidligt næste morgen, inden solopgang, var vi igen ude mellem ruinerne hvor vi hørte de melankolske toner fra en panfløjte i det fjerne. Vi nød skønheden og atmosfæren ved Machu Picchu i fulde drag, inden de mange turister begyndte at ankomme.
Mens vi slappede af mellem ruinerne og talte om alt det vi havde set, bemærkede Baltasar hvor tragiske følger det får når en religion ikke er i overensstemmelse med Bibelens sande lære. (Mattæus 7:15-20) I den katolske kirkes navn havde de spanske conquistadorer i umættelig grådighed ødelagt en hel civilisation. De havde end ikke lært det mindste om hvordan inkaerne levede. Inkaerne havde ikke noget skriftsprog men benyttede sig af et knudesprog kaldet quipu, der bestod af lange snore med knuder som angav numeriske værdier i forbindelse med høsttidspunkter, våben, fødsler, dødsfald og så videre. Eftersom disse ’optegnelser’ blev ødelagt af de spanske erobrere, findes der kun få oplysninger om inkakulturen.
Inkaerne vil vende tilbage!
Med Jehovas løfte om en opstandelse i tanke gav Elizabeth og Heidi udtryk for hvor vidunderligt det er at vide at folk fra en civilisation der blev fuldstændig udslettet vil få mulighed for at få livet igen. (Apostelgerninger 24:15) Tænk at vi måske kan få lov til at møde nogle af de gamle inkaer og lære om deres kultur på første hånd! Vi vil måske endog få det privilegium at gøre nogle af de inkaer der levede i Machu Picchu bekendt med den sande Gud og hans hensigt med dem.
Vores todages ophold i Machu Picchu var til ende, og vi begyndte rejsen tilbage til Cuzco. Med i bagagen havde vi nogle vidunderlige minder om en enestående by højt oppe i bjergene, en by der nu kun er kendt for sine ruiner. Selv om spanierne besejrede inkariget, fandt de aldrig Machu Picchu. Vi er glade for at vi fandt frem til inkaernes forsvundne by. — Indsendt.
[Illustration på side 15]
Machu Picchu, den gamle by med trapper og terrasser
[Illustration på side 16]
Machu Picchu (Gamle Tinde), højt oppe i Andesbjergene med Huayna Picchu (Unge Tinde) i baggrunden
[Illustration på side 16]
Uden kendskab til brugen af hjul transporterede inkaerne store håndtilhugne sten til deres bygningsværker
[Illustration på side 17]
Typisk inkaarkitektur med trapezoide elementer der indsnævres foroven
[Illustration på side 17]
En ensom lama i Machu Picchus ruiner
[Illustration på side 18]
Urubambafloden 600 meter under Machu Picchu