Er fyrpassernes dage talte?
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I CANADA
„JEG kunne absolut ikke tænke mig noget andet job,“ har mange fyrpassere sagt. En mand som opsagde sin lederstilling i et plastfirma i Toronto for at blive fyrpasser ved et 106 år gammelt fyrtårn, sagde at arbejdet fik ham til at føle sig „ti år yngre“.
En fyrpasser skal først og fremmest sørge for at søfarende har et tydeligt lys de kan navigere efter. Han skal desuden betjene og vedligeholde tågehorn samt forsyne fiskere og passerende skibe med vejrmeldinger over radioen.
Førhen skulle fyrpasseren sørge for at oliebeholderne altid var fyldte, at vægerne brændte, og at glasruderne omkring lamperne ikke var sværtede af røg. Det var ikke ualmindeligt at fyrpassere, hvis lampen i fyret var gået i stykker, en hel nat måtte dreje en lysgiver manuelt for at føre skibe i sikkerhed eller, hvis tågehornet ikke fungerede, natten igennem måtte slå på en klokke med en hammer.
Klarer sig igennem storme
Hårde storme er en af de ting der volder fyrpassere størst bekymring. Engang så en fyrpasser noget han troede var en „stor hvid sky“, men det viste sig at være en frådende kæmpebølge. Bølgen slog op over en 15 meter høj klippe og ramte fyrpasserens bolig. Denne ene bølge anrettede lige så store ødelæggelser på fyrtårnet som et helt stormvejr.
Ved en anden lejlighed fik en kraftig storm der varede hele natten, bølgerne til at slå mod fyrtårnet i Pubnico Harbour i Nova Scotia. Det eneste fyrpasseren og hans familie kunne gøre, var at vente og håbe det bedste. Næste morgen var stormen stilnet af, og fyrpasseren gik udenfor. Til hans store overraskelse var jorden rundt om fyrtårnet væk. De var ikke længere forbundet med fastlandet!
Er det et ensomt og trivielt job?
En fyrpasser der engang blev spurgt om han havde problemer med ensomhed, lo lidt og sagde: „Folk spørger os hvordan vi kan holde ud at være så meget alene. Så spørger vi dem hvordan de kan holde ud at bo i byen med al dens støj og uro.“
Tidligere blev der i USA stillet små bogsamlinger til rådighed for de mere isolerede fyrpassere. I 1885 var der således 420 biblioteker i brug. Fyrpassere var åbenbart flittige til at læse.
Et døende erhverv
I de senere år er bemandede murstensfyrtårne blevet erstattet af ubemandede stålgittermaster med kraftige blinkfyr. Søfarende behøver ikke længere at lede i mørket efter en svag lysstråle eller en utydelig flamme. I dag hjælper kraftige halogenglødelamper og gennemtrængende tågesignaler søfolk til at styre uden om de farer der er på havet.
Nu om stunder kan skibe som er udrustede til at modtage signaler fra fyrtårne, kende deres position uanset hvor tæt tågen er. Ved hjælp af moderne teknologi kan søfolk rejse på det åbne hav fra kyst til kyst i tillid til at de kan styre uden om farlige sandbanker, skjulte rev og lumske klippeskær.
Som følge af moderne teknologi er antallet af fyrpassere hastigt dalende. En fyrpasser som følte at en del af hans liv nu definitivt var slut, talte med vemod om det at skulle forlade den ø han i 25 år havde boet på: „Vi har haft et godt liv her. Vi har faktisk aldrig ønsket at rejse herfra.“
Roterende lamper, ekstra lamper, nødlys, lydsignaler og radarfyr skal dog stadig efterses, og fyrtårne skal vedligeholdes, men det klares i dag af rejsende teknikere.
De der sætter pris på det arbejde fyrpassere i mange år har udført, føler måske ligesom en mand i Augusta i den amerikanske stat Maine, der beklagende sagde: „Det bliver aldrig det samme når man kigger ud på fyrtårnet og ved at lyset betjenes af en computer, og at folkene er borte.“
[Ramme på side 11]
Det første fyrtårn
Det første fyrtårn i historisk tid blev fuldført i Ptolemaios II af Ægyptens regeringstid. Det blev opført omkring år 300 f.v.t. på øen Faros ved indsejlingen til det der i dag er Alexandrias havn. Det tog 20 år at bygge og kostede 16 millioner kroner.
Historiske optegnelser viser at fyrtårnet var cirka 90 meter højt. Det øverste rum havde vinduer der vendte ud mod havet. Bag disse vinduer var der træbål eller måske fakler som, ifølge Josefus, kunne ses på over 50 kilometers afstand.
Denne vældige stenbygning, der var beklædt med hvidt marmor, betragtedes som et af verdens syv underværker. Fyrets flammende ild tjente som et advarselssignal i 1600 år, hvorefter tårnet efter al sandsynlighed blev ødelagt af et jordskælv.
Som århundrederne gik, blev tusinder af fyrtårne af forskellig størrelse og type opført ved havne rundt om i verden. Nogle gamle murstensfyrtårne er i dag museer og turistattraktioner der besøges af millioner.
[Illustration på side 10]
Cape Spear-fyrtårnet i Newfoundland, Canada