Et lys der redder liv

DET var i slutningen af det 19. århundrede. Skibet havde i fem anstrengende uger krydset Atlanterhavet, og passagererne forventede når som helst at se land. Pludselig så de lys, en enlig stjerne ude i horisonten. Men det var ikke en stjerne; det var et fyrtårn. „Da vi fik øje på lyset, faldt vi på knæ og takkede Gud,“ sagde en af passagererne senere. Lyset ledte dem sikkert til deres bestemmelsessted. Men dengang var det ikke alle sørejser der endte så godt.

Den 22. december 1839 var en flot solskinsdag på New Englands kyst i Nordamerika. Fyrpasseren ved fyret på Plum Island i Massachusetts troede at han roligt kunne forlade øen i sin lille robåd, tage med sin kone på indkøb og være tilbage før mørkets frembrud. Mens de var væk, begyndte det at blæse op. Et stormvejr var på vej, og det kom hurtigt. Inden længe stod himmel og hav i ét, som en grå, hylende masse af regn, bølgeslag og skumsprøjt. Fyrpasseren prøvede desperat at komme tilbage til øen, men forgæves. Den nat var fyrtårnet mørklagt.

Omkring midnat kæmpede besætningen på skibet Pocahontas for at finde flodens og havnens indløb, som normalt blev markeret af fyret, men uden held. I stedet løb skibet på en sandbanke, blev slået til vrag og sank med hele besætningen om bord. Lige før daggry havde skibet Richmond Packer kurs mod den samme havn, men også det havarerede. Dog var der kun én som mistede livet — kaptajnens kone.

Søhistorien er fyldt med beretninger om skibsforlis som måske kunne have været afværget hvis der havde været et fyrtårn. „I gamle dage navigerede mange skibe sig sikkert over havet, men forliste når de forsøgte at komme i havn,“ siger bogen America’s Maritime Heritage. „Den farligste del af en sørejse var de sidste få sømil når man havde fået landkending og skibet stod ind mod kysten.“

I perioden mellem 1793 og 1833 steg det gennemsnitlige antal skibe der årligt forliste ud for Englands kyst fra 550 til 800, ifølge fyrtårnshistorikeren D. Alan Stevenson. Der var behov for flere fyrtårne med kraftigere lys.

I nogle lande, deriblandt England og USA, var det endnu farligere at besejle havene på grund af de berygtede strandrøvere der tændte blus for at lokke skibene ind mod klipperne så de kunne plyndre dem. Overlevende blev ofte dræbt; strandrøverne ville ikke have vidner til deres ugerninger. Men hvis månen lyste klart, slog deres kneb fejl. Med tiden satte flere og kraftigere fyr en stopper for disse rovmordere.

Historiens første fyr

Den tidligste omtale af et lysende sømærke i form af et bål der leder søfarende, findes i Iliaden. „Efter solens nedgang [kan man] få øje på en række bål,“ siges der. Bogen Keepers of the Lights fortæller at „de oprindelige blus blot var store træbål der kunne stå i en varde af sten, og senere i store jernbure, og som ofte fik lov til at brænde ud med tragiske resultater til følge“.

Omkring år 300 f.v.t. blev verdens første fyrtårn opført på øen Faros ved indsejlingen til Alexandria i Ægypten. Det var en vældig stenbygning som var mellem 100 og 120 meter høj (omkring 40 etager), og som var det højeste fyrtårn der nogen sinde er blevet bygget. Det betragtedes som et af verdens syv underværker og fungerede i 1600 år, indtil det efter al sandsynlighed blev ødelagt af et jordskælv.

Romerriget opførte mindst 30 fyrtårne fra Sortehavet til Atlanterhavet. Men da imperiet faldt, dalede handelstrafikken, og fyrtårnene lå hen i mørke og blev forsømt. Omkring år 1100 begyndte man igen at bygge fyrtårne.a Et berømt fyrtårn i denne nye æra var Lanterna i Genova, hvor Christoffer Columbus’ onkel, Antonio Columbo, var fyrpasser i 1449.

Det første fyrtårn som blev opført på åbent hav, var af træ og blev bygget af Henry Winstanley i 1699 på de lumske Eddystone Rocks ud for Plymouth i England. Han var stolt af sit værk. Ifølge dokumentarvideofilmen Guardians of the Night sagde Winstanley når han fiskede fra sit fyrtårn: „Stig, hav! Kom og sæt mit værk på prøve.“ En dag i 1703 fulgte havet hans opfordring. Winstanley og hans fyrtårn blev skyllet bort uden at efterlade ét eneste spor.

Til minde om venskabet mellem De Forenede Stater og Frankrig blev den 92 meter høje Frihedsgudinde rejst ved indsejlingen til New Yorks havn. I en periode tjente denne statue et dobbelt formål, både som mindesmærke og som en hjælp til at navigere efter. I 16 år skiftedes tre fyrpassere til at holde ild i hendes fakkel. „Fra hendes lysende hånd gløder en velkomst til hele verden,“ lyder en strofe af en sonet på statuens sokkel.

Fra flammer til xenonlamper

Kul, levende lys, endda i kandelabre, og olie erstattede med tiden fyrtårnenes træbrændsel. Man forsøgte at benytte spejlreflektorer til at samle lyset, men de blev hurtigt sværtet til af røg og sod fra ilden. I 1782 opfandt den schweiziske forsker Aimé Argand en olielampebrænder der ledte luften op gennem indersiden af en cylindrisk væge og ud gennem et rørformet lampeglas. Nu kunne glasset holdes rent, og parabolspejle (formet som dem der sidder i en bils forlygter) vandt indpas i mange fyrtårne. En god spejlreflektor kunne øge lysstyrken omkring 350 gange.

Et andet stort gennembrud kom i 1815 da den franske fysiker Augustin Jean Fresnel opfandt den mest effektive linse til fyrtårne. Forud for Fresnels opfindelse havde de bedste spejlsystemer der blev anvendt i argandbrænderen, og som forblev i brug i over 100 år, kunnet udsende omkring 20.000 lysenheder.b I Fresnel-linsen blev effekten øget til 80.000 — omkring samme styrke som i en bilforlygte i dag — og det opnåede man med blot én brændende væge. I 1901 opfandt man oliebrændere, og der gik ikke lang tid før fyr med Fresnel-linser nåede op på en million lysenheder. Omkring samme tid begyndte man at benytte acetylen, hvilket fik stor betydning for teknologien i fyrtårnene og automatiseringen af dem. Dette skyldes hovedsagelig svenskeren Nils Gustaf Dalén, der opfandt den automatiske solventil. Det er en anordning som blev benyttet til automatisk tænding og slukning af gaslyset i et fyr ved at regulere tilstrømningen af acetylen. For denne opfindelse modtog Nils Gustaf Dalén i 1912 nobelprisen i fysik. I 1920’erne blev elektriske glødelamper populære, og de er stadig den vigtigste lyskilde. Når man sætter en 250-watt pære bag en Fresnel-linse, kan den afgive flere hundrede tusind candela. Nu til dags kan verdens kraftigste fyr, et fyrtårn i Frankrig, oplyse nattehimmelen med en blændende lysstråle på 500 millioner candela.

En nyskabelse er xenonlampen. Den afgiver et strålende lysglimt på blot nogle milliontedele af et sekund. Eftersom dens lysimpuls er så kort og intens, kan den ses på en baggrund med andre lyskilder.

Flydende fyrtårne

Flydende fyrtårne i form af fyrskibe blev benyttet de steder hvor et fyrtårn var ønskeligt, men ikke praktisk lod sig opføre. Ligesom fyrtårnene har fyrskibene en lang historie bag sig. Det første var en romersk galej som var i drift på Julius Cæsars tid. I toppen af masten var der placeret et fyrfad af jern med trækul som lyste nattehimmelen op; gløderne faldt ned på galejslavernes svedige kroppe, lænkede som de var til deres plads nedenfor.

Det første fyrskib i nyere tid blev i 1732 udlagt ved Themsens flodmunding.c Derefter steg antallet af fyrskibe. I mange år kunne skibe ved sejlads ind og ud af New Yorks havn tage bestik af fyrskibet Ambrose. I den senere tid har fyrskibe måttet vige pladsen til fordel for automatiske lystønder og lystårne. Det er metalkonstruktioner der minder om boretårne og er placeret i åben sø.

Når tåge og uvejr dækker lyset

Selv de kraftigste lys bliver dæmpet i tæt tåge og regn — det tidspunkt hvor der er mest brug for sømærker. En nødløsning, om end mangelfuld, er en meget høj og regelmæssig lyd. Af den grund blev mange fyrtårne udstyret med kraftige lydgivere, som for eksempel klokker, tågehorn, sirener og, i en periode, endda kanoner. Faktisk benyttede nogle fyrtårne kanoner helt frem til slutningen af 1970’erne.

Lydbølger er imidlertid påvirkelige af atmosfærens luner. Temperaturforskelle og fugtighed i luftlagene over vandet kan indvirke på lydbølgerne og enten bøje dem op- eller nedad. Ligesom en flad sten kan slå smut hen over vandoverfladen, kan et lydsignal „smutte“ hen over et skib uden at det kan høres. Men trods disse forhold kan lydsignaler som regel høres på flere kilometers afstand.

En epokes afslutning

Efterhånden som et stigende antal fyr blev automatiseret, blev fyrpasserne overflødige. Radar, radio, sonar og satellitnavigation har nu også erstattet selve fyrtårnet, og mange er blevet lukket. Men det tyder ikke på at vi kan glemme dem. For mange er fyrtårnet et symbol på lys og håb i en dyster verden, og de er en stadig inspirationskilde for fotografer, kunstmalere og digtere. I et forsøg på at værne om disse smukke gamle boliger er der blevet dannet foreninger til fyrtårnets bevarelse rundt om i verden.

Nogle fyrtårne tilbyder nu overnatningsmuligheder ud over det sædvanlige for folk der gerne vil prøve at leve som en fyrpasser, ganske vist under mere luksuøse forhold. Andre besøgende kommer ganske enkelt for at høre mågernes skrig og brændingens buldren. I visse dele af verden er fyrtårnet også blevet et fortrinligt udsigtspunkt når man vil betragte hvaler, fugle og sæler. Fyrpasserne i Alexandria og Christoffer Columbus’ onkel i Genova har sikkert også udnyttet denne mulighed når de havde nogle ledige stunder.

[Fodnoter]

[Ramme på side 21]

To modige kvinder

Fyrtårnets historie indbefatter også beretninger om hvordan kvinder ofte har vist et enestående mod og en stærk pligtfølelse. Grace Darling (1815-42) satte sit liv på spil for at redde ni overlevende fra et skibbrud nær hendes fars fyrtårn på Farne Islands ud for Englands nordøstlige kyst. På grund af hendes ukuelige beslutsomhed roede hun og hendes far i farlig søgang ud til vraget. De fik de overlevende op i en slæbejolle, roede tilbage til fyrtårnet og sørgede for de skibbrudne indtil hjælpen nåede frem. Der er blevet rejst et mindesmærke over denne begivenhed.

Fyrpasser Burgess på fyrtårnet Matinicus Rock ud for Maines kyst havde en datter på 17 der hed Abigail. En dag i januar 1857 var hendes far nødt til at forlade fyrtårnet, men dårligt vejr forhindrede ham i at komme tilbage i en måned. Abbie, som hun blev kaldt, tog sig af fyret. Hun passede også sin syge mor og sine tre søskende, som var for små til at hjælpe med at tage sig af fyrtårnet. Abbie skrev: „Indimellem var mit arbejde meget udmattende [det var anstrengende at holde et blus ved lige inden elektriciteten blev indført], men lyset gik ikke ud en eneste gang. Med Guds hjælp formåede jeg at passe alle mine daglige pligter og min fars arbejde.“ Den følgende vinter måtte Abbie igen tage en tørn. Denne gang var hun og hendes familie nødt til at leve af en daglig ration bestående af et æg og en kop majsmel. Men lyset gik aldrig ud.

[Ramme/illustration på side 23]

Fresnel-linsen

Fresnel-linsen er faktisk en sammensat linse, eller et linsepanel, med en central linse omgivet af buede glasprismer. Fresnels linsepaneler kan sættes sammen så de danner en glastønde der indkredser lyskilden fuldstændigt. Hvert panel koncentrerer lyset i et vandret strålebundt. Flere paneler betyder flere lysstråler, ligesom eger der stråler ud fra et hjulnav. Når glastønden roterer rundt om lyskilden, fejer lysstrålerne rundt i horisonten. Antallet af lysstråler, tidsintervallet mellem strålerne og også deres farve er blot nogle af de faktorer der giver hvert enkelt fyrtårn sin egen lyssignatur. Om bord på skibene er der en liste over de forskellige lyssignaturer så sømændene kan genkende fyrtårnene på deres sejlrute.

[Kildeangivelse]

South Street Seaport Museum

[Illustration på side 23]

Peggy’s Cove i Nova Scotia, Canada

[Illustration på side 23]

Frihedsgudinden i New York

[Illustration på side 23]

Floden Weser i Tyskland

[Illustration på side 23]

Staten Washington, USA

[Kildeangivelse på side 20]

The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck