Den russiske presse roser Jehovas Vidner

JEHOVAS Vidners afdelingskontor i Rusland blev indviet den 21. juni 1997. Komplekset omfatter syv boligbygninger, en stor rigssal, en spisesal og en meget stor kontor- og lagerbygning. Bygningerne ligger i byen Solnetjnoje, cirka 40 kilometer nordvest for Sankt Petersborg.

Indvielsen fik megen medieomtale gennem de journalister der var blevet indbudt til at overvære programmet. En af dem skrev i Literaturnaja gazeta, et Moskva-tidsskrift med et oplagstal på over en kvart million: „Det første man tænker når man ser komplekset, er: ’Det er sådan det skal gøres!’“ — Se billederne på side 16 og 17.

Journalisten, Sergej Sergijenko, tilføjer: „Det hele er blevet udført af trossamfundets egne medlemmer. Byggearbejdet blev hovedsageligt udført af folk fra Finland, Sverige, Danmark, Norge og Tyskland. Ryddelige brolagte veje, nyslåede græsplæner og bygninger med pittoreske teglstenstage, glasdøre og panoramavinduer — det er det russiske administrationscenter for trossamfundet Jehovas Vidner.“

Journalister fra Moskva, som ligger over 650 kilometer sydøst for afdelingskontoret, blev inviteret til indvielsen, og man sørgede for deres transport. Efter at de havde fået en rundvisning i de nye bygninger, blev der besvaret spørgsmål og serveret forfriskninger. Hr. Sergijenko skriver følgende om sine iagttagelser:

„Jehovas vidner er, som man siger, noble og beskedne . . . For at omforme et kendt russisk ordsprog: ’Jehovas vidner bor her som var det i Jehovas favn.’ . . . De er venlige mod alle, men viser selvfølgelig særlig omsorg for deres brødre.“

Moskovskaja Pravda, et dagblad med et oplag på næsten 400.000, bragte en artikel med overskriften „Man kan kun bygge en ny og bedre verden med sine egne hænder“. Artiklens forfatter, S. Dmitrijev, skriver:

„Da Jehovas Vidners religiøse organisation [i 1991] blev juridisk anerkendt i Rusland, ønskede de at opføre et hovedsæde. De var ved at søge efter et sted i Moskva-området da de helt uventet fik at vide at en grund i nærheden af Sankt Petersborg der tidligere var blevet brugt som sommerlejr for unge, var sat til salg. De købte grunden og begyndte at bygge. . . .

For halvandet år siden, den 1. januar 1996, blev centret i landsbyen Solnetjnoje en officiel underafdeling af deres religiøse organisation. I midten af juni rejste vi, en gruppe journalister fra Moskva, til Sankt Petersborg for at finde ud af hvem disse Jehovas Vidner egentlig er.“

Hvilket resultat kom hr. Dmitrijev frem til? „De er ganske almindelige mennesker som du og jeg.“ Alligevel er de anderledes, bemærker han i slutningen af sin artikel: „De har fred indbyrdes og er omgivet af fred. Er det en drøm? Ja. Og dog er det virkelighed.“

En anden journalist fra Moskva, Maksim Jerofejev, skriver i Sobesednik, en avis med et oplag på over 300.000: „Alle forhold i dette lille samfund er bygget op om følgende princip: Ingen tvinges til at arbejde; alligevel arbejder alle — frivilligt.“

Efter at have beskrevet hvordan afdelingskontorets koordinator, Vasilij Kalin, boede privat, skriver hr. Jerofejev: „Vi mistroiske journalister bad om lov til selv at udvælge os nogle af de andre lejligheder som vi gerne ville se. Størrelsen af de andre beboeres lejligheder og inventaret i dem adskilte sig stort set ikke fra Vasilij Kalins beskedne lejlighed.“

I avisen Vejernjaja Moskva skrev en journalist ved navn Anastasija Nemets en artikel med titlen „At leve med fred i sindet“. En underoverskrift hed „Dette er hvad folk lærer i en usædvanlig landsby uden for Sankt Petersborg“.

I sin beskrivelse af afdelingskontorets beliggenhed og arkitektur siger hun: „Bygningerne er omgivet af skove og enge og ligger ikke så langt fra Den Finske Bugt. Her er der små pæne huse bygget i europæisk stil, rene brolagte veje og farverige blomsterbede.

Kommercielle firmaer bygger sådanne minibyer til ’nyrige’ russere. De der bor i denne landsby, har derimod kun få midler . . . De bor godt, og, hvad der er endnu vigtigere, de er alle sammen venner. Her bor kun cirka 350 mennesker, og de kommer fra alle verdenshjørner; man kan høre de forskellige sprog de taler — alt lige fra spansk og portugisisk til finsk og svensk.

Faktisk er det et lukket mikrokosmos: Landsbyen har sine egne produktionsfaciliteter og værksteder, hvor der kan fremstilles alt hvad den store flersprogede familie behøver; de har endda deres egen lægeklinik.“

Indvielsesprogrammet i Solnetjnoje var en glædelig begivenhed for de 1492 fra 42 lande som var til stede. Mange af de tilstedeværende var ældre som havde tjent i årtier mens forkyndelsesarbejdet var underlagt forbud. Man kan levende forestille sig disse aldrende brødres og søstres forbløffelse og glæde da de blev vist rundt i det smukt indrettede afdelingskontor, der ligger på en 6,9 hektarer stor parklignende grund. Man kan ikke fortænke dem i at tro at det alt sammen var en drøm.

[Illustrationer på side 18]

Journalister vises rundt på afdelingskontoret

Der besvares spørgsmål