Vores kamp for retten til at forkynde

FORTALT AF GRACE MARSH

For nogle år siden blev jeg interviewet angående nogle begivenheder der havde fundet sted mere end 50 år forinden. Det var Merlin Owen Newton, der dengang var docent ved Huntingdon College i Montgomery, Alabama, der interviewede mig. I 1946 havde De Forenede Staters højesteret afsagt dom i en sag der angik min virksomhed som forkynder og Jehovas vidne. Mrs. Newtons interesse for det der skete dengang, kaldte mange minder frem. Lad mig begynde med min barndom.

JEG er født i 1906 i Randolph, Alabama, USA, i fjerde generation af en slægt af bibelstudenter, som Jehovas vidner dengang blev kaldt. Min oldefar Lewis Waldrop og min bedstefar Sim Waldrop var blevet døbt som bibelstudenter sidst i 1800-tallet.

Sim Waldrops søn Joseph var min far. Joseph gjorde indtryk på en pige ved navn Belle ved at give hende et lille skrift der afslørede kirkens lære om et brændende helvede. Belle var så glad for det hun læste, at hun gav bogen til sin far, hvis interesse også blev vakt. Senere giftede Joseph sig med Belle, og de fik seks børn, hvoraf jeg var den næstældste.

Hver aften samlede far hele familien rundt om kaminen og læste højt fra Bibelen og bladet Vagttårnet. Når han var færdig med at læse, knælede vi alle ned, og far bad en inderlig bøn. Hver uge kørte vi adskillige kilometer i hestevogn til bedstefar Sims hus for at samles med andre bibelstudenter til møde.

I skolen gjorde vores klassekammerater ofte nar af os og kaldte os russellitter. Det var nu ikke den fornærmelse som de havde tænkt det skulle være, for jeg havde stor agtelse for Charles Taze Russell, Watch Tower Bible and Tract Society’s første præsident. Jeg oplevede faktisk selv at se ham, og det gjorde et stort indtryk på mig. Det var ved et stævne i Birmingham, Alabama, i 1914. Jeg kan stadig se ham for mig som han stod dér på talerstolen og forklarede film- og lysbilledforevisningen „Skabelsens Fotodrama“.

I 1920 flyttede vores familie til Robertsdale, en lille by øst for Mobile i Alabama. Fem år senere giftede jeg mig med Herbert Marsh. Herbert og jeg flyttede til Chicago, Illinois, og vores søn, Joseph Harold, blev født kort efter. Desværre gled jeg bort fra min barndoms tro, men den var stadig i mit hjerte.

Jeg tager standpunkt for sandheden

En dag i 1930 oplevede jeg noget der chokerede mig, men som samtidig bragte mig til fornuft. Jeg så værten som vi boede til leje hos, smide en bibelstudent ned ad trapperne. Jeg blev meget opbragt og udtrykte min misbilligelse over for værten. Han sagde at hvis jeg inviterede denne mand ind i vores lejlighed, kunne min mand og jeg ikke blive boende dér. Min reaktion? Jeg inviterede straks bibelstudenten ind på en kop te.

Den følgende søndag overværede min mand og jeg et af bibelstudenternes møder og fik den oplevelse at høre Joseph F. Rutherford, som var blevet Vagttårnsselskabets præsident efter Russells død og på det tidspunkt besøgte Chicago. Alt dette bevirkede at jeg igen blev aktiv i den kristne tjeneste. Kort efter flyttede vi tilbage til Robertsdale i Alabama.

Ved et stævne i Columbus, Ohio, i 1937 besluttede jeg at blive pioner, heltidsforkynder for Jehovas Vidner. Herbert, min mand, blev med tiden døbt, og han blev præsiderende tilsynsmand i menigheden i Robertsdale. Vores søn, Harold, fulgtes ofte med mig i forkyndelsen fra hus til hus.

I 1941 blev jeg indbudt til at tjene som specialpioner i Brookhaven, Mississippi, hvor jeg arbejdede sammen med Violet Babin fra New Orleans. Vi tog imod indbydelsen og drog af sted i vores beboelsesvogn for at etablere os i Brookhaven. Vi havde børnene med os, men vores mænd skulle slutte sig til os senere.

I begyndelsen var folk meget velvillige når vi mødte dem i forkyndelsen, og Violets datter og min Harold klarede sig godt i skolen. Men efter at japanerne havde bombet Pearl Harbor i december 1941 og USA gik med i krigen, ændredes reaktionen mod vort arbejde drastisk. Folk blev overdrevent patriotiske og nærede frygt for sammensværgelser. Da vi var politisk neutrale, blev folk mistænksomme over for os og beskyldte os oven i købet for at være tyske spioner.

Harold blev bortvist fra skolen fordi han ikke ville deltage i flaghilsenceremonien. Hans klasselærer sagde til mig at Harold var dygtig i skolen og opførte sig pænt, men skolebestyreren mente at han var et dårligt eksempel fordi han ikke ville hilse flaget. Skolens tilsynsførende var så utilfreds med skolebestyrerens og skolekommissionens afgørelse at han tog sin afsked og tilbød at betale for at Harold kunne komme i en privatskole.

Vi blev hver dag truet med pøbeloverfald. Ved én lejlighed skubbede politiet os væk fra den dør vi stod ved, smadrede vores grammofoner mod et træ, brækkede pladerne med de bibelske foredrag, rev vores bibler og publikationer i stykker og satte til sidst ild til alt hvad de havde konfiskeret. De rådede os til at forlade byen før det blev mørkt; ellers ville vi blive drevet ud af en pøbelsværm. Vi skrev hurtigt breve til byens øvrighed med anmodning om beskyttelse og afleverede dem personligt. Men man nægtede at skride ind. Jeg ringede endda til kontoret for De Forenede Staters forbundspoliti (FBI) i Jackson, Mississippi, og bad om hjælp. Her rådede man os også til at forlade byen.

Den aften omringede næsten et hundrede vrede mænd vores beboelsesvogn. Vi to kvinder var alene med vores børn. Vi låste dørene, slukkede lyset og bad inderligt til Jehova. Endelig spredtes sværmen uden at gøre os noget.

I betragtning af disse begivenheder besluttede Herbert straks at slutte sig til os i Brookhaven. Vi kørte Harold ned til mine forældre i Robertsdale, hvor den lokale skolebestyrer lovede os at han kunne gå i skole. Da vi kom tilbage til Brookhaven, var der øvet hærværk mod beboelsesvognen, og en arrestordre var slået op på væggen inde i vognen. Til trods herfor blev vi og fortsatte vores tjeneste.

Arresteret og dårligt behandlet

I februar 1942 blev Herbert og jeg arresteret mens vi ledede et bibelstudium i et lille, beskedent hus. Husets ejer blev så fortørnet over den behandling vi fik, at han rakte ud efter sit gevær, der hang på væggen, og truede med at skyde politibetjenten! Vi blev anklaget for ulovligt at være trængt ind på andenmands ejendom og blev kendt skyldige ved retssagen den følgende dag.

Vi blev anbragt i en snavset, kold celle i 11 dage. En lokal baptistpræst besøgte os og lovede at hvis vi gik ind på at forlade byen, ville han bruge sin indflydelse til at få os løsladt. Ja tak, det var pænt af ham, i betragtning af at det var ham der havde fået os anbragt i fængselet!

Et hjørne af cellen havde tidligere været brugt som toilet, hele cellen var fyldt med væggelus, og maden blev bragt til os på snavsede bliktallerkener. Som følge heraf blev jeg syg og fik lungebetændelse. En læge blev tilkaldt, og vi blev løsladt. Den nat samledes en pøbelsværm ved vores beboelsesvogn, så vi rejste hjem til Robertsdale for at vente på at sagen kom for retten.

Retssagen

Baptister fra hele staten kom til retssagen i Brookhaven for at støtte den baptistpræst der havde været årsag til vores arrestation. Det fik mig til at skrive et brev til min svoger Oscar Skooglund, en principfast hjælpepræst inden for baptisterne. Det var et følelsesladet brev og ikke særlig taktfuldt, men dét jeg skrev, og dét jeg havde været udsat for, må have påvirket Oscar i gunstig retning, for inden længe blev han selv et nidkært vidne for Jehova.

Vore advokater, G. C. Clark og Victor Blackwell, der også var Jehovas vidner, var overbeviste om at vores sag ikke ville få en retfærdig behandling i Brookhaven. De besluttede derfor at de ville blive ved med at protestere indtil retten måtte opgive sagen. Hver gang anklageren åbnede munden, protesterede en af vore sagførere. Det gjorde de mindst 50 gange. Til sidst lod dommeren sagen falde.

Et nyt distrikt at forkynde i

Efter at jeg havde fået hvile og var kommet til kræfter, begyndte jeg som pioner igen, denne gang sammen med min søn, Harold. I 1943 fik vi et distrikt der lå nærmere mit hjem, to små byer, Whistler og Chickasaw, i nærheden af Mobile, Alabama. Jeg mente at disse steder var mindre risikable da De Forenede Staters højesteret netop havde afsagt flere domme til gunst for Jehovas Vidner og den almindelige indstilling til vores forkyndelse var begyndt at blive bedre.

Vi havde snart samlet en gruppe interesserede i Whistler, og vi havde brug for en mødesal. Enhver der kunne bruge en hammer, arbejdede med på at bygge vores lille rigssal, og der var 16 til stede ved det første møde. Men det var noget andet med Chickasaw, for det var en by der tilhørte værftet Gulf Shipbuilding Corporation. Alligevel lignede den enhver anden lille by, med sine kontorbygninger, sit postkontor og sit indkøbscenter.

En dag i december 1943 stod jeg sammen med en anden pionersøster, Aileen Stephens, og tilbød de sidste numre af vore bibelske blade til de forbipasserende i Chickasaw da vicepolitimesteren, hr. Chatham, sagde til os at det måtte vi ikke eftersom vi befandt os på privat område. Vi forklarede at vi ikke falbød varer, men at vort arbejde var af religiøs karakter og var beskyttet af den amerikanske forfatnings første tillægsartikel.

Flere arrestationer og fængselsophold

Den følgende uge havde Aileen og jeg en samtale med vicepræsidenten i Gulf Shipbuilding Corporation, E. B. Peebles, hvor vi forklarede hvad vort religiøse arbejde gik ud på. Han advarede os om at Jehovas Vidners arbejde ikke ville blive tolereret i Chickasaw. Vi forklarede at folk med glæde havde taget imod os i deres hjem. Kunne han nægte dem retten til at læse Bibelen? Han blev uvenlig og truede med at få os sendt i fængsel for ulovligt at trænge ind på privat område.

Jeg vendte med mellemrum tilbage til Chickasaw og blev arresteret hver gang, men blev hver gang løsladt mod kaution. Beløbet der skulle betales, blev lidt efter lidt hævet og var til sidst så stort at jeg kom til at sidde længere og længere tid i fængsel indtil vi havde samlet de fornødne penge. De sanitære forhold lod meget tilbage at ønske — der var ingen toiletfaciliteter, madrasserne var snavsede, der var ingen lagener og kun et snavset tæppe at tage over sig. Som følge heraf vendte min tidligere sygdom tilbage.

Den 27. januar 1944 stod seks Jehovas vidner der var blevet arresteret den 24. december 1943, anklaget for retten, og deres sag blev behandlet under ét. Mit vidnesbyrd skulle gælde dem alle. Selv om det var åbenlyst at Jehovas vidner blev diskrimineret, blev jeg kendt skyldig. Vi appellerede dommen.

Den 15. januar 1945 afsagde appelretten sin kendelse: Jeg blev kendt skyldig i ulovlig indtrængen på privat område. Desuden afslog Alabamas højesteret at behandle sagen. Den 3. maj 1945 indankede Hayden Covington, et af Jehovas vidner og en dristig og energisk advokat, sagen for De Forenede Staters højesteret.

Mens Aileen og jeg ventede på at høre fra højesteret, anlagde vi til gengæld ved civilretten sag mod E. B. Peebles og hans allierede inden for politiet og anmodede om skadeserstatning. Vore anklagere prøvede at ændre anklagen mod os fra at være en anklage for ulovligt at være trængt ind på privat område til at være en anklage for at have været til gene for trafikken. Mens jeg sad i fængsel, havde jeg imidlertid fået et papir som var underskrevet af Chatham, smuglet ud, og på det stod der at jeg var anklaget for ulovligt at være trængt ind på privat område. Da dette bevis blev fremlagt i retten, sprang politimester Holcombe op og var lige ved at sluge sin cigar! Sagen endte i februar 1945 uden resultat. Nævningene var kørt fast.

Højesterets afgørelse

De Forenede Staters højesteret var interesseret i min sag fordi anklagen for ulovlig indtrængen på privat område føjede et nyt aspekt til spørgsmålet om religiøs frihed. Covington førte bevis for at Chickasaws regulativ krænkede ikke alene de anklagedes, men også alle beboernes frihed.

Den 7. januar 1946 omstødte De Forenede Staters højesteret underrettens dom og afsagde en historisk kendelse i vor favør. Dommer Black oplæste dommen, hvori det blandt andet hed: „Eftersom staten [Alabama] har villet idømme appellanten [Grace Marsh] straf for at have uddelt religiøse skrifter i et korporationsejet beboelsesområde, kan denne dom ikke stadfæstes.“

En kamp der fortsætter

Herbert og jeg slog os til sidst ned i Fairhope, Alabama, og fortsatte i årenes løb med at arbejde for Guds riges interesser. Herbert døde i 1981, men jeg har mange gode minder om den tid vi havde sammen. Min søn, Harold, holdt senere i livet op med at tjene Jehova og døde kort efter, i 1984. Det var en af mine største sorger.

Jeg er dog taknemmelig for at Harold og hans kone, Elsie, har skænket mig tre dejlige børnebørn, og at jeg nu også har oldebørn der er døbte Jehovas vidner. Tre af mine søstre, Margaret, Ellen Jo og Crystal, lever stadig og tjener Jehova trofast. Crystal giftede sig med Lyman Swingle, der er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. De bor på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Trods et stærkt svækket helbred i de senere år har Crystal altid været et storslået eksempel og til stor opmuntring for mig.

I de mere end 90 år jeg har levet, har jeg lært aldrig at frygte hvad mennesker kan gøre, for Jehova er stærkere end nogen politimester og dommer, ja, end noget menneske. Nu hvor tankerne er gået tilbage til hvad jeg har oplevet, er jeg glad og taknemmelig for den andel jeg har haft i „at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. — Filipperne 1:7.

[Ramme/illustration på side 22]

Med loven i hånd

I 1995 skrev Merlin Owen Newton bogen Armed With the Constitution [Med loven i hånd], der fortæller og fremlægger dokumentation for hvordan Jehovas Vidner var med til at klarlægge anvendelsen af den amerikanske forfatnings første tillægsartikel. På det tidspunkt var mrs. Newton docent i historie og statsvidenskab ved Huntingdon College i Montgomery, Alabama. Hendes bog, der er videnskabeligt underbygget og veldokumenteret, gør rede for to retssager i Alabama der blev ført hele vejen op til De Forenede Staters højesteret.

En af de implicerede i den ene af disse højesteretssager var Grace Marsh, som selv fortæller sin historie i den ledsagende artikel. Den anden retssag, Jones mod City of Opelika, drejede sig om en persons ret til at udbrede sin religiøse overbevisning ved hjælp af trykt materiale. Rosco og Thelma Jones, et sort ægtepar, var Jehovas vidner og heltidsforkyndere.

Under udarbejdelsen af Armed With the Constitution gjorde mrs. Newton brug af gamle retsprotokoller og artikler i fagtidsskrifter, erindringer og breve skrevet af Jehovas vidner, videnskabelige undersøgelser af deres arbejde og interview med og materiale offentliggjort af Vidnerne selv. Bogens mange interessante detaljer og de personlige betragtninger fremsat af de tiltalte, sagførerne og dommerne har genoplivet et stykke retshistorie og gjort det kendt for et bredere publikum.

[Illustration på side 20]

Mig og min bedstefar Sim Waldrop

[Illustration på side 23]

Grace Marsh i dag