Vil regnskovene overleve?

I BEGYNDELSEN af dette århundrede blev den nordamerikanske vandredue udryddet. Af alle de fuglearter der nogen sinde har eksisteret, var den måske den talrigeste. Ornitologer mener at der for to århundreder siden fandtes mellem fem og ti milliarder af dem.

Men i løbet af hundrede år forsvandt et tilsyneladende uudtømmeligt forråd af billigt fuglekød som følge af hvad man har beskrevet som „historiens mest opsigtsvækkende udryddelse af en art“. På monumentet over vandreduen i Wyalusing State Park i Wisconsin i USA står der: „Denne art blev udryddet som følge af menneskets griskhed og tankeløshed.“

Vandreduens skæbne er en påmindelse om at selv de mest yngledygtige dyr på jorden er sårbare over for menneskets angreb. Griskhed og tankeløshed breder sig mere og mere. Og i dag er det ikke blot en enkelt art, men et helt økosystem der er i fare. Hvis regnskovene forsvinder, vil alle de dyr der bor i dem — det vil sige halvdelen af alle dyrearter på jorden — forsvinde med dem. Forskere siger at en så voldsom omvæltning ville være „den største biologiske katastrofe mennesket nogen sinde har forårsaget“.

Sandt nok har vi i dag større viden om miljøet end vi havde for hundrede år siden. Men denne indsigt har ikke været tilstrækkelig til at dæmme op for den ubarmhjertige bølge af ødelæggelse. „Vi er i færd med at ødelægge noget uvurderligt,“ siger botanikeren Manuel Fidalgo beklagende, „og vi har ikke megen tid at give af. Jeg er bange for at de eneste skove der om få år vil stå urørt tilbage, er dem som findes på bjergskråninger der er utilgængelige for skovhuggerne.“

Naturforskerne er bekymrede fordi regnskovene er så vanskelige at genetablere. Bogen The Emerald Realm: Earth’s Precious Rain Forests beskriver skovfornyelse som „langsommelig og dyr . . . en absolut sidste udvej til løsning af problemet med ødelæggelsen af regnskoven“. I bedste fald ville skovfornyelse formentlig kun omfatte nogle få tropiske træarter, og det ville være nødvendigt at overvåge de unge træer konstant for at forhindre ukrudtet i at kvæle dem.

Om en regnskov nogen sinde kan opnå sin oprindelige pragt, vil afhænge af hvor tæt det genplantede område ligger på uberørt regnskov. Kun en tæt tilknytning vil kunne medføre at det genplantede område efterhånden får tilført de titusinder af arter der findes i en rigtig regnskov. Og det vil tage flere hundrede år. Områder som blev forladt for tusind år siden da mayaernes kultur brød sammen, er endnu ikke fuldt restituerede.

„En ny internationalisme“?

En forsker tilknyttet Smithsonian Institution i Washington, D.C. har, for at beskytte så mange arter som muligt, foreslået at 10 procent af den eksisterende regnskov fredes af hensyn til efterslægten. I øjeblikket er 8 procent af skovene fredet, men mange af disse områder er kun reservater eller nationalparker af navn eftersom der hverken er midler eller personale til at beskytte dem. Der skal tydeligvis mere til.

Peter Raven, der er talsmand for regnskovens bevarelse, forklarer: „Bestræbelserne for at redde regnskovene kræver en ny internationalisme, en erkendelse af at vi alle har en andel i jordens skæbne. Vi må finde nogle måder hvorpå vi kan afhjælpe fattigdom og sult i verden. Der er behov for nye internationale aftaler.“

Mange mener at han har ret. Hvis regnskovene skal bevares, kræver det — som så mange andre af de udfordringer menneskeheden står over for — en verdensomspændende løsning. Problemet ligger i at få indgået „nye internationale aftaler“ før der indtræffer en global katastrofe, og før skaden er uoprettelig. Som Peter Raven antyder, er ødelæggelsen af regnskoven tæt forbundet med andre af de store problemer i udviklingslandene, såsom sult og fattigdom.

Indtil nu er de internationale bestræbelser for at få løst sådanne problemer kun lykkedes i begrænset omfang. Nogle spekulerer på om nationerne en dag, til fælles bedste, vil sætte sig ud over deres snæversynede og modstridende nationale interesser, eller om håbet om „en ny internationalisme“ kun er en ønskedrøm.

Historien giver os ikke grund til optimisme. Men ofte er der en faktor man overser. Hvordan ser regnskovens Skaber på det? Professor Edward O. Wilson fra Harvard siger: „Vi bør huske på at vi er ved at ødelægge en del af skaberværket, og at vi derved unddrager alle kommende generationer noget af det vi selv fik i arv.“

Vil jordens Skaber tillade at menneskeheden ødelægger hans værk fuldstændigt? Det er utænkeligt.a Bibelen har forudsagt at Gud i stedet vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Hvordan vil Gud gennemtvinge sin løsning på problemerne? Han har lovet at han vil oprette et rige, en himmelsk verdensregering, som vil løse alle jordens problemer, og som „aldrig vil blive ødelagt“. — Daniel 2:44.

Guds rige vil ikke alene gøre ende på menneskets misbrug af vor planet. Det vil også føre tilsyn med genoprettelsen af jordens naturlige skønhed. Jorden vil til sidst blive en verdensomspændende park, sådan som det oprindelig var Skaberens hensigt. (1 Mosebog 1:28; 2:15; Lukas 23:42, 43) Overalt på jorden vil folk blive „oplært af Jehova“; de vil lære at elske og værdsætte alt hvad han har skabt, inklusive regnskoven. — Esajas 54:13.

Salmisten beskrev denne velsignede tid på følgende måde: „[Lad] alle skovens træer råbe af glæde for Jehovas ansigt. For han er kommet; for han er kommet for at dømme jorden. Han vil dømme det frugtbare land i retfærdighed og folkeslagene i sin trofasthed.“ — Salme 96:12, 13.

Heldigvis afhænger regnskovens fremtid hverken af menneskets interesse for sagen eller af dets griskhed. Ifølge Bibelen kan vi have tillid til at Skaberen selv vil gribe ind for at redde vore tropiske regnskove. I den nye verden, som Gud har lovet os, vil kommende generationer kunne opleve regnskovens pragt. — Åbenbaringen 21:1-4.

[Fodnote]